I juni 2025 åbnede vi en ny udstilling på Museum Give, Vester Ødeby – specialisering på kanten. Det var dog slet ikke en ny udstilling. Det var et redesign af en udstilling, der har været fast inventar på Museum Give siden 1995.
Hvad gør man, når en af museets centrale udstillinger er forældet og ikke længere kan afkodes af museets gæster? Det mest nærliggende er nok at tage udstillingen ned og designe en ny. Det er ikke kun dyrt og har et markant miljømæssigt fodaftryk, det ville i dette tilfælde også være ærgerligt. For idéerne bag den gamle udstilling var der intet i vejen med: en klassisk interiørudstilling med 20 små miljøer, der hver især præsenterer en butikstype eller et værksted. Men tiden var løbet fra udstillingens formidling og udtryk.
For anden gang på to år valgte vi at gentænke og genbruge eksisterende rammer fra en gammel udstilling. Årsagen har i begge tilfælde været, at den eksisterende formidling og indholdsmæssige retning, ikke længere var aktuel eller tilstrækkelig involverende. Begge projekter er del af et omfattende arbejde med at transformere Museum Gives kernefortælling, udstillingsformat og formidlingskoncept. Vi har arbejdet med hvad udstillingen skulle kunne, for hvem og hvordan. Samtidig har vi gennemført processen så bæredygtigt som vi kunne. Både økonomisk og miljømæssigt.
Resultatet blev, at vi i juni 2025 kunne genåbne udstillingen Vester Ødeby – specialisering på kanten. I de samme rammer som før, og med flere af de gamle udstillingsmiljøer bibeholdt, men med en helt anden bærende fortælling, en anden stemning og en stående invitation til at træde helt ind i historien på kanten mellem hede og ager.
Et nødvendigt skridt
Fredagskro, fællesskab og levet historie.
Foto: Celia Simonsen
Udstillingen, der tidligere blev kaldt Handel og Håndværk, er museets ældste udstilling. Interiøret til de 20 miljøer blev indsamlet i 1980-90erne, efterhånden som butiksejere og håndværkere lukkede eller omlagde deres virksomheder. For mange af vores ældre besøgende vækkede udstillingen minder, men for vores yngre og unge besøgende var udstillingen svær, nogle gange endda umulig at relatere til. Der manglede simpelthen formidling til de målgrupper, der ikke har forudgående kendskab til blandt andet telefoncentraler, manufakturhandlere og hjulmagere.
Baseret på vores erfaringer fra redesignet af udstillingen Nygaard – På kanten af en ny tid året forinden, igangsatte vi en intern proces med at analysere udstillingens fordele og ulemper. Efter flere års samtaler og rundvisninger med museets gæster, stillede vi os selv spørgsmålet om hvad udstillingen allerede gjorde godt? Hvad var udfordringerne og manglerne? Hvordan kunne den blive en del af museets samlede nye fortælling om livet på kanten mellem Øst- og Vestjylland?
Det stod hurtigt klart, at udstillingen måtte have et nyt sammenhængende narrativ, en mere tidssvarende formidling, ny belysning, og miljøernes genstande skulle re-kurateres, så de knyttede sig til den nye fortælling. Udstillingens fokus skulle flyttes fra at vise en svunden tids butiksliv og værksteder, til at formidle hvordan mindre byer i grænselandet mellem øst og vest udviklede og forandrede sig op igennem 1900-tallet. Historien om, hvordan mange håndværksfag, såsom fx skomageren og smeden, bevægede sig fra at være primært producerende til i højere grad at reparere og forbedre, blev det centrale omdrejningspunkt. Den øgede konkurrence fra billigere fabriksproducerede produkter tvang håndværksfag til at omlægge og gentænke deres virksomheder, produkter og services.
En by skal have en kro
Kroen bemandet med frivillige til museets store julearrangement.
Foto: Celia Simonsen
Alle disse små fortællinger skulle sættes ind i en samlet fortælling om en by i udvikling. Spørgsmålet var så, hvordan man går fra en klassisk interiørudstilling til en by? Handelslivet og erhvervslivet var allerede velrepræsenteret, men der manglede et mødested. Der var ingen kirke, missionshus eller kro. Byudviklingen i 1900-tallet skete i det samspil, der var mellem land og by såvel som mellem håndværkere, købmænd og øvrige beboere. Heldigvis var der midt i udstillingen et tomt område uden nogen reel funktion. Før museets tid havde her været en entré med røde klinker på gulvet og et nu sløjfet toilet. Området bidrog ikke med noget til udstillingen, men det præsenterede en mulighed for få et samlingssted i byen. Men hvilket?
Med undtagelse af kroen er både kirker og missionshuse formidlet rigtig godt på andre museer. Dertil kommer, at de danske kroer altid har haft en vigtig funktion. Først var det steder, hvor godtfolk fandt ly, men i 1800- og 1900-tallet blev kroerne også lokale samlingssteder med møder, middage og baller. Byer voksede op omkring kroerne, når håndværkere og handlende slog sig ned, og hovedgaden blev byens hjerte. Det skulle altså være en kro!
Materialerne skaffede vi fra museets eget værksted og lokale givere, og med en fælles indsats fik vi på tre måneder etableret Vester Ødeby Kro. Kroen er en kulisse baseret på lokale kroer og er designet som den kunne have set ud i slut 1930erne i en lille stationsby. Og lige så vigtigt: Den kan tages i brug som en kro, hvor historien stadig kan fortælles, deles og leves.
Kroen har stadig tiltrækningskraft
I dag er der færre kroer på landsplan, men de er og var en væsentlig del af dansk kulturarv. På Museum Give er kroen både en udstilling og et mødested. Det er et sted, hvor besøgende, uanset alder og nationalitet, gerne sætter sig og fortæller egne historier knyttet til kroer, hoteller og beværtninger.
Efter udstillingsåbningen observerede vi, at de besøgende brugte længere tid i udstillingen end tidligere og de talte mere sammen. Midt på sommeren fik vi fx besøg af et ungt kærestepar, der spurgte om de måtte købe to øl og sætte sig i kroen. Det fik de lov til, og de næste par timer, var de at finde i dyb samtale i kroens ene hjørne.
Mange gæster spurgte også ind til vores planer med kroen. Det gav anledning til gode snakke om, hvordan man tidligere mødtes på kroen til politiske eller familiære arrangementer. Det, der gik igen, var beretninger om mødesteder og fællesskab, og et ønske om at opleve noget af det igen.
I efteråret testede vi så en række fredagskro-arrangementer, hvor krofatter eller -mutter stod klar i baren med øl, sodavand og fortællinger. Det er blevet så stort et hit, at vi nu jævnligt holder åbent i kroen med udskænkning.
Fra produktion til reparation… og Repair Cafe
Repair Cafeens fiksere er i fuld gang.
Foto: Celia Simonsen
Ud over kroen har udstillingens grundfortælling om håndværk, der omlægger til reparationer frem for produktion, bragt nye formidlingsmuligheder med sig. Upcycling og reparation vækker tydelig genklang i samtiden. Der er både noget at spare, og så er det bæredygtigt. Så selvfølgelig skulle museet være en del af Repair Cafe Danmark.
Hver måned åbner Museum Give derfor dørene for et nyt og stærkt frivilligfællesskab, der står klar til at hjælpe de besøgende, der har medbragt defekte ting, for at give dem nyt liv. Med Repair Cafeen får museets besøgende mulighed for at være en del af den historie, de også kan opleve i udstillingen. Ved at bringe tanken om bæredygtighed og lidt håndværkssnilde sammen med kulturhistoriske perspektiver, forsøger vi at gøre vores besøgende til en del af løsningen, og give dem en mulighed for at genbruge frem for at forbruge.
At gentænke frem for at udskifte
Udstillinger kan så meget mere end at præsentere genstande og formidle en svunden historie. De kan bringe historien ind i nutiden, være levende, brugbare, inviterende og under stadig forandring. Den grundantagelse står vi fast på, når vi vælger at gentænke en gammel udstilling, frem for at udskifte den.
Det, vi har forsøgt at ramme med udstillingen Vester Ødeby – specialisering på kanten, er mere end en fortælling om det, der har været. Vi inviterer de besøgende til at træde ind i historien og indgå i en dialog med hinanden, udstillingen og museet. Vi har skabt en udstilling, der er i bevægelse, og som med tilhørende aktiviteter gør det muligt for vores besøgende at tage historien med ind i samtiden.
Vi har udviklet et fleksibelt udstillingskoncept, der er bæredygtigt i forhold til både materialeforbrug og udstillingens levetid, da den kan rumme at blive brugt i forskellige henseender og udvikles fremadrettet. På den måde bruger vi udstillingsmediet som en metode og et udgangspunkt frem for et slutprodukt; fyldt med anvendelsespotentialer, nye forbindelser og udviklingsmuligheder.
Mathias Christiansen Broch er museumsleder og Celia Ekelund Simonsen er museumsinspektør. Begge på Museum Give.
Billede, øverst: Åbning af udstillingen ’Vester Ødeby – specialisering på kanten’ i juni 2025.
Foto: Celia Simonsen
Artiklen er udgivet i MUSEUM nr. 3, 2026
