Ruiner af en port og tilknyttede huse bygget af grå sten i oldtidsbyen Nineveh i Irak. Der ligger murbrokker overalt på jorden. Gennem porten kan man se moderne huse.

Kulturarv bliver i stigende grad et offer i krig, fordi internationale kriser og væbnede konflikter i dag handler om identitet fremfor territorier. Det presser museerne ind i en sikkerhedspolitisk rolle, men er de klar til at tage den?

I løbet af de sidste tyve år er museer blevet langt mere involverede og engagerede i konflikter end de tidligere har været. Ny forskning viser, at manglende internationale rammer for bevarelse og beskyttelse af kunst og kulturarv i konflikter presser museer til at indtage en ny sikkerhedspolitisk rolle. Museernes indsatser er dog ofte præget af politiske agendaer, personlige interesser, omskiftelig medieopmærksomhed og ikke mindst mangelfuld finansiering.

Kulturarv i krig

Moderne konflikters brug af kulturarv adskiller sig markant fra tidligere. De sidste tyve års konflikter har været drevet af identitetspolitik (fx ideologi) – i modsætning til fx territoriel udvidelse – og har især været præget af udviklingen af globale, digitale medier. I denne type konflikter er kulturarv i stigende grad blevet brugt som et politisk, ideologisk og strategisk symbol på identitet og som et våben, der kan bruges af både statslige og ikke-statslige aktører til fx at provokere og destabilisere samfund eller påkalde sig det internationale samfunds opmærksomhed. Talibans ødelæggelse af Bamiyan buddhaerne i 2001 udgjorde startskuddet på denne tendens og siden fulgte ødelæggelser af kulturarv i Irak i 2003, væltningen af statuen af Saddam i 2004, ødelæggelsen af de historiske mausoleer i Mali i 2009, Islamisk Stats angreb på kulturarv i blandt andet Irak, Syrien og Libanon fra 2014, og ikke mindst Ruslands vedvarende ødelæggelser af kulturarv i Ukraine.

Manglende rammer og retningslinjer

Den øgede inddragelse af kulturarv i konflikter har gjort beskyttelsen af kulturarv til et sikkerhedsspørgsmål, men der er ofte hverken politisk vilje eller institutionel magt til at håndtere det. Ikke-statslige kulturarvsorganisationer som Blue Shield mangler både midler og formelt mandat, og organisationer som UNESCO kæmper for at overkomme politiske og bureaukratiske barrierer. Resultatet er, at kulturarvsbeskyttelse i væbnede konflikter både mangler langsigtet forvaltning og permanent finansiering. Det efterlader et vakuum, og her er hovedaktøren blevet museumssektoren. Manglen på institutionaliserede strategier og museumsaktørers indtrædelse på denne scene har dog en række utilsigtede konsekvenser.

Museumssektorens engagement i beskyttelse af kulturarv i konfliktområder er blandt andet stærkt påvirket af politiske dagsordener og medieopmærksomhed – og finansieringen til beskyttelsesinitiativer svinger som følge af den skiftende opmærksomhed. Konsekvensen af dette er, at beskyttelsesinitiativerne er centreret om, hvilken vej de politiske vinde blæser, og det resulterer sjældent i de mest holdbare og bæredygtige beskyttelsesinitiativer. Sammenhængen mellem museer og politikeres dagsordner resulterer også ofte i, at beskyttelsesinitiativerne bliver et soft power værktøj, der desværre oftere handler mere om at sige de rigtige ting end at gennemføre praktiske initiativer.

Beskyttelsesinitiativerne er desuden ofte drevet af individuelle aktørers personlige interesse i feltet. Disse aktører har ofte en personlig eller akademisk tilknytning til et specifikt område, og deres reaktioner på specifikke ødelæggelser af ​​kulturarv påvirker, hvilke områder deres institutioner prioriterer at tildele beskyttelsesinitiativer til. Et eksempel er amerikanske Smithsonian Cultural Rescue Initiative, der har stået i spidsen for en lang række kulturarvsbeskyttelsesinitiativer, og her har direktør Corine Wegener været drivkraft. Wegener var udsendt som major i Irak i 2003 og hendes personlige oplevelser omkring plyndringen af Nationalmuseet i Bagdad har i høj grad formet både The Smithsonian Cultural Rescue Initiative og Blue Shield US, som hun var med til at grundlægge.

Den manglende systematiske tilgang skaber uligheder i både reaktioner og finansiering. Indtil for nyligt fokuserede størstedelen af beskyttelsesinitiativerne på Mellemøsten, men da krigen brød ud i Ukraine i 2022 flyttede fokus sig til Ukraine. Nu beskriver aktører i blandt andet Syrien, at de ikke længere kan få finansiel støtte til bevarelses- og beskyttelsesprojekter, fordi alle midler går til Ukraine og ingen vil associeres med Assad-regimet.

Den manglende opmærksomhed på aktuelle ødelæggelser af kulturarv i konflikter i fx Etiopien og Kina, og ikke mindst Ruslands angreb på ukrainsk kulturarv, der på trods af, at de havde stået på siden 2014, ikke fik global opmærksomhed før krigens udbrud, afspejler et hierarki, hvor nogle områder og sager vægtes højere end andre – en vægtning, der ofte er baseret på ulige geopolitiske magtforhold.

Internationale konflikter på danske museer

Museumssektorens involvering i konflikter har i høj grad været præget af store internationale museer som the Smithsonian og the British Museum – museer, der også bruger deres bidrag til fx beskyttelse af kulturarv i Mellemøsten som aflad for deres ageren i regionen. Til sammenligning har danske museer i mindre grad ageret i aktive konflikter. Men selvom museer ikke agerer i aktive konflikter, kan konflikterne have betydning for museernes udstillinger, deres tilgange til deres samlinger og for forståelsen af museet selv, dets rolle og ansvarsområder.

Da Rusland invaderede Ukraine, skabte det en lang række uventede udfordringer for museer over hele verden. For Metropolitan Museum of Art i New York og National Gallery i London betød invasionen, at museerne blev presset til at rekontekstualisere værker ved eksempelvis at ændre navnet på det geografiske tilhørsforhold fra russisk til ukrainsk. Herhjemme åbnede udstillingen RUS – Vikinger i Øst (2022) på Moesgaard Museum kun en måned før invasionen. Udstillingen handlede om de skandinaviske forbindelser i øst under vikingetiden, men krigen ændrede udstillingens kontekst og gjorde med ét slag Moesgaard Museum til en kulturdiplomatisk aktør i en højspændt konflikt med ansvar for mere end 1.000 ukrainske genstande.

Også udstillinger som Glyptotekets Vejen til Palmyra (2019-2020) og curtain call (2023) har på forskellige måder båret præg af konflikter i Mellemøsten, og i udstillingerne har museet været nødt til at reflektere over sig selv. I curtain call peger kunstneren Abbas Akhavan fx på sammenhængen mellem vestlige museers veneration for kulturarvsgenstande fra Mellemøsten og de ødelæggelser af kulturarv, der har fundet sted i Irak og Syrien.

Hvad kan vi gøre?

Både danske og internationale museer forventes i stigende grad at agere som samfundsaktører, der bidrager med løsninger på kriser og udfordringer. Det er ikke i sig selv en dårlig ting – museerne bør i høj grad deltage i og tage ansvar for det samfund, de eksisterer i – men for nuværende er museerne ikke rustet til det, og de har ikke midlerne.

Hvis museumssektoren skal kunne løfte det øgede samfundsmæssige ansvar, så mangler der en generel forståelse for kulturarvens politiske funktion. Med mere og mere identitetsdrevne konflikter følger et øget misbrug af kulturarv, der blandt andet bruges til at opnå international opmærksomhed, eskalere konflikter og sprede propaganda.

Med afsæt i Marie Berg Christensens forskning (2023) vil den rigtige retning være at skabe strukturer, der fremmer mere uafhængig og stabil finansiering, og medarbejdere, der engagerer sig specifikt i museernes roller, ansvar og praksis på tværs af sektorer – herunder internationale relationer, diplomati og forsvar. En mere tværsektoriel tilgang kan desuden bidrage til at sikre en mere bæredygtig beskyttelse af kulturarv, og så bør kulturarvsbeskyttelse integreres i internationale, humanitære strategier og stabiliseringsarbejde for at skabe et mere permanent engagement.

Marie Berg Christensen er ph.d. i Kritiske kulturarvsstudier, og Terne Thorsen er ph.d. i Moderne kultur.

 

Foto, øverst: Fotografiet blev taget i april 2017 under en UNESCO-mission til den ældgamle, assyriske by Nineveh i Irak efter byen var blevet ødelagt og plyndret af ISIS. Foto: UNESCO, Creative Commons.

 

Litteratur

Christensen, M. E. B. 2022. “The Cross-Sectoral Linkage Between Cultural Heritage and Security: How Cultural Heritage Has Developed as a Security Issue?” In: International Journal of Heritage Studies: IJHS 28 (5): 651–663.

Christensen, M. E. B. 2023. “The Museum Sector as an Actor in Human Security.” In: International Journal of Heritage Studies : IJHS. ahead-of-print. DOI: 10.1080/13527258.2023.2220296

Thorsen, T. 2023. Breaking and Creating – The Contemporary Iconoclasm of the Islamic State.

 

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 1, 2024.

Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.

Forside på Magasinet Museum Forår 2024. Med store tabloid-agtige bogstaver, står der krisetid. Forsidens baggrundsfarve er orange. Med mindre skrift står: Flere og flere kriser rammer os. Måske er museerne en del af løsningen.