Forskning ved Aarhus Universitet kaster lys på en hidtil overset dimension af detektorhobbyen, nemlig dens brug som aktiv selvterapi for borgere med psykiske problemer som depression, stress, angst og posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Resultaterne peger frem mod en mulig ny social rolle for dansk arkæologi.  

Jagten på oldtidsfund med metaldetektor er en populær fritidsbeskæftigelse for et stigende antal danskere. I det daglige arbejde på de danske museer fokuserer man som regel på det konkrete resultat af metaldetektorhobbyen i form af fundene fra oldtid og middelalder; i henhold til museumslovens bestemmelser. Men hobbyen har mange facetter, og for en stor del af udøverne handler det at gå med detektor om meget andet end fund og kulturarv – det handler om at finde sig selv. Hobbyen benyttes af mange meget målrettet som kilde til ro og livsglæde, og det har gjort en stor forskel for enkelte af udøvernes liv. For at få et mere kvalificeret billede af denne hidtil lidt oversete dimension af detektorhobbyen gennemførte Aarhus Universitet i foråret 2020 en online spørgeundersøgelse blandt danske detektorbrugere. Forskningsspørgsmålene var: Kan arkæologi og specifikt detektorbrug fungere som en form for terapi og hjælpe med at håndtere psykiske problemer? Og hvis ja, hvordan og hvorfor virker det?

Arkæologi som kilde til ro og selvværd

Vores opråb til detektorbrugermiljøet via forskellige Facebook-grupper blev responderet af 248 deltagere. Af disse angav lidt over en fjerdedel at lide eller have lidt under mentale/psykiske problemer, med depression som den mest hyppige lidelse, efterfulgt af stress, angst, posttraumatisk stresslidelse (PTSD) og stof- og/eller alkoholmisbrug. Stort set alle erklærede sig ”enig” (29%) eller ”meget enig” (40%) i, at detektorhobbyen havde eller havde haft en varig positiv indflydelse på deltagernes velvære og mentale/psykiske sundhed. Og ikke nok med dette, hobbyen opfattedes af klart de fleste også at have haft en lindrende effekt på typiske symptomer eller følgeproblemer af deres psykiske problemer.

I deres beskrivelser af den psykologiske effekt af at gå med metaldetektor tilskriver deltagerne den positive virkning af metaldetektorbrug først og fremmest dens afslappende karakter. Baggrunden herfor er formentlig den monotone og meditative karakter af detektorbrug, som i høj grad optager hele kroppens sanseapparat, mens det samtidig lukker af for både interne og eksterne forstyrrelser. Detektorbrugens mentalt og psykisk opslugende kvalitet giver udøverne (eller rettere sagt udøvernes tanker) begrænset spillerum til at flyve og forvilde sig og opleves derfor som noget, der giver ro. Et andet vigtigt stikord, som bruges af deltagerne, er naturen. Det at komme ude i det åbne med detektoren er for mange den primære motivation for fysisk aktivitet/motion. For mange giver detektorbrug et pusterum fra en for nogle tydeligvis alt for social hverdag i familien og i arbejdslivet. Samtidig virker mange brugere meget bevidste om, at detektorhobbyen kan rumme både en social dimension og give alene-tid.

Den positive virkning af metaldetektorbrug tilskriver deltagerne i undersøgelsen hovedsagelig følgende faktorer: ro, naturen, alene-tid/fællesskab, historiens vingesus og til sidst selvværd. Dette kommer til udtryk i udsagn som disse:
• ”Efter et år i frygt, besluttede jeg at anskaffe mig en detektor, så jeg kunne komme ud i naturen. Først bare for at komme væk hjemme fra, men jeg fandt hurtig ud af, at det var ligesom meditation at gå der helt alene og lytte til detektorens toner.
• ”Har tabt mig 6-7 kg efter jeg begyndte at gå med detektor og har fået noget mere selvtillid på en måde. (…) Jeg har taget en del stoffer førhen, og nu vil jeg meget hellere bare være ude på markerne og gå end at feste. Jeg er 100% stoffri nu.”
• ”Ude i naturen mærker jeg ikke til min angst. Selv hjemme kan jeg flygte fra mine flashbacks med mere ved at begrave mig dybt i historien omkring de ting jeg finder.”

Mere end ’bare’ fund og historie

Hobbyen tilfredsstiller tydeligvis en meget grundlæggende følelse af spænding, opdagelse og eventyr, som mange forbinder med arkæologi, og som er grundlaget for arkæologiens brede folkelige appel og tiltrækningskraft. Deltagerne i undersøgelsen taler for eksempel om, at det i lige så høj grad handler om arbejdet med fundene og fundpladserne derhjemme og uden for sæsonen. Udsagn som dette viser, at respondenterne bruger metaldetektorhobbyen til at indgå i en kreativ dialog med fortiden. Som materielle ankre giver deres fund en meget direkte og intim forbindelse til fortiden og kulturarven, som igen kan understøtte positive følelser af at høre til et sted og af socialt fællesskab.

Blandt de mere overraskende resultater af studiet er, at en signifikant andel af fritekstbesvarelserne kredser om begreber som ’selvtillid’ og ’anerkendelse’. Baggrunden herfor må formentlig søges i den brede konsensus om kulturarvens og arkæologiens værdi for den nationale, fælles bevidsthed. I medierne portrætteres amatørarkæologerne jævnligt som en slags ’kulturhelte’, hvilket understøtter følelsen af selvværd.

Størstedelen af de ovenfor identificerede nøglefaktorer for, at detektorhobbyen opleves som gavnligt for deltagernes mental sundhed, resonerer med veldokumenterede metoder inden for psykisk terapi og rehabilitering. Uden at vi kan bidrage med et klinisk/medicinsk belæg, er der således gode indikationer af, at detektoren har et reelt potentiale til at styrke følelsen af velvære og personlig lykke, måske især for personer med psykiske problemer.

Internationale tendenser 

Særligt i England, men også i USA, er anerkendelsen af den gavnlige virkning af metaldetektorbrug veletableret; og det anvendes målrettet af en række støttegrupper og organisationer, blandt andet gennem det amerikanske program American Veterans Archaeology. Men det er ikke kun detektorarkæologien, som ser ud til at have et særligt potentiale. Internationalt tildeles arkæologien i tiltagende grad en udvidet betydning som social ressource hinsides dannelsesidealet. Især på De Britiske Øer har man udviklet nye formater af arkæologisk praksis, som faciliterer brede samfundsgruppers aktive og kreative deltagelse i arkæologien med henblik på personlig udvikling og sundhedsfremme. Mere eller mindre eksplicit baseres projekterne på en ideologisk ambition om, at arkæologien ikke ’kun’ skal vise vejen til fortiden, men at den også skal være med til at forme et bedre samfund. Eller mere konkret: arkæologi skal være med til at understøtte dannelse af menneskelige fællesskaber, bidrage med sundhed og velvære og/eller danne en ramme for livslang læring og opbygning af personlige kompetencer.

En ny rolle for arkæologien?

Vores undersøgelse åbner en dør til en alternativ betydning og rolle for arkæologien i samfundet. På denne baggrund er det nærliggende at spørge til de perspektiver og muligheder, som denne form for arkæologi åbner for dansk museumsarkæologi i det hele taget. Psykiske lidelser repræsenterer en af tidens største samfundsmæssige udfordringer, både mht. de samlede direkte og indirekte samfundsmæssige omkostninger og de personlige konsekvenser i form af nedsat livskvalitet samt nedsat funktions- og arbejdsevne. Fremtidens museer kommer til at skulle leve op til en forventning om at bidrage aktivt til løsning af disse samfundsmæssige udfordringer. Her har dansk arkæologi et unikt, men hidtil uudnyttet potentiale. Anvendelsesmulighederne i arkæologi som terapi er der mange af: fra supplerende elementer i egentlige terapiforløb over rehabiliteringsprogrammer til fastholdelse og forebyggelse. Det samme gælder potentielle målgrupper, hvor arkæologien i kraft af sin praksiskomponent kan appellere til borgere, som normalt har svært ved at modtage tilbud om behandlings- og rehabiliteringsforløb – herunder især mænd. For museerne handler det om at etablere nye samarbejder med de centrale aktører på området, især inden for det kommunale system og interesseorganisationer. Men først og fremmest handler det om at se lidt bredere på arkæologien, og hvad den kan bruges til.

Andres S. Dobat er lektor ved Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier, Aarhus Universitet

Foto: Allan Faurskov

Figur: Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier, Aarhus Universitet

 

Artiklen er bragt i Danske Museer nr.1, 2021.