Hvilken proces ligger bag, når Nationalmuseet vurderer om en museumsgenstand, skal tilbage til oprindelseslandet eller ej? Og hvordan håndterer andre vestlige museer de øgede krav om at give genstande tilbage til de befolkningsgrupper, der oprindeligt ejede dem? Her giver Nationalmuseets forskningschef, Christian Sune Pedersen, en overflyvning.
En flere meter høj, rød fjerkappe tronede over de fjerklædte dansende, der processerede på paradeområdet Sambódromo Marquês da Sapucaí i Rio de Janeiro under karnevalet i 2024. Aldrig før havde Brasiliens indfødte folk opnået så stor opmærksomhed under den enorme begivenhed, der hvert år tiltrækker over to millioner deltagere om dagen. Brasiliens indfødte befolkning var også at finde på den brasilianske pavillon på Venedig-biennalen, der for første gang i historien blev kurateret af landets oprindelige folk, heriblandt Glicéria Tupinambá, der har revitaliseret fjerkappe-håndværket. Alt imens landets niendeklasseselever skrev på livet løs i den nationale historieessay-konkurrence, hvor årets tema var den samme røde fjerkappe. Tre symbolske, nationale begivenheder af stor betydning for landets indfødte befolkning – og i særdeleshed Tupinambá-folket, ophavsfolk til de røde fjerkapper, og som nu får markeret deres placering i Brasiliens nationale identitet.
Mellem museumsfaglighed og politik
Hvad er årsagen til al denne opmærksomhed omkring røde fjerkapper? Det er overdragelsen af en fjerkappe fra Nationalmuseet i København, kunstkammergenstand nr. H. 5931. Den 120 cm høje røde fjerkappe ankom til Rio i sommeren 2024 og blev afsløret i Rio under stor ceremoniel bevågenhed med deltagelse af Tupinambá-repræsentanter, der afholdt ritualer over flere dage, samt ministre og ikke mindst landets præsident. Fra 2026 vil kappen kunne ses på det nye nationalmuseum, der er ved at genopstå på resterne af det gamle, der nedbrændte i 2018. Siden 1689 har fjerkappen været udstillet i København og betaget generationer af danske museumsgæster. Det var ikke en let beslutning for Nationalmuseet at sige endegyldigt farvel til kappen, men nu får den et nyt liv. Meddelelsen om fjerkappens hjemkomst i år blev en katalysator for de indfødte folks kulturelle synlighed. Det viser, at der kan bo ukendte kræfter i en museumsgenstand, og at genstande kan være stærke nationale eller etniske identitetsmarkører.
Repatriering er et af tidens hotte emner i museumsverdenen. Spørgsmålet om tilbagelevering af genstande udfordrer grænsen mellem museumsfaglighed og politik. Repatriering handler nemlig om begge dele på én gang. Der er en levende interesse i offentligheden, avisskribenter og debattører kommenterer sagerne intenst, studerende og forskere inden for mange fag skriver om det, og selv i Folketinget har vi sidste år haft en debat om repatriering. På Nationalmuseet er repatriering på godt og ondt blevet en del af vores dagligdag, og vi har lært meget af vores sager. Det handler denne artikel om.
Afkolonisering
Fjerkappe fra Tupinambá-folket i montre i Nationalmuseets udstilling ‘Jordens Folk’. Foto fra 2013.
Foto: Nationalmuseet.
De genstande, der oftest kræves repatrieret, ligger på de etnografiske museer i Europa og USA, hvoraf de fleste blev skabt i 1800-tallets anden halvdel til at udforske og formidle menneskehedens og kulturernes historie. Museerne afspejlede deres tid og videnskabssyn og var præget af evolutionisme, diffusionisme og raceteorier med mere. De etnografiske samlinger rummer en dobbelthed mellem kulturel nysgerrighed og kolonial herskertrang. Repatrieringskrav ses oftest i lyset af netop den europæiske og vestlige kolonialisme, der medvirkede til at bringe enorme samlinger af kunst-, natur- og kulturhistoriske genstande fra de koloniserede territorier til kolonimagternes museer og kongelige og private samlinger. De indsamlede genstande spillede til tider en rolle som trofæer eller indgik i tidens videnskabelige projekter, der også hang sammen med at undersøge og kortlægge de koloniserede områders naturressourcer og befolkninger. Siden 1970erne har de fleste etnografiske museer set det som deres mission at skabe udsyn og forståelse for mennesker med andre kulturbaggrunde, og mange museer har udviklet stærkt civilisationskritiske fortællinger. En del har i dag også udviklet strategier om at ’afkolonisere’ egne praksisser, ikke mindst ved at sikre, at retten til at fortolke og fortælle om genstandene bliver delt med repræsentanter for efterkommere af de folk, genstandene kom fra.
Repatrieringskrav anfægter ofte museernes ret til at have de krævede genstande i deres samlinger. Repatriering opstod med afkoloniseringsprocessen efter Anden Verdenskrig. Ganske som i Vesten blev museer en del af nations- og identitetsbygningen i de unge, afkoloniserede stater og samfund, og her sprang det selvfølgelig i øjnene, at mange vigtige genstande befandt sig hos de gamle kolonimagter.
I de senere år er presset på de vestlige museer taget til og forstærket af et indre pres fra akademiske, kunstneriske og aktivistiske miljøer i Vesten, der – inspireret af postkolonial teori – ytrer stærke holdninger til de etnografiske museers berettigelse, ikke mindst efter Black Lives Matter-bevægelsens opståen. Samtidig afspejler den globale dialog om repatriering uden tvivl også en ændret politisk virkelighed, hvor Vestens tidligere dominans udfordres af store, ikke-vestlige vækstøkonomier såsom BRIKS-landene og andre nye, selvbevidste stater, ikke mindst i Afrika. Som svar har flere vestlige regeringer støttet eller pålagt deres etnografiske museer at gennemføre proveniensforskningsprogrammer, hvor større dele af samlingerne omhyggeligt screenes for tegn på voldelige eller problematiske erhvervelseshistorier.
Fra Congo i syd til Samerne i nord
Screenshot af websitet Digital Benin. På tværs af adskillelige vestlige museer samler og udstiller det transnationale projekt de såkaldte Benin-bronzer fra den berygtede engelske plyndring af Benin-hoffet i 1897. Nationalmuseet i Danmark optræder også på sitet med en stribe genstande fra samlingen.
For eksempel er AfricaMuseum nær Bruxelles i gang med i gang med en systematisk kortlægning og typologisering af indsamlerne (videnskabsfolk, handelsmænd, soldater, administratorer osv.) bag samlingen, der stammer fra Leopold 2.s brutale koloniregime i Congo og frem. Museet vil med denne kortlægning zoome ind på de indsamlingshændelser, der har størst sandsynlighed for at involvere vold eller tyveri. Alt sammen med henblik på at hjælpe afrikanske museer og lande i deres arbejde med at stille tilbageleveringskrav. Et andet eksempel er det transnationale Digital Benin-projekt, der på tværs af adskillige vestlige museer samler og udstiller de såkaldte Benin-bronzer fra den berygtede engelske plyndring af Benin-hoffet i 1897. I disse tilfælde er det indsamlingernes – med vore dages blik – uetiske eller ulovlige karakter, der begrunder kravet om repatriering.
I Norden har især de samiske samfund aktivt krævet genstande tilbage, ikke mindst igennem det norske Bååstede-projekt, en museal forhandlingsproces, der strakte sig fra 2012 til 2019 og førte til repatriering af 1.600 genstande fra Norsk Folkemuseum og Kulturhistorisk Museum (Oslo) til museer under det norske Sametinget. Formålet var ifølge parterne at bidrage til ”heling”, både for det samiske og norske samfund, af sårene fra den smertefulde fornorskningsproces, og ved fælles studier at rekonstruere og redde næsten tabt viden om samisk kultur. Det finske nationalmuseum tilbageleverede i 2021 hele dets samiske samling til Sámi Museum Siida, i alt ca. 2.200 genstande. Formålet med denne proces var ”at øge tilgængeligheden af samisk kulturarv i det samiske område; at øge bevidsthed og viden – i Finland og internationalt – om den samiske kultur, fortalt af samerne selv; og at fremme kulturelle rettigheder, mangfoldighed og dialog som grundlæggende forudsætninger for bæredygtighed”. I begge tilfælde blev repatrieringsprocesserne altså til samarbejder og altså til langt mere end blot en formel og fysisk overførsel af ejerskab.
19 år med grønlandsk-dansk repatriering
Erfaringerne fra det samiske ligner i høj grad den erfaring, Nationalmuseet gjorde sig med repatriering af samlinger til Grønland. Utimut (eller tilbagevenden) hed processen, der strakte sig helt fra 1982-2001, og som endte med at sende hele 35.000 museumsgenstande med grønlandsk proveniens retur til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Der er formentlig tale om den til dato største repatrieringssag i verden. Processen blev gennemført af et sekretariat bemandet med både danske og grønlandske museumsfolk, og samlingsgennemgangen førte til en dramatisk øget viden om samlingerne – og til blivende samarbejdsrelationer mellem de to museer.
I Utimut-processen forholdt man sig i mindre grad til spørgsmålet om den betændte museumsproveniens; i stedet var målet, at begge nationalmuseer skulle efterlades med samlinger, der basalt set kunne blive afsæt for de samme typer af forskning og formidling; det vil sige med genstande fra de forskellige dele af Grønland, og forskellige genstandstyper (dragter, våben osv.) repræsenteret begge steder. Kun de humane levn blev en bloc overført til Grønland.
Trommen, fjerkappen og marmorhovederne
Det ene af de to marmorhoveder som Akropolis-museet ønsker udleveret fra Nationalmuseet.
Foto: John Lee/Nationalmuseet.
I de senere år har Nationalmuseet behandlet tre meget forskellige anmodninger om repatriering. Vi mærker tydeligt den politiske vind, der blæser om disse sager. Debattører og presse følger levende med og spiller gerne ind med stærke holdninger. Vi opfatter det som en gave, at den internationale kulturarv i vores samling dermed bliver et samfundsanliggende. Det er i bund og grund en sund debat.
For at kunne håndtere såvel krav som debat har Nationalmuseet udviklet klare retningslinjer for, hvordan vi håndterer sagerne. Tre vigtige grundprincipper er, for det første at alle sager behandles individuelt ud fra en samlet betragtning, for det andet, at der skal ligge faglige vurderinger til grund, og for det tredje, at enhver repatrieringssag afsluttes med en evaluering med henblik på at skærpe processen yderligere.
Når vi modtager et krav, vil vi som det første orientere Kulturministeriet samt nedsætte en faglig arbejdsgruppe med forskere og museumsinspektører fra museet, men også gerne med ekstern deltagelse af eksperter, der skal undersøge såvel kravet som genstandens proveniens så grundigt som muligt. Arbejdsgruppen har en række af kriterier at forholde sig til: For det første selve kravstilleren og vedkommendes ægthed og legitimitet; kunne der tænkes at være andre, mere legitime eller relevante kravstillere eller modtagere af genstanden? For det andet genstandens proveniens og karakter: Er den kommet til museet på problematisk vis? Repræsenterer den religiøs eller tabuiseret kulturarv, som det vil stride mod ICOMs etik at udstille? Indeholder den humant materiale? For det tredje genstandens kulturelle værdi for Danmark og Nationalmuseet holdt op imod samme for kravstiller; her med det udgangspunkt, at vi på museet har til opgave at bevare vores samlinger, og at disse også har en dansk (museums-)historie, men at den opgave i helt særlige tilfælde kan overskygges af kulturværdien for oprindelseslandet. Endelig en vurdering af dens mulige fremtid hos kravstiller: Vil den være i offentligt eje, udstillet og tilgængelig for forskning? Vil den blive bevaret på betryggende vis?
Alle disse overvejelser indgår i en samlet vurdering, der samles i et notat, som på baggrund af sagsfremstillingen fremlægger mulige argumenter for og imod en udskillelse og imødekommelse af repatrieringskravet. Dette notat drøftes i chefgruppen for Forsknings-, Samlings- og Bevaringsafdelingen, som indstiller en beslutning til museets direktion. Indstillingen vendes på sin vej til direktionen af Kulturværdiudvalget, der er nedsat af Kulturministeriet til at forholde sig til eksport af dansk kulturarv. Til sidst indstiller direktionen sin anbefaling til Kulturministeriet, der træffer endelig beslutning.
I de tre sager, vi har haft de seneste år, har der i hvert tilfælde været noget særligt, der gjorde udslaget: Da det samiske museum i Karasjok anmodede om tilbagelevering af en samisk tromme, der havde tilhørt en shaman, der blev dræbt i dansk fangenskab, hvor han var indsat, mistænkt for hekseri, var det udslagsgivende for Nationalmuseet, at trommen havde været uddeponeret i Karasjok i 40 år. Hvad den brasilianske fjerkappe angår, vejede det tungt, at Brasiliens nationalmuseum var brændt med et enormt tab af kulturarv til følge, og at Nationalmuseet i København var indehaver af ikke mindre end fem ud af verdens 11 bevarede Tupinambá-fjerkapper fra 1600-tallet. Nationalmuseet valgte at afvise Akropolis-museets krav om tilbagelevering af to dele fra det gamle Parthenon-tempel med henvisning til, at de hører sammen med en metope, der befinder sig på British Museum, ikke i Athen, og at der ingen tegn var på ulovlig eller uetisk indsamling.
Hvis en repatrieringssag nogensinde bliver nem at beslutte, har vi til gode at se den. Det er dilemmafyldt farvand, og i alle de tre sager var der stærke modargumenter mod de beslutninger, vi endte med at træffe. At have internationale samlinger kan være svært, og af og til hagler kritikken ned over os. Men det tvinger os til at forholde os til spørgsmål, der ligger i kernen af vores museumsfaglighed. Det kan ikke være usundt.
Christian Sune Pedersen er forskningschef på Nationalmuseet.
Litteratur
Mille Gabriel og Jens Dahl (red.), Utimut – Past Heritage, Future Partnerships – Discussions on Repatriation in the 21st Century, Kbh. 2007.
Káren Eller Gaup, Inger Jensen og Leif Parelli (red.), Bååstede – The Return of Sámi Cultural Heritage, Oslo 2021.
Foto, øverst: En rød fjerkappe fra Tupinambá-folket i Nationalmuseets udstilling Jordens Folk. Fotoet er fra 2013.
Foto: Jesper Kurt Nielsen/Nationalmuseet.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 4, 2024.
Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.
