
Når værdiredningsplaner bliver kaldt tyvenes indkøbsliste, sender det et signal om, at alt hvad der angår museets sikkerhed, skal holdes hemmeligt. Men vogterne af landets mest kostbare skatte, Den Kongelige Samling, ser anderledes på det. De har åbnet beredskabet op.
Truslerne mod museers samlinger er blevet flere og flere gennem de seneste år. Om det er krig, brand, naturkatastrofer eller aktivisme, der lurer i kulissen, bør sikkerhed og et dedikeret beredskab være et centralt fokus.
Med lokationer som blandt andet Rosenborg Slot, der i mere end 400 år har været et vartegn for København, huser Den Kongelige Samling generationers kongelig arv og historie og unævnelige værdier. Vi er evigt bevidste om de risici, der følger med en samling af vores kaliber, og derfor er veludviklede beredskabsplaner ikke ’nice to have’, men ’need to have’.
I Den Kongelige Samling arbejder vi ud fra de værst tænkelige scenarier med den filosofi, at hvis vi er forberedt på det værste, vil vi være klar til det meste. Vi har derfor omfattende beredskabsplaner, som til enhver tid kan igangsættes.
Men selv den bedste plan er intet værd, hvis den ikke kan anvendes i praksis. Hos os er et af de vigtigste kendetegn ved et robust beredskab derfor en vis grad af åbenhed på tværs af fagligheder. Vi giver alle i organisationen en forståelse for stedets beredskab, hvilket styrker samarbejdet og fordrer opmærksomhed hos personalet. Vi videndeler også med andre museer, så vi kan kaste et kritisk og lærerigt blik på planer og procedurer.
Robusthed kommer af en helhedsorienteret proces

I skatkammeret under Rosenborg Slot findes blandt andet de kongelige regalier og kronjuveler.
Foto: Den Kongelige Samling.
At opbygge et robust beredskab ud fra en helhedsorienteret tilgang kan være et stort arbejde, da det inddrager flere lag i en organisation. Da vi for nyligt formulerede og implementerede en ny værdiredningsplan for Rosenborg Slot, var visse strategiske punkter helt centrale i processen. Disse kan indtænkes i alle andre processer inden for opbygning af en robust beredskabsplan.
-
Tværfaglig kortlægning af aktørers behov og procedurer
Værdiredning inddrager mange forskellige aktører, fagligheder og faser. Indsatsleder, udøvende beredskab, konservatorer, sikring og eventuelt eksternt beredskab har alle behov og arbejdsgange, som vi som museum skal facilitere bedst muligt for at opnå en effektiv indsats.
-
Udarbejdelse af værdiredningsplanen
Selve værdiredningsplanen er selvfølgelig opbygget på grundlag af vejledningen fra Kulturministeriets Sikringsudvalg. På grund af Rosenborg Slots forskelligartede samling og besværlige adgangsforhold valgte vi dog at lægge ekstra vægt på, at det visuelle design skulle fordre en så effektiv indsats om muligt. Derfor er alle action cards opbygget med fokus på en skarp visuel kommunikation, som fordrer handling i selv de mest kritiske situationer.
-
Opbygning og placering af udstyrslagre
Hvor lang tid vil det tage at fragte en fire meter høj stige til øverste etage af Rosenborg via en gammel vindeltrappe? Når indsatsen skal gå hurtigt, er det vigtigt at det rette udstyr er tilgængeligt, hvor der er brug for det. Vi har opbygget udstyrslagre med dedikeret plads til indsatsleder, værktøj og konservering. Stiger og udstyr til indpakning og fragt findes tæt på de steder, de skal bruges for at undgå spildtid.
-
Uddannelse af internt beredskab
Uddannelse er helt centralt for en god indsats. Vi har valgt, at alle medarbejdere får kurser i sikring, at frontpersonale har årlige brandkurser, og at der afholdes praktiske øvelser jævnligt. Derudover har vi inddelt vores interne beredskab i superbrugere og sekundære brugere.
Superbrugerne har indgående kendskab til alle beredskabsplaner, og kan til enhver tid tilgå disse. De ved hvilke genstande, der er på værdiredningsplanen, hvordan de anvender det nødvendige udstyr, hvem de skal tilkalde fra det interne og eksterne beredskab, og de er uddannede til at kunne koordinere en indsats eller assistere fx brandvæsenet. Vi skal have superbrugere nok til, at der til enhver tid er minimum én, som på få minutter kan igangsætte en indsats. De resterende superbrugere er på en tilkaldeliste og vil blive ringet op, hvis der er behov for værdiredning.
Sekundære brugere kan til enhver tid hurtigt assistere superbrugerne med praktisk hjælp. I denne gruppe findes blandt andet vagter, konservatorer og inspektører. Disse kender alle til procedurerne, de ved hvordan værdiredningsplanen læses, og hvilket udstyr, der er til rådighed. Sammenlagt betyder det, at en stor del af organisationen indgår i værdiredningsindsatsen, og at vi ikke er afhængige af udefrakommende assistance. Kritiske situationer som krig, terror eller ekstremt vejr kan nemlig forhindre hjælp udefra i at nå frem i tide.
Hemmelige beredskabsplaner kan hindre indsatsen
|
|
|
|
|
|
Der er på mange museer en indforstået regel om, at sikring i høj grad skal være hemmelig. Værdiredningsplaner kaldes populært for ”tyvenes indkøbsliste”, og beredskabsplaner kan illustrere hvilke svagheder, der kan udnyttes, hvis udefrakommende af den ene eller den anden grund ønsker at skade et museum. Selvom dette er korrekt, kan det også have den konsekvens, at en tilfredsstillende indsats er afhængig af så få medarbejdere, at planerne ikke reelt kan fungere i praksis.
Det er i høj grad muligt at klæde en stor del af medarbejderne på til at agere internt beredskab i tilfælde af en krise, uden at det sænker sikringsniveauet. Der kan laves graduerede kurser som giver alle medarbejdere relevant viden om stedets sikring, og praktiske øvelser med udgangspunkt i relevante scenarier kan styrke procedurer og effektivisere indsatsen.
Det er ikke en sikkerhedsbrist at vise brandvæsenet de bygninger, der skal reddes, de action cards, der er til rådighed, endsige at uddanne en stor del af organisationen i beredskabsprocedurer. At videndele med andre museer er heller ikke en sikkerhedsbrist. Det opbygger en robusthed omkring et museums beredskab, som i kritiske situationer kan vise sig uundværlige.
Hanne Kjærskov Nielsen er vagtansvarlig på Den Kongelige Samling og selvstændig konsulent i HKN Design og Værdiredning.
Foto, øverst
Rosenborg Slot huser en stor mængde af uvurderlige kongelige genstande. Nogle af disse er stadig i brug i Kongehuset den dag i dag. Privatfoto.
Artiklen er udgivet i MUSEUM nr. 2, 2026
