Hvordan bliver man et museum, hvor flest mulige mennesker føler sig inviteret, genkendt og engageret? I udstillingen Kvindeliv satte Arbejdermuseet relationer øverst på dagsordenen. Nu står det også øverst i museets 2030-strategi. Men hvad vil det sige at være et relationelt museum?
Arbejdermuseet er midt i en forandring uden sidestykke. Synligheden vokser, besøgstallet stiger og museet har opnået international anerkendelse på et usædvanligt højt niveau. Centralt for forandringen står en flerårig systematisk indsats for at inddrage og forstå vores brugere endnu bedre. Vores indsats har cementeret betydningen af de måder vi som museum inviterer til, at man kan være sammen på. Og at relationer – til hinanden og museets indhold – er afgørende for at gæsterne oplever museet som relevant. Kvindeliv har været en milepæl i det arbejde. Og har sat aftryk i museets 2030-strategi, hvor relationer er skrevet frem; både som en værdi og en praksis der gennemsyrer vores møder med omverden. Men hvad indebærer det fokus på relationer?
Fra strategi til praksis
Med 2030-strategien forpligter Arbejdermuseet sig til at placere sine brugere helt centralt i organisationens udvikling over de kommende år. Til dialog, samskabelse og at arbejde for at skabe en langt bredere adgang til kulturarven. Og den placerer relationer som et lige så væsentligt bidrag hertil som institutionens enestående samlinger og dens unikke placering i den fredede forsamlingsbygning.
Omsat i praksis betyder det blandt andet, at den klassiske afsender-modtager relation er en saga blot. At vi bevæger os væk fra den passive publikumsterm og i stedet taler meget mere om brugere. Det præger vores udstillingspraksis, hvor vi arbejder med nedslag i livssituationer, som skaber rum for spejling og samtale blandt brugerne. Og hvor vi har et særligt blik for hverdagsgenstande, tanker og dilemmaer, der er nærværende og som flere har bedre forudsætninger for at kunne relatere til end de lange linjer og kronologi. Hvor flere nyere udstillinger lægger op til individualiserede museumsoplevelser – fx med headsets og personlige lydspor – har Kvindeliv bevidst insisteret på noget andet. Udstillingen kan naturligvis opleves alene, men den er designet til at invitere til fælles refleksion, samtaler og samvær – både under og efter besøget.
Et refleksionsrum i ‘Kvindeliv’. I brevkassen kan man lytte, tale og gå i dialog med både fortidens dilemmaer og sine egne, om relationer, drømme og udfordringer – alene eller sammen med andre.
Foto: Malthe Iversen/Arbejdermuseet.
Skam, slid og handlekraft
Med Kvindeliv har vi undersøgt, hvordan museets strategi om det relationelle museum kan omsættes i praksis gennem en kuratorisk tilgang, der fokuserer på at skabe forbindelser – mellem tider, mennesker, perspektiver og steder. I stedet for blot at præsentere historier har vi tilstræbt at facilitere relationer – mellem brugere, museumsprofessionelle, samlinger og det sted udstillingen vises i.
Denne tilgang kan beskrives som relationel kuratering, hvor museet og kuratoren fungerer som facilitator for samarbejdsbaserede, tværfaglige vidensprocesser. Kvindeliv er blevet til gennem et dynamisk og inddragende arbejde, hvor flere fagligheder og perspektiver har været i spil. Kuratorer, formidlere, formgivere og brugere har sammen udviklet både indhold og udtryk. Her opstår relationer mellem professionelle og brugere, mellem faglig viden og levet erfaring – og ikke mindst mellem fortidens genstande og nutidens spørgsmål.
At lave en udstilling om kvinder på Arbejdermuseet betyder samtidig, at det er en særlig gruppe af kvinder, hvis historier træder frem. Et af de kuratoriske spor i udstillingen er derfor det arbejderhistoriske genstandsfelts ypperste symbol: Fanen. I Kvindeliv indgår en række faner, men sat ind i en ramme, der på den ene side handler om de store fællesskaber – og på den anden side om marginalisering og eksklusion. I udstillingen fungerer fanerne ikke blot som æstetiske genstande, men som samtalestartere om retten til at findes, ytre sig og tage plads i det offentlige rum – både dengang og i dag. Her opstår relationer mellem fortidens kollektive kampe og nutidens spørgsmål om deltagelse og synlighed.
Et andet spor kredser om hverdagsobjekter, der spænder fra modersprøjter til brug ved abort, hygiejnebind og stofbleer over sygrej, loddeapparater og rengøringskitler til festkjoler, musselmalede paptallerkener, megafoner, konfliktuniformer til brug under strejker og honninghjerter fra pandemien. Genstande, der i deres materialitet og funktion åbner for samtaler om livsvilkår, klassetilhørsforhold, omsorg, skam, slid og handlekraft – og som illustrerer, hvordan undseelige objekter rummer nærværende fortællinger om levet liv og erfaringsfællesskaber. Her skabes relationer mellem objekterne og gæstens eget hverdagsliv – og mellem forskellige kvinders erfaringer på tværs af tid og generationer.
Det relationelle greb viser sig dog ikke kun i udstillingens tematiske lag, men også i den måde, vi har inviteret gæsterne til at engagere sig på. Et eksempel er udstillingsrummet om brevkasser, hvor et specialdesignet ’ugeblad’ lægger op til personlig refleksion – alene eller sammen med andre – over spørgsmål om liv, arbejde, omsorg og kvindeliv i dag. Her aktiveres relationer mellem gæsterne, og mellem gæstens egne erfaringer og udstillingens temaer.
Et af de spørgsmål, vi har stillet til genstandene, er: Hvordan er de havnet her? Det har åbnet for endnu en type relation – nemlig den til giveren. Et eksempel er en mand, som i 1980erne var med til at rydde sin svigermors dødsbo. Blandt hendes efterladte ejendele fandtes en slidt og skæv gammel gaffel – en ’slæbegaffel’. I museumssagen ligger et lille notat, hvor giveren forklarer, hvordan hans svigermor, da hendes seks børn (herunder hans kone) var små, brugte gaflen til at slæbe brødstykker hen over stegepanden for at suge de sidste rester af fedt op. Der var ikke mange penge, og hver kalorie talte. Giveren forstod, at gaflen bar på en fortælling om omsorg og afsavn – og kontaktede museet, ikke med et danefæ, men med en slæbegaffel.
Historien aktiverer flere relationelle lag: mellem giver og museum, mellem museet og fortiden – men vigtigst i denne sammenhæng, mellem genstanden og museumsgæsten. Mange af vores brugere har reageret stærkt på netop denne historie, fordi den genkalder egne minder, familiemæssige erfaringer eller fortællinger om opvækst. Den type genstande fungerer som brobygger mellem fortid og nutid, mellem ukendte og egne livsverdener – og skaber dermed grobund for refleksion, genkendelse og samtale i udstillingsrummet.
En ung bruger i refleksion foran navne på ukendte mødre. Oplysninger om de mange børn, kvinderne fødte, vækker ofte empati hos de besøgende.
Foto: Hannah Aurora/Arbejdermuseet.
Det vi deler og taler om
Arbejdet med Kvindeliv har gjort os klogere – ikke kun på brugernes behov og interesser, men også på de kvindehistorier, der ligger gemt i museets samling. Genstande, som tidligere har levet et stille liv i magasinet, har i udstillingen fået nyt liv og nye betydninger i mødet med nutidens spørgsmål og erfaringer.
På Arbejdermuseet betragter vi udstillingsåbningen som et midtvejsmål – ikke et endepunkt. Alle særudstillinger fungerer som erfaringsbanker, der bidrager til vores samlede viden og praksis. Med Kvindeliv har vi især lært tre ting, der styrker og konkretiserer det relationelle dogme i vores 2030-strategi:
- Relevans og relation er gensidigt afhængige. Det er ikke nok at præsentere gode historier. Det, der opleves som relevant, er ofte det, der kan deles, tales om og spejles i – sammen med andre.
- Publikums input og perspektiver er nødvendige for at udfordre museets blinde vinkler. Brugerinddragelse har hjulpet os med at stille nye spørgsmål til samlingerne og har bragt ufortalte kvindehistorier frem i lyset.
- Relationer handler ikke kun om indhold, men om rammer og roller. Vores medarbejdere – undervisere, værter og omvisere – har spillet en nøglerolle som relationelle aktører, der har understøttet åbenhed, undren og dialog frem for færdige svar.
At arbejde relationelt – og at inddrage mange forskellige brugere, herunder også ikke-brugere, som vi ønsker at åbne museet for – er både dynamisk, sjovt og tankevækkende. Det er til tider kaotisk og tager tid. Men det har hjulpet os med at skabe en udstilling, der har fungeret for mange forskellige målgrupper og været platform for en bred vifte af aktiviteter: fra skoleelever og unge i workshops til vennegrupper, familier og turister.
Kvindeliv har været en spejlingsflade – for brugerne og for museet selv. Den har fungeret som en testplads for vores relationelle strategi, hvor det er en grundlæggende præmis, at museet ikke blot formidler viden til brugerne, men skaber betydning sammen med dem. Det relationelle er både en metode (hvordan vi arbejder), en værdi (hvorfor vi gør det), og en ambition (hvad vi vil opnå): at være et museum, hvor flest mulige mennesker føler sig inviteret, genkendt og engageret. Vi tager også sårbarheden med os. Invitationen til samskabelse fører til inspiration og ambassadørpotentiale, men den indebærer også, at nogle kan opleve udstillingen som uforløst – især i forlængelse af workshops og delt refleksion. Men vi mener, det er en risiko, der er værd at løbe.
Når denne artikel udkommer, er Kvindeliv lukket og taget ned. Men arbejdet med udstillingen lever videre – i erfaringerne, i de relationer, den har skabt, og i måden, den har sat sig i museets selvforståelse og strategiske kurs. Særligt én indsigt står tilbage: Brugerundersøgelser viser, at udstillingens relevans ikke kun knyttede sig til dens indhold – men i høj grad til de samtaler, den ansporede til, og de mennesker, man ønskede at opleve den med. Et fund, der bekræfter os i, at relation og relevans er hinandens forudsætninger, når vi udvikler fremtidige udstillinger.
Linda Nørgaard Andersen er vicedirektør på Arbejdermuseet. Rikke Lie Halberg er ph.d.-studerende i historie og var hovedkurator på Kvindeliv.
Grafik, øverst: Arbejdermuseet.
Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 3, 2025.
Køb Magasinet Museum, nr. 3, 2025
