Først for nylig er de naturhistoriske museer med deres enorme geologiske, botaniske og zoologiske samlinger trådt ind på scenen for kritiske debatter om arven fra kolonitiden.
Af Maja Balle, cand.mag.
I mange år har der været fokus på tvister mellem kulturmuseerne på den ene side og på den anden side regeringer i forhenværende kolonier, der ønsker at hjemkalde særlige kulturgenstande. Men det er ikke længere kun etnografiske og antropologiske museer, der må agere proaktivt i en post-kolonial verden, for kolonihistorien giver også ophav til helt aktuelle problemstillinger om repræsentationspolitik, afkolonisering og repatrieringsstrategier i de naturvidenskabelige miljøer.
Regeringen i Gibraltar har for nylig anmodet om at få returneret to unikke neandertalerkranier fra Natural History Museum i London. Det usædvanlige krav illustrerer, at der hersker uenighed om retten til verdens naturarv. Naturhistoriske museer i det globale nord baserer store dele af deres samlings-, forsknings- og formidlingsaktiviteter på fugle, pattedyr, mineraler, planter og frø, som er indsamlet i tidligere koloniserede områder. Oprindelseslande, der har afgivet zoologiske og botaniske præparater til vestlige museer, kæmper i mange tilfælde stadig med efterveerne fra deres koloniale fortid, og det vil trække spor ind i de europæiske museers samlinger, hvis nationer i større stil kræver deres genstande tilbage.
Der kan være forskellige grunde til, at ekskolonier ønsker at hjemtage genstande fra veletablerede museumsinstitutioner i Europa, men case-baserede erfaringer fra de kulturhistoriske repatrieringssager viser, at de f.eks. kan udspringe af specifikke spirituelle eller æstetiske værdier, som knytter sig til genstandene. For unge nationer har det desuden betydning, at enestående genstande kan benyttes til at opbygge nye, stærke nationale fortællinger om identitet og oprindelse, som det f.eks. er tilfældet i Australien, Oceanien, Afrika, Amerika og New Zealand. Muligheden for at kunne præsentere naturarven på faconer og betingelser, som nationerne selv vælger og definerer, har antagelig også betydning for repatriering af naturhistoriske objekter, ligesom det at kunne tiltrække museumsmidler og basere forsknings- og uddannelsesprogrammer på deres egen kultur- og naturarv spiller en rolle.
Skal dovendyrskeletter og menneskefossiler returneres?
Chile har som det seneste land fremført krav til Museum of Natural History i London om hjemtagelse af et skelet med tilhørende skind fra et særligt kæmpedovendyr, der uddøde for ca. 12.000 år siden, og som er fundet i Patagonien. Om sagen bliver afvist, eller om Chile får lov at repatriere det græsædende, zoologiske unikum, der vandrede omring på sletterne ved slutningen af sidste istid, er endnu uafklaret.
Skæver man til de kulturhistoriske museers praksis i repatrieringssager, har der været mange forskellige måder at håndtere dem på, lige fra spontan tilbagelevering, over forslag om langtidsudlån og til rene afslag. I kulturarvsspørgsmål har den franske præsident, Emmanuel Macron, sidste år udtalt, at repatriering af afrikanske genstande fra franske museer ville blive en ’høj prioritet’ de næste fem år og at “Afrikas arv kan ikke kun befinde sig i europæiske private samlinger og museer.”
Imidlertid ville det værste, der kunne overgå mange af de naturhistoriske museer, være at miste samlinger. Vigtigheden af at holde sine samlinger komplette er blevet beskrevet af Jack Ashby fra det zoologisk museum i Cambridge. Han forklarer, at biologien som videnskabelig disciplin kan hjælpe med at besvare spørgsmål om den katastrofale miljømæssige situation, som vi står i på globalt plan. Forskerne er nødt til at arbejde med zoologiske taksonomier og udbredelsesmønstre for at håndtere udfordringer med klimaforandringer og biodiversitetskrisen, og det gøres gennem studier af velbevarede historiske og nye samlinger af dyr og planter.
Afkolonisering og andre kulturers perspektiver på naturen
På Museum für Naturkunde i Berlin blev der i efteråret holdt en konference med titlen ’How to Decolonize the Natural History Museum’. Fokus lå på, hvordan de naturhistoriske museer kan arbejde metodisk og forholde sig kritisk nytænkende til den negative del af kolonihistorien, som er indlejret i de naturhistoriske museer, men som ofte er skjult for publikum.
En palæontolog på Berlins Naturhistoriske Museum, der undersøger fossiler i Afrika, satte ved konferencen behovet for nye tilgange til formidling af nationernes naturarv på spidsen med et vægtigt argument, der lød: ”Hvis vi ikke gør noget i forhold til at tænke og arbejde med afkolonisering, så risikerer museerne to ting. Enten udelukker vi en stor gruppe mennesker fra museerne, fordi de føler sig ukomfortable og ekskluderede i det museale miljø, eller også risikerer vi at miste dele af samlingerne til repatrieringskrav fra oprindelseslandene.”
Ud fra denne præmis ligger der en optimisme og tro på, at man med en korrekt indsats kan imødekomme kritik og endda forebygge krav om repatriering, hvis museerne formår at designe og opbygge museale aktiviteter i et respektfuldt samarbejde med oprindelseskulturerne. Eksempler på den type samarbejde på naturhistoriske museer i Europa er begrænsede, men formidlingsaktiviteterne på f.eks. Canadian Museum of Nature, der omhandler Arktis, bygger på et tæt samarbejde med inuinnait-befolkningen.
Et andet eksempel stammer fra Sarawak State Museum på Borneo. På Borneo har fugle fra øens jungle siden 1940’erne været udstillet efter et traditionelt, europæisk forbillede baseret på taksonomier, men dayakfolk, penaner, iban og andre befolkningsgrupper på øen opfatter dyrene på måder, der ikke korresponderer med den måde, de vises på museet, da formidlingen ofte ekskluderer uhåndgribelige aspekter af naturarven og animistiske verdensopfattelser. Som noget nyt forsøger museet nu at lade lokale deltage i museets ledelse og formidling, og museet bestræber sig på at mediere opfattelserne af naturen mellem vesterlændinge og oprindelige folk. Det kan synes kontraproduktivt og provokerende at afgive plads til andre synsvinkler, som åbenlyst udfordrer den etablerede naturvidenskab, men målet er ikke at ’magi’ skal erstatte viden på museet, i stedet skal det bestående udfoldes ved at give flere stemmer til fortolkningen.
Den sydafrikanske museumsforsker Ciraj Rassool opfordrede til, at museerne inkluderer selve indsamlingshistorierne og forsøger at rekonstruere begivenhederne for museumssamlingernes tilblivelse og genfortælle dem, selv om de ofte var voldelige. På Naturalis i Holland og på Naturhistorisk Museum i Berlin arbejder kuratorerne bevidst postkolonialt med at opsamle og tilføje historiske data til registreringerne. Stednavne på de oprindelige sprog medtages, og hvis navngivne personer fra lokalbefolkningen har bidraget til indsamlingshistorierne, tilføjes det, som det har været tilfældet for fundet af Javamanden i Indonesien (landet har i flere omgange forsøgt at hjemkalde Java-fossilerne fra Naturalis), hvor en lokal mand for nylig er blevet indskrevet i museets database.
Konferencen i Berlin understregede, at genstande indsamlet i naturen ikke er frigjort fra en kulturel kontekst; når et grønlandsk isbjørnekranium eller en udstoppet quetzal kommer på museum, så forvandles natur til kultur, og genstandene indskrives som del af en global, politisk historie.
Der ligger en stor udfordring i, at kænguruer, dinosaurfossiler og paradisfugle kan erkendes som mere end blot forskningsgenstande, der tilmed ofte primært iscenesættes som redskaber til opnåelse af en særlig type viden, der hylder det hvide, vestlige videnskabsperspektiv. Men sandsynligvis har de naturhistoriske museer mere at vinde end at tabe ved at vove pelsen og tænke nyt om naturhistoriske genstandes repræsentation.
Maja Balle er cand.mag. i Indianske sprog og kulturer samt biologilærer og har tidligere arbejdet med formidling på Statens Naturhistoriske Museum.
Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 2, 2019
Foto: Florida Museum of Natural History / Kristen Grace
