Da ligestillingsforkæmperen Geeti Amiri kaldte sig selv for ”perkerudgaven af Amalie Skram”, havde hun næppe forudset, at hun kort efter ville komme til at spille en vigtig rolle i et projekt med 1800-tallets kvindelige kunstnere på Den Hirschsprungske Samling. Et projekt, der førte til enestående oplevelser og nye erkendelser for alle involverede.
Den Hirschsprungske Samling har udviklet et salonformat som eksperimenterende ramme for dialog med unge, minoritetsetniske kvinder. Et format der har givet nye indsigter i målgruppen, hvordan man kan skabe trygge rammer for den, og hvordan en dialog kan etableres med afsæt i værker udført af kvinder for mere end 130 år siden. Dertil har mødet givet et nyt blik på egen praksis.
Amalie Skram og Bertha Wegmann anno 2021
Projektets afsæt var, at den dansk-afghanske blogger og ligestillingsforkæmper Geeti Amiri (f. 1989) har kaldt sig selv for ”Perkerudgaven af Amalie Skram”. Det hårdtslående udsagn knytter sig til hendes personlige fortælling om, hvordan hun måtte kæmpe med at finde sin platform mellem to kulturer med fundamentalt forskellige forventninger og krav til hende som kvinde. Ligesom den danske 1800-talsforfatter Amalie Skram oplevede hun, at hun måtte gøre op med et undertrykkende kvindesyn for at opnå sin personlige frihed.
Amiri opfordrede unge kvinder i samme situation som hende selv til at læse så meget kvindelitteratur fra det moderne gennembrud som muligt. Dét ramte lige ind i Den Hirschsprungske Samlings store interesse for at aktualisere en markant kunstnerprofil for et nyt publikum, nemlig Bertha Wegmann. En kunstner, der levede samtidig med forfatteren Amalie Skram og ligesom hende måtte gøre op med tidens forventninger til kvinderollen.
Bertha Wegmann, ‘En ung pige. Portræt af kunstneren Marie Triepcke´, 1885, Den Hirschsprungske Samling. Foto: Ole Akhøj.
Bertha Wegmann (1847-1926) er en af de kvinder, der er tiltagende fokus på at få skrevet ud af kunsthistoriens store glemmebog. Den schweizisk fødte kunstner, der voksede op i Danmark, inkarnerer fortællingen om en dedikeret kvinde, som ikke blot havde sit køn imod sig, men angiveligt også sin queer-identitet og sin schweiziske nationalitet. Da hun trådte ind på den danske kunstscene i 1880’erne gik hun som andre af tidens emanciperede kvinder imod borgerskabets forventninger om at blive gift og indtage sin plads i hjemmet for dér at udfylde sin forudbestemte rolle som mor og centrum for kernefamilien og slægtens videreførelse. Ligesom den jævnaldrende forfatter Amalie Skram kan Wegmanns værker læses som normkritiske og kvindesagsbevidste. Det er maleriet En ung pige. Portræt af Marie Triepcke blandt andet et eksempel på.
Med Geeti Amiris sammenligning og fortællingen bag den, så museet en enestående mulighed for at forene synliggørelsen af 1800-tallets kvindelige kunstnere med vores strategiske arbejde med nye brugergrupper. Hvis Amalie Skram kunne inspirere en ung, minoritetsetnisk kvinde som Amiri kunne periodens kvindelige billedkunstnere som Bertha Wegmann, så ikke også have et relevant budskab til målgruppen
Rollemodellerne
Vi inviterede aktører fra målgruppen ind på museet og anvendte vores populære salonformat som en eksperimenterende ramme, inden for hvilken vi ønskede at gå i dialog med kvinderne, stille os til rådighed for læring og blive klogere på de unge minoritetsetniske kvinder: Hvordan de forholder sig til at opholde sig på et museum som Den Hirschsprungske Samling, hvorledes en dialog om værkerne kan etableres, og hvilke muligheder de havde for at kunne spejle sig i malerier udført af Bertha Wegmann og kvindelige kunstnere i vores samling. Der var tale om lukkede testsaloner, kun for de indbudte, projektets aktører og museets personale.
Vi var så heldige, at Geeti Amiri ville deltage som en rollemodel, der med afsæt i sin personlige fortælling bidrog til at etablere et trygt rum for samtale med de unge kvinder. Helt afgørende for projektet allierede vi os med Center for Kunst og Interkultur, der koordinerede processen med os og pegede på Turning Tables Danmark som en aktør, der gennem deres arbejde med socialt marginaliserede unge kunne bygge bro til vores målgruppe. Dertil lykkedes det også at invitere den dansk-palæstinensiske perkussionist Simona Abdallah (f. 1979) ind i projektet, som endnu en rollemodel, der kunne møde de unge kvinder med en vedkommende og stærk fortælling om, hvordan man som kvinde, queer og kunstner kan lykkes med at udfordre og bryde med et patriarkalsk kvindesyn og social kontrol og skabe sin egen platform på tærsklen mellem to kulturer.
Salonerne
Projektets ubetinget vigtigste format og største oplevelse var selve salonerne. Museets medarbejdere var mindst lige så afventende og spændte som de unge kvinder. Det var helt enestående at opleve dem gradvist tø op og finde rummet trygt nok til ikke alene at blive nysgerrige og engagerede, men også til hen ad vejen at dele ud af sig selv. De unge kvinder, som var rekrutteret i deres lokalområder via Turning Tables’ foto- og filmworkshops fik endda mod til at medbringe og præsentere egne produktioner. En gestus, der gav museets medarbejdere en unik mulighed for at blive klogere på dem som individer og målgruppe. Samtalerne, der via Amiris og Abdallahs personlige fortællinger, tog afsæt i malerier af Bertha Wegmann og Anna Sophie Petersen, dannede afsæt for drøftelser om det at være kvinde, indvandrer og at navigere i dilemmaer knyttet til ens forældres og samfundets forventninger.
Mere komplekst end Skram og Wegmann
Vi måtte revidere vores tese om målgruppens mulighed for at spejle sig i Skrams og Wegmanns fortællinger og tærskelpositioner. Mødet med de unge kvinder i salonernes eksperimenterende format viste nemlig, at deres baggrund, positioner, dilemmaer og mulighedsrum var langt mere varierede end antaget. For eksempel omfattede deres historier både matriarkater og støttende fædre – temaer, som afveg fra afsættet om, at man var nødt til at tage et opgør som Amalie Skram og siden hen Geeti Amiri og Simona Abdallah for at kunne definere sit eget liv som kvinde. Den måde kvinderne relaterede til værkerne viste sig således at være anderledes og mere kompleks end forventet.
De unge kvinder som udgjorde den nye brugergruppe og værterne for de to samtalesaloner, Simona Abdallah (nr. tre fra højre) og Geeti Amiri (yderst th), i juni 2021. Foto: PR/Den Hirschsprungske Samling.
Takket være den åbne og undersøgende metode betød det imidlertid, at vi indhentede erfaringer, vi ikke havde forventet at få. Vi blev klogere på målgruppen og fik udfordret en række forestillinger om kvinder underlagt social kontrol. Fremfor alt fik vi mulighed for at ane konturerne af de mange forskellige former for identitet, der forhandles blandt de unge minoritetsetniske kvinder.
Vi blev også opmærksomme på, at det ikke blot handler om, at vi som museum lader vores – for os – velkendte værker være afsæt for en dialog med ’de andre’. Ved at invitere brugerne til at medbringe egne værker og produkter, vise interesse og lade deres objekter indtage hovedrollen i en del af samtalen, kan der – viste det sig – være meget kortere vej til den komfortzone, som synes afgørende for, at museet kan blive et vedkommende sted og en samtale om kunsten kan opstå.
At skabe et trygt museumsrum
De unge kvinder var i begyndelsen på mentalt overarbejde i museets fremmede omgivelser med uvante regler, anderledes akustik og vægge fyldt med malerier og guldrammer så store, at stedet næppe mindede om noget fra deres hverdag. Men undervejs skabte salonernes intime format, rollemodellernes personlige fortællinger og dialogen om deltagernes produktioner nærhed og et intenst rum for udveksling. Og læringen bredte sig til mange kroge af museet. En vigtig del af vores oplevelse var nemlig, at trygheden gik begge veje: den del af museets personale, der oplevede salonerne, blev åbenlyst betaget af de modige piger og kvinder, der i salonens rammer viste flere af deres personlige facetter end et almindeligt museumsbesøg ville have givet mulighed for. Det skabte også tryghed hos personalet at komme så tæt på en brugergruppe, som vi ikke hidtil har kendt særlig godt. Hverken fra museets forhal eller fra kontorerne. Her skabte salonens fortrolige rum mulighed for en helt anden personlig dialog både under salonen og i pauserne. En dialog, som for museumsvagterne adskilte sig fra den envejskommunikation om museets regler og retningslinjer, som oftest præger mødet med nye brugergrupper.
Museumspersonalets egen læring blev afgørende løftet på vej af, at projektet samtidig omfattede et organisatorisk kompetenceudviklingsforløb med fokus på brugergrupper faciliteret af Center for Kunst og Interkultur. En proces, der skabte rum for læring, åbenhed og fleksibilitet i forhold til den forstyrrelse af vante praksisser, som de lukkede saloner som format, og mødet med den nye målgruppe kunne skabe. Medarbejdere fra alle faggrupper i museet var på denne måde involveret og salonerne viste os, hvor væsentligt det er, at mange medarbejderkategorier får ejerskab til at etablere rammer og mulighedsrum for en brugergruppe.
Engagement og empati fra alle museets aktører er sammen med stærke personlige historier formidlet af rollemodeller frugtbare, når der skal skabes et trygt rum og lukkes op for nye brugeres interesse og engagement. Ikke mindst når man som minoritetskvinde skal overkomme den kulturforskel, det er at besøge et museum. For på trods af vores målrettede arbejde med at indlemme kvindelige kunstnere i samlingen har den selvsagt stadig rod i de indsamlingsstrategier, der formede museet ved dets grundlæggelse, og dermed afspejler den stadig – et stykke hen ad vejen – en hvid mands blik på verden.
Samtalesalonens plads til eksperimenter
Samtalesalonen viste sig frugtbar som sted, hvor eksperimenter og ny læring kan forekomme uden frygt for at fejle – for de indbudte såvel som for museets egne medarbejdere. På Den Hirschsprungske samling er vi rigere på viden om målgruppe, metoder, og hvordan vejen hen til samtalen om kunsten med de unge minoritetsetniske kvinder kan faciliteres. Vi ved nu, at næste fase i vores arbejde med at undersøge samlingens relevans for målgruppen forudsætter samarbejdspartnere, der kan række ud til den, samt tid og mængder af nysgerrighed og imødekommenhed over for de nye brugere, vi går i dialog med.
Lene Bøgh Rønberg er kurator og projektforsker på Den Hirschsprungske Samling.
Layout: Bjørn Ortmann.
Artiklen er bragt i Magasinet MUSEUM nr. 1, 2023.
FAKTA
Brugerudviklingsprojektet Kvindelige pionerer på Den Hirschsprungske Samling blev realiseret med midler fra Slots- og Kulturstyrelsens nye pulje til styrkelse af museernes relevans for nye brugergrupper. Den Hirschsprungske Samling var et af de første museer, der modtog midler fra puljen i december 2020.
Projektet blev realiseret med deltagelse af unge kvinder fra hovedstadsområdet: Roskilde, Nørrebro, Høje Gladsaxe samt Aalborg Øst. Samarbejdspartnere var Center for Kunst og Interkultur, Turning Tables Danmark samt Geeti Amiri og Simona Abdallah.
