Billedet viser, hvordan stenalderpigen Lola har set ud. Hun er mørk i huden, har sort hår og blå øjne. Hun har tøj på af lyst skind. Hun sidder ved bredden af noget vand omgivet af siv. Bag hende ligger en fiskeruse flettet af grene. Foran hende ligger døde ænder.

Fundet af en gennemtygget begklump i Rødby Havn vakte ikke blot opsigt blandt arkæologer verden over. Med den nye frontfigur Lola blev Museum Lolland-Falster også centrum for en hed debat om blackwashing og poppet formidling.

I en udstilling på Stiftsmuseet i Maribo om livet i stenalderen og overgangen til landbrugets indførelse, findes et portræt af en pige fra perioden – rekonstrueret af en kunstner på baggrund af DNA-materiale. Hun bliver kaldt Lola, og det har skabt en bemærkelsesværdig udstilling, som trækker helt nye grupper til museet. Men det har også givet anledning til kritik. Den kritik vil vi forsøge at svare på, og samtidig komme med bud på, hvordan rekonstruerede personer kan bidrage til at gøre kulturarven relevant.

Rekonstruerede personer

I 2019 blev resultaterne af en DNA-analyse offentliggjort i det prestigefyldte tidsskrift Nature. Et næsten fuldstændigt, menneskeligt genom var udvundet af en ca. 6000 år gammel klump birkebarksbeg, der var blevet gennemtygget af et stenaldermenneske. Fundet stammede fra de arkæologiske udgravningerne øst for Rødbyhavn forud for etableringen af Femern-forbindelsen.

I forbindelse med offentliggørelsen i Nature, skabte kunstneren Tom Björklund et portræt af personen ud fra DNA-materialet – og sådan blev Lola født. På samme tid var vi i gang med at udvikle en udstilling, der netop skulle præsentere fund og resultater fra Femern-udgravningerne, og det stod hurtigt klart for os, at Lola skulle være det bærende narrativ.

Med Lola fik publikum et menneske, de kunne spejle sig i, og museumsgenstandene blev rekvisitter i et levet liv. Reaktionerne fra publikum gennem de sidste fire år har vist, at vi med Lola har skabt en stærk og vedkommende fortælling, som efterlader et dybt indtryk.

Men at lade en rekonstrueret personfortælling bære udstillingens narrativ har også mødt kritik. Nogle mener, at udstillingen er for poppet, for sentimental, at den fjerner fokus fra det arkæologiske materiale. Så hvorfor bruge rekonstruktioner? Hvordan balancerer man populisme og forskningsformidling, når vi skal gøre kulturarven relevant, vedkommende og udvikle dens betydning (jf. museumsloven §2)?

Fra en skelsættende tid

Størstedelen af de arkæologiske fund fra Femern-udgravningerne kan dateres til slutningen af jægerstenalderen og begyndelsen af bondestenalderen. Det er én af de mest spændende tidspunkter i vores historie – og et forskningsfelt, som i disse år er i konstant bevægelse.

Arkæologiske fund og genetik fortæller en historie om kulturmøder mellem jæger-samlerkulturen og bondekulturen, der på godt og ondt bragte forandring med sig. Meget er stadig uvist – og især spørgsmålet om, hvordan man som menneske oplevede disse forandringer.

Vi lever selv i en tid med store forandringer. Klimaet tvinger os til at ændre vores levevis og globaliseringen betyder, at forskellige kulturer og religioner er en naturlig del af vores hverdag. Det sætter mange følelser i spil. Frustration og angst. Måske endda vrede og afmagt. I de værste tilfælde konflikt og krig.

Uden at digte

Udstillingsrum, der er iscenesat med teatralsk lys. Gæsterne går på en sti belagt med planker, der slynger sig gennem rummet. Der er ægte birketræer i udstillingen samt genstande i montrer og plancher med tekst. På væggene lyser et kystlandskab op i blålige farver.

Størstedelen af udstillingen om Lola foregår i en sanselig og stemningsfuld scenografi. Foto: Museum Lolland-Falster.

Det er altså ikke første gang, vi har stået i en stor forandringsproces. Landbrugets indførelse omkring år 4000 f.v.t. er én af de største og mest gennemgribende i vores historie, men vi kan kun gisne om menneskenes følelser om det dengang. Begklumpen, som indeholdt Lolas DNA-materiale, er dateret til ca. 3700 f.v.t. Hvis vi accepterer den nuværende periodeafgrænsning, levede hun altså ca. 300 år inde i bondestenalderen. Så ganske opsigtsvækkende var det, da det viste sig, at Lola ikke er datter af en stenalderbonde. DNA-analysen viste nemlig, at Lolas DNA knytter sig til de vesteuropæiske jæger-samlere, der havde befolket Vest- og Nordeuropa gennem ca. 10.000 år, og altså ikke den nye bondekultur.

Uden at digte mod historien kunne vi altså placere Lola som jæger-samler i bondestenalderen, hvor et nyt folk med en anden genetisk sammensætning begynder at optræde i det arkæologiske materiale. Hun kunne repræsentere de mennesker, som stod midt i forandringsprocesserne, og vi kunne blive klogere på overgangen mellem jæger- og bondestenalder ved at opleve den gennem hende.

Det kommer blandt andet til udtryk gennem udstillingens tekster, som er Ekarv-inspirerede, ultrakorte og lyriske, hvor Lola selv fortæller. Men det er også en maggiterning af information, hvor de besøgende får en grundlæggende viden om jægerstenalderen, bondestenalderen og overgangen mellem de to perioder.
Publikum kender måske ikke alle nuancerne, alle årstallene eller alle problemstillingerne, når de kommer ud på den anden side. Men de kender til perioden, landbrugets indførelse og kan måske selv danne sig et indtryk af, hvad det betød at være et menneske dengang.

Brobygger mellem to kulturer

Lola er ikke kun et væsentligt formidlingsgreb i udstillingen. Hun har vist sig at være en værdifuld brobygger mellem museet og især unge med anden etnisk baggrund end dansk. Her var pludselig en person fra Danmarks oldtid, som de kunne spejle sig i.

Ikke alene på grund af hendes hudfarve, men også vores fortælling om hende: om det at være et ungt menneske, der forsøger at navigere mellem to kulturer. Lola transcenderer dermed fra ’blot’ at være et formidlingsgreb til at være redskab til inklusion og identitetsdannelse.

Går vi for langt? Nogle vil måske sige ja. Men her vil vi understrege, at det er vigtigt for os at beholde den faglige integritet. Inden for arkæologisk formidling er der rum til fortolkning, men dette rum har klare rammer fastsat af de arkæologiske data, og dem respekterer vi.

I sommeren 2023 blev netop den faglige integritet angrebet, da portrættet af Lola – og især hendes hudfarve – blev genstand for en voldsom kritik på det sociale medie X (tidligere Twitter), hvor museet og forskerne bag DNA-analysen blev beskyldt for politisk bias, wokeisme og blackwashing.

Mens brugen af Lola i vores formidling kan være alle disse ting, så er det vigtigt at understrege, at de videnskabelige data ikke er. Lolas mørke hudfarve i det rekonstruerede portræt af hende er 100 procent understøttet af de data vi har fra hendes DNA og er i øvrigt i tråd med andre fund af mennesker i Nordeuropa fra denne periode. Vores opgave ligger i at være tydelige omkring, hvad der er fakta, og hvad der er fortolkning, og være sikre på, at vi står på et solidt, fagligt og videnskabeligt grundlag, så vi kan stå fast, når (shit)stormen rammer.

Relevans og resonans

Gennemtyggget klump af birkebeg. Den har en mørk, brunlig farve og ligner lidt en valnøddekerne.

Begklumpen, som indeholdt DNA materialet, der har dannet baggrund for karakteren Lola.
Foto: Museum Lolland-Falster.

For bedre at kunne tale om formidling af arkæologien, foreslår vi at skelne det ægte fra det relevante. Det ægte er det konkrete fund, genstanden, de rå data. Relevans derimod handler om, hvordan det ægte forvaltes, formidles og anvendes i en given kontekst for eksempel i en udstilling eller en anden form for formidling. Det skal give resonans. Det skal kunne føles lige så vel som forstås; det skal give mening for vores publikum, så vores viden kan bidrage til nye erkendelser og erfaringer hos dem.
Det ægte giver ikke altid i sig selv mening eller anledning til ny erkendelse hos publikum. Omvendt kan vi heller ikke være sikre på, at vores formidling giver mening og nye erkendelser, bare fordi den er i flotte eller underholdende rammer. Vi er forpligtet som museer til at gøre kulturarven, vores fælles fortid, relevant. At skabe en både følt og forstået forbindelse mellem fortid og nutid. Og her kan Lola, og det rekonstruerede fortidsmenneske spille en afgørende rolle, fordi vi forbinder os til mennesker – ikke data.

Fortiden og fremtiden

Rekonstruktioner af fortidsmennesker er et vidt udbredt og dybt forankret formidlingsgreb i den danske museumsverden. Formålet er at skabe en dybere relation mellem publikum og det arkæologiske eller historiske materiale. ’Fortiden’ er en abstrakt størrelse, men når du kan sætte ansigt på et menneske, som levede og døde for længe siden, gør det fortiden langt mere håndgribelig, måske endda mere menneskelig.
Men rekonstruktionerne bliver også styrende for, hvordan vi former vores fortællinger og forståelser af den fælles fortid. Det er ikke uskyldig staffage, og vi som museer skal og bør være os dette ansvar bevidst, så vi fortsætter med at skabe resonans mellem mennesker og deres fortid og at være relevante institutioner for vores samfund. Også i fremtiden.

FAKTA
Det viser Lolas DNA-profil
• Hendes hud og hår var mørkt.
• Hun havde blå øjne.
• Hun var laktoseintolerant.
• Hun havde spist and, hasselnødder, ål – og lus.

Marie Brinch og Rasmus Thorup Kildegaard er museumsinspektører på Museum Lolland-Falster.

 

Billede, øverst: Portræt af Lola. Malet af Tom Björklund.

 

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 2, 2024.

Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.

Forsiden af Magasinet MUSEUM nr. 2, 2024. En collage af fotos i sort hvid. Stenalderpigen Lola. En mand, der holder et skilt med tallet 115. Samt udsnit af andre fotos. Bladets navn og teksten: Den personlige historie, står skrevet med grøn.