Guldalderen er en periode, som danske kunstmuseer udstiller og formidler, og den står helt centralt i en fortælling om dansk kultur og identitet. Men guldalderen er både slidt og slår revner.
En række danske kunstmuseer har samlinger og ansvar, der dækker en periode, vi kender som ’guldalderen’. Der er lidt forskellige bud på det præcise tidsrum: Er det 1815 til 1850 eller måske 1800 til 1864, begrebet dækker over? Første halvdel af 1800-tallet er det i hvert fald.
Louis Gurlitt: Møns klint, 1842. SMK.
Foto: SMK.
Der har været mindre debat om indholdet, for guldalderen bliver typisk opfattet som første gang, noget særligt dansk viste sig i billedkunsten. Det er på grund af det særligt danske, især i malerierne, at guldalderen fylder på museerne: sommerlandskaber, stille interiører, ukrukkede portrætter af danske borgermænd- og fruer. Kunstnerne er sådan nogen som C.W. Eckersberg, Christen Købke, Johan Thomas Lundbye og P.C. Skovgaard.
Museer har i årtier brugt guldalderen til en fortælling om fremkomsten af en national bevidsthed og om danskhedens kendetegn. Men ideen om guldalderen er ikke længere et solidt fundament at formidle på. Begrebet slår store revner, og det har længe været en åben hemmelighed blandt museumsfolk. Der er en modsætning mellem den opdaterede viden og kritiske indstilling, vi besidder om billedkunst og dansk historie, og så selve formidlingen, vi til dagligt udfolder på museerne.
’Guldalderen’ er en smagsdom
Kunstmuseet Brundlund Slot præsenterede i 2023 en udstilling, der viste alt muligt andet end guldalderkunst. Her var drabelige pirater og nordafrikanske krigere, her var dramatiske skibsforlis og røde solnedgange, og her var glansbilledlignende familier med æblekinder og dukkeøjne. Udstillingen I nederlagets skygge viste kunst af nogle af de kunstnere, der var vildt populære i starten og midten af 1800-tallet, men ikke kom med i fortællingen om guldalderen. Deres motiver og deres stil, men også deres livshistorier og karrierer, ligger uden for det, vi sådan i gennemsnit har lært er særligt dansk.
Det paradoksale er, at guldalderen påstås at være en periode, men strengt taget ikke er en periode. Guldalderen som begreb er i stedet en smagsdom over et bestemt tidsrum. Nogle kunstnere er udnævnt til guldalderkunstnere, mens andre som Niels Simonsen, Frederik Storch, Frederik Sødring og A.E. Kieldrup, der havde malerier med på udstillingen i Aabenraa, ikke er. Deres billeder er enten gemt væk eller aldrig erhvervet til museerne. Men hvad er der galt med dem?
Det internationale problem
Det er for det første associationer med det internationale udsyn og med tyskhed, der har holdt nogle kunstnere ude af guldalderfortællingen: De kom ikke med i museernes samlinger og udstillingsprogrammer, og de er ikke med i oversigtsværkerne.
Anton Melbye (1818-1875): Eddystone fyrtårn, 1846. SMK.
Foto: SMK.
Vigtige kunstnere som J.L. Lund, mangeårig professor på kunstakademiet med et stort, tysk netværk, eller Anton Melbye, marinemaler og landets engang måske mest internationalt kendte kunstner, har i de senere år fået deres egne særudstillinger. Men de bliver ikke rigtig regnet for guldaldermalere og bliver sjældent integreret i fortællingen om dansk kunst i starten af 1800-tallet. Og det er et problem, hvis man vil en mere facetteret fortælling om fortiden og dens kunst.
Danmarks sydlige dele – Slesvig og Holsten – havde store tysktalende befolkninger. Hovedstaden København havde langt op i 1800-tallet en tysktalende kultur, der udfoldede sig sideløbende og krydsbefrugtende med dansk.
En forfatter som Jens Baggesen skrev og begik sig på begge sprog, og selv en kunstner som megastjernen Bertel Thorvaldsen, der for øvrigt levede og blev berømt i Rom, blev regnet for både tysk og dansk (og var måske halvt islænding!). Og tyske hovedspillere som Caspar David Friedrich og Philipp Otto Runge blev i øvrigt uddannet i København.
Men konstruktionen guldalder er altså med til at sløre en vigtig pointe om Danmark og København som multinationale knudepunkter. I hvert fald så længe de mange internationalt orienterede kunstnere holdes ude af fortællingen (eller gøres mere danske end de var!).
Konstruktionen af en dansk ånd
Christine Løvmand (1803-1872): En buket blomster ved foden af et træ. På en gren hænger en blomsterkrans, 1832. SMK.
Foto: SMK.
Kunsthistorikere som jeg selv har i årtier ledt efter en dansk ’ånd’ i perioden, vi kender som guldalderen. Vi har fundet den i Eckersbergs klare farver og faste konturlinjer eller i små undselige landskabsmalerier af Købke. Vi danskere er særligt jævne, måske næsten naive, er pointen i den slags kunsthistorie. Af og til kobler vi lidt H.C. Ørsted og Søren Kierkegaard på fortællingen om danskhed.
Men hvordan passer Christine Løvmands udknaldede blomsterorgier så i øvrigt til dette billede af ren nøjsomhed? Som en af sin tids mest populære kunstnere – hun solgte blandt andet til Kongehuset – bør hendes kunst så ikke have en plads i en fyldestgørende fremstilling af fortidens Danmark?
Med guldalderen som skabelon for første halvdel af 1800-tallet, bliver vi snydt for det uborgerlige, det mangfoldigt (u)danske, det teatralske og det platte: populære genremalerier af C.A. Schleisner og Julius Friedlænder, der forestiller sjov og skærmydsler mellem jævne folk, går tabt. Vi ser heller ikke det danske kolonirige – de slavegjortes Vestindien, Grønland og handelsstationerne i Indien.
Guldalderen viser altså kun halvdelen af billedet af Danmark og af danskhed. Konstruktionen af det danske bliver det samme som det respektable, borgerlige liv. Her er ingen plads til pirater og ørkenkrigere. Væk er det sensuelle og det barokke, som ellers fandtes i tidens billedkunst. Væk er i øvrigt også alle de danske soldater, som tidens kunstnere ellers flittigt malede.
Men hvad med kvaliteten?
Flere af de kunstmuseer, der samler og viser 1800-talskunst, er grundlagt i selvsamme århundrede med en mere eller mindre udtalt opgave i at danne gode, nationale samfundsborgere. Kunsten, museet og kunstudstillingen var et af flere midler til at nå et særligt nationalt sindelag.
Ser man på museernes tidlige samlinger og udstillinger var de paradoksalt mere mangfoldige end den guldalderfortælling, der på bagkant blev skabt gennem 1900-tallet og lagt ned over samme museer. Guldalderen i dag står akkurat ikke for datidig folkelighed og mangfoldighed, men for en nyere ensretning af fortiden.
I mange sammenhænge er guldalder et flygtigt kvalitetsbegreb: Kunsthistorikere har ment at se en kvalitetsforskel i én kunstners billeder frem for en anden. Ofte har begrundelsen været uklar og uargumenteret: Hvorfor er P.C. Skovgaards billeder af Møns klint bedre end Louis Gurlitts?
Kvalitet er svært at forklare. Men i en tid, hvor vi i øvrigt kritisk tager hierarkier og retten til at uddele privilegier op til revision, er det uholdbart at bruge ubegrundede kvalitetsdomme som argument for, at visse billeder viser fortiden – og dermed danskheden – klarere end andre.
Ansvar og fremtid
Julius Friedlænder (1810-1861): En linedansertrup kort før en forestillings begyndelse, 1840-41. SMK.
Foto: SMK.
Her hvor vi står lige nu, er det ikke fordi, vi mangler kritik af guldalderen. Omtrent to årtiers forskning og særudstillinger har efterhånden pillet begrebet fra hinanden; guldalderen holder ikke som billede på, hvem danskerne var, og hvordan Danmark så ud i fortiden – og den afspejler heller ikke fortidens reelle billedkultur, dens spændvidde og kvaliteter. Men alligevel virker det, som om vi på museerne ikke kan tage konsekvensen af kritikken.
Hvem efterspørger guldalderen? Det er mindre klart. Måske er det skolelærerne, måske er det turisterne, måske er det blot et ældre publikum. Måske er det os på museerne, der er for magelige eller travle til virkelig at gøre op med begrebet. Hvad der eventuelt skal komme i stedet er forhåbentlig en mere mangfoldig, mindre ekskluderende fortælling om fortiden. Statens Museum for Kunst – et hovedmuseum, hvad end det betyder – skal til at udvikle deres permanente ophængning. Ganske passende kan dette måske føre til, at guldaldermyten endelig bliver afsløret som ren fernis og slidt forgyldning. Nedenunder er der i hvert fald så meget mere.
Rasmus Kjærboe er museumsinspektør på Den Hirschsprungske Samling og næstformand i Dansk Kunsthistoriker Forening
Andre blikke på ’guldalderen’ i udvalg
Rasmus Kjærboe: Soldater. Kunsten og danskerne i krig 1848-1864. Den Hirschsprungske Samling, 2024.
Sine Krogh (red.): I nederlagets skygge. Andre kunsthistorier om 1800-tallet. Museum Sønderjylland, 2023.
Gertrud Oelsner: En fælles forestillet nation. Dansk landskabsmaleri 1807-1875. Strandberg, 2022.
Charlotte Christensen: Guldalderens billedverden. Gyldendal, 2019.
Anna Schram Vejlby: Den anden guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser. Den Hirschsprungske Samling, 2019.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 4, 2024.
Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.
