Opslag fra artiklen i bladet. Til venstre ses et stort billede af en person i fuld beskyttelsesdragt med åndedrætsværn. De står i et rum fyldt med reoler og opstablede kasser.

Asbest, tungmetaller, pesticider og radioaktive stoffer. Al den kemi, der i tidens løb er blevet forbudt, vil du højst sandsynligt kunne finde på et museum et sted i Danmark. Men hvad med de ansatte, der arbejder i samlingerne til daglig?

Det er en underlig lugt, som Julie Kofod Hansen lægger mærke til som det første. Sødlig. Lidt ligesom gammel dåsemad. Vi er i 2018 og hun befinder sig i Museum Sydøstdanmarks magasin i Køge omgivet af tunge dragkister, udskårne træborde og -stole, kasser fyldt med broderede folkedragter og delikate selskabskjoler. Det hele skal snart flyttes til et nyt sted, og som nyansat samlingsansvarlig er det Julie Kofod Hansens første, store opgave. Men noget er ikke, som det skal være. ”Det var lugten, der gjorde mig opmærksom på, at der var noget galt. Det var grunden til, at jeg besluttede at undersøge sagen nærmere,” siger hun. Lugten skulle senere vise sig at dække over et alvorligt arbejdsmiljøproblem.

Giftbomben i samlingen

Når pressen skriver om museernes udfordringer handler det som regel om økonomi eller dårligt, psykisk arbejdsmiljø. Det handler sjældent om, at museernes fysiske indeklima kan være sundhedsskadeligt. Ikke desto mindre arbejder flere museumsansatte som Julie Kofod Hansen til daglig i et miljø, der potentielt kan skade hendes eget og hendes kollegers helbred med fx kræft, allergier, nedsat fertilitet og lungesygdomme. En udfordring, der giver dilemmaer og bekymring, og som er ressourcetungt at værne sig mod. Det kan i sidste ende kan gå udover museernes formidling og forskning.

Julie Kofod Hansen fra Museum Sydøstdanmark er uddannet konservator og en af dem, der tager sundhedsrisikoen yderst alvorligt. ”Hvis der kommer nye genstande ind, som måske kan indeholde giftrester, holder jeg mig på lang afstand med mindre jeg har maske eller andre værnemidler på,” siger hun. ”Nogen kolleger synes måske jeg er lidt hysterisk.”

Da hun i 2018 skulle stå for at flytte Museum Sydøstdanmarks samling var hun klar over, at det kunne være en risikofyldt opgave. Hun og kollegerne ville komme tæt på genstandene, når de skulle pakkes, og på den måde kunne de indånde store mængder støv. Den mistænkelige lugt indikerede, at støvet kunne være særligt farligt, og derfor gik hun gik på jagt efter svar på, hvor lugten stammede fra.

Da hun en dag gennemrodede museets arkivkasser fandt hun en gammel rapport fra 1980’erne forfattet af en nu afdød konservator, der havde arbejdet på museet. Og da stod det klart, at hun måtte tage lugten alvorligt.

I rapporten beskrev konservatoren, hvordan magasinets genstande var blevet forsøgt beskyttet med forskellige typer af pesticider såsom Lindan og DDT, der engang blev brugt til at tage livet af borebiller i træmøblerne og møl i tekstilerne. Pesticider, der i dag er forbudt, fordi de blandt andet kan give fostermisdannelser og spontane aborter hos gravide kvinder og er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

Farlig historie

Hvad Julie Kofod Hansen gjorde med sin nye viden, vender vi tilbage til, for en ting er, når mølkugler fyldt med gift nænsomt er blevet lagt ind i oldemors gamle silkekjole for at undgå, at den bliver spist. Noget andet er, når genstandene er interessante at bevare, ikke på trods af, men fordi de er sundhedsfarlige.

Sort hvidt foto af en gruppe mænd opstillet som på et klassebillede. De har alle hatte og mørkt arbejdstøj på.

Arbejdere fotograferet i 1929 på Dansk Eternit Fabrik i Aalborg. Helt frem til 1980’erne fremstillede fabrikken tag- og facadebeklædning af blandt andet asbest. Mange af arbejderne blev senere syge. Foto: Aalborg Stadsarkiv, ukendt fotograf.

Syd for Aalborg centrum lå engang et bittersødt industrieventyr med flere liv på samvittigheden. Dansk Eternit Fabrik var en af de centrale drivkræfter i Aalborgs industrielle udvikling, men eventyret fik grumme konsekvenser, for fabrikkens arbejdere fremstillede tag- og facadebeklædning af asbest helt indtil 1985. Mange af dem blev senere syge med dødelige lungesygdomme.

”Asbest var jo det her fuldstændigt vidunderlige, evigt holdbare, brandfaste og kemisk stabile materiale, som man kunne bruge til alt muligt,” siger konservator Per Thorlig Hadsund, der er afdelingsleder for samlingerne på Nordjyske Museer. ”Og så vender mønten pludselig. Man opdager alle skyggesiderne, og vi kender i dag den ubehagelige historie om, hvor langsomt man reagerede på sin viden om, hvor farligt asbest var.”

Blandt andet på grund af de mange syge aalborgensere er fabrikken uomgængelig lokalhistorie, og derfor har Per Thorlig Hadsund været med til at indsamle asbestprodukter, da fabrikken lukkede i 2004. Men han har fra starten sikret sig selv og kollegerne mod det farlige asbeststøv. Udover den emballage produkterne allerede var pakket ind i, har han givet dem en ekstra forsegling og et advarselsmærkat, for at undgå at nogen skulle komme til at åbne dem ved et uheld.

Radioaktive kosttilskud

Men i nogle tilfælde kan sundhedsfaren blive så stor, at museet må skaffe sig af med genstandene, selvom deres historiske betydning er interessant. Det er tilfældet på Medicinsk Museion i København, hvor konservator og samlingschef Ion Meyer gennem 25 år har håndteret stort set alt, hvad museumssamlinger kan opvise af arbejdsmiljøudfordringer lige fra kviksølv, bly, kemikalier og medicin til sprængfarlige – og sågar radioaktive genstande.

Da Ion Meyer engang i 00’erne var i gang med at rydde op i museets enorme samling fandt han nogle kasser, der var mærket med radioaktivt stof. ”Jeg fik med det samme tilkaldt vores arbejdsmiljøsektion, der kunne måle strålingen, og vi kontaktede også Statens Strålehygiejniske Institut (SSI) for at få nogle helt sikre anvisninger,” fortæller Ion Meyer.

Det radioaktive stof radium er i årtier blevet brugt til kræftbehandling, og i 1920’erne og nogle årtier frem troede man også, at stoffet kunne gavne ens helbred, hvis man indtog det som en slags kosttilskud. Derfor havde museet i tidens løb indsamlet sæber, tandpasta og pastiller, der ifølge deres emballage indeholder radium.

Det viste sig, at museet kunne beholde sæberne med ro i sindet. ”Radium var ret dyrt dengang, så det ville have overrasket mig meget, hvis det var blevet puttet i sæbe. De mennesker der købte det blev snydt. Der var intet radium i – heldigvis for dem,” siger han.

Til gengæld måtte radium-pastillerne bortskaffes. ”Vurderingen fra SSI var, at det ikke ville være umuligt at beholde i samlingen, men at det ville være meget vanskeligt at håndtere sikkert. Det synes jeg ikke ville være rimeligt at bruge ressourcer på overfor mine kolleger. Heller ikke om 10 eller 20 år.”

Det eneste originale vidnesbyrd om radiumpastillerne er nu den tomme papæske, som museet kunne beholde, da den ikke var radioaktiv. Ion Meyer kan godt ærgre sig over, at det var nødvendigt skille sig af med indholdet i æsken. ”De radioaktive genstande dokumenterer jo udviklingen i den rolle, som de radioaktive stoffer spillede. De vidner om en periode, hvor man troede på deres virkning og brugte dem på måder, der slet ikke var undersøgt.”

Konservatorsnue

Et langt mere velkendt indeklima-problem, som man indtil for nylig troede var løst med bedre klimastyring, er ikke kemisk, men mikrobiologisk. Det er nemlig den famøse magasinplage skimmelsvamp. Men for nylig er en ny type af skimmelsvampe blevet opdaget i flere museumsmagasiner i Danmark på trods af, at museerne overholder alle retningslinjer for indeklimaet. Bag opdagelsen står konservator Camilla Bastholm, der er chef for magasinering på Nationalmuseet og er i slutfasen af en ph.d.-afhandling om svampene.

”De ligner ikke det man normalt forbinder med skimmelsvamp, som er lodne, sorte eller blågrønne pletter. De tørketolerante svampe, der gror i vores museumsmagasiner er overvejende hvide eller gennemsigtige og ligner mere udkrystalliseringer af for eksempel salte,” siger Camilla Bastholm.

Endnu sværere bliver det af, at de gængse målemetoder, som fx analyseinstitutter bruger, ikke kan identificere de nyopdagede svampe. Derfor er de blevet overset på flere museer.

Skimmelsvamp er ellers ikke noget man skal kimse af, selvom flere kilder, som Magasinet MUSEUM har talt med, beretter, at det i mange år er blevet opfattet som noget man må tage med som et nødvendigt onde i sit arbejdsmiljø, hvis man arbejder på museum. ’Konservatorsnue’, som man kalder løbende næse, er noget der er blevet trukket på skuldrene af, på trods af at det er en tidlig allergisk reaktion på fx skimmelsvamp.

Der er ellers god grund til at tage det alvorligt ifølge Anne Mette Madsen, der forsker i mikrobiologi på Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø og har været vejleder på Camilla Bastholms ph.d.-afhandling.

”Allerede i 1980’erne var der et svensk studie med en museumsansat, der havde fået feber, kulderystelser, kvalme og hoste på grund af en meget høj koncentration af svampesporer i hendes luftveje. De stammede fra nogle gamle bøger, som hun tit flyttede rundt på i løbet af arbejdsdagen,” siger Anne Mette Madsen og forklarer, at allergien kan blive så slem, at man må skifte arbejdsplads eller arbejdsopgaver. For når først man har fået allergi, kan man reagere på selv meget lave koncentrationer af skimmelsvamp. Anne Mette Madsen anbefaler, at man er opmærksom på tidlige allergiske reaktioner, såsom irritation i øjnene, eller hvis man begynder at rømme sig meget på jobbet eller får løbende næse.

Lige præcis ’konservatorsnue’ er et begreb, der gør Camilla Bastholm trist til mode. ”Det er et ord jeg har hørt i sammenhænge, hvor folk er kede af, at deres symptomer ikke bliver taget alvorligt,” siger hun.

Camilla Bastholm er konservator, men som forhenværende medicinstuderende og arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentant er arbejdsmiljø et interessefelt. Og hun bliver ofte ringet op af museumsfolk, der har brug for at sparre, hvis de har et problem med skimmelsvamp, kemikalier eller lignende sundhedsrisici i deres arbejdsmiljø. Hun oplever, at der er en klar forskel på om dem, der ringer er projektansatte eller fastansatte. ”De projektansatte er tit mere beklemte ved situationen og nervøse, fordi de ikke tør stille krav til deres arbejdsmiljø.”

Der er gode grunde til, at folk ringer, mener hun. ”Vi er en branche der måske går lidt under radaren, når det kommer til kemi og sundhedsskadelige stoffer i arbejdsmiljøet. Formentligt primært af uvidenhed, fordi mange sidestiller museumsarbejde med kontorarbejde, hvor det ofte er ergonomi, som er i fokus.”

Det kan gå ud over udstillinger og forskning

En af dem, der har sparret med Camilla Bastholm er Julie Kofod Hansen fra Museum Sydøstdanmark. De to kender hinanden fra konservatormiljøet, og tilbage i 2018, da Julie opdagede den mistænkelige lugt, havde hun brug for flere øjne på problemet. Hun fortalte Camilla, at hun kædede lugten sammen med de gamle konservatorrapporter, og at hun var bekymret for, at samlingen var fyldt med pesticidrester. Men hun havde brug for beviser. Camilla var enig i Julies mistanke, og de kom frem til at Julie med fordel kunne tage støvprøver fra de forskellige rum i samlingen, fordi pesticidresterne højst sandsynligt ville være at finde i støvet.

Person i fuld beskyttelsesdragt med åndedrætsværn. De står i et magasin fyldt med reoler og opstablede kasser.

I 2018 opdagede samlingsansvarlig Julie Kofod Hansen et alvorligt arbejdsmiljøproblem i Museum Sydøstdanmarks samling. Da samlingen kort efter skulle flyttes til et nyt sted måtte hun og kollegerne iføre sig fuld ’rumdragt’ og åndedrætsværn med udsugning og pakke hver eneste af samlingens over 100.000 genstande ind i plastik. Foto: Julie Kofod Hansen.

Det viste sig, at pesticiderne var overalt. ”Faktisk kunne vi spore dem helt inde i malerisamlingen, selvom malerierne jo aldrig er blevet behandlet med pesticider og befinder sig i et helt andet rum. Det siger jo noget om, hvor langt giften kan sprede sig gennem luften og støvet,” siger Julie Kofod Hansen.

Det viste sig også, at så snart Julie og hendes kolleger skulle flytte på genstandene, ville pesticider blive hvirvlet op med støvet, og koncentrationen ville blive farlig for deres helbred. For at kunne flytte museets samling måtte de derfor iføre sig fuld rumdragt med udsugning – det såkaldte ’turboværn’ – og de måtte pakke hver eneste af samlingens over 100.000 genstande ind i plastik.

Den dag i dag er hele samlingen og dens tusindvis af genstande stadig pakket ind for at forhindre det farlige støv i at havne i personalets luftveje. ”Selvom vi selvfølgelig har systematiserede lister, så er det enormt besværligt at overskue samlingen, når alt er pakket ind i plastik, og det er besværligt at håndtere, når man skal have turboværn på, hver gang man skal kigge på en genstand,” siger Julie Kofod Hansen. Ved at støvsuge en trækiste har hun testet om pesticidresterne kunne fjernes, men kort tid efter viste støvprøverne igen, at der var pesticider i støvet. Det har konsekvenser.

”Sundhedsskadelige samlinger underminerer tilgængeligheden for publikum, forskere og andre brugere. Det er jo svært at bruge samlingen til en udstilling eller at undersøge den som forsker, når der er insektgifte, skimmelsvamp eller andre sundhedsskadelige problemer i den,” siger Camilla Bastholm som argument for, at man ikke bør stille sig tilfreds med bare at skrue op for værnemidler og andre beskyttelsesmetoder. ”Derfor er det vigtigt at forsøge at fjerne problemet og fremadrettet forebygge, at det opstår.”

Det har Ion Meyer forsøgt på Medicinsk Museion. Han har udskiftet en del af den allergi- og kræftfremkaldende formalinvæske i museets mange glas med humane præparater for at kunne vise de konserverede kropsdele sikkert frem i en ny udstilling. ”Jeg ønsker ikke, at publikum skal være i tvivl om, hvorvidt det kan være farligt at gå rundt i udstillingen,” siger han. Derfor har han udviklet en væske, der er konserverende, men ugiftig, og som kan bruges som erstatning for formalinen.

Den nagende bekymring

Men hvad med medarbejderne? Er de bange for, at en tikkende giftbombe detonerer under deres helbred på grund af deres arbejde? Og hvordan tackler de risikoen?

”Det er da ikke rart at gå på arbejde og få at vide, at jeg potentielt kan blive syg om 20-30 år”, siger Susanne Krogh Jensen. Hun er historiker og samlingsansvarlig på Danmarks Tekniske Museum og er først i år blevet bekendt med to alvorlige arbejdsmiljøproblemer i museets samling. Dels et forhøjet niveau af tungmetaller, som stammer fra samlingens mange motorer, og dels at selve magasinbygningen udskiller miljøgiften pcb, der i dag er forbudt.

Hun er i tvivl om hun er klædt på til at håndtere det. ”Min udfordring er, at det er mig, der skal finde løsninger på problemet, og det er jeg jo ikke uddannet til,” siger hun. ”Rent personligt kunne jeg godt bruge et allround-kursus i materialelære.”

Selvom hun ikke bryder sig om at tænke på, at indeklimaet i samlingen måske kan gøre hende syg i fremtiden, så har hun forståelse for, at museets økonomiske situation gør det svært at løse problemet fra den ene dag til den anden. ”Det er svært at finde penge et sted, hvor der ikke er nogen, og det er dyrt at få bevaringscentrene til at lave analyser, hver gang vi skal vurdere om nogle genstande udgør et arbejdsmiljøproblem,” siger hun. Derfor – og på trods af en presset økonomi – arbejder museet hen mod at få ansat en konservator til at hjælpe med samlingen.

DM, der er fagforening for de fleste museumsansatte, har ikke en nøjagtig statistik over antallet af arbejdsskadesager, der vedrører museernes indeklima, men fagforeningens advokat Joachim Faber-Rod oplyser, at han i løbet af sine syv år i DM kan tælle sagerne på én hånd.

“Men selvom det ikke lyder af meget, så er det ikke det samme som, at der ikke kan være et stort problem,” siger DM’s forhandlingskonsulent Øjvind Vilsholm og uddyber: “Først og fremmest er det ifølge lovgivningen den praktiserende læges pligt at anmelde erhvervssygdomme som arbejdsskade. Og det er desværre ikke sikkert, at alle læger husker at spørge ind til arbejdsmiljøet, når du kommer til konsultation med dine symptomer. Så hvis du heller ikke selv tænker over at nævne det, så bliver din lidelse måske aldrig opfattet som arbejdsrelateret. Dertil kommer, at det ikke er alle medlemmer, der kontakter DM i forbindelse med deres sag, og derfor får vi ikke kendskab til den. Så vi må nok regne med, at der kan være et større mørketal.”

På Museum Sydøstdanmark er Julie Kofod Hansen ikke bekymret for pesticidresterne i museets samling i det daglige. Men tanken om langtidsvirkningerne spøger alligevel.

”Jeg er ikke nervøs for at gå på arbejde, for vi sørger for at beskytte os mod for høje niveauer af pesticider. Men jeg kan godt være bekymret for ophobningen i min krop og cocktaileffekten af forskellige kemikalier over et langt arbejdsliv. Jeg har stadig mange år tilbage på arbejdsmarkedet og hvis jeg bliver udsat for en lillebitte smule hver dag – udover det jeg ligesom alle andre mennesker bliver udsat for i mit privatliv – så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om jeg kan blive syg af det.”

Louise Trier er redaktør på Magasinet MUSEUM.

 

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 4, 2023.

Layout: Bjørn Ortmann.

Køb abonnement eller eksemplarer af bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.

Forsiden af Magasinet Museum nr. 4, 2023. Grafik. Forsiden er opdelt i bokse med forskellige farver. Fordelt i boksene står teksten: Er der styr på samlingerne? Magasiner på over 100 danske museer er blevet besigtiget. Så hvad rør sig derude?