Hvor vi før konkurrerede om oplevelser, konkurrerer vi nu om opmærksomhed, og det betyder, at der verden over er opstået en ny tradition inden for museumsformidling. Det konkluderer Nadja Solem Solgaard, der samtidig viser en model for, hvordan museer kan navigere i den aktuelle virkelighed.

Godt håndværk – også i fremtiden, kukkasse-bingo, badgeværksted og Pride Quiz. Det er tilsyneladende ret forskellige udstillinger og museumsaktiviteter, som henholdsvis Den Gamle By og KØN – Gender Museum Denmark står bag. Ikke desto mindre har de noget til fælles.

Længe har man inden for museumsformidlingen arbejdet med to traditioner – oplysning og oplevelse. Ud fra undersøgelser foretaget i forbindelse med mit speciale kan jeg konkludere, at der inden for de senere år er opstået en ny formidlingstradition, som jeg kalder for ’relevans’. Denne nye tradition skyldes dels opblomstringen af museumsaktivisme og dels en bredere samfundsudvikling, hvor forbrugerne er blevet mere handlekraftige og indflydelsessøgende. Den nye formidlingstradition skal dog ikke ses i modsætning til de tidligere, men derimod er det i sammenspillet mellem alle tre formidlingstraditioner, at de bedste museumsoplevelser skabes. Jeg har udviklet en model, som kan hjælpe museerne til at forene de tre formidlingstraditioner og blive skarpe på, hvordan de er relevante.

Fra oplevelse til opmærksom

Oplevelsesøkonomien opstod omkring årtusindeskiftet og skabte en ny situation for museerne, hvor de skulle forene oplysning med oplevelse. Museerne skulle på den ene side være tilgængelige for alle og forny sig, så de ikke længere blev set som værende støvede, kedelige og elitære, mens de på den anden side risikerede at blive kritiseret for, at anvendelsen af oplevelser, brugerinddragelse og anderledes formidling var useriøst og populistisk. Men hele denne debat har udgangspunkt i fejlslutningen om, at oplysning og oplevelse er hinandens modsætning, hvilket Kirsten Drotner argumenterede for i Politiken tilbage i 2015. Det er derimod i krydsfeltet mellem disse, at de gode museumsoplevelser opstår.

Kulturforbruget er under konstant udvikling, og oplevelsesøkonomien er ved at blive erstattet af opmærksomhedsøkonomien. Der er så mange, som tilbyder forbrugerne gode oplevelser, så oplevelse er ikke længere nok. Nu handler det om at fange og fastholde forbrugernes opmærksomhed. Museerne bliver derfor nødt til endnu en gang at tilpasse sig udviklingen og lære at forene oplysning og oplevelse med relevans.

Der er sket et skift fra en passiv forbrugerkultur til en aktiv deltagelseskultur. Dermed er der også et øget fokus på, at museerne skal følge med udviklingen i samfundet og være relevante, hvilket inden for de senere år har medført en ny tendens inden for museumsverdenen – nemlig museumsaktivisme.

Museumsaktivisme

Graham Black mente, at museumsverdenen stod overfor et valg mellem at forandre sig eller dø. Men har museerne ikke allerede gjort det flere gange? Det mener Robert R. Janes og Richard Sandell, som står bag bogen Museum Activism fra 2019. Her argumenterer de for, at museerne har formået at følge med tiden og forblive relevante gennem århundreder på trods af en iboende konservatisme – netop fordi museerne har genopfundet og forandret sig, selvom det har været en langsommelig og ubevidst proces. Museerne er gået fra at være elitære samlinger over imperialistisk dominans, til dannelsesinstitutioner for offentligheden, til nu, hvor forfatterne mener, at museerne er ’malls’ for forbrugerkulturen. Ifølge Janes og Sandell har oplevelsesøkonomien, samt orienteringen mod underholdningsindustrien og markedet, undermineret museernes rolle som en vidensinstitution og en samfundsmæssig ressource. Museer skal derfor aktivt udvikle sig frem mod en mere aktivistisk tilgang, da de har et rigt potentiale for at være med til at løse nogle af tidens komplekse udfordringer indenfor klima, menneskerettigheder og social ulighed. Derfor er det klart, at de må påtage sig et socialt ansvar.

Når modsætninger mødes…

Selvom museumsaktivisme er under opblomstring, og flere og flere taler for, at museerne har en unik rolle som forandringsskabende samfundsinstitution, er der også kritiske røster iblandt. Christina Holst har i 2018 udgivet artiklen ”Museumsaktivisme” i tidsskriftet Kulturstudier. Holst beskriver modstanden mod museumsaktivisme, hvor hun inddeler kritikerne i en skeptisk front, som problematiserer aktivisme, og en reaktionær front, som fuldstændigt afviser aktivisme.

Den skeptiske front er kendetegnet ved, at de anfægter etikken i museernes repræsentation af underrepræsenterede, da museerne dermed risikerer at traumatisere besøgende ved at repræsentere underrepræsenteredes traumatiske erindringer om undertrykkelse og krænkelse. Denne kritik har sit afsæt i oplevelsestraditionen, da den skeptiske front frygter, at en aktivistisk tilgang vil afskrække de besøgende og dermed ødelægge den gode oplevelse.

Den reaktionære front afviser kategorisk aktivisme grundet praksissens brud med forældede illusioner om objektivitet. Her har kritikken afsæt i oplysningstraditionen, hvor argumentet igen er, at aktivisme er i modstrid med museets faglighed, troværdighed og videnskabelige grundlag.

Denne problemstilling er yderst relevant, da museer anses som neutrale videns- og kulturinstitutioner. Derfor kan det virke uhensigtsmæssigt for et museum at engagere sig i samfundsdebatten og bidrage til løsningen af samfundsmæssige problemer, da nogen vil mene, det er i modstrid med ideen om videnskabens neutralitet.

Model som viser kritikpunkterne, der er en følge af fejlslutningen om et modsætningsforhold mellem museumstraditionerne.

Men en fortaler for museumsaktivisme er Julie Rokkjær Birch, direktør på KØN (det tidligere Kvindemuseet). Ifølge Birch er neutralitet en myte, for ingen museer er neutrale. Historieskrivning, fortællinger og formidling er skabt af nogen på baggrund af en række til- og fravalg. Kun ved at være bevidst og velovervejet om disse valg, kan man sikre det faglige fundament.

Når museer kritiseres for at arbejde med relevans, skyldes det igen fejlslutningen om et modsætningsforhold mellem de tre traditioner – oplysning, oplevelse og relevans.

På samme måde som, der ikke skal være et modsætningsforhold mellem oplevelse og oplysning, bør der heller ikke være det mellem relevans og de to andre traditioner. Den gode museumsformidling findes i krydsfeltet mellem oplysning, oplevelse og relevans. Det er op til det enkelte museum at balancere og positionere sig i det.

… skabes fantastiske museumsoplevelser

Men hvordan forener man de tre formidlingstraditioner i udarbejdelsen af museets udstillinger, aktiviteter og måske endda i selve museets brandfortælling? Det kan man gøre ved at anvende ‘The Golden Circle’. Det er en model udviklet af Simon Sinek med det formål at hjælpe virksomheder og organisationer med at blive bevidste om deres kerneformål.

The Golden Museum Circle. Model som beskriver, hvordan man kan forene museumstraditionerne og dermed styrke museets formål med kommunikationen.

Alle museer kender deres WHAT. Det er det, som museet gør, hvilket kan koges ned til de fem søjler, og som er bestemt af museumsloven og det enkelte museums ansvarsområde. WHAT er museets fundament og hører under oplysningstraditionen. Med oplevelsestraditionens udbredelse i museumsverdenen er de fleste museer også bevidste om deres HOW. Der er blevet arbejdet aktivt med oplevelsesdesign, brugerinddragelse, digitalisering og andre greb for at nå nye målgrupper og gøre museerne mere attraktive. Men med bevægelsen fra oplevelsesøkonomi til opmærksomhedsøkonomi skal museerne være skarpe på deres WHY, for det er ikke længere nok at oplyse og underholde. Museumsoplevelsen skal være meningsfuld og relevant for at kunne konkurrere i opmærksomhedsøkonomien – og det er her museumsaktivisme kommer ind i billedet.

De tre museumsaktiviteter jeg nævnte i indledningen er alle tilpasset opmærksomhedsøkonomien, men på forskellige måder. KØN og Den Gamle By arbejder begge med museumsaktivisme. KØN er et aktivistisk museet, som i alle deres udstillinger og aktiviteter har ét klart WHY: at være førende dialogskaber om kønnets betydning og skabe indsigt, engagere og styrke viljen til et ligestillet samfund. Under overskriften Godt håndværk – også i fremtiden bidrager Den Gamle By derimod i sommeren 2022 med løsninger på det problem at for få unge vælger håndværkeruddannelser. Det er en relevant problemstilling for museet at arbejde med, da museet blandt andet beskæftiger sig med historisk håndværk og har mange håndværkerlaug. For museumsaktivisme giver jo kun mening, hvis det passer med museets ansvarsområde og ekspertise.

Museerne skal turde at leve op til deres potentiale som forandringsskabende institutioner. Museer kan noget helt særligt. Med den store tillid befolkningen har til institutionerne og med deres faglige ekspertise og enorme viden kan museerne oplyse, engagere og være en platform for dialog om de problematikker samfundet står overfor. Museet er et sted, hvor vi i mødet med hinanden og vores fælles fortid, kan skabe en bedre fremtid.

Nadja Solem Solgaard er museumsinspektør ved Industrimuseet Frederiks Værk & Knud Rasmussens Hus.

Layout: Bjørn Ortmann

Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 4, 2022.

Litteratur

Birgit Eriksson, “Kulturel deltagelse,” i Ny kulturteori, ed. Jan Løhmann Stephensen, Birgit Eriksson, and Bjørn Schiermer Andersen (København: Hans Reitzel, 2019)

Christina Holst, “Museumsaktivisme,” Kulturstudier (Århus. 2010) 9, no. 2 (2018)

Julie Rokkjær Birch, “Museer der vil noget,” Danske museer, no. 3 (2019)

Kirsten Drotner, “Debat: Kulturarv. Sådan får vi de unge på museum,” Politiken, 6. juni 2015

Robert R. Janes and Richard Sandell, Museum activism, Museum meanings., (Abingdon, Oxon; New York, NY: Routledge, 2019)