Arbejdermuseer opstod for alvor for 40 år siden. I dag trives denne type museer bedre end nogensinde. Men har deres selvforståelse som progressive stadig forbindelse til nutiden?

Hvis man ikke er rød som ung, har man intet hjerte. Og hvis man ikke er blå som gammel, har man ingen hjerne. Sådan er der nogle, der siger, og de maler dermed et billede af en engageret og progressiv ungdom, der tror, at den kan forandre verden. Og af en mere strategisk tænkende ældre generation, der ser større fordel i at bevare tingene, som de er.

Forskningen giver intet grundlag for disse stereotyper, eller om det er hjerte eller hjerne, man lader sig styre af i forskellige aldre. Men i november 2019 var 30 europæiske forskere og museumsfolk samlet til konference på Arbejdermuseet for at undersøge, om billedet med tiden er kommet til at passe på museer på det arbejderhistoriske område. Var disse museer, der i mange tilfælde er oprettet med en ambition om at skabe forandring både i museumsverdenen og i samfundet mere generelt, blevet mere bange for at miste, hvad de havde opnået, end for at tage chancer i håbet om at gøre en forskel? Var de blevet kulturinstitutionernes pendant til gamle aktivister, der stadig står på barrikaderne, men med slagord som ingen kan relatere sig til længere? Eller var der tegn på, at man kunne være både midaldrende og – om ikke nødvendigvis rød – så i hvert fald progressiv?

Konferencen Radical Museums var arrangeret af Arbejdermuseet i København i ramme af WORKLAB – The International Association of Labour Museums, der med 40 medlemsinstitutioner verden over udgør et varieret og værdifuldt forum for museer på det brede arbejderhistoriske felt. Fælles for en række af disse museer er, at de er grundlagt i starten af 1980’erne i et eksplicit ønske om at gøre arbejderne og industrisamfundets arbejdsliv synligt i museumslandskabet og med tæt forbindelse til partier og fagforeninger med et socialistisk udgangspunkt. Et tydeligt eksempel er Arbejdermuseet, der blev oprettet i 1982 med væsentlig støtte fra den danske fagbevægelse og med et ønske om, at formidlingen af arbejdernes levevilkår skulle være en lige så naturlig del af museumslandskabet som adlens, borgernes og bøndernes kulturarv.

Udgangspunktet i en særlig ideologisk tradition har gjort, at arbejderhistoriske museer ofte er blevet inddraget i politiske partiers taktiske manøvrer. Disse museer har derfor tidligt erfaret, at de ikke eksisterer i en særlig sfære afgrænset fra aktuelle samfundsmæssige spørgsmål og politiske positioneringer, men er en del af samfundsdebatten og formidlere af synspunkter, der grundlæggende skal forstås som politiske. Indlæggene på konferencen rummede en række eksempler på, at hvis museerne kom til at tro, at de kunne være neutrale, så skulle nogen hurtigt minde dem om, at det var de ikke.

Gamle udstillinger – nye kampe

Samtidig var det også klart, at en række af de samfundsmæssige problemstillinger, som arbejderhistoriske museer blev skabt i lyset af, har skiftet karakter over de seneste 50 år. Publikums erfaringer og præferencer har også ændret sig markant. Kampe for retten til at organisere sig, til at kunne tage del i det formelle demokrati, for bedre fysisk arbejdsmiljø, for ikke at tale om oplevelsen af at tilhøre en særlig samfundsklasse af arbejdere, er fjern for mange mennesker i dag eller foregår på helt andre måder, end museernes traditionelle formidling beskriver. Og mange museumsbesøgende kan ikke på egen hånd aflæse den ulighed, uretfærdighed og vilje til at gøre i morgen bedre end i dag, som ligger i museernes fremstilling af arbejdernes hverdagsliv. Det kan fremstå som ren nostalgi og kan også blive brugt – politisk – som billeder på et idealsamfund, der dog nu ligger bag os snarere end ude i fremtiden.

Derfor er der gennem en årrække sket en nyfortolkning af, hvad det vil sige at være et arbejderhistorisk museum. På flere institutioner er udviklingen gået i retning af et fokus på demokratisk deltagelse og muligheden for at påvirke samfundsudviklingen. The Finnish Labour Museum i Tampere har med ”The Museum of Liberty” skabt en udstilling, der fortæller om uligheder og udelukkelser i det finske demokrati gennem de seneste 100 år. Skiftet er endnu mere markant på People’s History Museum i Manchester, der i 2001 skiftede navn fra The National Museum of Labour History og satte et bredt fokus på marginaliserede gruppers aktivistiske tilgang til at komme til orde i demokratiet. Ofte spiller museet en aktiv rolle i at fremme synspunkter fra de forskellige grupper, de samarbejder med. En udvikling, der også er tydelig i Kvindemuseets mere aktivistiske og bredt orienterede tilgang til ligestilling og køn snarere end et blik alene på kvindehistorien. Museum der Arbeit i Hamborg har sat fokus på immigration og diskrimination i beskæftigelse, og både Arbetets Museum i Norrköping, La Fonderie i Bruxelles og Arbejdermuseet har gennem en række projekter sat unges valg af uddannelse og hierarkiet mellem forskellige ungdomsuddannelser til debat. Det blev også klart, at spørgsmål omkring grøn omstilling og konsekvenserne af klimaforandringer er emner, som fylder meget i museernes strategiske overvejelser.

Tilbage til rødderne?

På den måde har de seneste år medført en række bud på, hvilke emner arbejderhistoriske museer bør engagere sig i i dag. Det er tydeligt, at museerne i den proces har skabt forbindelse til nye grupper i samfundet, der ikke ellers ville have set relevansen af at arbejde sammen med et arbejderhistorisk museum – eller et museum i det hele taget. Og den udvikling er på mange måder positiv. Men på konferencen var der også kritiske stemmer i forhold til forandringerne i museernes emnefelter. Primært fordi spørgsmål omkring social retfærdighed, økonomisk ulighed og international solidaritet, som museerne er skabt med tæt relation til, lader til at bevæge sig i baggrunden. Men også fordi aktiviteterne på nye områder i mange tilfælde har mere forbigående projektkarakter og derfor risikerer at udskyde en mere grundlæggende – radikal – nyfortolkning af historien om arbejdernes organisering, om produktionsforhold og om levevilkårene for de brede befolkningslag. Snarere end at sætte nye skud kalder tiden måske på, at de arbejderhistoriske museer vender tilbage til deres kritiske og progressive rødder, lød nogle af kommentarerne.

Konferencen efterlod det indtryk, at museerne faktisk forsøger at gør begge dele. Engagementet i nye former for ulighed og marginalisering sker i de fleste tilfælde med en tydelig forbindelse til museernes udgangspunkt, både samlingsmæssigt og ideologisk. Og ud fra en opfattelse af at der er udfordringer i samfundet, som er så påtrængende, at museerne ikke kan stille sig uden for diskussionerne, men må give sig til kende. Under alle omstændigheder er det nødvendigt at acceptere, at museers evne til at normalisere og definere historien har en politisk dimension. For arbejderhistoriske museer har dette været et vilkår fra begyndelsen.

 

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 1, 2020