To yngre mænd sidder på stole i et udstillingsrum med store malerier på væggene. De har mikrofoner og den ene gestikulerer mens hans taler til et publikum, der er delvist udenfor fotoet.

Der er stadig brug for arkæologer, kunsthistorikere og konservatorer, men danske museer søger i stigende grad nye kompetencer til medarbejderstaben. Her er Signe, Helle og Matthews utraditionelle veje ind i museumsverdenen.

Matthew Daniali havde ikke forestillet sig, at han kunne arbejde på et museum. Han er uddannet i socialvidenskab og har aldrig været særligt interesseret i hverken museer eller kunst. Faktisk måtte han efter første personalemøde på sit nye arbejde læse op på ham dér Vilhelm Hammershøi, som kollegaerne snakkede om. For trods sin baggrund arbejder han på Statens Museum for Kunst.

”Da jeg så jobopslaget som relationsmedarbejder, blev jeg straks draget. Jeg har tidligere arbejdet meget med inddragelse og diversitet, og det virkede meget meningsfuldt at bruge mine faglige kompetencer til at arbejde for Danmarks nationalgalleri. Bare det at jeg blev kaldt til samtale indikerede, at man ikke skulle have en kunstfaglig baggrund. De efterspurgte tydeligt den faglighed, jeg havde,” forklarer Matthew Daniali.

Det var altså ikke afgørende at have Hammershøi siddende på rygraden. Måske tværtimod, mener Matthew Daniali, der som relationsmedarbejder primært arbejder med ansvar for diversitet og partnerskaber til SMK Fridays.

”Jeg skal bygge bro mellem SMK og folk, der ikke har deres faste gang her. Det kræver netværk, tillid og troværdighed. Fordi jeg selv er forholdsvis ny i den her verden, taler jeg et sprog, som dem, der heller ikke er vant til at komme her, forstår.”

Sort hvidt portrætfoto af en kvinde med opsat mørkt hår. Hun smiler. Hun har en ternet skjorte på med en mørk blazer udenover.

SIGNE. ”Det at Museum Sønderjylland har en forståelse for at arbejde med kompetencerne på tværs af fagligheder, er absolut en styrke. Det er helt klart vejen frem, når vi skal tænke bæredygtigt og skabe nye vidensbaserede tiltag,” lyder det fra Signe Schmidt Rye.
Foto: Museum Sønderjylland

Broer bygget af metal

Matthew Daniali er et eksempel på, at nye kompetencer finder vej til personalestuen, når museerne for eksempel retter blikket mod at være mere for flere.

”Det er komplekst, tids- og ressourcekrævende at nå nye målgrupper. Man kan kun lykkes med det, hvis man dedikerer medarbejdertimer til det og prioriterer det højt. Der er ingen hurtige løsninger. Jeg kommer med en større værktøjskasse i forhold til nye måder at inddrage folk på og med helt andre netværk,” fortæller Matthew Daniali.

Hans baggrund i blandt andet fagbevægelsen gav ham adgang til et publikum, som de fleste museer kigger langt efter: de erhvervsuddannede.

”Blandt andet fordi museerne ikke har kontakter ind i den verden, er det en svær bro at bygge. Men nu har vi for eksempel lavet et samarbejde mellem SMK Fridays og Metal Ungdom. Det skyldes nok, at jeg har arbejdet hos Dansk Metal, og har kontakter der – og ikke mindst at SMK tør komme ud af komfortzonen og lave nye eksperimenterende samarbejder,” siger Matthew Daniali.

Blik for børn og unge

I den anden ende af landet har fokus på den nye museumsreform skabt en åbning i branchen for Signe Schmidt Rye, der oprindeligt er uddannet pædagog. For at tiltrække flere børn, unge og børnefamilier oprettede Museum Sønderjylland i begyndelsen af 2025 enheden Formidling og Læring. Til at lede enheden ansatte de Signe Schmidt Rye, som kom fra en stilling som leder ved Center for Undervisningsmidler (CFU) på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

”Jeg kommer med en formidlingserfaring og et stort kendskab til læremidler, undervisningsmetoder og ikke mindst et stort kendskab til arbejdet med målgrupperne. Jeg er vant til at arbejde med projekter og har et godt kendskab til, hvem vi kan og bør gå i dialog med inden for blandt andet uddannelsessektoren,” fortæller Signe Schmidt Rye.

Hun har i mange år arbejdet med vejledning i brugen af læremidler til lærere. Erfaringer, hun i rigt mål kan trække på som leder af den nye enhed, der både skal styrke formidlingen og samarbejdet med de mange eksterne partnere, når der skal skabes nye undervisningstilbud og udviklingsprojekter.

”At arbejde i Museum Sønderjylland, hvor så mange stærke fagligheder er samlet, er et stort privilegium! Enhedens dygtige museumsformidlere har stor erfaring med hvilke formidlingsgreb, der virker, når vi skal nå de forskellige målgrupper, og de forstår vigtigheden af at styrke samarbejde på tværs af alle museets enheder. Jeg kan bidrage med, hvilke undervisningsprincipper, der bliver brugt i skoleverdenen og hvilket børne- og ungesyn, vi opererer med i dag,” forklarer hun.

En kvinde med lang lyst hår og briller sidder på en stol. Bag hende er der en væg af glas, hvor igennem man kan se vilde planter, der vokser.

HELLE. Det begyndte som et studiejob, men på kort tid arbejdede Helle Ølgaard sig op som publikumschef for Vardemuseerne. I dag er hun ikke længere ansat i museumsbranchen, men når hun ser tilbage på tiden på Vardemuseerne, som også åbnede museet FLUGT – Refugee Museum of Denmark i 2022, er det med stolthed.

Fra studiejob til publikumschef

Helle Ølgaard er uddannet inden for oplevelsesøkonomi og arbejdede hos Esbjerg Forenede boldklubber. Efter et samarbejde med Vardemuseerne om at facilitere en lejrskole blev hun kontaktet af museets direktør. Han havde et nyt museum, Tirpitz, på tegnebrættet, og han drømte om, at det skulle nå en bredere målgruppe end de, der plejede at gå på museum.

Helle Ølgaards kommercielle næse var lige, hvad direktøren havde brug for. Da hun sagde op for at læse til serviceøkonom, tilbød han hende en deltidsstilling til at lave kommunikation og være med i udviklingen af Tirpitz.

”Jeg kommer ikke fra en familie, der har gået meget på museum, og jeg hørte ikke rigtigt efter i historietimerne, så i begyndelsen var jeg i tvivl, om jeg kunne leve op til det. Jeg vidste langt fra så meget, som mine fagligt uddannede kollegaer. Men det var jo heller ikke min rolle,” fortæller Helle Ølgaard, der tværtimod skulle se på, hvordan besøget kunne optimeres fra gæstens synspunkt.

”Vi skulle tænke museet som en helstøbt oplevelse, hvor gæsterne får mere med, end de havde regnet med. Her var min benhårde kommercielle baggrund vigtig for at tage de beslutninger, der sikrede, at udstillingerne var designet til specifikke målgrupper, samt at de efterfølgende fik lyst til at gå ud i cafeen og spise en frokost, og gå i museumsshoppen for at købe souvenirs.”

I dag lyder det som gængs praksis. Men for godt ti år siden var det en lille revolution.

”Da Tirpitz åbnede, fik vi travlt med mange ting, vi ikke havde prøvet før. Hvordan håndterer man mennesker i kø hver eneste dag – familier med tre børn, der er kommet skævt ud ad døren og står der med alle deres følelser? Hvordan drifter vi en cafe? Hvordan matcher varerne i museumsshoppen udstillingen? Jeg tror, de synes, det var rigtig rart, at jeg havde prøvet alt det før,” fortæller Helle Ølgaard, der kort efter åbningen takkede ja til at blive medleder af Tirpitz.

På kort tid var hun gået fra et deltids studiejob til at være en del af direktionen.

”Kun fordi direktøren havde blik for at ansætte andre fagligheder. For hvis vi skulle lave museer for den brede målgruppe, skulle der andre fagligheder til i stedet for bare at lave mere af det samme.”

Lene Steinbeck er freelancejournalist.

 

Foto, øverst:
MATTHEW. Som relationsmedarbejder hos SMK bruger Matthew Daniali blandt andet sit netværk til at nå nye målgrupper. Her ses han til højre i samtale med formanden for Metal Ungdom, Rasmus Kemp, til SMK Fridays: Take A Break.
Foto: Vincent Winther

 

Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 4, 2025.

 

Køb Magasinet Museum, nr. 4, 2025

Køb abonnement

 

Forside Magasinet Museum nr. 4, 2025. Sort hvidt foto af to personer, der står i en arkæologisk udgravning foran en murstensmur. Den ene person peger på et af hullerne i jorden. Tekst: cand.museum - Hvilke kompetencer er der brug for i dagens museumsdanmark?