Vores museum: Hvad, hvorfor og hvordan?

Vores museum er et omfattende forsknings- og udviklingsprogram, der har været i gang siden 2016 og afsluttes i 2020. Hvad var det nu lige, det handlede om? Professor Kirsten Drotner, der står i spidsen for det hele, giver et indblik.

Af Kirsten Drotner, professor, dr.phil., leder af Vores museum

Museer har altid været interesserede i kontakt med det omgivende samfund. Der er imidlertid et gab mellem museernes interesse og museernes systematiske viden, når det gælder dem, der bruger museet, og ikke mindst når det gælder om at forstå, hvad museerne betyder for forskellige grupper. Det gab ønsker Vores museum at være med til at mindske. Det gør vi ved sammen med en række museer at undersøge formidlingsformer før og nu med henblik på at styrke museumsbrugernes kulturelle medborgerskab.

Umiddelbart kan det se ud til, at Vores museum slår åbne døre ind. For giver Slots- og Kulturstyrelsens løbende brugerundersøgelser ikke allerede tilstrækkelig viden om museernes brugere? Og har museerne ikke masser af tiltag med at inddrage befolkningen på nye måder? Tænk blot på kulturinstitutioners planer om at byde på en kommende tv-kanal; eller se på debatten, Nationalmuseet har forårsaget med kedsomhedsknapper og kendisser som medkuratorer.

Vores museum starter i en vis forstand, hvor mange nye initiativer slutter. For vi fokuserer på at medskabe, undersøge og evaluere nye initiativer, ikke blot sætte dem i gang. Vi giver også vores indsigter tilbage til museumsverdenen, således at museer selv kan videreudvikle forskning i formidling. Vi er optagede af at forstå, hvorfor forskellige brugere vælger museerne til eller fra, hvad museernes måder at formidle på betyder for folk, og hvordan museer kan udvikle deres formidling.

Hvorfor forske i formidling?

Den slags praksisnær forskning og udvikling er vigtig for museer, fordi den medvirker til, at de kan kvalitetsudvikle deres formidling ved at få et systematisk vidensgrundlag og nogle konkrete redskaber til at dokumentere deres praksis. Både små og store museer har en lang forskningstradition med vægt på f.eks. arkæologi, biologi, historie og kunsthistorie; men den tradition har sjældent omfattet systematisk og længerevarende forskning i formidling (Villadsen & Drotner 2011, Gransgaard mfl. 2014).

Forskning i formidling er specielt vigtig i en tid, hvor store fonde i stigende grad kræver dokumentation af, om de giver deres støtte til formidling klogt ud. Opnår museerne faktisk de mål, de angiver, når de søger fondene til nye formidlingstiltag? Hvordan dokumenterer museerne, at målene er nået? Hvordan evaluerer museerne deres tiltag? Samtidig med de stigende krav og ønsker om bedre dokumentation af museernes udveksling med brugerne vanskeliggøres museernes kapacitetsopbygning på området. Det skyldes blandt andet, at nye initiativer ofte udvikles eller ledes af eksterne firmaer frem for af museerne selv. Herved mister museer mulighed for systematisk videnudvikling på et område, som fonde og andre aktører efterspørger.

Hvad undersøger Vores museum?

Vores museum ønsker som nævnt at medvirke til at mindske gabet mellem udvikling af formidlingspraksis og viden om denne praksis. Alle projekter definerer formidling bredt som institutionaliseret kommunikation med omverdenen. For det er oftest museet, der initierer og rammesætter, hvad der skal formidles, hvordan og hvornår det skal ske, og hvem der er målgruppen. Men institutionen kan naturligvis ikke bestemme, hvad folk får ud af kommunikationen, alene af den grund at museernes kommunikation oftest tager afsæt i et indhold, som folk har forskelligt forhold til. Der er jo stor forskel på, hvem der interesserer sig for biler og biller, installationskunst og rockmusik. Så formidling må forstås som et netværk af kommunikationsrelationer: De skabes og vedligeholdes mellem institutioner, brugere og forskellige typer af indhold, og det sker ved hjælp af flere medier og i forskellige sammenhænge.

Vi undersøger, hvordan forskellige kommunikationsformer er med til at understøtte kulturelt medborgerskab. Dvs. vi har ikke fokus på formidlingen/kommunikationen for dens egen skyld, men som et middel til at nå et mål. Det fokus har vi valgt for at supplere tendenser til at fokusere på ny teknologi, når museers formidling undersøges. Sådan et teknologifokus udgrænser nemlig let, at museer altid kommunikerer om noget til nogen og oftest med et bestemt formål.

Vi har også valgt at fokusere på museernes bidrag til kulturelt medborgerskab, fordi det fokus anerkender, at museumsbesøg næsten altid er er en fælles, social begivenhed og ikke en individuel oplevelse. Et fokus på kulturelt medborgerskab er også med til at balancere eksisterende undersøgelser, der lægger vægt på at afdække museers betydning for personligt velvære og livskvalitet.

Sidst, men ikke mindst, undersøger vi, hvordan museer i deres kommunikation med omverdenen afvejer elementer af oplysning og oplevelse. Vi er nemlig interesserede i at udfordre den gængse forståelse af, at museer tidligere satsede på at oplyse borgerne i et land eller et lokalområde, mens de i dag søger at opfylde gæsters eller kunders ønske om oplevelser (Anderson 2004, Bennett 1995, Hooper-Greenhill 1992). Den gængse forståelse bygger på få studier af oftest store nationalmuseer i Vesteuropa og USA. Dykker man ned i praksis og udvider kredsen af museer, er det Vores museums tese, at museer til stadighed har søgt at afveje dimensionerne oplysning og oplevelse, om end med forskellig vægt.

Hvordan undersøger Vores museum formidling?

Vores museum er ikke de første, der undersøger, hvordan museer bidrager til at udvikle kulturelt medborgerskab (Runnel & Pruulmann-Vengerfeldt 2014, Sattrup & Christensen 2013, Stuedahl 2011). Men vi er de første, som systematisk inddrager både et historisk perspektiv, et designperspektiv og et evalueringsperspektiv. Hermed håber vi at kunne bidrage med mere nuancerede og langtidsholdbare resultater til gavn for fremtidig museumsforskning og -praksis.

Litteratur

Anderson, G. Red. 2004. Reinventing the museum: Historical and contemporary perspectives on the paradigm shift. Lanham: Altamira Press.

Bennett, T. 1995. The birth of the museum: History, theory, politics. London: Routledge.

Gransgaard, H., J. F. Jensen & A. H. Larsen. 2014. Dansk museumsforskning: Status og tendenser 2013. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Hooper-Greenhill, E. 1992. Museums and the shaping of knowledge. London: Routledge.

Runnel, P. & P. Pruulmann-Vengerfeldt. Red. 2014. Democratising the museum: Reflections on participatory technologies. New York: Peter Lang.

Sattrup, L. & J. L. Christensen. 2013. Museums as spaces for cultural citizenship: An example on how museums and cultural institutions in Denmark examine their role as spaces for cultural citizenship. The International Journal of the Inclusive Museum 6, 31-41.

Stuedahl, D. 2011. Social media and community involvements in museums: A case study of a local history wiki community, Nordisk Museologi 1, 3-14.

Villadsen, R. & K. Drotner. 2011. Dansk museumsforskning: Status og tendenser. Odense: Dansk Center for Museumsforskning.

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 3, 2019

Artiklen blev efterfulgt af tre ‘smagsprøver’ på Vores museum-projekter.