For 100 år siden kom morderen Thomas Bisps skelet på museum mod hans slægtninges vilje. Hvad siger de nulevende efterkommere til, at museet i dag udstiller hans jordiske rester?
Spørgsmålet om at udstille menneskelige levn på museer er en tilbagevendende diskussion – ikke mindst i udlandet. På Vendsyssel Historiske Museum har vi i årtier udstillet kraniet af den sidste henrettede i Hjørring, Thomas Bisp. Thomas blev halshugget efter at have myrdet sin kone med rottekrudt, lagt på hjul og stejle en juli-morgen i 1822, fundet i år 1900 og indlemmet på museet i 1921.
I 2022 planlagde museet at lave en ny udstilling om Thomas Bisp i anledning af 200-året for henrettelsen. I lyset af de etiske spørgsmål, som følger med en så atypisk museumsgenstand, var det derfor klart fra begyndelsen, at museet skulle efterlyse efterkommere til Thomas Bisp for at få deres syn på både historien om deres forfader og deres syn på kraniet og skelettet som museumsgenstande.
Tegning af Thomas Bisp udført af Oscar Nilson fra Art & Science i Stockholm på baggrund af en 3D-scanning af kraniet.
Skelet indlagt på tandlægeklinik
Når det var så vigtigt at få efterkommerne i tale, var det ikke mindst fordi, fundhistorien omkring Thoms Bisp er temmelig speciel. Da kraniet og skeletdelene blev fundet i forbindelse med noget vejarbejde i år 1900, var det den lokale museumsleder, tandlægen Jørgen Jacob Lønborg Friis, som vejinspektøren kontaktede. Museumslederen konstaterede, at det store jernspiger, som var stukket ned gennem kraniet viste, at den afdøde måtte være Thomas Bisp.
Uden tøven tog museumslederen kraniet og skeletdelene med sig hjem til tandlægeklinikken i Jernbanegade i Hjørring, og der blev det liggende, indtil hans søn og efterfølger på museet, Holger Friis, indlemmede kraniet i samlingen i 1921.
I forbindelse med fundet i år 1900 var der naturligt nok efterkommere, som ønskede kraniet udleveret til begravelse. Museumslederen var dog af en anden opfattelse, men han accepterede ønsket ved at love, at han nok selv skulle sørge for at få det begravet.
Det skete dog ikke, og i 1934 var der debat igen, da forfatteren og maleren Achton Friis skrev om kraniet af Thomas Bisp i forbindelse med udgivelsen af det topografiske værk De Jyders Land. Det vakte postyr, og igen dukkede kravet om genbegravelse op. Diskussionen døde dog hen, og efterhånden forsvandt de kritiske røster.
Ikke fejes ind under gulvtæppet
Da museet i 2021 gik i gang med forberedelserne til den nye udstilling, gav det derfor god mening at efterlyse efterkommere til Thomas Bisp. Det lykkedes at få kontakt til 15-20 personer, som alle blev stillet det samme spørgsmål: Hvordan har I det med, at jeres forfader er udstillet på museet?
Svarene var enslydende: Det var ikke et problem. Flere gav udtryk for, at det var så lang tid siden, at henrettelsen havde fundet sted, og derfor var det ikke et problem, at kraniet og skeletdelene blev udstillet. Andre tilkendegav, at historien om Thomas Bisp var lærerig. Som en af efterkommerne formulerede det: ”Man kan lære af fundet, hvordan man straffede før i tiden.”
Hos en enkelt af efterkommerne var holdningen klar og kontant: Thomas Bisp var morder, og derfor måtte han finde sig i at blive udstillet på et museum. Med andre ord: Stemplet som morder gjorde, at Thomas havde fået frataget retten til at bestemme over sin egen skæbne.
Flere gav også udtryk for, at det ikke var en historie, der var blevet talt om i familien. Ikke fordi man skammede sig, men man kendte den ikke. Som en af efterkommerne formulerede det: ”[…] men det er helt klart, at jeg ikke syntes, det er en del af min slægts historie, der skal fejes ind under gulvtæppet.”
Thomas Bisps kranium i udstillingen ’Forbrydelsens Ansigt’ på Vendsyssel Historiske Museum.
Foto: Vendsyssel Historiske Museum
Tiptiptipoldebarnets gåsehud
En af efterkommerne var Kitta Petersen fra Kalundborg. Hun havde gennem flere år arbejdet med slægtsforskning og havde derigennem fundet ud af, at Thomas Bisp var hendes 3x tipoldefar. I sin bog Forbrydelse og straf – historien om Thomas Bisp og hans børn fra 2024 skriver hun ”Så bliver historien pludselig nærværende, og jeg får gåsehud.” Gåsehuden blev vakt af en 3D-scanning af kraniet og en gengivelse af Thomas Bisp, som museet fik foretaget i forbindelse med udstillingen om ham.
I en mail til en gruppe studerende, som i 2024 arbejdede med de etiske dilemmaer i forbindelse med udstilling af menneskelevn, uddyber Kitta sin holdning til museets udstilling af Thomas Bisp: ”I 1822 blev Thomas dømt efter en lovforordning i Christian den Femtes Danske Lov fra 1683. Det er da nok værd at sætte fokus på. Jeg støtter som direkte efterkommer fuldt og helt, at hans skelet er udstillet, og jeg synes, det er en meget væsentlig udstilling, især når man tænker på, hvor mange steder i verden, der finder henrettelser sted – selv i dag. Og hvad med i morgen?”
Kontakten til efterkommerne er en del af den endelige udstilling på Vendsyssel Historiske Museum, hvor man på en skærm kan høre nogle af dem fortælle om deres relation til Thomas Bisp.
Museet er løbende i dialog med efterkommere, som henvender sig, fordi de har hørt om udstillingen. Alle udtrykker stor interesse for emnet og udstillingen og vil også gerne interviewes om deres relation til Thomas Bisp. Ingen referer til de aktuelle, etiske diskussioner, der foregår i øjeblikket. Det bekræfter os som museum i, at vi fortæller historien om Thomas Bisp på en ordentlig og værdig måde med respekt både for den henrettede og efterkommerne.
Udstillingen kan ses på Vendsyssel Historiske Museum indtil udgangen af 2027.
Anne Dorthe Holm er museumsdirektør på Vendsyssel Historiske Museum.
Foto, øverst
Daværende leder af Vendsyssel Historiske Museum, Holger Friis, med hustrumorderen Thomas Bisps kranium i 1975.
Foto: Vendsyssel Historiske Museum
Artiklen er udgivet i MUSEUM nr. 2, 2026
