To piger i et gammeldags køkken. Den ene har et tørklæde på i gammeldags bondestil og et ternet forklæde. Den anden står med en blå kedel. Køkkenet har en smedejernsovn og på væggen er der tallerkenrækker. Nogle er musselmalede.

Hvorfor indsamler museer ikke i højere grad genstande til rekvisitsamlinger, der kan have stor værdi for museets formidlingspraksis? Efter en omfattende samlingsgennemgang har vi på Museum Give ændret syn på vores samling og samlingspraksis og indsamler nu målrettet rekvisitter.

Siden 2020 har Museum Give været i gang med en gennemgribende forandringsproces. Sideløbende med en omfattende samlingsgennemgang, har vi gentænkt og genbeskrevet museets ansvarsområde og lavet planer for de kommende udstillinger.

I denne periode har vi udskilt 6800 genstandsnumre fordelt på genstande, bøger og arkivalier. Et fællestræk for de udskilte genstande var en generel mangel på proveniens, en stor grad af dubletter og genstande i en ringe forfatning.

Det har selv sagt været en stor opgave, som ydermere har synliggjort konsekvenserne ved museets udstillingspraksis. De sidste 28 år har museets udstillinger nemlig bestået af udstillingsmiljøer, der inviterer gæsterne helt tæt på genstandene. Noget gæsterne værdsætter højt, men det betyder også at mange udstillede genstande bliver slidt.

Denne periode affødte både tanker om museets eksisterende samling og museets indsamlingspraksis. Måske burde vi ikke udelukkende betragte genstande ud fra et forskningsmæssigt perspektiv, men også ud fra hvorvidt de som rekvisitter kunne få en værdi i relation til kommende udstillinger og anden formidling. Vi har derfor oprettet en egentlig rekvisitsamling og udskilt en del genstande dertil – ligesom vi har igangsat en aktiv indsamling af rekvisitter. De behøver ikke have proveniens, men skal tale ind i museets emnefelt og være noget, som kan bidrage med en værdi i mødet med museumsgæsten.

Et eksempel på, hvad de udskilte genstande kan bruges til, var vores sommerworkshop for børn i 2021.  I samarbejde med Vejle Musik- og Kulturskole inviterede vi børnene til at slippe fantasien fri, når de skulle skabe fortællinger om de mange tørvespader, eng- og kulskovle, som vi havde udskilt fra samlingen. Resultatet var et fantasifuldt og farverigt kunstværk foran museet, kaldet En skov af skovle.

Hvad en samling er og skal kunne

Ordet rekvisit er egentlig mest kendt fra film og teaterverdenen, hvor rekvisitter er genstande, der kan have en betydning for handlingen, give et indtryk af miljø og en tidsperiode, have symbolsk betydning eller fortælle noget om en person. Dette minder i høj grad om måden, hvorved genstande anvendes i museale udstillinger.

Både museumsgenstande eller rekvisitter (ikke replikaer) kan betragtes som det man indenfor fænomenologien kalder for indeksikalske tegn (Huseby, 2017). Det vil sige, at det er ting, der potentielt set har en direkte relation eller kobling til fortiden. Fordelen ved rekvisitter, der ikke skal bevares ligesom museumsgenstande, er imidlertid deres sanselige, men stadig autentiske formidlingsmuligheder. Museumsformidleren kan roligt give besøgende rekvisitterne i hånden og på bedste pædagogiske og kropslig vis skabe en relation til emnet. I museets kommende udstillinger, må alle ting, der ikke er i montrer, berøres og inddrages aktivt i formidlingen. Dette er ud fra devisen om, at tingenes historie bedst fortælles, hvis man må holde dem i hænderne, mærke brugssporene og tyngden.

Spader og skovle er stukket ned i en græsplane. Grebene er nede i jorden og selve skovlene stikker op. De er bemalet i forskellige farver og mønstre. En mand og en dreng står og kigger på samlingen af skovle og spader.

Børnene i museets sommerworkshop var selv med til at placere deres dekorerede spader og skovle – tidligere museumsgenstande – udenfor museet. Foto: Celia E. Simonsen.

Bevaring og brug af rekvisitter

Museet fortsætter med at indsamle og registrere relevante genstande, som vi får tilbudt eller aktivt indsamler. Men kriterierne for at vælge at inkludere en genstand i museets samling er blevet skærpet, så genstanden skal have en unik proveniens, der relaterer sig til museets ansvarsområde. Ikke desto mindre er vi også åbne over for brugbare rekvisitter. Hvis museet afviser en tilbudt genstand, tilbyder vi i visse tilfælde at overtage den, men til vores rekvisitsamling. Her gør vi klart for ejeren af genstanden, at vi ikke forpligter os til at bevare rekvisitten for tid og evighed.

Det er museets samlings- og formidlingsmedarbejdere, der står for at udpege de specifikke typer rekvisitter, som museet ønsker. Denne proces er essentiel for at opretholde en målrettet og velafbalanceret indsamling af rekvisitter.

Bevaringen af rekvisitter er blevet en konkret problemstilling i vores arbejde med nye udstillinger. Et spørgsmål, der fx er dukket op, er: Skal vi bruge penge på bevaringen af rekvisitter? På overfladen kan det synes bagvendt at investere ressourcer i konservering og restaurering af rekvisitter, da der ikke er de samme bevaringsmæssige krav til dem som til genstande i den traditionelle museumssamling. Ikke desto mindre kan det være nødvendigt at overveje bevaringsarbejde for rekvisitterne, da de i sig selv kan være vanskelige at anskaffe eller erstatte, skulle de gå i stykker eller blive beskadiget i mødet med gæsten.

Ud af skammekrogen

Vi vil gerne plædere for at rekvisitten skal ud af skammekrogen, og i højere grad inkluderes i museernes praksisser og strategier. Måske kunne det give anledning til at gradbøje begrebet ’museumsgenstand’ for at inkludere rekvisitter som autentiske kulturobjekter uden at være underlagt samme strenge og restriktive retningslinjer som de registrerede museumsgenstande.

At have en rekvisitsamling, der er adskilt fra den registrerede samling, er på ingen måde unikt. Mange danske museer har rekvisitter til deres formidlingsaktiviteter eller udstillinger. Udfordringen ved aktivt at indsamle og udskille til rekvisitsamlingen er imidlertid, at rekvisitterne er mindre værd som museale objekter, der kommer til at stå uden for registreringsdatabaser og indsamlingsstrategier.
Der er ikke klare ensartede retningslinjer for håndtering, bevaring, opbevaring og registrering af denne type samling. Som konsekvens heraf er der forskellige løsninger på tværs af museerne. Denne manglende standardisering resulterer i en fragmenteret tilgang på tværs af museerne. Manglen på klare retningslinjer betyder, at museerne ikke fuldt ud udnytter potentialet som en rekvisitsamling har. Blandt andet at samlingen bliver mere overskuelig og søgbar, både internt og eksternt.

Vi mener, at rekvisitter bør anerkendes som reelle og værdifulde museumsobjekter, der med fordel bør inddrages i både museernes formidlings-, indsamlings- og bevaringsstrategier. Der er forskel på rekvisitter og genstande, og hvad de skal kunne. Udfordringen er, at der mangler rammer for arbejdet med rekvisitter.

Det betyder, at museernes rekvisitsamlinger og måde at håndtere rekvisitterne på, ikke udnytter objekternes egentlige potentiale. Vi mener, at museerne burde overveje at registrere og dele oversigterne over deres rekvisitsamlinger, da det ville styrke de udstillings- og formidlingsmæssige muligheder på tværs af landets museer. Men det kræver retningslinjer for brugen af rekvisitter, eventuelt en specifik og klar distinktion i SARA. Og ikke mindst, at museerne tager arbejdet med rekvisitter alvorligt.

Celia Simonsen og Rune Clark er museumsinspektører på Museum Give.

 

Foto, øverst
Børn leger og udforsker udstillingen Hedegården. Den inviterer til at blive brugt, men genstandene er alle nummererede og må derfor ikke berøres. Dette overvejer vi at ændre. Foto: Lasse Hyldager.

 

Litteratur
Husby, Hege Børrud: “Ting som Tegn, En intermedial tilgang til udstillingsmediets formspråk” s. 47-65 I: Museumsutstillinger. Å forstå, skape og vurdere kultur- og naturhistoriske utstillinger redaktør: Museumsforlaget, redaktør: Huseby, Hege Børrud og Cederholm, Pia. 2017

 

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 4, 2023.

Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.

Forsiden af Magasinet Museum nr. 4, 2023. Grafik. Forsiden er opdelt i bokse med forskellige farver. Fordelt i boksene står teksten: Er der styr på samlingerne? Magasiner på over 100 danske museer er blevet besigtiget. Så hvad rør sig derude?