Genstande af celluloid. Blandt andet hårspænder, en paraply, briller, en halskæde og en kuglepen.

Syreangreb er blot én af de farer, som truer visse historiske plastikgenstande. Men det er der råd for. En ny manual kan hjælpe med at sikre den mere moderne del af kulturarven, som fylder mere og mere på magasinerne.

Plastik har længe været en vigtig del af vores kulturarv og fylder stadig mere i museernes samlinger. Bevaringsmæssigt kan visse plasttyper dog give udfordringer, da de nedbrydes anderledes end naturmaterialerne. Efter forholdsvis kort tid kan visse plasttyper blive klæbrige, skrumpe, deformere, blive stive, krakelere eller smuldre fuldstændigt. Når plasten først har nået det stadium, hvor den er blevet stenhård eller er smuldret, er der ofte intet, der kan gøres for at redde den eller føre den tilbage til et nogenlunde formidlingsegnet stadium. Men man kan gøre en stor indsats, hvis man identificerer de problematiske plasttyper og opbevarer dem korrekt, før det er for sent.

Ny strategi skal redde plastikgenstande

Sidste år støttede Slots- og Kulturstyrelsen vores udvikling af en strategi for at gøre netop dette. Projektet involverede Mark | Billund Kommunes Museer, VejleMuseerne samt Konserveringscenter og Fælles Museumsmagasiner i Vejle. Over 300 genstande fra museernes samlinger, som var under mistanke for at indeholde problematisk plast, blev analyseret med FTIR (Fourier Transform Infrarød Spektroskopi) på Konserveringscenter Vejle, hvorefter opbevaringen blev tilpasset de identificerede plasttyper med henblik på at forlænge deres levetid. Projektet indebar desuden at registrere materialetype og retningslinjer for opbevaring i museernes sag- og registreringsdatabase SARA og at udfærdige en manual til håndtering, udstilling og opbevaring af plast, som nu er frit tilgængelig på Konserveringscenter Vejles og Mark | Billund Kommunes Museers hjemmesider.

Celluloid: Hovedproblemet i plastsamlingerne

Mark | Billund Kommunes Museer og VejleMuseerne har størstedelen af deres samlinger opbevaret på Fælles Museumsmagasiner i Vejle, og heldigvis er det de færreste plasttyper, som ikke opbevares fint i de største haller, som over året har en temperatur på 8-17 ˚C og en relativ luftfugtighed på 50±5%. Derfor fokuserede strategien især på de plasttyper, som kræver andre opbevaringsforhold. Nok den mest problematiske plast, som viste sig at være rigt til stede i begge museers samlinger, er typen bedst kendt under navnet celluloid. Men hvor finder vi denne plast? Hvorfor er den problematisk? Og hvad kan vi gøre for at opbevare den bedst muligt?

De fleste associerer celluloid med de første levende billeder, men celluloid er meget mere end biograffilm og fotos. Helt konkret dækker definitionen over cellulosenitrat tilsat kamfer, og celluloid fik sit gennembrud omkring 1870, efter at amerikaneren Wesley Hyatt havde vist, at materialet kunne anvendes som erstatning for elfenben i billardkugler.

Celluloid er en klar og transparent plast, som kan indfarves og bearbejdes til at få en dybde, farve og struktur, der var ideel til ikke blot at imitere elfenben, men også andre udsøgte naturmaterialer såsom perlemor, rav, koral og skildpaddeskjold. Som sådan blev det vidt udbredt frem til omkring 1970 til fx brillestel, perlekæder, kamme, hårsmykker, skafter på bestik, cigaretholdere, dukker mm.

Syreangreb og eksplosionsfare

Celluloid har dog en væsentlig ulempe, og det er den høje brand- og eksplosionsfare. Kemisk set er materialet i direkte familie med skydebomuld, og det har flere eksplosive brande i celluloidfabrikker og biografteatre på sin samvittighed. Derfor har der været en stor interesse i at erstatte celluloid med et ikke-brandfarligt materiale. En løsning blev celluloseacetat, udviklet i slutningen af 1800-tallet, men først brugbart og rentabelt som plastmateriale en del år senere. Sikkerhedsfilm af celluloseacetat kom på markedet i midten af 1920’erne, men erstatter ikke celluloidfilm endeligt før 1951. Samtidigt begynder celluloseacetat at erstatte celluloid i plastgenstande, og støder man på en hårkam i syntetisk skildpaddeskjold med indskriften ”Unentflammbar”, er det næsten sikkert, at den er lavet af celluloseacetat.

Opbevares plastgenstande af celluloid på et køligt og mørkt magasin udgør brandfaren næppe en risiko. Men når museer ønsker at opbevare genstande af celluloid længe udover deres tiltænkte brugstid, vil de før eller siden støde ind i et andet problem. Når cellulosenitraten i celluloid nedbrydes, afgasser den nitrogenoxider, der reagerer med fugt i luften og danner salpetersyre. Syren er meget aggressiv og angriber ikke kun genstanden selv, hvilket accelererer nedbrydningen, men også genstande i nærheden såsom metaller og organisk materiale. Nedbrydning går især hurtigt, hvis celluloiden opbevares i en lukket beholder, hvor syren kan ophobe sig uden mulighed for at ventilere væk.

En brun kam. Tænderne er bøjede og tydeligt i dårlig stand.

En hårkam i celluloseacetat fra VejleMuseerne med indskriften: ”Unentflammbar.” Foto: Clara Bratt Lauridsen.

Minusgrader er vejen frem

Men hvor lang tid går der, før denne type nedbrydning sætter ind? Dette kan variere fra genstand til genstand og afhænger primært af to faktorer: Kvaliteten af celluloiden og de klimatiske forhold som celluloiden er opbevaret under. Den førstnævnte faktor kan vi ikke ændre, men den sidstnævnte er interessant, for det er et parameter, vi har indflydelse på. En høj, relativ luftfugtighed og temperatur forkorter celluloidens levetid, mens tiden forlænges, hvis genstanden opbevares tørt og køligt. Opbevares genstanden på frost, kan levetiden forlænges fra årtier til måske flere tusind år. Afgasser celluloiden allerede nitrogenoxider, kan opbevaring på frost bremse afgasningen markant.

Derfor har det længe været almen praksis, at celluloidfilm opbevares på frostmagasin. Men denne praksis er kun i mindre grad slået igennem, hvad angår plastgenstande af celluloid. Muligvis fordi celluloid kan være svær at genkende fra de naturmaterialer, den efterligner, og som for øvrigt kræver helt andre opbevaringsforhold. Således kan elfenben, skildpaddeskjold og rav krakelere, hvis materialet udsættes for den lave relative luftfugtighed, som anbefales for at bremse nedbrydningen (hydrolyse) af celluloid såvel som celluloseacetat. Fælles Museumsmagasiner i Vejle har nu installeret en almindelig, afrimningsfri skabsfryser primært til opbevaring af mindre celluloidgenstande, der ellers nemt risikerer at blive pakket tæt sammen med andre genstande.

Brug næsen

Hvad angår celluloseacetat, afdamper materialet efter et vist tidsrum ligeledes skadelige dampe under nedbrydningsprocessen ligesom sin storesøster cellulosenitrat. Men her er der tale om den noget mildere eddikesyre, som giver en karakteristisk, stikkende lugt. Eddikesyren kan misfarve genstande i nærheden og fremme nedbrydning, men det nedbrudte celluloseacetat smuldrer ikke på samme måde som celluloid gør det. Celluloseacetat skrumper, deformerer og revner, og kan i sidste ende antage en papirlignende struktur, fordi der stort set kun er cellulose tilbage.

Arbejder man med en samling, der indeholder plast, bør man derfor have øjne og næsebor åbne og reagere på de mindste tegn på nedbrydning, ikke kun fra genstanden selv, men også fra primære kontaktflader som fx misfarvet og nedbrudt silkepapir. Selvom det optimale selvfølgelig er at reagere, før nedbrydningen bliver synlig på indpakningspapiret. Heldigvis viste gennemgangen af museernes samlinger, at langt de fleste genstande af celluloid og celluloseacetat endnu ikke har nået det kritiske punkt, hvor nedbrydning accelererer. Ved nu at opbevare disse genstande optimalt kan dette punkt forhåbentlig forskydes et godt stykke ud i fremtiden.

Clara Bratt Lauridsen er konservator på Konserveringscenter Vejle, Anders Horsbøl Nielsen er museumsinspektør på VejleMuseerne og Jonas Hørup Ruskjær er museumsinspektør på Mark | Billund Kommunes Museer.

 

Foto, øverst: Celluloidgenstande fra Mark | Billund Kommunes Museer og VejleMuseerne. Foto: Clara Bratt Lauridsen.

 

Fakta

Projektet Præventiv bevaringsstrategi for plastmaterialer blev støttet af Slots- og Kulturstyrelsens Pulje til Samlingsvaretagelse. Gennem samlingsgennemgang og materialeidentifikation indkredsede projektet museumsgenstande med problematiske plasttyper, som kræver specielle hensyn, hvad angår opbevaring og håndtering.

Projektet er mundet ud i en manual for håndtering og opbevaring af plastmaterialer, som kan hentes på Konserveringscenter Vejles og Mark | Billund Kommunes Museers hjemmesider.

Denne artikel går i dybden med én af de plasttyper, som museerne bør have særlig fokus på: Celluloid.

 

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 4, 2023.

Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.

Forsiden af Magasinet Museum nr. 4, 2023. Grafik. Forsiden er opdelt i bokse med forskellige farver. Fordelt i boksene står teksten: Er der styr på samlingerne? Magasiner på over 100 danske museer er blevet besigtiget. Så hvad rør sig derude?