Værk, hvor symboler, som fx for handcaptoilet, herretoilet og pile, der pegeri forskellige retning, er lagt oveni hinanden mange gange, så de skaber en form for abstrakt geometrisk mønster i orange, og blå nuancer.

Det kan være sin sag at gå på museum, hvis det er svært at læse. I tysktalende lande bliver fænomenet ’Leichte Sprache’ derfor mere og mere udbredt på museerne. Men kan det virke stigmatiserende?

En vigtig del af tilgængelighed er at skabe en oplevelse, hvor alle føler sig velkomne, nysgerrige og engagerede uden at blive overvældet af tunge tekster eller akademisk fagsprog. Mange har oplevet at stå foran en lang udstillingstekst og følt sig hægtet af. At åbne sproget handler også om at tage højde for de mange måder, vi møder og forstår verden på. Der skal være plads til os alle, uanset om vi lever med en kognitiv funktionsvariation som Downs syndrom, er neurodivergente, har et andet modersmål eller er svage læsere.

Mørkegrå stenagtig tavle, der ligner den klassiske fremstilling af tavlerne med de ti bud, som Moses fik fra Gud. På tavlen stå en tekst skrevet med en gul symbolagtig skrift. Der er tegn, der fx ligner tre striber med tre prikker under eller en cirkel brudt af linjer med linjer i forskellige størrelse indeni. Der er også menneskefigurer som symbolerne for en handicappet person i en kørestol eller symbolerne for herre- og dametoiletter.

Eric Beier, ‘Tablets of Law’, 2023, 50 x 30 cm.
Værket ligner en oldtidsagtig tavle med indgraveret skrift, men teksten består af kunstnerens eget piktogramsprog. Tegnene minder om ikoner for tilgængelighed og skaber en forbindelse mellem fortidens love og nutidens normsystemer.
Foto: Eric Beier

Leichte und Einfache Sprache

Det står i FNs handicapkonvention: Alle skal have adgang til informationer i et format, der passer til deres behov. Men lever museerne op til det? I de tysktalende lande er svaret desværre nej. Derfor ser vi nu flere museer, der tilbyder formidling, ikke kun på andre fremmedsprog, men også i enklere og mere tilgængelige sprogformer.

I Tyskland, Østrig og Schweiz skelnes der mellem ’Leichte Sprache’ og ’Einfache Sprache’. Hvor Leichte Sprache er meget forenklet sprog, der følger faste regler med korte sætninger, enkle ord, mange mellemrum og forklarende billeder, er Einfache Sprache moderat forenklet sprog.

Oprindeligt udviklet til brug i det offentlige system anvendes Leichte Sprache i dag også af museer som supplerende formidlingstilbud. Udfordringen er at forenkle uden at miste vigtige nuancer. Informationer på Leichte Sprache, som er den mest forsimplede form, er gjort så enkle, at man hverken behøver særlige forudsætninger eller være en stærk læser for at forstå dem. Når der arbejdes med Leichte eller Einfache Sprache, er det afgørende at vurdere teksterne i samarbejde med målgruppen – mennesker med funktionsnedsættelse ved bedst, hvad der fungerer.

Organisationer som Büro für Leichte Sprache Köln støtter museer i at udvikle og kvalitetssikre lettilgængelige tekster. “Vi oplever stigende efterspørgsel fra institutioner, der vil gøre deres formidling mere tilgængelig,” siger redaktør Marion Zang. Städtische Galerie Dresden tilbyder materialer, audioguides og rundvisninger på Leichte Sprache, Historisches Museum Frankfurt arbejder med vægtekster på Leichte Sprache som supplement og Bach-Museum Leipzig har udviklet en app på Leichte Sprache. Mange gør brug af tilbuddene i hverdagen – på tværs af målgrupper. Men risikerer vi, at sproglig forenkling fjerner for mange nuancer – eller utilsigtet fører til ’othering’, hvor mennesker med funktionsnedsættelse fremstilles som ’de andre’? Ville det ikke være bedre at satse på én fælles formidling, der er klar og enkel uden at være forfladiget? Og kan vi overhovedet favne alle behov?

Hvad er Leichte Sprache?
  • Leichte Sprache har rødder i 1970erne i Sverige og USA som del af borgerrettigheds- og handicapbevægelserne, der kæmpede for større adgang til information for mennesker med kognitive og sproglige udfordringer.
  • I Tyskland blev Leichte Sprache udbredt fra midten af 1990erne, blandt andet gennem initiativer fra Lebenshilfe-foreninger.
  • Leichte Sprache følger faste regler: korte sætninger, enkle ord, mange mellemrum og forklarende billeder.
  • Udviklingen i Tyskland hænger tæt sammen med FNs Handicapkonvention, der blev ratificeret i Tyskland i 2009. Den fastslår retten til adgang til information i tilgængelige formater (artikel 9 og 21).
  • Studier viser, at Leichte Sprache ikke kun bruges af mennesker med handicap, men også af mange andre – fx ældre, folk med tysk som andetsprog og travle besøgende.

Balancekunst i mangfoldighedens navn

For at få et perspektiv på denne balancegang har jeg talt med Alexandra Arnold, direktør for Lebenshilfe Schleswig-Holstein – en organisation, der arbejder for at støtte mennesker med handicap og deres familier i at leve selvstændigt og deltage ligeværdigt i samfundet:

“Leichte Sprache er efter min mening et stort skridt i retning af mere tilgængelighed. Men om det virkelig kan dække alles behov, er tvivlsomt. Der er jo en grund til, at man skelner mellem Leichte Sprache og Einfache Sprache. Måske er det prisen for inklusion, at vi må acceptere en vis risiko for stigmatisering – hvis målet er, at alle skal kunne være med, uanset forudsætninger. For selv med Leichte Sprache er udfordringen ikke løst fuldstændigt. Mennesker med funktionsnedsættelse er lige så forskellige som alle andre. Føler døve personer sig for eksempel ekskluderet, hvis der ikke er en tegnsprogstolk – eller stigmatiseret, hvis der er? Nogle gange er folks behov endda modstridende: Det, der hjælper én, kan være en hindring for en anden. Måske forsvinder hele spørgsmålet om stigmatisering, hvis de tilgængelige tilbud bliver en helt naturlig del af hverdagen. Vi mennesker lægger jo typisk kun mærke til det særlige – indtil det er blevet en selvfølge. Det vigtigste er, at vi ikke lader frygten for at stigmatisere nogen forhindre os i overhovedet at begynde. Et klart første skridt er at bruge et let forståeligt sprog – og at have en grundlæggende bevidsthed om mangfoldighed i alle former for kommunikation.”

At arbejde med sproglig åbenhed handler ikke om at ensrette oplevelsen, men om at skabe fleksible rum, hvor mennesker kan møde oplevelser, historier og fællesskaber på deres egne vilkår. Når vi sørger for flere måder at formidle på, fjerner vi ikke bare barrierer – vi åbner også for flere former for deltagelse, selvbestemmelse og fælles oplevelser. For det er samspillet mellem den enkeltes forudsætninger og omgivelserne, der afgør om en forskel bliver en barriere eller en mulighed. Hvis vi som samfund og som museer konsekvent tænker mangfoldighed ind i vores formidling, kan vi måske i fremtiden slippe for at tale om “funktionsnedsættelser” – fordi forskellighed bare vil være en naturlig del af det, vi kalder fællesskab. Men for at komme dertil må vi også forstå sproget som mere end ord: som en kraft, der former, hvem der overhovedet får adgang.

Værk, hvor symboler, som fx for handcaptoilet, herretoilet og pile, der pegeri forskellige retning, er lagt oveni hinanden mange gange, så de skaber en form for abstrakt geometrisk mønster i orange, og blå nuancer.

Eric Beier, ‘Vitamine’, 2019, akryl på lærred, 165 x 120 cm.
Foto: Eric Beier

Sproget er en superprotese

Billedkunstneren Eric Beiers kunst sætter netop dette under lup. Han arbejder med velkendte piktogrammer – figurerne for mand, kvinde og kørestolsbrugere, som vi kender dem fra fx offentlige toiletter – men opløser dem delvist og bygger et nyt billedsprog. I hans værker forvandles det genkendelige til noget, vi må se på med nye øjne. Beier stiller spørgsmålet: Hvorfor er det netop bestemte forskelle, vi vælger at bygge strukturer og adgang omkring? Hvorfor er det netop bestemte forskelle, vi organiserer samfundet omkring? Og hvad sker der, hvis vi gentænker inklusion radikalt – ikke som en tilføjelse, men som en grundpræmis? I et af sine værker gengiver han artikel 30 i FNs Handicapkonvention med sit karakteristiske piktogramsprog. Artikel 30 handler om retten til at deltage i kulturlivet på lige fod med andre – en grundlæggende rettighed, der ofte overses, når adgangsbarrierer ikke kun er fysiske, men også sproglige og symbolske. Ved at omforme skriften i sit værk gør Beier det tydeligt, hvordan adgang handler om mere end trapper og ramper: Det handler om at kunne se sig selv repræsenteret og blive inviteret ind i fællesskabet. Værket blev vist i udstillingen Beundret, samlet, udstillet. Handicap i barokkens og nutidens kunst på Grünes Gewölbe, Staatliche Kunstsammlungen Dresden og fungerer som en skarp påmindelse om, at retten til deltagelse starter med retten til at kunne læse verden.

“Skriften er en superprotese,” siger Beier. “Dem der skriver reglerne, bestemmer, hvem der får adgang.”

På samme måde må vi se sproget som en adgangsnøgle – og sproglig tilgængelighed som en demokratisk nødvendighed. Ved at arbejde med flere niveauer af formidling skaber vi ikke perfekte løsninger. Men vi skaber flere muligheder for flere mennesker.

Laura Krogh Fogt er kunsthistoriker og volontør på Städtische Galerie Dresden.

 

Foto, øverst: Udsnit af Eric Beier, Vitamine, 2019, akryl på lærred, 165 x 120 cm.

Foto: Eric Beier

 

Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 3, 2025.

 

Køb Magasinet Museum, nr. 3, 2025

Køb abonnement

Forside Magasinet Museum nummer 3, 2025. Foto af gulv, hvor der er en række symboler fx dem, der er ved toiletter for mænd, damer og en person i kørestol. Derudover er der en række andre symboler, der er sværere at afkode. Tekst på forsiden: Adgang for alle. Alt for ofte er museer lukket land for mennesker med handicap. Hvad gør vi?