De personlige historier slår hul i tiden og baner vej til vores hjerter. Men kan det blive for meget og for svært? Museumsinspektør Anna Louise Siggaard fortæller her om følelsesdesign og en øjenåbnende oplevelse med en modstandsmands rystende historie.
Hvad gør man, når man står med tårer i øjnene sammen med gæster midt i en omvisning? Når man mærker noget presse sig på med en knugende fornemmelse i maven. Når man står med et overvæld af følelser, der er skabt af en personbåren fortælling i et kurareret udstillingsrum. På Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie har vi i 2020-2023 vist udstillingen SPOR af Besættelsen. I udstillingen fortalte vi blandt andet modstandsmanden Mogens Eeg Sørensens personlige historie. Jeg husker tydeligt, da jeg læste den første gang. Den gav mig ondt i maven og i hjertet.
Mogens’ historie
Mogens Eeg Sørensen var en mand i Grindsteds modstandsbevægelse. Da modstandsbevægelsen blev optrevlet, blev Mogens tortureret og taget til fange af Gestapo. Han kom til Frøslevlejren og videre til kz-lejren Neuengamme. Under umenneskelige forhold arbejdede Mogens i lejren. Alt var taget fra ham. Lig lå i bunker overalt. Lugten af død glemmer man ikke. Mogens’ arbejde var blandt andet at læsse vogne med de døde og skubbe dem sammen med en skovl. Han skulle også køre andre fanger, gamle, syge og børn til stationen. De troede, de slap væk. Men Mogens vidste godt, hvad der skulle ske. I stedet blev de skubbet ind i kreaturvogne, hvor de fik lov at skrige i tre døgn. Så holdt skrigene op. Det var Mogens’ værste minder. Og dem har vi fået indblik i, for Mogens overlevede sit fangenskab og kom hjem til et befriet Danmark.
Mogens Eeg Sørensens fangeskilt fra Neuengamme.
Foto: Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie.
Design af følelser
Udstillinger er i sig selv ikke følelsesladede. Følelserne skabes i interaktionen mellem gæsterne og udstillingens indhold. Som kuratorer forsøger vi at designe udstillinger og bruge historier, der muliggør denne interaktion, og her er den personbårne historie særlig. Interaktion kan påvirkes af flere parametre, for eksempel hvilke genstande vi viser frem, hvordan vi fortolker dem, hvilken historie og kontekst vi skaber ud af det, forskellige iscenesættelsesgreb og så videre. Det er alt sammen valg, som selvfølgelig er bestemt af indholdet – i dette tilfælde den personbårne historie – men det er også valg, der bestemmes ud fra, hvordan vi ønsker vores brugere modtager historien. Hvordan vi ønsker deres oplevelse bliver. Og det er en svær kunst. På den ene side kan vi skabe langvarige indtryk og inspirere til meningsfyldt engagement, en form for dyb investering i indholdet fra vores gæsters side. Ved at skabe følelser gennem fx farver, lys, teksturer, lyd, sceneri, billeder og video kan vi på den ene side etablere stærke personlige forbindelser mellem vores gæster og indholdet. På den anden side kan vi risikere at skabe prædefinerede følelser for vores gæster, som er bestemt af os og ikke dem selv. Det giver en skævvridning i forhold til deres historieforståelse og kritiske tænkning.
Så, hvordan skaber vi rum, hvor gæsterne naturligt kan forholde sig til indholdet? Det har jeg ikke alle svar på. Men formidlingen af Mogens Eeg Sørensens historie har skabt en masse overvejelser både før og efter opsætningen, som jeg vil prøve at skitsere.
Ord bevæger
Med opmærksomhed på det svære og følelsesladede indhold i Mogens Eeg Sørensens fortælling, blev ordene en særlig overvejelse. Jeg gengav hans historie i forskellige sammenhænge og både jeg, og dem der lyttede, blev berørte heraf. Derfor valgte jeg at omskrive hans historie til tredjeperson. Gøre den mindre personlig, for at sige det lige ud. Det gjorde jeg for at undgå, at vores gæster blev for overvældede af for store følelser i udstillingen. Det skulle stadig være et trygt rum for dem. Lidt ligesom der er aldersbegrænsninger på film. Alligevel syntes jeg, at Mogens’ direkte citater fra erindringen skulle med for at vise alvoren og ikke mindst råheden.
Tonen og ordene vi bruger påvirker i høj grad, hvordan museer skaber relationer og forbindelser mellem indhold og gæster. Det passive og det upersonlige sprog kan dæmpe oplevelser, trivialisere og fungere som skjold mod virkelige hændelser og også mod engagement fra gæsterne. Derimod fungerer de direkte citater i jeg-person fra Mogens’ erindring som følelseskroge i et narrativ, der gør det muligt for gæsterne at opbygge empati og skabe en personlig relation til Mogens Eeg Sørensen og hans oplevelser. Vi endte således med en blanding af indirekte og direkte sprog, der både er aktiverende og beskyttende på samme tid.
Genstande i udstillingen ‘SPOR af Besættelsen’.
Foto: Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie.
Følelsesankre
I udstillingen kan gæsterne se genstande som for eksempel Mogens Eeg Sørensens fangeskilt fra Neuengamme, et maleri af den gård, hvor han blev tortureret og torturredskaber brugt mod modstandsfolk under krigen. Disse genstande fungerer selvfølgelig som vidnesbyrd, men de skaber også en fysisk manifestation af Mogens’ fortælling. Genstande alene fremkalder ikke nødvendigvis følelser, men udstillingsfortællingen, både den personlige historie og den bredere nationale og lokale fortælling, gennemsyrer genstandene med mening og betydning. Og lige så vigtigt, så skaber genstandene et omdrejningspunkt for reflektion. De tiltrækker og kræver opmærksomhed, og gør hans historie mere virkelig. Genstandene er en slags ankre i et større indholdsmæssigt narrativ og hjælper gæsterne med at placere deres følelser.
Min egen oplevelse
Men hvis vi vender tilbage til artiklens start, endte jeg selv med at stå midt i en voldsom oplevelse, hvor jeg på samme tid blev grebet af mine egne følelser og af gæsternes følelser. Forinden var jeg blevet kontaktet af Mogens Eeg Sørensens søn, Jørgen. Han havde besøgt udstillingen og var blevet meget berørt. Han ønskede at invitere sine nærmeste med på en omvisning, hvilket jeg takkede ja til at forestå. Da vi i omvisningen kom til fortællingen om hans far, valgte jeg, efter at have gengivet historien, at give ordet til Jørgen. Han fortalte om sine egne oplevelser. Om en far, der var en anden, efter han var vendt hjem. Jørgen fortalte om mareridt og natlige skrig. En mærket far. Alle i lokalet blev bevæget. Vi mærkede en knugende fornemmelse i maven og fik tårer i øjnene. Og så blev omvisningen til en samtale. Ikke blot mellem Jørgen og mig, men mellem alle gæsterne. Det åbnede for flere af gæsternes egne familiehistorier fra krigen, og vi forsatte snakken om krigen i Ukraine, og de mange liv, der dengang og lige nu ændres for altid. Jeg har aldrig oplevet en sådan stemning i et rum før. Det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme.
Preparation is key
Men jeg var ikke klædt på til at håndtere hverken mine egne følelser eller gæsternes følelser. Og det er på trods af, at jeg som kurator var meget bevidst om at skabe et rum for følelser i SPOR af Besættelsen. Min oplevelse betød også, at vi efterfølgende på museet traf nogle valg. For eksempel samlede vi alle formidlere for at gennemgå denne type af oplevelser og forberede os selv på de følelser, som både den personlige fortælling og mødet med gæsterne kunne afstedkomme. Men også for at blive mere bevidste om, hvordan vi kan forberede gæsterne på mulige, følelsesladede oplevelser. Så vores museumsværter fortæller nu gæsterne om udstillingens indhold og forbereder dem på måske at blive følelsesmæssigt berørte af Mogens’ fortælling. Det samme gør vi før en omvisning. Vi vil gerne understøtte vores gæsters oplevelse og vores egen ved at bruge deres og vores interaktion, reaktion og refleksion gennem samtaler.
Vi bevæger
Det var gennem samtalen med gæsterne, og de efterfølgende samtaler med mine kollegaer, at jeg selv reflekterede over mine egne følelser, og over hvorfor Mogens’ historie rammer mig i hjertet. Jeg tror, det er fordi de personbårne fortællinger er med til at slå hul i tiden. For det er lige meget, om den stormende forelskede ’Ida’ er fra 1600-tallet eller fra i dag – vi kender alle den følelse. Vi kan relatere til den følelse på tværs af tid, sted og mennesker. Det bevæger mig. Og på den måde kan museer også bevæge deres gæster. For de vil aldrig glemme, hvordan vi fik dem til at føle.
Anna Louise Siggaard er museumsinspektør på Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie.
Foto, øverst: Mogens Eeg Sørensen. Foto: Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie.
Litteraturliste
Crying at the museum. A Call for Responsible Emotional Design, Stacey Mann, Danny M. Cohen. Exhibition (2017).
Phyllis Lassner and Danny M. Cohen, “Magical Transports and Transformations: The Lessons of Children’s Holocaust Fiction”. Studies in American Jewish Literature, vol. 33.2 (2014).
Rose Kinsley, Margaret Middleton, and Porchia Moore “(Re) Frame: The Case for New Language in the 21st-Century Museum”. Exhibition 35, no. 1 (2016).
Anne Bartsch, Peter Vorderer, Roland Mangold, and Reinhold Viehoff, ”Appraisal of Emotions in Media Use: Toward a Process Model of Meta-Emotion and Emotion Regulation”. Media Psychology vol. 11, no. 1 (2008).
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 2, 2024.
Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.
