De fleste har nok hørt om de spektakulære, ukrainske museumsgenstande, der lige nu befinder sig i sikkerhed på Moesgaard Museum. Men det anspændte forhold mellem Rusland og Ukraine har fra starten påvirket museets arbejde med udstillingen Rus – vikinger i øst. En udstilling, som samtidig fortæller en side af historien, der udfordrer Putin og hans begrundelse for krigen.

Det er roser og seksstjernede anmeldelser, der præger de første ord, pressen skriver om udstillingen RUS – vikinger i øst, men kun cirka en måned efter åbningen bliver udstillingen pludselig aktuel igen på en uventet og meget dyster måde. Krigen mellem Rusland og Ukraine bryder ud for fuld styrke, og med ét står vi på Moegaard Museum med et krigshærget lands kulturarv i hænderne, og med en udstilling, hvis fortælling udfordrer den angribende part. For det er en konflikt, der også handler om identitet. En identitet, der er rodfæstet i kulturarven, og som trækker tråde på tværs af store afstande. Arbejdet med udstillingen har af den grund været kraftigt påvirket af konflikten.

Sølv leder vejen mod fjerne horisonter

Vi har længe manglet et klart billede af vikingernes rejser mod øst, hvor mange bliver ude og skaber nye bygder og riger. De har stået i skyggen af de vestlige togter på grund af nyere tids politiske, sproglige og kulturelle barrierer mellem øst og vest. Vi kender historien i brudstykker fra skriftlige kilder, og arkæologien tegner nu også et mere og mere klart billede. Moesgaard indledte i 2019 samarbejder med museer i Rusland og Ukraine for at udstille og fortælle den historie.

I vikingetidens begyndelse fandt enkelte arabiske sølvmønter, såkaldte dirhemer, gennem handel vej nordpå. Det blev den spæde start på et østligt sølveventyr, der med eskalerende fart varede i godt 200 år (850-1050), og satte et markant præg østpå, i nutidens Ukraine, Belarus og Rusland og i Sydskandinavien.

Vikingerne var en afgørende magtfaktor i øst. Storstilet pels- og slavehandel med verdens mest magtfulde riger Det Byzantinske Rige med verdensbyen Konstantinopel og den islamiske stormagt i Bagdad indbragte strømme af sølv. De udfordrede kejseren af Konstantinopel og spillede en central rolle i de lokale magtspil, optog sprog, religion og kultur fra de vidt forskellige folk, de mødte, og inden længe blev de en del af den verden, der ved det første møde virkede så fremmed.

De rejsende fra Sydskandinavien fandt sammen i handel med lokale stammefolk, etablerede handelsstationer, byer og transitknudepunkter og opnåede monopol på handel via flodsystemerne. De skabte en ny kultur og et nyt imperium, Rusriget, med centrum i Kyiv. Betegnelsen ’rus’ har skandinavisk oprindelse og kom med tiden til at betegne Kyivrigets multikulturelle smeltedigel af skandinaver, steppenomader og slaviske folk, der blandede skikke, kultur og mode.

Udstillingens narrativ og rumlige greb blev lagt ud som en scenograferet rejse i mødet med fremmede kulturer og landskaber langs floderne på vejen mod Konstantinopel og Bagdad. En rejse på over 5000 kilometer, der i et spor af sølv følger skandinaviske spor, som undervejs viser sig at forvandles til en ny identitet, rus.

De første planer – en fortælling uden grænser

For at belyse rusvikingernes store rejser indleder Moesgaard i 2019 en dialog om indlån med museer i både Rusland og Ukraine. Vi er fra starten usikre på, om det vil være muligt at lave en udstilling, der dækker begge lande set i lyset af deres anspændte politiske forhold, men alle de involverede institutioner bakker op om ideen.
Fortællingens fokus er knudepunkterne for handel og transit langs floderne Dnepr og Volga, der i dag løber gennem Ukraine, Belarus og Rusland. Staraja Ladoga ved Volkov floden på den anden side af Østersøen var den første skandinaviske bosættelse mod øst, og den udviklede sig til en storstilet transitstation for langdistancehandel af pels til Kalifatet i nutidens Mellemøsten og Nordafrika.

Vi retter desuden fokus på vigtige lokaliteter med et markant skandinavisk præg som eksempelvis Ruric Gorodishe, senere Novgorod, Timerevo ved Volga og ikke mindst Gnezdovo ved Dnepr med 3.000 gravhøje, hvoraf der er flere med skandinaviske højstatusbegravelser. Genstandene fra de russiske lokaliteter tilhører Statens Historiske Museum i Moskva, Hermitagen i St. Petersborg og Novgorod Museum, og de har lejlighedsvist været udstillet på museer i Vesteuropa.

Samlingerne fra Ukraine er derimod mindre velkendte. De ukrainske museer rummer ikke desto mindre vægtige samlinger fra fyrstemiljøet i Kyiv, hvor rusriget grundlægges, og fra blandt andet knudepunkter for handel som Shestovitsa og Chernihiv ved Desnafloden. Mange af de mest imposante genstande fra Ukraine er dog udstillet på museerne i Moskva og St. Petersborg.
Udlånsinstitutionerne Ukraines Nationalmuseum, Statens Historiske Museum i Moskva, Hermitagen i St. Petersborg og Novgorod museum er alle imødekommende og meget tilfredse med udstillingens titel, og vi får aftaler om ekstraordinært spektakulære indlån.

Indhentet af virkeligheden

Allerede den 16. maj 2020 bliver projektet imidlertid berørt af den anspændte politiske situation i regionen. Den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky udsender et dekret om øjeblikkelig sanktionering mod russiske museer og arkæologiske institutioner som reaktion på Ruslands krig mod Ukraine, der verserer på sjette år.

Moesgaard får nyheden fra den nyudnævnte direktør ved Ukraines nationalmuseum, Fedir Androshchuk, som netop er tiltrådt direktørstillingen i Kyiv efter 20 års vikingeforskning i Sverige, blandt andet ved Uppsala Universitet. Som Fedir udtrykker det, ville han som arkæolog vælge hele pladen af russiske og ukrainske lokaliteter til belysning af historien, men rent politisk er det nu ikke længere muligt. Med hans indgående kendskab til de russiske museers storslåede samlinger fra vigtige vikingetidslokaliteter, har han fuld forståelse for, at vi går efter de russiske samlinger. Samtidig hilser han et ukrainsk-dansk samarbejde velkommen i fremtiden.

Der kommer ikke til at gå mere end knap et halvt år, før vi griber den invitation. For hen over sommeren bliver vi i forbindelse med både Rus-udstillingen og den Neandertal-udstilling, der skulle åbne året inden Rus-udstillingen, mødt af en række krav om statslige garantier mod beslaglæggelse i forbindelse med sanktioner og konflikter fra de russiske myndigheder. Den slags garantier har den danske stat ikke hjemmel til at udstede. Samtidig er den politiske situation også blevet mere anspændt, og på Moesgaard ender vi med at droppe alt udstillingssamarbejde med Rusland på ubestemt tid. Vi må med beklagelse meddele vores russiske kolleger, at vi ikke kan gennemføre det planlagte samarbejde.

Moesgaard retter igen opmærksomheden mod Ukraine og Kyiv, centrum for rusrigets og Kyivs grundlæggelse. Takket være Fedirs store indsats og anbefaling af Moesgaard som samarbejdspartner, lykkes det på kort tid at forhandle aftaler på plads med fire museer og institutioner: National Museum of the History of Ukraine i Kyiv, Institute of Archaeology of NAS of Ukraine i Kyiv, Chernihiv Regional Historical Museum og Zaprorizhzhya Regional Museum.

De ukrainske indlån er unikke og storslåede genstande, der belyser fortællingen om det multikulturelle rusrige og tiden op til og lige efter denne æra. Kyivs fyrstesæde byder på enestående begravelser med en blanding af skandinaviske, slaviske og nomadiske træk. Elitens grave og overdådige skatte af sølv og guld er blandt de ukrainske indlån, ligesom Rurik-dynastiets trefork-emblem, som i dag er et ukrainsk nationalsymbol, pryder sværdbeslag og kakler.
Vi får travlt med at omskrive udstillingens fortælling og vende blikket mod Østersøkysten og det baltiske område som adgangen til Kyiv. Det resulterer i henvendelser til baltiske, polske og skandinaviske museer om indlån.

Til te i Chernihiv

I august 2021 er vi taget til Ukraine og sidder omkring et lille bord sammen med direktøren for Chernihiv museum og hans kuratorer, otte kilometer fra det lukkede område mod Chernobyl og få timers kørsel fra Belarus. Her er fredeligt, vi drikker te, elkedlen står på bordet, og vi spiser kiks og konfirmerer vores aftale om samarbejde.

I aflagte kikse- og chokoladeæsker ligger de prægtige genstande fra en skandinavisk krigergrav fra rusfolkets kontrolpost ved Shestovitsa nær Desnafloden. I genstandene møder skandinaver nomader og slavere, og kultur og kunsthåndværk blandes i et nyt ypperligt udtryk. Menneskene bag genstandene tilhørte en krigerkultur med rødder i Skandinavien, og som på en ny arena med fremmede mennesker, sprog og religioner byggede et imperium, der kunne udfordre selv de største riger i verden og drive fordelagtig handel med kaliffen i Bagdad. Med trods og diplomati gik de i ét med det fremmede og skabte en ny identitet, også her i Chernihiv.

Sprogligt er det svært at forstå hinanden omkring tebordet, men mødet forløser situationen i gensidig respekt og begejstring over det, vi deler på tværs af sprog, grænser og kultur. I Chernihivs udkant, ved bredden af floden Desna, ligger rusfolkets hundredvis af gravhøje i en træbevokset lund, til minde om den 1000 år gamle historie vi deler med ukrainerne.
Vi tager efterfølgende til et møde i det ukrainske kulturministerium, hvor vi diskuterer, hvordan Rus-fortællingen er et vigtigt historisk bindeled mellem Danmark og Ukraine. Det bliver også kort nævnt, at der skal tages højde for en situation, hvor Ukraine bliver invaderet af Rusland. Vi opfatter det nok mest som en formalitet på det tidspunkt.

Bomberne regner over ukrainske kolleger

I december 2021, mens rygterne om russisk opmarchering af tropper tager til, får Moesgaard besøg af seks ukrainske kurerer, som deltager i udpakning og installering af deres bidrag på 1000 genstande til udstillingen. Efter corona-nedlukningen åbner museet med Rus-udstillingen den 22. januar, og en markering af åbningen bliver udskudt til 28. februar, hvor også de ukrainske museumsinspektører og den ukrainske ambassade skal deltage. Men kun fire dage inden invaderer Rusland Ukraine.

Vi får meldinger fra vores samarbejdspartnere i Ukraine, om hvordan de ansatte på museerne i Kyiv og Chernihiv i hast pakker deres udstillede kulturarv ned for at opbevare den sikkert mod bombardementer og plyndringer, hvorefter historikere og arkæologer tilslutter sig de ukrainske styrker for at forsvare fædrelandet.

Museet i Chernihiv bliver under de voldsomme bombardementer i byen omdannet til beskyttelsesrum for kvinder og børn. Vi har jævnlig kontakt med vores ukrainske kolleger, både i Ukraine og dem, der måtte flygte til Polen under bombardementerne af Chernihiv. Hver morgen siden Ruslands invasion af Ukraine, hilser Fedir ”Godmorgen” på Facebook og ledsager sin hilsen til den frie verden med dagens foto fra nationalmuseet. ”Godmorgen Fedir,” hilser lettede venner og kolleger i hele verden tilbage.

Kulturarv og identitet i konflikt og krig

Sammenfaldet mellem Rus-udstillingens åbning og udbruddet af krigen giver efter nogle dage en stor offentlig opmærksomhed fra den nationale og internationale presse, såvel som fra privatpersoner og institutioner rundt omkring i verden. De mange indlån fra Ukraine bliver et konkret billede på den trussel mod kulturarven, som krigen udgør. De bliver også en anledning for medierne til at fortælle om den rolle som historien og kulturarven spiller i krigen. Putin bruger den som begrundelse for krigen. For ukrainerne er den afgørende i opbygningen af deres selvstændige identitet.

Udstillingens indhold og al den kommunikation, som vi sender ud, bliver genstand for en politisk nærlæsning overalt og ofte også forbundet med store følelser. Der kommer henvendelser om alt fra stavemåder på geografiske navne til præsentationen af de større historiske sammenhænge. Vi må nedsætte en arbejdsgruppe, der forholder sig fagligt til alle de kommentarer, der kommer ind ad forskellige kanaler. På få dage har grænserne for, hvad der er et neutralt og værdiladet standpunkt flyttet sig markant.

I sidste ende er det få steder, hvor vi vurderer, at der behov for at ændre på indholdet i udstillingen. Det er vigtigt for os, at udstillingen ikke skifter karakter, men stadig kan stå som et nuanceret billede af den komplekse historie, der udspillede sig i tiden 850-1050, og dermed også give en forståelse af, hvorfor den spiller en rolle i konflikten mellem Rusland og Ukraine i dag.
Mange ukrainere ser tiden, hvor Kyiv grundlægges som Rusrigets handelscentrum mellem vest og øst, som en kerne i grundlæggelsen af deres egen selvstændige historiske identitet. Den side af historien, som vi fortæller i udstillingen, er en vigtig og omstridt del af konflikten mellem Ukraine og Rusland. Den benægtes af præsident Vladimir Putin, som ikke accepterer Ukraines selvstændige historiske identitet.

Storfyrste af Kyiv, Volodomyr den Hellige, samler store dele af det, der i dag er Ukraine, Belarus og Rusland i et rige ved hjælp af den ortodokse tro. Rusrigets centrum er i denne periode i Kyiv. Men ifølge Putin udgår det russiske rige fra Kyiv, og ukrainere er ikke et folk, som adskiller sig fra russere. Putins og den russiske selvforståelse går tabt, hvis Rusland giver slip på Ukraine, og særligt hvis Ukraine bliver et vestligt land.
Efter Ruslands invasion af Ukraine har den fine ukrainske kulturarv, der i øjeblikket er udstillet på Moesgaard, fået en anden betydning, end da vi startede arbejdet med udstillingen. Den er blevet langt mere aktuel end vi nogensinde havde forestillet os, og det er endnu uklart, hvad der skal ske med den, når udstillingen lukker til september. Det har på mange planer sat det ansvar, vi har i forhold til formidlingen af kulturarv på spidsen.

Fakta Ifølge det historiske værk kendt som Nestorkrøniken, sikkert skrevet i Kiev omkring 1100, henter lokale stammer de tre brødre og fyrstesønner Rurik (Rørik), Sineus (Blåskæg) og Truvor (Torvard) til deres rige. Brødrene er skandinaviske vikinger, der kalder sig ’rus’, og de slår sig ned hver sit sted og begynder at herske. Riget, de slår sig ned i, bliver det senere rusrige.
Brødrene strammer kontrollen med flodernes nordlige udløb, bygger forsvarsværker og opkræver skat fra de lokale stammer. I 864 er Rurik enehersker over rusfolket med base i Novgorod (der betyder ’den nye by’). Rurik knytter relationer til de magtfulde lokale slægter, idet mange fremtrædende mænd fra hans hird gifter sig med lokale, slaviske prinsesser.
Rurik dør i ca. 879 efter at have udvidet det rige, de slaviske stammer har overladt til ham. Kontrollen over riget overgår derefter formelt til hans mindreårige søn Igor (Ingvar), men i praksis er det hans slægtning Oleg (Helge), der overtager ledelsen. Han grundlægger det mægtige Kievrige og viderefører Rurikdynastiet, der sidder på magten i mange generationer. Riget udvides gradvist mod nord, syd og øst, i det der i dag er Ukraine, Belarus og Rusland.
Skandinavien har gennem hele vikingetiden økonomiske, sociale og kulturelle og diplomatiske forbindelser med Rusriget. Harald Blåtand og Fyrst Volodomyr introducerer omtrent på samme tid kristendommen til deres lande og lægger fundamentet til statsdannelser. De politiske bånd mellem Rusriget og Danmark fortsætter i tiden derefter. Tidligt i 1100-årene gifter den slesvigske hertug Knud Lavard sig med Ingeborg, datter af Fyrst Mistislav af Novgorod. Sammen får de en søn, som opkaldes efter sin morfar og senere bliver kendt som Kong Valdemar den Store af Danmark.

Mads Kähler Holst er direktør og Pauline Asingh er leder af udstillingsudvikling på Moesgaard Museum.

Artiklen er skrevet i juni 2022

Foto: Moesgaard Museum

Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 3, 2022