Grafik med teksten: Open Call. Temaer i Magasinet Museum 2027.

Magasinet Museum søger skribenter til kommende temanumre.

 

Forår

Samarbejde som strategi

Museerne samarbejder i stigende grad med fx skoler, organisationer og virksomheder for at nå nye målgrupper. Men hvilken værdi ligger der i de nye samarbejder? Hvordan sikrer museerne, at de fortsat sætter dagsordenen, når de inviterer nye partnere til samskabelse? Og hvordan arbejder museer med partnerskaber, hvor kultur ikke nødvendigvis er hovedformålet, men et redskab til fællesskab, trivsel, læring eller deltagelse?

Pitch din idé senest 25. september 2026
Aflevering af artikler november 2026
Udgivelse 1. marts 2027

 

Sommer

Museum uden mure

Museer opererer i stigende grad udenfor huset. I byrum, storcentre, landskaber, skoler, festivaler og midlertidige rum eksperimenterer museer med nye måder at møde publikum på. Men hvad sker der med museets rolle, når formidlingen flytter ud? Hvem når man dér, som ikke kommer på museet? Og hvordan arbejder man med aktiviteter, der kan være svære at måle i besøgstal, men alligevel er centrale for museets lokale relevans?

Pitch din ide senest 8. november 2026

Aflevering af artikler februar 2027

Udgivelse 1. juni 2027

 

Efterår

AI og museerne

Kunstig intelligens har gjort sit indtog – også i museumsverdenen. AI bruges allerede til forskning, registrering, søgning og formidling, men teknologien rejser også større spørgsmål. Hvad bliver museernes rolle i et samfund, hvor borgere på få sekunder selv kan generere svar, billeder og fortællinger? Hvordan påvirker AI museernes autoritet, faglighed og deres relation til publikum? Og hvordan kan museer udnytte teknologiens muligheder uden at miste det menneskelige perspektiv?

Pitch din ide senest 17. januar 2027

Aflevering af artikler april 2027

Udgivelse 1. september 2027

 

Vinter

Den gode samlingsudstilling

Mange museer er begyndt at behandle samlingen som et aktivt redskab frem for et statisk lager. Samlinger genfortolkes, åbnes og aktiveres på nye måder.

Hvordan udnytter man bedst det potentiale, der ligger i museernes samlinger? Hvordan skaber man samlingsudstillinger, der føles aktuelle, relevante og vedkommende? Kan en samlingsudstilling lige så meget som en særudstilling – og kan man bruge samlingen til andet end klassiske udstillinger?

Pitch din ide senest 25. april 2027

Aflevering af artikler august 2027

Udgivelse 1. december 2027

 

Forslag til artikler og indlæg sendes til redaktionen lene@magasinetmuseum.dk

 

Husk at det altid er muligt at foreslå artikler uafhængigt af temaerne. Læs mere om at pitche artikler til Museum.