I de seneste fire år har projektet Qimmeq kortlagt den grønlandske slædehund. Slædehundens kulturelle betydning, slægtskab og genetik er blevet udforsket og formidlet i samarbejde mellem grønlandske og danske museer, universiteter og andre organisationer. Formålet har været at skaffe og udbrede viden om slædehunden – og derved sikre hundeslædekulturens overlevelse.

Den grønlandske slædehund er et imponerende væsen. Den kan udholde ekstrem kulde og trække tunge læs, og dens sanser og krop er nøje tilpasset det arktiske klima. Slædehundene og den tilhørende slædeteknologi har været en af de centrale forudsætninger for, at det har været muligt for mennesker at bosætte sig, rejse og overleve i Arktis. Også for den videnskabelige udforskning af både Arktis og Antarktis har slædehundene været uundværlige; den højtspecialiserede slædeteknologi og hundene har været afgørende for mange ekspeditioners gennemførelse.

Den grønlandske slædehund har i perioden 2016-2020 været i centrum for et stort samarbejdsprojekt imellem grønlandske og danske museer og forskningsinstitutioner. Projektet Qimmeq (der betyder hund på grønlandsk) har givet ny viden om den grønlandske slædehunds evolution, genetik og enestående tilpasning til det arktiske miljø og ny indsigt i slædehundekulturens betydning i Grønland – både før og nu.

Morten Meldgaard, der er professor ved Ilisimatursarfik (Grønlands Universitet) og Københavns Universitet har stået i spidsen for projektet, der ud over sit oprindelige mål har vokset sig endnu større og ambitiøst med tiden. Hvor det oprindeligt var målet at fokusere på udforskning, dokumentation og formidling af slædehundenes genetik og historie, har projektet også bidraget til en øget bevidsthed om og vilje til at sikre den grønlandske slædehunds fortsatte overlevelse og betydning i den grønlandske kultur.

Hunde i Grønland
• Fra omkring 1.000 år siden blev Grønland gradvist beboet af inuit, der indvandrede fra Sibirien over Nordamerika, og som medbragte nye og effektive transportmidler som kajak og hundeslæder; den såkaldte Thule-kultur. De moderne efterkommere af Thule-hundene er Alaskas malamut-hunde, de sibiriske huskies og den grønlandske slædehund, grønlandske slædehunde har dog en særlig status, mens de øvrige arktiske slædehunde er opblandet med udefrakommende hunde gennem tiden, så har den grønlandske hund været beskyttet mod opblanding. Det betyder, at den grønlandske slædehund – genetisk set – har bevaret alle de kvaliteter og egenskaber, der skal til for at klare sig optimalt som brugshund i den grønlandske natur.
• Grønland er opdelt i et nordligt og østligt slædehundedistrikt og et område, hvor der ikke er slædehunde. Skillelinjen løber omtrent ved polarcirklen – lige syd for Sisimiut og mod østkysten. Det er forbudt at holde slædehunde i det sydlige område, men det er forbudt at have andre hunde end slædehunde i slædehundedistriktet. Denne regel beskytter slædehundebestanden mod sygdomme og opblanding med andre hundetyper.

Hastig kulturforandring

”Qimmeq-projektet har fra starten været tværfagligt og involveret et team af forskere, lærere og studerende, fagfolk og lægfolk fra Grønland, Danmark og udlandet. Denne bredde og stærke forankring i Grønland har givet projektet en dobbeltkulturel identitet og stor gennemslagskraft. Det store fokus på formidling og en levende opmærksomhed på de kulturelle, erhvervsmæssige og politiske interessenter har skabt medejerskab og initiativ til glæde for udviklingen af en bæredygtig slædehundekultur. Vi er blevet overvældede af den positive interesse, der har været for projektet hele vejen igennem,” siger Morten Meldgaard.

Baggrunden for projektet var et markant fald i bestanden af slædehunde i Grønland i løbet af de seneste årtier. Muligheden for at holde og bruge slædehunde i Grønland er udfordret af dels snescootere, dels økonomiske og praktiske problemer med at holde et hundespand der kræver plads, foder, daglig omsorg og infrastruktur. Når fangererhvervet mister betydning, og hunde-pladser flyttes uden for byerne, forsvinder en del af incitamentet til, og muligheden for, at holde slædehunde, og en rig og mangefacetteret kultur ændrer form – og forsvinder muligvis.

Fokus på formidling

I projektet, der er støttet af flere store fonde, var der fra begyndelsen tænkt en markant formidlingsindsats ind. Det omfattede blandt andet en vandreudstilling, fotodokumentation af slædehundekulturen, en række prisbelønnede kortfilm om slædekuske og deres hunde, samt et undervisningsmateriale til de grønlandske grundskoler og en ’coffee table’-bog med projektets forskningsresultater og fotografier.

Derudover har en lang række af projektets deltagere formidlet og indsamlet viden om slædehunden lokalt i Grønland, for eksempel i forbindelse med det nationale grønlandske hundeslædevæddeløb og ved lokale møder, seminarer og workshops, ligesom der er gennemført flere spørgeskemaundersøgelser, og projektet har haft stor gennemslagskraft i Grønland via Facebook og andre medier.

Statens Naturhistoriske Museum står bag en serie af kortfilm, der viser de mangfoldige måder, slædehunde og den grønlandske kultur er sammenvævet på, gennem portrætter af en række slædekuske med meget forskellige baggrunde. Fælles er deres kærlighed til hundene og den kultur, de er en del af. Filmene kan ses online på Københavns Universitets videoportal og har været præsenteret på flere filmfestivaler under den fælles titel When the Dogs are Gone.

Workshops og skolebogsmateriale

Den udadrettede del af projektet er blandt andet opnået gennem en række workshops organiseret af Pipaluk Lykke og hendes initiativ Arctic Nomads, der indgik som en del af Qimmeq-projektet. Initiativet har blandt andet omfattet internationale stormøder mellem slædehundeejere og politikere og erhvervsliv, en omfattende slædebygger-workshop med deltagere fra hele Arktis i Sisimiut og en række dialogmøder med deltagelse af de mange parter, der har interesse i slædehunde og slædehundekulturens overlevelse og de udfordringer, den har i dagens Grønland.

Konklusionerne på de internationale workshops blev udgivet som en række tydelige anbefalinger til bevaring og udvikling af hundeslædekulturen. Anbefalingerne dannede grundlag for en del af det politiske fokus, der efterfølgende er kommet på slædehunden og hundeslædekulturens vilkår for overlevelse.

Endelig har Statens Naturhistoriske Museum stået for udgivelsen af en dobbeltsproget fagbog for børn. Bogen præsenterer slædehundens historie, biologi og sundhed og introducerer til, hvordan man kører slæde, holder hunde og til den betydning slædehunden har og har haft for den grønlandske kultur. Bogen, der er udsendt til alle grønlandske skoler, og som er frit tilgængelig online, kan både læses alene og indgå i undervisningen i den grønlandske grundskole ved hjælp af et tilhørende lærermateriale og opgavehæfte. Under arbejdet med bogen har både den grønlandske uddannelsesstyrelse, læreruddannelse og en række skolelærere og slædekuske givet uvurderlig viden og feedback.

Knopskydning

Selv om selve projektet nu er afsluttet, bøger er udgivet, udstillinger færdiggjort og forskningsresultater publiceret, så fortsætter arbejdet med at skaffe og udbrede viden om den grønlandske slædehund og sikre dens overlevelse. Projektet har blandt andet sat gang i et nyt projekt med fokus på slædehundenes sundhed og sygdomme og i en politisk interesse for at forbedre vilkår for hundeejerne og mulighederne for at drive alternative erhverv med slædehundene – særligt inden for turisme. Og ikke mindst er der påbegyndt et arbejde for at få slædehundekulturen anerkendt som immateriel kulturarv i UNESCO-regi.

Qimmeq-projektet er et eksempel på, at museer – små som store – kan spille en central rolle i spørgsmål af samfundsvigtig karakter, og at disse vigtige spørgsmål, som forskningen belyser, kan få endnu mere gennemslagskraft, hvis der også indtænkes ambitiøse formidlingsmål i projekter. At såvel fondene som projektets samarbejdspartnere var villige til at satse på et projekt af så bred en karakter og med så mangfoldig en skare af interessenter – med de uforudsigeligheder og muligheder det giver – kan i sidste ende gøre forskellen mellem den grønlandske slædehunds liv eller død.

Tværfagligt samarbejde

  • Qimmeq-projektet havde allerede fra begyndelsen en bred kreds af samarbejdspartnere, og flere er kommet til i projektets levetid. Grønlandske museers organisation, Nukaka, var involveret i projektets opstart og udformning, og en række af museerne har i de seneste år haft besøg af den rejsende udstilling, der er et af projektets formidlingsindsatser.
  • Forskningsdelen af projektet var forankret på såvel Ilisimatusarfik og Pinngortitaleriffik (det grønlandske naturinstitut) som ved Københavns Universitet, hvor forskere tilknyttet Globe Institute, Statens Naturhistoriske Museum og Institut for Veterinærmedicin har bidraget til udforskningen af slædehundenes genetik, slægtskab, historie, kulturelle betydning, anatomi og sundhed.

Anne Katrine Gjerløff er chef for formidling og publikumsaktiviteter på Statens Naturhistoriske Museum og projektdeltager i Qimmeq – den grønlandske slædehund.

Fotos: © Carsten Engevang

 

Artiklen er bragt i Danske Museer nr.1, 2021.