Fremtidens konservatorer arbejder overalt
Konserveringsfaget er i rivende udvikling. Konservatorernes kompetencer har forandret sig markant, og de indgår nu på helt nye måder i museumsarbejdet, men også i det øvrige samfund. Konservatorer sørger for, at museumsgenstande holder længst muligt og fremstår smukke og aflæselige. Vi forlænger deres levetid ved at undgå at eksponere dem for nedbrydende faktorer som lys og varme, og vi magasinerer dem omhyggeligt og klargør dem til forskernes håndtering og til udstillinger. Vores bevaringsindsats er ikke umiddelbart synlig, men afgørende. For uden samlinger ingen udstillinger, forskning og formidling.