I september 2021 vandt Science Museerne den internationale museumspris UMAC-AWARD for udstillingen Videnskab er lidenskab. Det til trods for, at udstillingens kronjuvel er et kontor med 400 ringbind, linoleumsgulv og lysstofrør i loftet. Museumsinspektør Morten Arnika Skydsgaard forklarer her, hvordan noget så tilsyneladende kedeligt kunne blive en spændende, prisvindende udstilling.
Den sidste brevpost fra et videnskabeligt selskab ligger på bordet. Væggene er dækket af reoler med kontormapper og bøger. I midten står et egetræsskrivebord med fire skuffer og en bordtelefon. Umiddelbart ligner det et kontor, der kunne tilhøre en hvilken som helst medarbejder på universitetet. Men det er det ikke, for på den mørkegrønne dør hænger et navneskilt. “Jens Chr. Skou”. Den seneste danske Nobelpristager.
I 2016 sad jeg på kontoret, som lå 200 meter fra Steno Museet, med museets arkitekt, Susanne, og lederen af skoletjenesten, Line. Skou havde for nylig skrevet under på, at han ville donere kontoret til museet. For mig repræsenterede det en kulturhistorisk perle. Den første Nobelpristagers kontor, som blev indsamlet nogensinde ifølge Nobelmuseet i Stockholm.
Og så var det, at Line sagde: ”Skoleelever vil synes, at kontoret er kedeligt”. Jeg var overrasket. Men efterhånden dæmrede det for samlingsnørden. Mange skoleelever kender ikke til Nobelprisen. Og så var det også, ærlig talt, et helt almindeligt kontor med linoleumsgulv, utallige ringbind og lysstofrør i loftet. Rummet repræsenterede ligeså meget den stemning, som udstillinger om videnskab kan emme af: Søvndyssende afsnit med instrumenter og information om bakterier, elektromagnetisme eller det periodiske system.
Ikke desto mindre blev kontoret omdrejningspunkt for udstillingen Videnskab er lidenskab, som Steno Museet i 2021 vandt den internationale museumspris UMAC-AWARD for.
Bag universitetets mure
Steno Museet er Danmarks videnskabshistoriske museum, og som universitetsmuseum under Aarhus Universitet har vi en pligt til at gøre højtspecialiseret forskning levende og relevant for almindelige mennesker. Videnskab er lidenskab inviterer publikum indenfor på universitetet, så alle kan opleve, at forskning er drevet af følsomme, fejlbarlige og ærgerrige mennesker, som samtidig hylder idealer som objektivitet og sandhed. Udstillingen skal altså vise videnskabens menneskelige ansigt.
Nysgerrighed som drivkraft
Zoofysiolog og professor Tobias Wang forklarer om sit forskersind i udstillingsafsnittet Nysgerrighed og undren: ”Jeg har nok det problem, at jeg dybest set er alt for nysgerrig […] Men det at lade nysgerrigheden være det drivende i hvert enkelt spørgsmål, det giver mig en helt fantastisk energi.”
Wang forsker i, hvordan slanger, krokodiller og giraffers kroppe fungerer under ekstreme omstændigheder. Han deltog i en ekspedition til Sydafrika, hvor han sammen med ti andre forskere undersøgte en mangeårig undren i forskerkredse over giraffers tårnhøje blodtryk. Blodtrykket forsyner den højtbeliggende girafhjerne med ilt, men hvorfor får giraffen ikke de samme følgesygdomme, som mennesker med forhøjet blodtryk? Hvorfor får det langhalsede dyr ikke hjerneblødninger, når den bukker sit hoved ned for at drikke vand fra et vandhul?
Den videnskabelige gåde fascinerede Wang, som hjemtog det girafhjerte, der hænger sammen med syv andre dyrehjerter i udstillingens hjerteakvarium. Forskerne fandt ud af, at giraffers blodkar er stærkere end andre dyrs og derfor kan modstå det høje blodtryk uden at briste.
Konkurrencemennesker
Men der også skyggesider ved det lidenskabelige arbejde som forsker. 33-årige Mette Jepsen er civilingeniør i nanoteknologi og var ansat som postdoc i en toårig stilling. I udstillingen ses hendes hvide, hygiejniske laboratoriebord med pipetter, reagensglas, lommeregner og beholdere med kemikalier.
Hun fortæller i afsnittet Konkurrence og samarbejde: ”Jeg er jo sportsmenneske, så jeg bliver rigtig motiveret af den konkurrence, vi har med andre forskningsgrupper […] Til gengæld, når konkurrencen opstår internt på holdet, synes jeg ikke, at det er så sjovt at være en del af længere. Og det er en af grundene til, at jeg overvejer at søge ud i industrien. Dér er det ikke vigtigt, om man står nummer 1 eller nummer 2 på en artikel.” Molekylærbiologien er kendt for sit miljø, hvor forskergrupper konkurrerer om at være de første til at publicere et gennembrud. Konkurrencen findes dog også på universitetet, fordi der er kamp om at blive fastansat.
Iscenesættelsen af en Nobelpristagers kontor
Da jeg fik overbevist Line om, at Jens Chr. Skous kontor fortæller en vigtig historie om videnskabens væsen, flyttede det ind på museet, så vi kunne skabe udstillingen. En kort multimediefortælling er med til at forløse kontorets historie og fremhæver inventar som skrivebordet og reolerne med 400 ringbind fra 2000 forsøgsdage. Kontorets endevæg forvandler sig undervejs til et blåt bølgende hav med måger og en fiskerbåd, som fangede de 10.000 krabber til Skous forsøg i 1950’erne.
Krister Moltzen fra podcasten Third Ear høres med klar, rytmisk diktion: ”Han sidder hér i sine sandfarvede lærredsbukser og dueblå pullover. Han sidder hér med kaffekoppen, ved telefonen, og den opringning som skal binde sløjfen på 40 års forskningsliv. Han sidder hér, når Nobelkomiteen ringer. Men han sidder her hverken for priser og hæder. Han sidder her, fordi han undres over, hvordan det hele hænger sammen.”
Den visuelle, dramatiserede fortælling om Skous gyldne år i 1950’erne varer fire minutter. Den trækker de gemte fortællinger frem og levendegør kontoret, hvor Skou rigtignok sad og ventede på en opringning fra Nobelkomitéen. Multimediefortællingen komplementerer det materielle og gør kontoret til et nærværende gerningssted for en forsker, som systematisk arkiverede sine forsøgsnotater med 500.000 håndskrevne tal og tusindvis af grafer. For det er videnskaben også. Møjsommelig eksperimenteren, indsamling af data og analyse i årevis.
Men i kontoret arbejdede også et lidenskabeligt sind, som trodsede de gængse forestillinger om cellers opbygning og opdagede en ’pumpe’, et ’cellernes batteri’, som forbruger 20% af kroppens energi. En lille, usynlig transportør af natrium og kalium, kaldet Skous molekyle, som førte til Nobelprisen. Det hænger som en hvid skulptur i midten af udstillingen forstørret 300 millioner gange.
En heldig snublen
Udstillingen fik museumsprisen for at etablere et rum for dialog mellem universitet og lokalsamfund på en nyskabende måde, der blandt andet omfatter skoleforløb og brugerinddragende elementer. I kurateringen var det væsentligt, at udstillingen drejede sig om almindelige forskere og ikke alene fejrede en aldrende Nobelpristager. Emnerne skulle også være relevante for almindelige mennesker, som i udstillingen møder forskning i hjerter, sengevædere og HPV-vaccinen. Og sidst men ikke mindst var vi heldige. Som det ofte sker i forskning, snubler man over noget, som skaber nytænkning. I dette tilfælde et kontor, som åbnede døren ind til et projekt om lidenskaben i videnskaben. Det er ikke altid til at vide, hvor guldet ligger begravet.
Morten Arnika Skydsgaard er museumsinspektør på Steno Museet, Science Museerne
Fotos: Ida Marie Jensen, AU Kommunikation
Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 1, 2022
