Foto af grønlandsk landskab. Forrest ses klipper med lav mos-agtig bevoksning. Så kommer klippekysten. Herefter ses det blålige hav med flydende isbjerge. Ovenover det hele ses en stor skydækket hvid himmel.

I Grønland lever de døde videre i et stærkt fællesskab med de levende. Derfor føles det forkert for nogle grønlandske inuit, at deres afdøde forfædre er blevet fjernet fra gravene og kommet på magasin langt væk hjemmefra.

Siuaasat

Siuaasat betyder forfædre på kalaallisut, eller vestgrønlandsk som det hedder på dansk.
Kalaallisut er det officielle sprog i Grønland.

Hvordan forholder et samfund sig til sine døde, når de er fjernet fra deres grave, og placeret i samlinger og fortællinger, der ofte skrives langt fra det sted, hvor de levede og døde? Når menneskelevn bliver museale genstande, ændrer de status. Denne transformation er ikke neutral. Den er dybt kulturelt, politisk og etisk forankret. I en grønlandsk kontekst får dette spørgsmål en særlig tyngde. Her er forfædrene nemlig ikke blot fortidige mennesker, men fortsat tilstedeværende aktører i nutiden, siuaasat, hvis relation til de levende rækker ud over museets montrer og arkiver.

Fire kvinder står ved et bord og taler sammen. På bordet ligger der et dyreskind, der står en model af en bolig og en række andre genstande.

Workshop, der tog udgangspunkt i livsfortællinger fra Qilakitsormiut, menneskene fra Qilakitsoq.
Foto: Emil Stach, Justin Case Productions

Livskraften inua

I den vestlige museumstradition opfattes menneskelevn primært som kilder til viden, nemlig som biologiske arkiver, der kan fortælle os noget om fortidens levevilkår. Det bidrager til en stor viden om dem, som kom før os, men den hviler også på en grundlæggende adskillelse mellem de døde og de levende. I den traditionelle grønlandske kultur opfattes forfædre ikke blot som mennesker fra fortiden, men mennesker med agens i nutiden, hvilket giver en særlig dybde til samtalen om, hvordan man forvalter og formidler de døde.

Den traditionelle inuit-livsforståelse er og var grundlæggende animistisk og bygger på en oplevelse af verden som gennemstrømmet af liv og relationer. Sjæle fra mennesker, dyr, landskaber, vejr, samt åndelige kræfter blev ikke opfattet som adskilte elementer, men som dele af et fælles kosmologisk kredsløb, hvor alt besad en livskraft, inua. At leve korrekt handlede derfor ikke alene om overlevelse i det arktiske miljø, men om at opretholde balancen mellem den synlige og usynlige verden. Denne balance blev sikret gennem såkaldte taburegler, som bestemte hvad man ikke måtte gøre, og hvad man skulle gøre i bestemte situationer. Tabureglerne regulerede store dele af livet, såsom fangst og håndtering af livets overgange. Hvis man brød reglerne, ville balancen blive forstyrret, og konsekvenserne kunne være alvorlige og komme til udtryk som sygdom, dårligt udbytte ved fangst eller endda ulykke i samfundet. Hvis blot et enkelt menneske brød tabuerne, blev det straks et spørgsmål om hele bopladsens ve og vel, hvilket vidner om et stærkt fælles tilhørsforhold til levestedet.

Fredningslov

Med indførelsen af Grønlands egen fredningslov i 1981 blev alle fortidsminder, herunder grave, fredet. Siden da har forskning i grønlandske menneskelevn krævet godkendelse fra Grønlands Nationalmuseum.
Samlingen af menneskelevn fra Grønland blev i 1999 formelt tilbageført til Grønlands Nationalmuseum, men opbevares dog fortsat i den antropologiske samling i København, da der endnu ikke findes egnede faciliteter i Grønland.

Rejsen til dødsriget

Døden indgik i denne kosmologiske orden som en bevægelse mellem verdener, snarere end en afslutning. Ifølge mundtlige traditioner kunne den afdøde rejse til forskellige dødsriger, herunder sanna, et rige under havet forbundet med fangsten på pattedyr, eller et himmelsk rige, pinnga, fyldt med ravne, rensdyr og bær. Forestillingerne om døden var således tæt vævet sammen med hverdagen og relationen mellem mennesker og deres omgivelser. Før den kristne missionering i Grønland, og i nogen grad også sideløbende med den, var inuit-forestillinger om døden præget af en forståelse af, at livet fortsatte efter den fysiske død i flere former. Mennesket blev ikke opfattet som en entydig biologisk enhed, men som sammensat af både krop og immaterielle komponenter. Kroppen, timeq, udgjorde den synlige og materielle skal, mens sjælen, tarneq, rummede menneskets sundhed, styrke og erfaringer. Tarneq kunne forlade kroppen midlertidigt og vende tilbage, men ved døden forlod den kroppen helt for at rejse videre til et af dødsrigerne. Hertil kommer navnesjælen, ateq, som reflekterer menneskets karaktertræk og rollen i samfundet.  Navnesjælen er det element der bandt generationer sammen, idet dele af den afdødes identitet og personlighed kunne genopstå i et barn, der bar samme navn. På den måde forblev relationen mellem de døde og de levende aktiv og cirkulær.

Døden tog dermed den fysiske krop, timeq, men de immaterielle dele fortsatte deres bevægelse, og overgangen mellem liv og død blev opfattet som både sårbar og potentielt farlig. De efterladtes handlinger havde stor betydning for, om denne overgang forløb korrekt, og derfor var døden omgærdet af disse taburegler, der skulle sikre balance mellem mennesker, dyr og verdener. Den afdøde blev forberedt på sin videre færd ved at blive klædt på og udstyret med personlige genstande som redskaber og tøj, illitat, i nogle tilfælde også mad eller ledsagende dyr, i form af amuletter. Gravene blev anlagt synligt i landskabet med udsigt – ofte tæt på bopladsen eller på steder med særlig betydning – og indgik på den måde fortsat i de levendes verden. Kroppens placering, gravgaverne og de handlinger, der knyttede sig til dødsfaldet, udtrykte omsorg og håb om en fredelig overgang til et af dødsrigerne. I dette verdenssyn var det afgørende, at de døde ikke blev forstyrret, da en brudt overgang kunne få konsekvenser for både samfundet og relationen til omgivelserne. Efter noget tid, kunne gravene genbruges, idet ældre menneskelevn blev skubbet til side for at give plads til nye kroppe.

Det var inden for denne ontologiske ramme, hvor krop, sjæl og relationer fortsatte efter døden, at europæiske og amerikanske forskere udsendt til Grønland med henblik på antropologisk og etnografisk forskning senere tog menneskelevnene op af deres grave og indskrev dem i en videnskabelig praksis, der byggede på helt andre forestillinger om viden og menneskets natur.

Trettten personer sidder rundt om et bord. En af dem taler, mens de andre lytter.

Rundbordssamtale om forskning i menneskelevn. Ikimaliq Pikilak, udøver af traditionelle inuit-tatoveringer, delte sine erfaringer.
Foto: Emil Stach, Justin Case Productions.

Brugt til at rangordne ’racer’

Når man i dag ser på praksissen omkring grønlandske menneskelevn, er det vigtigt at forstå, at den ikke opstod i et tomrum. Den tidlige forskning var nemlig tæt knyttet til en videnskabelig tænkning, hvor man betragtede inuit ud fra et kolonialt og eurocentrisk verdenssyn. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet mente man, at mennesket kunne opdeles i forskellige ’racer’, og at disse kunne rangordnes efter intelligens, moral og udseende. Inuit blev i denne sammenhæng ofte fremstillet som mere ’primitive’ end europæerne, og dermed som særligt egnet til at blive undersøgt og målt. Danmark spillede en central rolle i denne sammenhæng. Som kolonimagt havde man nemlig adgang til grave og menneskelevn i Grønland. Under ekspeditioner fjernede man kranier og knogler, som blev sendt til museer og universiteter i hele verden. Her blev de målt og sammenlignet med menneskelevn fra andre lande i forsøg på at bevise teorier om racemæssige forskelle. Denne forskning blev længe opfattet som neutral og objektiv, men i dag ved vi, at den var dybt præget af tidens racistiske forestillinger. Inuit havde ingen indflydelse på om deres forfædre blev gravet op, hvordan de blev brugt, eller hvilke fortællinger, der blev skabt om dem. Disse fortællinger fik ikke kun betydning i museumsverdenen, men var også med til at rådføre politiske beslutninger og brede forestillinger om inuit som et folk, der skulle ’udvikles’ og tilpasses europæiske normer.


Qilakitsormiut og andre menneskelevn fra Grønland

Menneskene fra Qilakitsoq, består af seks mumificerede kvinder og to børn fra slutningen af 1400-tallet.
De blev fundet i 1972 ved den gamle boplads Qilakitsoq, der betyder ’stedet hvor himlen er lav’, nær Uummannaq i Vestgrønland.
Fire af individerne, tre kvinder og det yngste drengebarn, er i dag udstillet på Grønlands Nationalmuseum i Nuuk.
Et stort tværfagligt forskningsprojekt, der ledes af Grønlands Nationalmuseum, som tager udgangspunkt i tilbageførslen af fem mumificerede individer samt skeletrester fra 97 individer fra Harvard’s Peabody Museum i USA.
Menneskelevnene blev i 1929 taget og bragt til USA fra grave på Uunartoq, som er en ø i Sydgrønland.
Navnet betyder genfødte og henviser både til genforeningen gennem hjembringelsen af de afdødes sjæle til samfundet og til den nye viden, menneskelevnene kan give om inuitternes liv, død og begravelsestraditioner.

Den dybe fortids spor i nutiden

Grønlandske forfædre blev altså gjort til genstand for en praksis, der var forankret uden for Grønland. I det lys bliver det tydeligt, at spørgsmål om ejerskab, respekt og repræsentation ikke alene hører fortiden til. De lever videre på udenlandske institutioner, som fortsat præger hvordan arbejdet med menneskelevn opleves i Grønland. Det var netop disse spændinger mellem fortiden og nutiden, som dannede baggrund for workshoppen Qilakitsormiut i kulturhuset Katuaq i Nuuk i november 2025. Workshoppen fungerede som et rum for fælles refleksion over, hvordan forskning i og kuratering af menneskelevn forstås og opleves af nutidens borgere i Nuuk. Museers håndtering af de døde forfædre viste sig at vække både bekymringer, håb og ambivalens blandt borgerne. Samtalerne til workshoppen viste tydeligt, hvordan den tidligere praksis, præget af distance, ekspertautoritet og manglende lokal forankring, fortsat sætter spor i nutiden. Flere borgere ønskede, at museernes forskningsspørgsmål og beslutningsprocesser i højere grad forankres i Grønland. Når arbejdet involverer menneskelevn, opfattede workshop-deltagerne det nemlig ikke som et rent videnskabeligt anliggende, men som et socialt, kulturelt og politisk fælles ansvar, der berører både fortid, nutid og fremtid. Det er dog vigtigt at pointere, at relationer til de døde formes lokalt, og holdningen kan være en anden et andet sted i landet. Men netop denne nuancering peger på behovet for en praksis, der ikke søger entydige svar, men som kan rumme forskellige relationer til både den dybe fortid og de historiske uretfærdigheder, som fortsat former nutidens oplevelser af emnet.

En fremtid for både de levende og døde

Workshoppen minder om nødvendigheden af en praksis, der er lyttende, langsom og kontekstsensitiv. Arbejdet med grønlandske menneskelevn kræver en forståelse for de etiske spændingsfelter og de historiske uligheder, der følger med at repræsentere menneskers forfædre. At arbejde langsomt betyder at arbejde mere grundigt med fx at give plads til dialog, til tvivl og til at ændre kurs. Det betyder at acceptere, at nogle spørgsmål ikke har entydige svar, og at respekt nogle gange indebærer at lade være. Workshoppen understregede behovet for samskabelse, hvor viden produceres i fællesskab, og hvor museet ikke alene kuraterer, men også lytter. Transparens og vedvarende refleksivitet bør derfor ikke anses som et tillæg, men forudsætninger for etisk forsvarligt arbejde med menneskelevn i Grønland. For når man beskæftiger sig med grønlandske forfædre, er det ikke kun de døde, som er repræsenteret, men også de levende fællesskaber, der fortsat er forbundet til dem. Samtalerne som dem vi havde i Nuuk, peger på en retning, hvor de døde behandles som mere end objekter, og hvor de levende inddrages som mere end publikum.

Sara Næss Elleskov er ph.d.-stipendiat på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet og Randi Sørensen Johansen er museumsinspektør på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv.

 

Billede, øverst: Qilakitsoq-bopladsen i august 2025. Her levede de otte individer, der blev fundet gravlagt og mumificeret.
Foto: Sara Næss Elleskov

 

Artiklen er udgivet i MUSEUM nr. 2, 2026

 

Køb Museum nr. 2, 2026

Bliv abonnent

 

Forside Magasinet Museum nr. 2, 2026. Sort hvidt foto af en mand med hvidt hår, der holder et kranium. Han ser på kraniet med en interesseret mine. Tekst med sort skrift: Magasinet Museum, Sommer, 2026. Tekst med gul skrift: De udødelige døde. Vi kaster et nordisk blik på den globale strid om menneskelevn.