Hvad mener danskerne om, at museer udstiller og opmagasinerer skeletter, moselig og andre menneskelevn? Museum Silkeborg har undersøgt sagen, og danskernes holdning skiller sig ud.
Rundt omkring i verden er der debat om at udstille menneskelevn. På Museum Silkeborg får vi også stadig flere forespørgsler fra udlandet om vores etiske overvejelser ved at udstille døde som fx museets mest berømte fund Tollundmanden. Internationalt er der med andre ord gang i de etiske overvejelser om det betimelige i at udstille os, når vi er døde. Men hvordan har vi det med det herhjemme i Danmark? Det satte Museum Silkeborg sig for at finde ud af i sommeren 2025.
Ja-sigerne i overtal
Museum Silkeborg er først og fremmest kendt for at huse det verdensberømte moselig Tollundmanden og hans mindre kendte lidelsesfælle Ellingkvinden. I 2025 planlagde museet udstillingen Mosefolket, der viser en række moselig fra Gottorp Slot i Slesvig. Vi ville gerne vide, hvordan et potentielt publikum ville have det med det.
I Danmark nævner Museumsloven nemlig ikke noget specifikt om menneskelevn eller menneskerester, så museerne har i juridisk forstand ret til at indsamle og udstille menneskelevn, hvis de er en væsentlig del af vores kulturarv. Men etisk er det imidlertid en anden sag, og her er vi inde på et område, der er langt mere kompliceret og også mere bevægeligt end lovgrundlaget.
Derfor lavede vi i samarbejde med Pénelopé Lignier fra universitetet i Lille en digital survey, der undersøgte, hvorledes danskerne havde det med netop moselig og menneskerester generelt på museer. Spørgeskemaet blev spredt gennem Facebook og TV2 Nyheder. I løbet af få dage fik vi ikke færre end 1141 besvarelser.
Vi spurgte blandt andet ind til, om respondenterne nogensinde havde besøgt Museum Silkeborg, og om de havde set Tollundmanden og Ellingkvinden. Det var der glædeligvis 71,7 procent, der svarede ja til. Vi var dog mest spændt på svarene på spørgsmålet: ”Synes du, det er i orden, at museer udstiller menneskerester?”
Resultatet var forbavsende klart: 91,8 procent af de adspurgte sagde ja, 5,5 procent sagde nej. Knap 2 procent svarede, at det kom an på den enkelte sag, mens 0,7 procent ikke havde taget stilling.
Udstillingen ’Mosefolket’ på Museum Silkeborg rummer verdens største samling af velbevarede moselig fra oldtiden. Her kan man lære om, hvordan og hvorfor vi tror de endte i mosen. Udstillingen kører indtil 22. oktober 2028.
Foto: Museum Silkeborg
Fjerner tabu om døden
På Museum Silkeborg er forskning i og udstilling af menneskelevn centralt. Derfor var glæden også stor, da vi så, hvor solid opbakningen var. Vi laver museum for offentligheden, og ønsker den ikke at se det, vi viser, vil det selvsagt være problematisk. Mange havde i fritekst forklaret, hvorfor de syntes, det var i orden, og svarene viser, at de havde reflekteret grundigt over spørgsmålet.
Over halvdelen lagde vægt på, at menneskelevn er en vigtig del af vores kulturarv, og at det var deres kulturarv. Læringsperspektivet ved at bevare og udstille menneskelevn samt andre fortidslevn i øvrigt var også vigtigt. Det blev pointeret, at vi kan lære meget om os selv ved at studere fortidens mennesker.
Nogle påpegede, at der skulle være en passende tidsmæssig distance til de udstillede. De definerede ikke, hvor denne grænse præcist skulle gå, men det fremgik, at hensynet til fx pårørende var væsentligt. Der var også dem, der havde svært ved at se, at det overhovedet kunne være et problem, og nogle udtrykte, at de syntes, det var absurd overhovedet at diskutere det.
Enkelte mente desuden, at udstilling af menneskelevn kunne være med til at fjerne det tabu, der er om døden, og få folk til at acceptere livets gang – og døden. De syntes også, det var interessant at lære om, hvordan man tidligere opfattede døden, og om dødsritualer. En enkelt kommentar indrammer dette synspunkt ganske fint: ”Det er ikke uværdigt at blive udstillet på museum – det giver en mulighed for eksistentielle overvejelser og forbindelse til historien. Vi er meget afsondrede fra døden, og museerne er et af de få steder, der kan vise den.”
Derfor skiller danskernes holdning sig ud
Undersøgelsen viser således, at der er stor opbakning blandt danskerne til, at museer udstiller menneskelevn, og de argumenterer reflekteret for, at det må museerne gerne. Ja, faktisk forventer de, at museerne gør det. På den måde ser det ud til, at den danske befolkning er et andet sted end debatterne i fx USA, England eller Spanien giver udtryk for. Men hvad er årsagen til det?
Først og fremmest drives diskussionerne om etik og menneskelevn på museerne i fx USA og England af andre dagsordner. Argumenterne for at fjerne menneskelevn fra American Museum of Natural History i New York er ifølge direktør Sean M. Decatur, at disse er indsamlet på en uetisk måde med en klar skævvridning i magtforholdet mellem dem, der har indsamlet, og dem, der er blevet indsamlet. Museet rummer utallige skeletter fra oprindelige befolkninger verden over samt af slavegjorte personer af afrikansk afstamning. Næste skridt er en repatrieringsproces, så skeletterne kan blive leveret tilbage til de områder, de stammer fra.
Fortalerne for lovforslaget ’Laying Ancestors to Rest’ i England har samme mål. De ønsker en tilføjelse til den lov, der regulerer, hvordan man omgås menneskelevn, der er mindre end 100 år gamle. Forslaget er ret vidtgående, idet det i princippet kan ramme levn af alle ’forfædre’ uanset alder og proveniens med krav om repatriering, hvor det er muligt, eller alternativt fælles begravelse af resterne. Man ønsker ligeledes at sætte en stopper for salg og for offentlige udstillinger – begreberne bruges i samme sætning – samt andre ikke-samtykkebaserede anvendelser, ”som i stigende grad betragtes som en arv fra kolonialisme og kulturel mangel på hensyn”.
Den store danske opbakning kan være farvet af, at moseligene blev nævnt, selvom det ikke specifikt var dem vi spurgte ind til. Tankerne bliver dermed sporet ind på lovligt erhvervede genuine danske oldtidslevn, der er lette at forholde sig til. Måske havde resultatet set anderledes ud, hvis vi havde spurgte om at udstille de kranier, der blev gravrøvet af forskere på diverse polarekspeditioner i starten af det 20. århundrede.
På Museum Silkeborg kan man møde Tollundmanden, et 2.400 år gammelt menneske, ansigt til ansigt.
Foto: Museum Silkeborg
Skæg og snot for sig
Vi ser altså, at menneskelevn bruges i en postkolonial helingsproces. Som en bodshandling for tidligere tiders uret og for indsamlingspolitikker, som i dag betragtes som uetiske. Der argumenteres med patos for både at fjerne dem fra udstillingerne og for repatriering. Det betyder, at de kan blive udskilt fra samlingerne og i sidste ende føres tilbage til oprindelsesstedet til genbegravelse eller destruktion. Desværre bliver alle levn af mennesker taget som gidsler i dette opgør med den nære fortid. Situationen forværres desuden af, at man opererer med begrebet menneskelevn (human remains), der i princippet rummer alt fra en hårlok til en komplet mumificeret person.
Stemmer, der taler for at bevare forsknings- og formidlingspotentialet i menneskelevnene, synes at fare med stor forsigtighed. Det kan skyldes, at det er svært at tale op imod den meget følelsesbårne fortælling med nøgtern videnskabelig argumentation. Eller er forskning i menneskelevn, der er indsamlet på en uetisk måde, decideret tabu?
På Museum Silkeborg arbejder vi primært med moselig, fordi der her ligger et stort forsknings- og formidlingspotentiale. Vores undersøgelse viser, at befolkningen ikke finder det problematisk. Tværtimod – og godt det samme. Kulturhistoriske museer handler om mennesker og menneskers liv. Derfor hører selve mennesket naturligvis også hjemme her.
Ser man mod udlandet, kan man imidlertid godt være bekymret for, om museerne også i fremtiden vil rumme skeletter, mumificerede mennesker og andre menneskelevn.
Der er ingen tvivl om, at der kan gemme sig mange problematikker i samlingerne og den måde, de er indsamlet på, men man bør stadig se dem som en kilde til viden og en potentiel værdi for nutidens mennesker. Man bør desuden undlade at bruge termen menneskelevn som operativt begreb, som man kan lægge en handlingsskabelon ned over. En frivilligt afgivet hårprøve er ikke problematisk, men skelettet af en identificerbar buskmand, der er indfanget som trofæ, er. Hver enkelt sag bør derfor vurderes individuelt, når man bestemmer, hvad man kan og vil bruge den til. Der er brug for et nuanceret syn på menneskelevnene på museerne, hvis vi skal undgå, at mennesket selv bliver forvist fra de museer, der fortæller dets historie.
Ole Nielsen er museumsdirektør på Museum Silkeborg.
Foto, øverst: En gæst betragter Tollundmanden.
Foto: Museum Silkeborg
Artiklen er udgivet i MUSEUM nr. 2, 2026
