Alt. En mand overrækker en kvinde med langt blåt farvet hår en model af et fossil, der ser lidt søstjerneagtig ud. Hun ser meget cool og rockstjerneagtig ud.

Hvad har Mick Jagger og en snegl til fælles med en 430 millioner år gammel børsteorm? De har lagt kimen til en udstillingsturné, som begyndte i Faxe og nu rejser Europa rundt på 12. år.

Nogle særudstillinger bliver til gennem lang og nøjsom planlægning med dybdegående publikums- og målgruppeanalyser og lange møder med designere og marketingsfolk og utallige udfyldte excel-ark. De ender med at koster en formue at bygge, og som regel er de glemt igen, så snart de er taget ned. Særudstillingen Rock Fossils on Tour opstod ikke på den måde, men formåede til gengæld at blive en international succes, der nu på sit 12. år turnerer rundt i Europa, og allerede er booket til de næste to museer frem til 2027.

King Diamonds børsteorm

En model af et lys gult og rødligt dyr, der nærmest ligner et rumvæsen. Den er aflang og opretstående. Den har fem lange antenner lyserøde ovenpå og fire sorte følehornsagtige dimser også. Den står i en montre, hvor der også er et foto af en mand i sort tøj med sort høj hat på. Han er malet hvid i ansigtet og er malet sort om øjne og mund. På hans kind er der malet et almindeligt kors og et omvendt kors. Han har et teatralsk vredt udtryk i ansigtet.

Den allerførste model til udstillingen. Den ca. 430 millioner år gamle børsteorm, Kingnites diamondi, opkaldt efter den danske heavy metalsanger King Diamond.
Foto: Jesper Milàn

Idéen til udstillingen opstod ud af det blå en dag, da jeg tilfældigvis opdagede, at en af mine kollegaer, Professor Mats Eriksson fra Lunds Universitet, havde publiceret en ny videnskabelig artikel, hvor han opkaldte en 430 millioner år gammel, fossil børsteorm efter King Diamond. King Diamond er solo-navnet på en legendarisk, dansk heavy metal-sanger oprindelig kendt fra Mercyful Fate. Dyret havde fået det latinske navn Kingnites diamondi.
Som gammel heavy metal-fan var det et fossilnavn jeg fandt virkelig sjovt, og jeg sendte straks artiklen videre til min ven, modelbygger Esben Horn fra 10Tons Aps, som jeg vidste også var stor heavy metal-fan. Esben blev så begejstret, at han tilbød Mats Eriksson at bygge en model af dyret, som det kunne have set ud i levende live. Det viste sig, at Mats havde navngivet yderligere en børsteorm efter endnu en rocklegende, nemlig ingen ringere end Lemmy Kilmister fra Motörhead. Da Esben fortalte mig om hans kontakt med Mats, fik jeg i et øjebliks begejstring lovet, at hvis han byggede modeller af dyrene, så ville jeg finde en måde at få dem udstillet på! På den måde blev kimen lagt til udstillingen Rock Fossils on Tour.

Under researcharbejdet til udstillingen viste det sig hurtigt, at der gennem tiden er mange forskere rundt om i verden, der har valgt at opkalde nye fossile arter efter rockstjerner. Det allerførste tilfælde vi kunne finde var fra 1972, hvor en fossil snegl fik det latinske navn Anomphallus Jaggeri til ære for Mick Jagger fra Rolling Stones. Siden da var der kommet rigtig mange til og opfindsomheden (og musiksmagen hos palæontologerne) rundt omkring i verden viste sig at være stor og varieret. Der fandtes fossiler, der var opkaldt efter et bredt spektrum af musikere, lige fra de mest ekstreme døds- og blackmetal-bands som Cannibal Corpse og Rotting Christ, punk bands som Sex Pistols og Ramones, over de klassiske som AC/DC, Rolling Stones, Beatles og Madonna, til de helt hjemlige som Annisette Koppel og Bent Fabricius Bjerre. Det viste sig også, at der var endnu flere forskere, der havde opkaldt nulevende dyr efter rockstjerner i alle afskygninger. Der var altså virkelig en bred kam af materiale at vælge imellem.

Da jeg er museumsinspektør på KALK, det daværende Geomuseum Faxe, besluttede vi at fokusere på fossilerne og portrættere hvert af de udvalgte eksempler fra tre vinkler: fossilet, rockstjernen og forskeren bag navnet samt hans motivation for netop at opkalde fossilet efter den rockstjerne. Det kom der mange gode historier ud af, og alle vi henvendte os til syntes det var en sjov ide. Det måske bedste citat til udstillingen fik vi fra Gregory Edgecombe, der forsker i trilobitter og andre forhistoriske leddyr på Natural History Museum i London: ”Jeg valgte, at navngive nye arter efter medlemmer af mine yndlingsbands som fx AC/DC, The Ramones og The Sex Pistols, fordi det virkede som en logisk måde at navngive en gruppe af relaterede former kollektivt, og fordi jeg regnede med, at det måske ville irritere mine ældre kolleger en smule.”

Stjerne i civil

Endelig blev vi klar til at åbne en lille udstilling på det daværende Geomuseum Faxe. Det var den 20. juni 2013. Esben Horn fra 10Tons havde fået bygget to flotte modeller af ormene, der var opkaldt efter King Diamond og Lemmy fra Motörhead, og vi havde lavet plancher og grafikker med andre fossiler, der var opkaldt efter rock-, pop og punkstjerner. Denne første version af udstillingen kaldte vi for Heavy Metal og Punk Fossils – måske ikke det mest mundrette navn. For at give lidt god rock´n´roll-stemning skulle radiovært og rocksanger Alex Nyborg Madsen indvie udstillingen. Men ved et tilfælde opdagede vi også, at King Diamond i egen høje person ville være i Danmark for første gang i seks år i forbindelse med Copenhell-festivalen. Efter en del detektivarbejde og skriverier med forskellige modvillige managers lå kom der en dag en mail fra Kim Bendix Petersen, som er Kings borgerlige navn. Han ville med glæde stille op til åbningen af udstillingen og afsløre sit fossil – hvis bare han ikke behøvede at tage make-up på!

En stor model i sort af et bænkebiderlignende dyr, med meget store, takkede sværdagtige horn eller munddele på hovedet. Den står på en plint i et udstillngslokale, hvor gæster går rundt og ser på andre modeller og læser tekster på væggene.

Stor model fremstillet i sort læder af den fossile børsteorm Websterprion, opkaldt efter bassist Alex Webster fra bandet Cannibal Corpse.
’Rock Fossils on Tour’ på Naturama i Svendborg i 2023.
Foto: Jesper Milàn

Udstillingen var vitterlig ikke stor, så det var med nogen tøven, at vi annoncerede åbningen. Ville folk simpelthen synes det var for lidt og for fjollet et emne? Og hvad ville King Diamond tænke om den? Det fik vi svar på, men først udspillede der sig en pinlig episode cirka 15 minutter før åbningen. Jeg vidste ikke, hvordan King Diamond så ud i civil tilstand, da jeg udelukkende havde set billeder af ham i fuld scene-makeup. Så da han ankom i helt normalt tøj sammen med en gruppe venner, gik jeg hen og småsnakkede med dem, som var de normale gæster. Jeg fik også spurgt dem, om de skulle til King Diamond-koncerten ugen efter på Copenhell. Det skulle de! Jeg lagde godt mærke til, at en af dem kiggede lidt sjovt på mig. Først lidt senere da jeg hørte en af de andre kalde ham for King, gik det op for mig, at jeg ikke havde genkendt æresgæsten, og jeg måtte pænt undskylde. Han tog det heldigvis med ophøjet ro. Han syntes heldigvis også, at udstillingen var meget ”metal”, og var begejstret for den drabelige fossil-model opkaldt efter ham.

Alex Nyborg Madsen holdt en fin åbningstale inden King Diamond fik lov at afsløre modellen af sit fossil. TV2 Øst var også på pletten og lavede en god lille reportage fra ceremonien. Men det var først da nyheden om udstillingen kom ud til den internationale musikpresse, at historien for alvor tog fart. Pludselig blev udstillingen omtalt i musikmedier over hele verden, så langt væk som Rusland, Kina og Indonesien. Udstillingen havde kun været åben i få uger, da der tikkede en henvendelse ind fra Naturhistorisk Museum i Oslo, der spurgte om de måtte låne den, når den var færdig i Faxe. Kort tid efter meldte Naturhistorisk Museum i Bern også, at de gerne ville låne udstillingen. Det der startede som en skør ide, viste sig pludselig at have stor international interesse. På den måde begyndte udstillingens turné.

Heavy metal-kunstneren fra Herlufmagle

Før turnéen begyndte skulle udstillingen have et stærkt grafisk udtryk, der udstrålede rock´n´roll. Derfor kontaktede vi den berømte heavy metal-kunstner Joe Petagno, som gennem sin lange karriere har tegnet albumcovers til mange af verdens største rockbands, fx Led Zeppelin, Pink Floyd og især Motörhead. Af alle rock´n´roll steder i verden viste han sig at være bosat i Gelsted udenfor Herlufmagle. Derfor fik vi nemt skabt kontakt, og han syntes ideen med udstillingen lød så sjov, at han tilbød at tegne et logo til en meget favorabel pris. Resultatet overgik alle forventninger. Det er inspireret af dinosauren Masikasaurus knopfleri tilsat nogle pattedyrstræk, og omkranset af kæberne fra Kingnites diamondi. Et stærkt og iøjnefaldende logo, der ville gøre sig godt på t-shirts og andet merchandise for udstillingen. Rune Fjord Studio designede montrer i bedste flight case-stil, der samtidig fungerede som opbevaring for effekterne under transport. Vi ændrede desuden navnet på udstillingen til Rock Fossils on Tour, og således re-vamped var udstillingen nu klar til at begynde sin turné ud i verden.

Gråt logo på sort baggrund med teksten Rock Fossils on Tour. I Midten ses et kranium, der ligner en tyrannosaurus rex med pigge på hovedet. Rundt om kraniet er der takkede horn eller skelet kæber.

Udstillingens logo er kreeret af den berømte heavy metal-kunstner Joe Petagno.
Grafik: Joe Petagno

Fælles for alle de museer, der bookede udstillingen, var at de modtog den med meget stor entusiasme, og på eget initiativ byggede videre og tilførte nye elementer til udstillingen. Mange steder valgte de at få fremstillet specialøl med Rock Fossils’ logo på etiketterne og inviterede rockbands til at spille til åbningsreceptionerne. På et tidspunkt fik udstillingen sin egen tour manager i form af Dr. Achim Reisdorf, der på det tidspunkt var tilknyttet museet i Bern. På eget initiativ tilbød han at kontakte andre museer og sørge for at udstillingen kom vidt og bredt omkring, en funktion han til stadighed varetager med stor iver. Mange af de tilføjelser, der blev skabt af museer rundt omkring, er nu blevet permanente dele af udstillingen, fx lyttestationer hvor man kan høre de pågældende bands musik, mens man læser om fossilerne, der er opkaldt efter dem.

Alle indtægterne for leje af udstillingen går til fremstilling af endnu flere modeller og effekter, så udstillingen vokser stødt fra museum til museum. Engang oversteg udgifterne dog vores budget, men så prøvede vi i stedet lykken hos en af stjernerne. Det drejer sig om den lille rovdinosaur Masikasaurus knopfleri opkaldt efter Mark Knopfler, den legendariske guitarist fra Dire Straits. Vi kontaktede Mark Knopflers management om han eventuelt ville være interesseret i at sponsorere sådan et dinosaurskelet til udstillingen. Svaret kom prompte tilbage, at Mark Knopfler ikke ville sponsorere sådan et skelet, men at han derimod meget gerne ville købe et til sig selv, og så kunne vi frit og kvit låne det til udstillingen i fem år, hvorefter han ville have det sat op i sin egen have!

Gennembrud venter i Amerika

Den skæve sammenblanding af fossiler og rockmusik tiltrak også interesse uden for de normale museumskredse. Allerede i 2013 var en lille version af udstillingen på British Science Festival, hvor den blev fremvist som et eksempel på outreach i museumsformidling, og to år efter blev den vist frem på The Palaeontological Association Annual Meeting i Wales. I 2019 lykkedes det at få udstillingen bragt helt ud af museale og videnskabelige kredse, idet vi blev kontaktet af arrangørerne bag henholdsvis Sweden Rock Festival og Copenhell, der begge ønskede at udstillingen blev vist som en del af festivalerne. Det kunne vi selvfølgelig ikke sige nej til!

Fire mænd i sort tøj står med høretelefoner på i et udstillingsrum. To af dem laver djævletegn med hænderne. De ser glade og entusiastiske ud.

En af de nye tilføjelser fra et af værtsmuseerne var lytteposter, hvor man kunne høre musikken mens man læste om fossilerne og kunstnerne, de var opkaldt efter.
Foto: Achim Reisdorf.

Det var ikke kun det musikelskende museumspublikum, der syntes at ideen bag udstillingen var rigtig sjov. Også mange af de rockstjerner, der havde fået fossiler opkaldt efter sig, viste interesse og stillede velvilligt op til interviews og fotos sammen med fossilerne eller dukkede op for at se udstillingen, hvis deres turnéplaner bragte dem i nærheden.

I dag drives udstillingen af Esben Horn fra 10Tons Aps, Rune Fjord fra Rune Fjord Studio, Mats Eriksson fra Lunds Universitet, Achim Reisdorf fra Ruhrmuseum og undertegnede. Indtil videre har udstillingen været vist på 13 museer, tre geologiske oplevelsescentre, to videnskabelige konferencer, to rockfestivaler og er p.t. booket til yderligere to museer. Ikke dårligt af noget, der startede som en spontan, skør idé på et lille lokalmuseum. Det bliver spændende at se, hvor længe udstillingen kan fortsætte sin turné. Ligesom alle store rockbands håber vi selvfølgelig på at bryde igennem i Amerika og Japan. Der har allerede været kontakter til flere af de større museer ’overseas’, men vi venter stadig på konkrete bookinger.

Den egentlige morale i den her historie må vel være, at nogle gange kan det godt betale sig at følge sin mavefornemmelse og bare forfølge en skør idé og så se hvor det fører hen.

Læs mere på rock-fossils.com

Jesper Milàn er museumsinspektør på KALK, Østsjællands Museer.

 

Foto. øverst: Et medlem af bandet Arch Enemy med en model af den fossile slangestjerne Melusinaster arcusinimicus, efternavnet er latin for Arch Enemy.
Foto: Paul Bossenmaier

 

Artiklen er udgivet i MUSEUM nr. 1, 2026

 

Køb Museum nr. 1, 2026

Bliv abonnent

Forside Museum nummer 1, 2026. Mørkegrøn baggrund med ordet lyd skrevet med pink, så ordet fylder hele forsiden. Tekst på forsiden: Lyd i formidlingen, forskningen og samlingen.