To unge kvinder hjælper hinanden med at sætte stykker af hvid tape op på en sort væg, så de markerer slyngende streger og firkanter. Den ene står på en trappestige, mens den anden står på gulvet.

Hvad sker der, når man slipper 65 antropologistuderende løs på et museum for at kuratere en udstilling? Det ved Aarhus Universitets to undervisere Susanne Højlund og Bodil Selmer, der i flere år har været universitetets primus motorer på Moesgaard Museums årlige studenterudstilling. En projektform de anbefaler.

Siden 2015 har Moesgaard Museum, MOMU, hvert år huset en særudstilling, som 60-70 antropologistuderende på Aarhus Universitet i løbet af et par måneder sammen har skabt. I denne artikel vil vi som undervisere og koordinatorer af disse studenterudstillinger beskrive den komplekse proces, der hvert år har mundet ud i en udstilling, og diskutere hvad der sker, når så mange unge studerende samles med arkitekter, håndværkere og teknikere om et fælles mål: At få en antropologisk udstilling om et fælles emne til at materialisere sig. Vores erfaringer med de antropologiske studenterudstillinger på MOMU kan inspirere til at udvikle flere typer samarbejder mellem højere læreanstalter og museer, men også mere bredt til nye koncepter for inddragelse af forskellige grupper i museernes udstillingspraksis, fx i en form for citizen science.

Studenterudstillingerne på Moesgaard Museum

Vores arbejde med studenterudstillingerne har skærpet vores opmærksomhed på en ofte undervurderet dimension ved skabelsen af museale udstillinger. Det er alle de samlede valg, der træffes af mennesker med forskellige kompetencer, der skaber udstillingen. Det er alle de mange mennesker, der samles omkring genstandene, vælger dem, fortolker dem, samarbejder om deres fremvisning, designer de sanselige rum, som de skal optræde i og så videre, som afgør, hvordan den endelige udstilling udmønter sig. Der opstår en helt særlig kreativ og sensorisk synergi ud af denne samling af mennesker, der arbejder mod et fælles og meget konkret mål: en udstilling.

Studerende på Afdeling for Antropologi på Aarhus Universitet har altid haft mulighed for at formidle et antropologisk emne til en bredere offentlighed fx gennem et offentligt foredrag i Mellemfolkeligt Samvirke, en aviskronik eller ved at arbejde med en UNESCO-samling til undervisningsbrug i folkeskolen. Med indførelsen af faget Antropologisk Vidensformidling i 2007 blev den almene formidling og den museale udstilling formelt integreret i bacheloruddannelsen. Faget giver både en teoretisk viden om formidling og mulighed for praktisk at arbejde i en gruppe med formidling af et antropologisk orienteret projekt. De formelle krav er, at den studerende i samarbejde med andre skal indsamle viden om et emne samt udvikle og beskrive et realistisk og hensigtsmæssigt disponeret formidlingsprojekt, som inddrager flere former for formidling: fx visuelle, auditive, museale, performative.

Kravene og beskrivelserne af formidlingsprojektet i studieordningen har vist sig langtidsholdbare, og er stort set uændret i dag 16 år senere. Praksis derimod, har ændret sig betydeligt. De første par år var arbejdet med formidlingen et ’som-om- projekt’. Gennem små modeller og plancher pitchede de studerende deres ideer til en mulig udstilling, men ideerne blev ikke som sådan realiserede. År for år voksede projekterne i ambition og omfang med små udstillinger i et undervisningslokale på Afdeling for Antropologi, senere på Aarhus Universitets Antikmuseum og i særudstillingslokalet på det gamle Moesgaard Museum. Med indvielsen af det nye store MOMU i 2015 blev der skabt nye muligheder i det såkaldte, mere eksperimenterende UdstillingsLab. Her skabtes den første studenterudstilling. Siden har studenterudstillingen været et fast årligt indslag i sin hel egen ret, og med et pænt antal besøgende henover 3-5 måneder. Det er unikt, at et museum på denne måde har en fast tilbagevendende studenterudstilling, men mange uddannelser har i dag krav om lignende projektarbejder, som mange typer museer kan få glæde og udbytte af.

Emnerne spænder fra Dyr til farven Sort

Hvert år fastlægger underviser-teamet et emne for den kommende udstilling. Det sker under hensyntagen til aktualitet, at emnet egner sig til at blive behandlet antropologisk, hvilket i denne forbindelse vil sige, at der eksisterer relevant antropologisk analytisk og teoretisk litteratur, som de studerende kan bruge, samt at det er muligt at formulere små feltarbejder og indsamle materiale om emnet. Sidst, men ikke mindst skal emnet være velegnet til en museal udstilling og appellere til et bredt publikum. Emnet bliver godkendt af et lille udvalg, der består af repræsentanter fra museet og universitetet. I den tid studenterudstillingen har været afholdt i Udstillingslab på det nye MOMU, har emnerne været: Ritualer, Grænser, Sort, Nomader, Dyr, Reparation, Drømme, Kroppe og senest i 2023 Aarhus – midt i mellem.

Udstillingsrum med sorte vægge. Et skilt med en tegning af en lygtepæl har teksten: Hvad slukkes, når vi tænder lyset.

Udstillingen Sort. Foto: Louise Tougaard.

I udstillingen Sort tog de studerende blandt andet gæsterne med ind i en blind verden og til Dark Sky projektet på Møn – et område, som brander sig på at være beskyttet mod lokal lysforurening. Temaet Nomader blev valgt i forbindelse med en stor særudstilling om Djengis Khan og Mongoliet på MOMU og forholdt sig bredt til mennesker i bevægelse, såsom langturschauffører eller skilsmissebørn, der skiftevis bor hos mor og far. Udstillingen Grænser udforskede blandt andet passets praktiske og symbolske betydning som dokument, der giver adgang til at krydse grænser til andre verdener.

Tanken med emnet Dyr var at forholde sig til det antroprocæne og multi-species-antropologien, og var som sådan tæt knyttet til teoretiske interesser. Blandt undertemaerne var servicehundes arbejdsliv, mågen som storbyens skraldemand og havfruen som mytisk skabning – halvt menneske – halv fisk. Udstillingen i 2020, Repair, var tænkt som en opbyggelig reaktion på hypet omkring disruption som begreb, men her var underviserne for tidligt ude. Temaet blev annonceret i januar 2020 og i marts blev landet lukket på grund af Covid 19. Undervisningen blev gennemført on-line, og årets udstilling blev en flot hjemmeside med kreativ brug af tekst, lyd, video og fotos. Reparation blev fortolket bredt, og der blev blandt andet arbejdet med re-wilding, når naturen repareres, og med up-cycling, hvilket vil sige reparation og genbrug af ting. 2022-udstillingens titel var Kroppe, og her kunne den besøgende blandt andet få indblik i, hvordan drag-kunstnere leger med og ændrer det kropslige udtryk, hvordan sorg sætter sig og mærkes i kroppen, og hvordan det opleves at leve i og med en udfordret krop. Udstillingen om Aarhus behandlede aktuelle emner som havnens omformning og de store byggeprojekter, samt naboforhold, byens spillesteder og natteliv og hvorledes byen opleves fra svagtseendes og blindes perspektiv.

En kompleks proces

I årenes løb er der udviklet en stram rammesætning, som har vist sig som et produktivt benspænd i forhold til udstillingslokalets størrelse og antallet af studerende. Den færdige udstilling bliver organiseret i seks rum/områder. Det overordnede emne for udstillingen udgør en bunden opgave for de studerende. Deres opgave er at konkretisere og udvikle seks undertemaer sammen og med bistand fra underviserne, og sidenhen fordele sig således, at 10-12 personer er ansvarlige for hver deres undertema i udstillingen. Dette foregår i løbet af de første to uger, hvor der samtidig er undervisning: Der er fællesforelæsninger om årets emne, om antropologisk formidling generelt, om musealt arbejde, og om hver af de fire formidlingsgenrer tekst, genstande, lyd og billeder. Alle studerende vælger sig ind på en af genrerne, og undervisningen foregår herefter i workshops. Arbejdet i workshoppene er hands-on forløb, hvor de forskellige formidlingsgenrers potentialer udforskes gennem praktiske øvelser.

Hver studerende bliver altså medlem af både en tema-gruppe og en genre-gruppe, og det er en kæmpestor logistisk udfordring at få dette til at gå op og referere til udstillingens samlende emne. De 10-12 studerende, der sammen arbejder i en temagruppe, fx i gruppen Forældre til en drøm (om ufrivillig barnløshed), tager på en feltøvelse og skaber sammen viden om temaet. De indsamler altså de genstande, interviews, foto og videoer, der skal bruges eller danne grundlag for udstillingen. Alle fire formidlingsgenrer skal derfor være repræsenteret blandt de studerende i gruppen, så der både er nogen, der kan skrive udstillingstekster og speak, og nogen der kan udvælge de genstande, der skal bruges i udstillingen, fx møbler til venteværelse, graviditet-tests, injektionssprøjter til hormonbehandling og diverse kosttilskud. Andre arbejder med lyd og billeder. I dette tilfælde blev resultatet videoer med par, der fortæller om deres erfaringer med behandlinger, og om deres drømme om et barn og et familieliv.

Til at hjælpe sig har de studerende en udstillingsarkitekt og museets håndværkere og teknikere. I samarbejde med en gruppe studerende, som vi kalder kurator-gruppen, designer udstillingsarkitekten det samlede udstillingsrum og dets visuelle udtryk.

Der er mange økonomiske og tidsmæssige benspænd i denne proces. I udstillingen om Dyr overtog studenterudstillingen fx en række søjler fra den tidligere udstilling, som ville være for kostbare at fjerne. Udfordringen var nu at få disse søjler til at indgå i udstillingen på en meningsfuld, kreativ og visuelt appellerende måde. Drømme-udstillingens benspænd var Covid 19, som satte fokus på at lette bevægelsen gennem rummet, så folk ikke stod for tæt eller stimlede for meget sammen. Løsningen blev et meget åbent og let udstillingsrum, der i sit udtryk og farveholdning passede til emnet. Et tilbagevendende benspænd er museets frysepolitik, der tilsiger, at alle genstande skal ligge en del timer i museets store fryserum. Alle disse benspænd og flere til betyder, at holdet arbejder under et stort tidspres, da udstillingen skal åbnes for offentligheden til et fastsat tidspunkt, og i øvrigt skal stå klar før de studerende går op til eksamen i faget, en individuel mundtlig prøve.

Forstyrrelser på flere planer

De studerende har gennem årene være meget begejstrede for dette kursus. Det er der givetvis mange årsager til. Mange har peget på, at det praktiske forløb har sat de kendte studieaktiviteter med at tilegne sig et teoretisk stof i relief. Nogle har set det som et kærkomment afbræk fra bøgerne, mens andre har undret sig over, om dette kan gå i stedet for den tekstlige fordybelse. De studerende bliver udfordret i deres opfattelser af, hvad viden er.

En gruppe studerende sidder og står omkring et bord. På bordet ligger tegninger, blyanter og mapper.

De studerende samarbejder med en arkitekt om blandt andet opbygning af udstillingen og overholdelse af budget. Foto: Louise Tougaard.

Fra et underviserperspektiv ser vi et stort potentiale i dette brud på den traditionelle undervisning. Uanset om de studerende umiddelbart kan se meningen eller ej, så medvirker denne ’forstyrrelse’ til at tydeliggøre forskellige vidensformer og dermed til at gøre selve vidensbegrebet til genstand for refleksion.

Dette brud med de studerendes viden sker på flere planer igennem arbejdet med udstillingen. Målet for feltøvelsen – at opbygge en udstilling på MOMU – skærper opmærksomheden på, hvordan billeder, lyde og materialitet indgår i den måde, vi mennesker erfarer vores verden på. Indsamlingen af genstande og audio-visuelle data bliver en metode i sig selv, der giver en særlig viden om verden, og som kan hjælpe os til at anerkende forskellige vidensformer. De studerende har gennem studiet lært, at der er findes både teoretisk og praktisk viden, og nu lærer de hvad det vil sige i praksis. Hertil kommer, at der opstår en dobbeltbevidsthed, når de audio-visuelle medier anvendes som metode i felten, fordi der på engang er en opmærksomhed mod det, der sker i øjeblikket, men samtidig også øre og øje for kvaliteten og karakteren af det optagede. Vil det kunne bruges i formidlingen? Også etiske overvejelser og betydningen af informeret samtykke får en anden alvor og dybde, når alle ved, at der er flere tusinde mennesker, der vil opleve udstillingen – i stor kontrast til antal læsere af en eksamensopgave.

Når det korte feltarbejde er slut, skal den indsamlede viden formidles og materialiseres. Der skal udvælges genstande, males, saves, skrives tekster, redigeres lydfiler og videoer, og det skal alt sammen forholde sig til de pointer, som feltarbejdet har produceret. De seks temaer skal samles til en større enhed, der belyser emnet, så der skal skabes rum og atmosfære, som er meningsfuldt for museumsgæsten at bevæge sig i. I denne fase af formidlingskurset er håndens og åndens arbejde flettet sammen, viden skal fortættes, oversættes og gøres tilgængeligt. Ord på udstillingstekster skal forstås i sammenhæng med genstandene, publikums sanser skal skærpes, måske gennem lyd, der skaber nysgerrighed eller gennem lyd, der oplyser. Ord, sanser, tekst og kontekst, antropologi og omverden sættes i spil på helt nye måder – og i udstillingslokalet stiger intensiteten de sidste to uger op til åbningen. Den store indsigt og erfaring hos museets håndværkere og teknikere mødes med de studerendes ideer, og nye ideer og indsigter opstår. Hvad kan lade sig gøre? Hvad vil fungere? Det er i samspillet mellem de forskellige fagligheder og kompetencer, at udstillingen materialiserer sig, og her abstrakte ideer omsættes i konkrete udtryk.

Når vi taler om ’forstyrrelse’, er det således både forstyrrelse af vante antropologiske arbejds- og formidlingsmetoder, der prioriterer teksten og en faglig læserskare, men også af metodiske tilgange, undervisnings- og samarbejdsformer, af roller og positioner og af institutionelle afgrænsninger.

Disse erfaringer med at bygge en udstilling op for at formidle antropologisk viden, mener vi ikke kun er relevant for universitetspædagogikken, men også for museernes udstillingspraksis generelt. Måske kan en forstyrrelse som denne – at have besøg af et større antal studerende i to måneder om året – bidrage til selvrefleksion på museet og til at sætte de faste udstillingspraksisser i relief?

På MOMU forstyrrer vi det sædvanlige produktionsteam med en samling af unge, engagerede mennesker uden udstillingserfaring, og det giver forløbet en særlig nerve, som studenterudstillingerne er blevet kendt for. Udstillingen de skaber bliver et øjebliksbillede på dette samarbejde, der øger forståelsen for menneskelivets mangfoldighed, på samme måde som da Moesgaard Museums tidligere leder P.V. Glob i 1950 skrev, at hans ambition var at skabe ”et bredt anlagt kulturhistorisk forskningscenter og gennem kombinerede arkæologiske og etnografiske udstillinger at øge forståelsen for menneskelivets mangfoldighed.” Dette øjebliksbillede står samtidig i kontrast til de mange mere permanente arkæologiske og etnografiske udstillinger, der bygger på langvarig forskning og genstandsindsamling, og studenterudstillingerne repræsenterer på den måde en mere umiddelbar, samtidig proces, hvor afstanden mellem indsamling og udstilling er fraværende.

For de studerende sætter processen fra feltarbejde til udstilling deres viden i et helt nyt perspektiv, ligesom det, at blive inddraget som en del af en museumsvirksomhed udvider deres forståelse af fagets muligheder og potentialer. For museets gæster udgør de studerendes arbejde et frisk pust, som måske kan udfordre nogle af de traditionelle forståelser af, hvad en udstilling er og kan.

En stor tak til udstillingsarkitekt Louise Tougaard og til alle de håndværkere, teknikere og andre ansatte på MOMU, som gennem årene har muliggjort studenterudstillingerne.

Bodil Selmer og Susanne Højlund er lektorer på Afdeling for Antropologi ved Aarhus Universitet.

 

Foto, øverst: Bodil Selmer.

 

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 4, 2023.

Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.

Forsiden af Magasinet Museum nr. 4, 2023. Grafik. Forsiden er opdelt i bokse med forskellige farver. Fordelt i boksene står teksten: Er der styr på samlingerne? Magasiner på over 100 danske museer er blevet besigtiget. Så hvad rør sig derude?