Med en udstilling om Danmarks største åndssvageanstalt havnede Kulturmuseet i Vejle midt i en stribe dilemmaer og en fløjkrig mellem tidligere ansatte og radikale kritikere.

Kulturmuseet i Vejle åbnede den 31. marts 2022 udstillingen Slotte til idioter. Udstillingen beskæftiger sig med dansk åndssvageforsorg og er en fortælling om racehygiejne, tvangskastrationer, umyndiggørelse og institutionalisering af mennesker. Forsorgshistorien er fantastisk spændende, og kilderne er gode, men alligevel har det været en svær udstilling. For hvordan formidler man en historie, som nogle mener er en skamplet, mens andre ser Danmark som et internationalt foregangsland? Og kan man overhovedet tillade sig at kalde folks familiemedlemmer for idioter?

Racehygiejne og omsorg

Danmarks største og vigtigste åndssvageanstalt lå i Brejning nær Vejle. Fra den enorme slotslignende Kellerske Anstalt regerede overlæge Christian Keller og hans efterfølgere over Nordeuropas mest indflydelsesrige institution. Det var fra professorboligen i Brejning, at Keller udtænkte sine ideer om en isolationsanstalt for voldelige åndssvage mænd på Livø i Limfjorden og seksuelt defekte, åndssvage kvinder på Sprogø i Storebælt. Det var i Brejning, at 1930’ernes danske racehygiejniske love blev ført ud i livet til perfektion, og det var til Brejning udlandet kiggede, når de skulle studere, hvordan man sikrede, at de åndssvages defektheder ikke korrumperede den hvide mands race.

Brejning var dog ikke kun lig med racehygiejne, men også omsorg og medlidenhed for en gruppe mennesker, som samfundet ikke forstod. Ifølge kilderne blev de åndssvage, før opførelsen af anstalten, bundet til pæle, låst inde i tremmebure eller opbevaret sammen med kreaturerne, som var de dyr. Da disse mennesker kom til Brejning mødte de en anstalt uden mure, hegn og låste døre. Forholdene på anstalten kan efter nutidige standarder helt sikkert kritiseres, men i forhold til samtiden var de ganske progressive. For rigtig mange patienter, så var Brejning en klar humanitetsforbedring. Anstalten blev lukket i 1990.

For og imod

Anstaltens historie består dermed både af en negativ og positiv fortælling – hver med sine fortalere. Flere tidligere ansatte mener, at Christian Keller var foregangsmand inden for omsorg og hjælp til åndssvage. Hvor åndssvagehistorien i mange år har været glemt og ufortalt, så har rapporter, dokumentarserier og krimiromaner nu skabt øget opmærksomhed om emnet. Særligt medierne og fiktionens verden har fokuseret på forsorgens negative sider, hvilket er faldet mange tidligere ansatte for brystet. De føler – delvist med rette – at kritikken af forsorgen er ensidig og ikke beskæftiger sig med de positive sider af forsorgshistorien.

Samtidig kan det diskuteres om forsorgens fortalere ignorerer modstandernes reelle kritik. Åndssvageforsorgen var gennemsyret af ønsket om at begrænse de anbragtes mulighed for at producere nyt, defekt afkom. Kontrol formede hele systemet. Lige fra toiletbesøg uden skillevægge, til tvungen sterilisation og kastration.

Overfladisk historieskrivning

For det danske samfund i første halvdel af 1900-tallet er Lillian Nielsen alt det man frygter. Hun bliver af lægerne anset som en karaktersyg, liderlig pige, der indlader sig i talrige seksuelle forhold og som med stor sandsynlighed vil videreføre sine defekte arveanlæg.

En af forfatterne til denne artikel er selv kommet i karambolage med en af fortalerne for den positive forsorgsfortælling. I en opfølgning på åbningen af udstillingen bragte Vejle Amts Folkeblad artiklen ”Slotte til idioter: Udstilling om Brejnings historie hitter i Vejle”. Her forsøgte forfatteren at opsætte en modsætning mellem 1900-tallets menneskeideal og de åndssvage. 1900-tallets menneskeideal var baseret på flittighed, punktlighed, effektivitet og i særlig grad en udviklet pinlighedssans. Over for det stod datidens syn på de åndssvage som primitive, ukultiverede dyr. De åndssvage havde ifølge samtiden ingen hæmninger – de var i skarp modsætning til de normale og derfor pinlige.

I artiklen blev fysikeren Niels Bohrs multihandicappede søn Harald (som Bohr selv havde anbragt på anstalten) eksempel på denne pinlighed: “Pinlighed skulle undgås, og Harald har været pinlig, og den slags passede ikke til en professor som Niels Bohr.” Et par dage efter blev der i samme avis udgivet et læserbrev, hvor en tidligere læge på anstalten skrev, at ”Lidt større ydmyghed ville være klædeligt ved vurdering af både Haralds historie og fortidens forsorg. Alt for ofte sker vurderingen gennem nutidens briller og med ringe kendskab til historien.”

Læserbrevet illustrerede den yderste del af den fløj, som følte sig trådt på af medier og fagfolk. Fra den samme gruppe er også kommet klager over, at udstillingen omtaler de anbragte på anstalten som idioter og åndssvage. “Ingen i vor familie vil skrive under på den betegnelse af dem,” lyder en typisk kommentar. Begreberne bliver anset som stødende, især når personer man har kendt og elsket hele sit liv får åndssvagestemplet. Ligegyldigt hvad vi med nutidens øjne må mene, så var Den Kellerske Anstalt en åndssvageanstalt, og de anbragte blev af både læger, stat og medier betegnet som åndssvage. Den historie må og skal ikke glemmes.

Skamplet

Læserbrevet betonede den yderste del af ’for’-fløjen, men samtidig har udstillingen også givet anledning til, at den anden fløj er kommet frem i lyset. Denne fløj har dog indtil videre kun vist sig i lokalhistoriske facebookgrupper. Når museet har delt udstillingens baggrundshistorie, så har nogle reageret ved at proklamere, at alle de tilbageværende anstaltsbygninger burde rives ned, og at institutionen er en skamplet på vores samfund. Hvis ’for’-fløjen har været til stede i de samme kommentarspor, så har debatten til tider været ganske heftig.

Hvad med de åndssvage selv?

Som en del af udviklingen af udstillingen indkaldte vi sammen med tidligere ansatte og forældre til udviklingshandicappede repræsentanter fra Udviklingshæmmedes Landsforbund (ULF). ULF er en af verdens eneste interesseorganisationer, der bliver ledet og styret af mennesker med udviklingshandicap. Mens de ansatte og forældrene var meget bevidste om, at åndssvagehistorien skulle fremstilles så nuanceret som muligt, så var repræsentanterne fra ULF mere interesseret i at fortælle om den nutidige forsorgs problematikker.

Et museum skal ikke være en interesseorganisations talerør, men samtalerne med ULF inspirerede os alligevel til at lave et nutidsafsnit i slutningen af udstillingen. Her kunne man blandt andet møde Lisbeth Jensen, som er udviklingshæmmet og tidligere landsformand for ULF. Bagefter har ULF’erne udtrykt begejstring over, at deres historie bliver taget op på lige fod med alle andre historier.

Måske er det netop, fordi der blev givet mulighed for at både for- og imod-siden kunne komme til orde, at selve udstillingen er blevet taget godt imod. Under alle omstændigheder har museet fået en stor viden og en række nuancer ud af vores møde med de forskellige fløje. Nuancer, som vi ikke selv kunne grave frem. I skrivende stund har Særforsorgskommissionen netop udgivet sin historiske udredning om børn og voksne anbragt under særforsorgen. Forhåbentligt vil kommissionens udredning være med til at gøre idioternes fortælling endnu mere udbredt, sådan at historien om, hvordan Danmark har behandlet de anderledes ikke blot bliver en for- eller imod-fortælling.

Rasmus Skovgaard Jakobsen er museumsinspektør og Mads Laier Sørensen er ansvarlig for kommunikation og digital formidling på Vejlemuseerne.

 

Slotte til idioter

En fortælling om omsorg, racehygiejne og dem, der ikke passer til samfundets normer. Udstillingen er åben indtil den 23. april 2023. Gratis adgang. Kulturmuseet, Spinderigade 11, Vejle.

 

Farvelagt originalfoto af Lillian Nielsen fra hendes journal. Foto: Vejlemuseerne

Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 3, 2022