Hvad er dit yndlingsdyr – og andre gode spørgsmål til børns museumsbesøg

By |2026-09-20T18:03:25+02:0020. september 2026|Categories: Artikler|Tags: , |

Børnetegning, hvor der i midten er en cirkel, der er farvet gul. Indeni i cirklen står der: Det var Egypten. Fra cirklen er der linjer ud til mindre cirkler. Indeni i disse er der tegnet forskellige ting og der er skrevet ved hver ting, hvad de forestiller. Fx Dødt menneske, Vase, Insekt og Pige.

Forældre, politikere og museumsfolk er enige om, at det er vigtigt, at børn får lov til at opleve og engagere sig i kulturarv. Men hvad siger børnene, når de selv får mulighed for at sætte ord på deres museumsoplevelser?

Forskningsprojektet BØV – Børns møde med den nationale kulturarv har haft fokus på børns oplevelser, når de besøger kulturinstitutioner i deres fritid. Oplevelserne er blevet undersøgt gennem observationer af og interviews med børn, der besøgte Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Det Kongelige Teater, og gennem samarbejde med børn, der har deltaget som medforskere i BØV-projektet. I denne artikel præsenterer vi et par enkelte nedslag i det store materiale. Vi håber, at det kan vække nysgerrighed på børns oplevelser og holdninger samt inspirere til at lade børn komme til orde på museer rundt i hele landet.

Mord og myrekryb

BØV- Børns møde med den nationale kulturarv

  • BØV er et treårigt tværinstitutionelt samarbejde mellem Aarhus Universitet, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Teater (2023-2026).
  • Projektet har undersøgt, hvordan børns møder med kulturarven kan være med til at skabe ny viden om børns deltagelse i kulturlivet. Og dermed få mulighed for at være aktive, kulturelle medborgere.
  • Gennem de tre perspektiver: oplevelser, strategier og værdier har projektet afdækket, hvordan de tre kulturinstitutioner skaber rum for, at børn møder og tager del i kulturarven.
  • Projektet er støttet af Augustinus Fondens pulje for forskning i kulturarv.
Læs mere i BUKS, årg. 42, nr. 72 (2026): BØV – Børns møde med den nationale kulturarv på tidsskrift.dk/buks.

Medforskerne har blandt andet undersøgt oplevelser af Nationalmuseets udstilling om det gamle Ægypten. Her satte mødet med ægte mumier gang i både tanker og følelser:

Forsker: Da I gik derind, snakkede I om nogle følelser, I havde, da I kom ind i udstillingen. Hvad var det nu, I sagde?
Medforsker 1: Myrekryb.
Forsker: Myrekryb?
Medforsker 2: Jeg havde ikke myrekryb. Jeg havde glæde.
Forsker: Du havde glæde? Okay, kan du sige lidt mere om dit myrekryb?
Medforsker 1: Jeg synes bare, at det var lidt skræmmende-agtigt. Og det var ikke lige så rart at se nogle døde mennesker.
Forsker: Nej? Og du sagde glæde?
Medforsker 2: Jeg synes, at det er helt flot. Det er syyygt at se ting fra rigtig gamle dage. Og så er det bare første gang for mig at se 4000 år, måske millioner af år, gamle ting. Det er første gang, at jeg har set sådan nogle gamle, gamle ting.
Samtale med medforskere, Nationalmuseet.

Dialogen tydeliggør en gennemgående pointe, nemlig at børn oplever forskelligt. Det er individuelt, hvornår noget er spændende eller uhyggeligt, og hvornår det bliver for skræmmende. Derfor giver det god mening, at børnene har muligheden for selv at vælge; her fint udtrykt af et barn på SMK:

”Hvis man godt kan lide mord, så kan man gå herover […]. Hvis man godt kan lide en masse farver og naturen, så kan man gå derover. ”
Interview, SMK

Barnets forslag til ophængningsprincipper peger på, at børn ønsker at blive set og føle sig talt til på museer.  Vi har talt med børn, der godt kan lide, at der er stille på et museum, fordi det giver dem ro til at fordybe sig. Omvendt har vi også talt med børn, der sætter stor pris på, at der er god plads til at slå vejrmøller og bevæge sig. Et barn har givet udtryk for, at museumsrummet var meget ”voksenagtigt” og en gruppe muslimske børn undrede sig over de mange kristne symboler. Forskellene går på tværs af køn og alder og handler ikke nødvendigvis om, hvor museumsvante børnene er.

Hestevrinsk og hastighed

Tre piger på omkring 8 til ti år kigger på en død egypter, der ligger i en kiste i en montre. Den døde er helt indskrumpet og udtørret. og der ligger et klæde hen over vedkommende, som om de har en dyne på og ligger i en seng.


Medforskerne laver observationer i udstillingen om det gamle Ægypten på Nationalmuseet, hvor særligt mumierne vakte interesse.
Foto: BØV – Børns møde med den nationale kulturarv

Fælles for børns besøg er, at de altid foregår i følgeskab med voksne, hvorfor relationen mellem børn og deres voksne bliver et vigtigt aspekt af museumsoplevelsen.

”Den lille dreng i klapvogn får øje på en hest på billedet bag os og vrinsker glad. Det er begejstret og højt, og da han bliver ved, triller den voksne afsted med ham.”
Observation, SMK

Barnets højlydte begejstring over kunsten bliver for meget for den voksne, der beslutter at køre barnet væk. Fordi barnet er spændt fast, er det her meget tydeligt den voksne, der bestemmer. Sådan er det ikke altid. Vi har også talt med børn, der selv har bestemt, at de skulle på museum, og vi har observeret børn, der gennem legen overtager styringen fra de voksne. Her er fx en observation fra skolestuen på Nationalmuseet:

”Du skal sætte dig på din plads, mor. Jeg er læreren.”
Observation, Nationalmuseet

Én af de ting, der er til forhandling mellem børn og voksne under museumsbesøget, er tempoet. Når børnene får styringen, bliver det deres nysgerrighed og lyst til fordybelse, der sænker tempoet – og deres kedsomhed eller behov for at brænde energi af, der hæver det.

Børn har (også) klare holdninger til kulturen

Indimellem har vi oplevet, at børn kan være svære at få i tale. Vi har mødt børn, der ikke ville interviewes, og rigtig mange børn, der svarer kort: ”Mmm”, ”jaaa”, ”måske” eller ”det ved jeg ikke”. Men vi har også mødt børn, der klart har formuleret tydelige holdninger og skarpe analyser. Det sker typisk, når der har været noget på spil for de børn, vi har talt med. Som for barnet, der deltog modvilligt, indtil der blev stillet et særligt spørgsmål:

”Da jeg spørger hende, om der er et billede, hun særligt kan lide, lyser hun op. I forhold til de andre svar, hun kommer med, har jeg tydeligt her ramt noget, der betyder noget for hende, og hun svarer: ”Billedet af dem der spiser.” Barnets faster forklarer, at det er Carl Blochs Fra et romersk osteria. Pigen kan ikke sætte mange ord på, hvorfor det er hendes yndlingsbillede, men hun er meget sikker, og fortæller, at det var et af de første billeder, hun så. Det er altså flere år siden, hun så dette billede første gang.”
Observation, SMK

Også en søskendeflok, der blev interviewet efter et besøg i Det Kongelige Teater, havde allerede kort tid efter, de havde forladt salen, klare holdninger til, hvad der var godt og skidt i deres oplevelse:

”Jeg syntes, det var godt, men jeg syntes ikke historien hang særligt meget sammen.”
Interview, Det Kongelige Teater

Præcisionen og klarheden i vurderingen er slående, men ikke enestående i vores materiale. Det giver mening, for også i deres hverdag har børn holdninger og giver udtryk for deres vurderinger.

Hverdag og fest

En gruppe skoleelever på omkring ti år sidder ved gammeldags skolepulte i et rum, hvor der hænger sort hvide fotografier på væggene.

Der leges skole i Børnenes Museum på Nationalmuseet – et af de steder, hvor børn er med til at tage styringen overmuseumsbesøget.
Foto: BØV – Børns møde med den nationale kulturarv

Og så er vi tilbage ved titlens lidt mystiske spørgsmål:

”Hvad er dit yndlingsdyr?”
Medforskerinterview, Nationalmuseet

Spørgsmålet blev formuleret af en gruppe af vores medforskende børn som det første i deres interviews med andre børn. Fra et voksenforskerperspektiv havde vi lidt svært ved at se meningen med spørgsmålet: Det har jo ikke noget med museumsoplevelsen at gøre. Men medforskerne havde her fundet noget, der fungerede som en samtalestarter, og som satte fokus på noget, der var vigtigt for dem og de børn, de skulle interviewe. Og det illustrerer en af de for os vigtige indsigter i projektet: at vi skal blive bedre til at lytte åbent og nysgerrigt til børns perspektiver og oplevelser, og at de ikke altid stemmer overens med vores forestillinger om dem.

Spørgsmålet er samtidig et billede på, at både børns oplevelser og samtalerne med børn om deres oplevelser hele tiden springer mellem det, der er en del af museums- eller teaterbesøget, og alt det andet, der også er en del af børnenes hverdag.

”Det minder meget om det nede på skolen. Og jeg elsker skole.”
Interview, SMK

Det er netop koblingen mellem oplevelsen og hverdagen, der er med til at give besøget mening og sætte det ind i en livssammenhæng. Her er børn ikke så frygteligt anderledes end voksne, når de besøger et museum eller en anden kulturinstitution. Til gengæld er de lige så forskellige som voksne: Nogle er til smukke ting, andre mere til mord. Den mangfoldighed i børns museumsoplevelser er en vigtig indsigt, der er opstået, fordi vi i BØV-projektet har givet børnene ordet. Det er både berigende og sjovt, og forhåbentlig er der flere, der får lyst til at gøre det samme.

Louise Ejgod er forskningsleder på forskningsprojektet BØV, Christiane Særkjær er postdoc på samme projekt. Begge er tilknyttet Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

 

Billede, øverst:
Medforskerne har blandt andet dokumenteret deres oplevelser af museumsbesøget gennem tegninger.
Foto: BØV – Børns møde med den nationale kulturarv

 

Artiklen er udgivet i MUSEUM nr. 3, 2026

Køb Magasinet Museum nr. 3, 2026

Bliv abonnent

Forside af magasinet museum nr. 3, 2026. Forsiden er en grafisk illustration med lys baggrund, hvorpå der er cirkler i forskellige farver. Flere af cirklerne har ansigter, der er tegnet i en barnlig stil. Ansigterne har forskellige ansigtsudtryk for eksempel glad, overrasket, fræk, forvirret og betænkelig. På forsiden står der følgende tekst: Magasinet Museum, efterår, 2026, og Når museet går i barndom. Museerne vil gerne have børn på besøg. Hvordan kombinerer man leg og læring i en museal kontekst?
Go to Top