Fortidens stemmer, fodtrin og tikkende ure genlyder i dag i forfatterhjemmet Johannes Buchholtz’ hus i Struer. Men museet skulle først igennem grundige undersøgelser for at nå frem til det ønskede soundscape.
Ved Struer Museum ligger forfatterhjemmet Johannes Buchholtz’ hus. Hvis man sammenligner, hvor kendt Johannes Buchholtz var i sin egen tid med hvor få, der kender ham i dag, så er han nok en af Danmarks mest glemte forfattere. Til gengæld er hans hjem et af Danmarks mest velbevarede. Selv potteplanterne i vindueskarmen stammer fra de potteplanter, der stod i vinduet da Johannes’ kone, Olga, døde i 1957.
Buchholtz’ hjem var præget af en særlig stemning. Der var stor gæstfrihed og stort set hele 1920’ernes og 1930’ernes kulturelle, danske elite besøgte Buchholtz-parret – tillige med en mængde mere lokale venner og bekendte. Det var et hjem, der genlød af musik, sang og hjertelige samtaler.
Derfor var ideen om at sætte lyd på huset nærliggende. Samtidig var den også en lille smule ærefrygtindgydende, for huset står så uberørt i sig selv, og man har gennem alle husets år som museum været tilbageholdende med at indføre et formidlende lag i huset.
Autenticitet vs. originalitet
Når talen falder på husmuseer, er det ikke helt uhørt, at begrebet ’autentisk’ bruges lidt i flæng som et synonym for originalt eller uberørt. Men autenticitet handler i virkeligheden om menneskets oplevelse af sin omverden. Om gæsten får en autentisk oplevelse, handler ikke blot om husets materielle væren, men også om gæsten selv og om den iscenesættelse museet foretager gennem sin formidling. Mulighederne i denne iscenesættelse er selvfølgelig bundet af bygningens historie, men det er på ingen måde umuligt at give gæsten en oplevelse af autenticitet i en bygning som er grundlæggende uoriginal.
Så det spørgsmål der med det samme rejste sig på bagkant af ideen om at lægge lyd på huset, var hvorledes man kan lave soundscapes, som kan underbygge oplevelsen af autenticitet? For lyden ville med det samme kunne aflæses som værende rekonstrueret og uoriginal. Samtidig ville lyde som gæsten aflæser som ’forkerte’, som ikke hørende til huset eller tiden, kunne spolere den oplevelse af autenticitet, som huset ellers i sig selv giver potentiale for.
Et første krav til vores soundscapes var derfor, at de skulle opleves som dynamiske og ikke-repeterende. Det vil sige, at de enkelte lyde og scenarier ikke skulle afspilles efter et bestemt mønster, men dukke op efter en styret tilfældighed, sådan at to besøg i huset aldrig ville være helt ens. Vi fik derfor hurtigt øje på CAVI – Aarhus Universitet, som i væksthusene i Botanisk Have i Aarhus havde produceret et sådant ’naturligt’ soundscape. Heldigvis kunne CAVI også se perspektiverne i sammen at undersøge, hvordan vi kunne designe vores soundscapes, så de både baserede sig på vores historiske kilder og samtidig kunne give autentiske oplevelser. Vores andre samarbejdspartnere fandt vi på Museum Midtjylland og på Museum Skanderborg, der ejer to andre typer af husmuseer: et rekonstrueret stuehus og en bunker fra Anden Verdenskrig. Også her var man interesserede i at sætte lyd til de historiske bygninger, men uden at det gik ud over potentialet for autentiske oplevelser.
Husets lydhistorie
Det centrale rum, spisestuen, i Buchholtz’ hus, hvor flere skjulte højtalere kan give en lydmæssig oplevelsen af, at en person går hen over gulvet, eller at en flue flyver fra vinduet og ud i gangen. Foto: Struer Museum.
Både i Buchholtz’ hjem, stuehuset og bunkeren var det ambitionen fra start, at vores soundscapes skulle bidrage med mere end stemning til husene. De skulle være baseret på historiske undersøgelser af, hvordan der rent faktisk lød i husene på Buchholtz’ tid, og skulle designes, så de var i overensstemmelse med det.
Til den lydhistoriske undersøgelse udviklede vi en metode, hvor vi kategoriserede hver genstand ud fra dens lydprofil. Langt de fleste genstande har en potentiel lyd, om end den for en dels vedkommende blot består af et bump, hvis den smides på gulvet. Interessant var ikke mindst de markante og selvstændige lydgivere. I Buchholtz’ hus kunne der være tale om radioen og bekkasinen, som begge skulle tændes, men som derefter i længere tid ville levere en karakteristisk lyd. En anden kategori var de markante lydgivere, såsom flyglet i Johannes Buchholtz’ hus, som kun afgav lyd, mens det blev benyttet, men som har sat sit meget tydelige præg på husets soundscape. Vigtige var også selvstændige, men ikke markante lydgivere, først og fremmest urene, hvis tikkende lyd næsten kan forsvinde, men som ikke desto mindre har været en grundlæggende del af soundscapet.
Genstandslisterne blev kombineret med diverse skriftlige kilder, som kunne fortælle om livet og funktionerne i bygningerne. I tilfældet med Buchholtz’ hus bestod kilderne primært af erindringer og brevmateriale, der beskrev dagligdagen i huset, mens bunkeren og stuehuset i Skanderborg og Herning krævede andet materiale, der beskrev funktioner og begivenheder og den typiske dagligdag i de to bygninger.
Interaktivitet forbudt
Efter museerne havde lavet de historiske undersøgelser overtog CAVI teten i projektet og afholdt en række workshops omkring designet af de faktiske soundscapes. Der lå i forvejen en række forudsætninger for designet, som var blevet besluttet med baggrund i hele projektets formål og de rammer, som lyden skulle fungere i. For eksempel måtte lyden ikke trænge sig for meget på, men skulle være på en gang diskret og dynamisk. Den skulle opleves som en naturlig del af huset, og ikke som noget der var der for gæstens skyld. Hvis gæsterne eksempelvis selv skulle vælge lyde i en interaktiv installation, ville det være imod begge principper, da lyden så både ville tage det meste opmærksomhed og ikke ville opleves som en del af huset. Selv den interaktivitet som består af sensorer, der sætter lyden i gang, når man kommer ind i et rum, ville være imod projektets formål. En tredje forudsætning var, at der ikke skulle være skuespillere og tale, som en del af vores soundscapes, da det ville have stort potentiale for at bryde oplevelsen af autenticitet. Allerede i kortlægningen af de historiske soundscapes blev det imidlertid klart, at hvis vi undlod menneskelig tale, så ville vores soundscapes blive for diskrete. Der ville ganske ofte være stille.
Lyden af en avislæser
Den lille stue i Buchholtz’ hus, hvor man blandt andet kan være heldig at høre Olga læse et brev op for Johannes, som hun er ved at skrive til deres veninde, forfatterinden Jo Jacobsen. Foto: Struer Museum.
Resultatet af designprocessen blev, at et soundscape kom til at bestå af et grund-soundscape baseret på vores historiske undersøgelser. Mange gæster vil ikke selv blive opmærksomme på grund-soundscapet, når de er i huset, men opfatte det som naturlig lyd. Ovenpå grund-soundscapet blev der lagt en række mini-scenarier, som består af mindre lydmæssige begivenheder. Det kunne eksempelvis være en person, der går gennem rummet, sætter sig i en stol og læser avisen. Dertil kommer en stribe egentlige lydscenarier. Et af dem består eksempelvis i, at man i Buchholtz’ arbejdsværelse på 1. sal kan høre Johannes Buchholtz fra sofaen diktere en af sine historier til sin sekretær, der skriver på maskine. Undervejs hører man, hvis man er nedenunder, at det banker på hoveddøren. Man hører en person, hustruen Olga, gå fra stuen ud i entreen og åbne hoveddøren, og der udspiller sig en dialog, hvor en uventet gæst afvises med henvisning til, at Johannes arbejder.
På den måde blev der pakket meget indirekte formidling om livet i huset ind i vores soundscapes. Samtidig er det ikke meningen, at folk skal føle, at de skal stå stille og lytte, hvilket også ville være imod ideen i det dynamiske soundscape og oplevelsen af lyden som en del af huset. Eksempelvis er dikteringen i arbejdsværelset så tilpas langtrukken, at langt de fleste vil forlade værelset undervejs, og andre igen vil slet ikke opleve den, fordi det scenarie enten ikke spiller under deres besøg eller fordi de opholder sig i en anden del af huset.
CAVI har været en helt central og uundværlig samarbejdspartner i projektet. Udover at stå for designprocessen har de udviklet styresystemet, produceret de tre soundscapes og installeret de mange højtalere i de tre bygninger. Det er også CAVI, der er hovedaktør i evalueringen af, hvorledes publikums oplevelse stemmer overens med vores ambitioner. I skrivende stund er evalueringen ikke afsluttet, men vi mener, at vi har tilført husene et ekstra lag af oplevelse, viden og forståelse, uden at have taget noget fra dem.
Projektet var støttet af VELUX Fondens Museumsprogram.
Jesper Bækgaard er museumschef på Museum Østjylland og tidligere museumsleder på Struer Museum.
Opslag fra bladet, layout: Bjørn Ortmann.
Artiklen er bragt i Magasinet MUSEUM nr. 1, 2023.
