Bedstefars haglgevær er stadig i brug og debatten om kvælstof i landbruget har aldrig været livligere. Der er udfordringer nok, når man som Det Grønne Museum skal skabe faktabaseret og objektiv formidling om de sidste 70 års historie.
De seneste 70 års historie inden for jagtens-, skovens-, landbrugets og madens kulturhistorie er omdrejningspunktet for Det Grønne Museums første tværgående basisudstilling. Udstillingen tager sit udgangspunkt i danskernes brug af naturen fra 1950 og frem til nu, og emner som natursyn, dyreetik, klima- og miljøkrise, øko-modernisme og den store acceleration af menneskelige aktiviteter fra midten af 1900-tallet er hjertet i udstillingen – og er samtidig højaktuelle emner i nutiden.
Ny basisudstilling med udfordringer
I udstillingsarbejdet med den allernyeste tid støder vi på en række udfordringer i indholdsarbejdet som rummer etiske, praktiske og teoretiske udfordringer. For det første fordi vi beskæftiger os med en del af tiden, som ikke har fundet en generelt accepteret form som fortid og historie endnu. Den er i ekstrem grad fortsat genstand for forhandling og diskussion i nutiden.
For det andet fordi vi arbejder i et krydsfelt mellem etnologiske feltstudier og historieskrivning, hvor vi til dels skaber vore egne kilder i form af interviews, ekspertudtalelser og audiovisuelle medier. Udstillingsindholdet trækker i vid udstrækning på museets indsamling og udnyttelse af museets egne og andres eksisterende samlinger, men udfordringen er, at vi hurtigt løber tør for genstande, fordi den nyeste tid endnu ikke er blevet helt gammel nok til at komme på museum.
Dette ret paradoksale forhold er ikke nyt for museerne. Dele af den materielle kulturarv, som fx bedstefars haglgevær, der skal med på den årlige rævejagt, eller den gamle traktor, der stadig bruges til småopgaver i landbrugerens dagligdag, har en meget længere aktiv leve- og brugsperiode, end de forestillinger og ideer vi har om tidens – stadigt hastigere – gang.
Samtidshvaffornoget – hvorfor skal nutiden på museum?
På dokumentations- og indsamlingsbesøg ved minkavler Peter Hindbo i november 2020.
Foto: Anne Bjerrekær, Det Grønne Museum.
Den tidsperiode udstillingen beskæftiger sig med falder i store træk sammen med en periode, hvor behandlingen af samtidens historie er gået fra et forskningsmæssigt lidt overset felt, til at være dominerende inden for historikernes verden. Siden den sidste verdenskrig har feltet været i vækst i en grad, så man i dag kan tale om en samtidshistorisk vending. Begrebet samtidshistorie anvendes med historieprofessor på Syddansk Universitet Niels Arne Sørensens ord i tre hovedbetydninger: 1. Som en klassisk periodeangivelse, altså en tid der indholdsmæssigt adskiller sig fra den foregående. 2. Som en analytisk tilgang og bearbejdelse af ”de medlevendes historie”. Og 3. som analyser af aktuelle problemfelters historie – en slags analyse af nutidens ældste rødder og struktur.
Niels Arne Sørensens begrebsdefinitioner kan genkendes i museernes praksis, men det er værd at bemærke, at en del museer er født med fødderne solidt plantet i samtidshistorien. Dels ud fra tanken om at redde, hvad reddes kan fra en hastigt forsvindende fortid i et samfund under lige så hastig forandring fra sidste halvdel af 1800-tallet. Dels ud fra tanken om, at museerne kunne være med til at vise de nyeste udviklinger inden for fx landbrugs- og skovbrugsteknologi, hvad også afspejles i samlingernes hovedvægt. Her kan i mange tilfælde identificeres en vis nostalgi over det tabte, men frem for alt er det fremskridtstanker, der driver indsamlingen.
Denne dobbelthed gik hånd i hånd, så længe sammenhængen mellem erhvervene og museerne var tæt. Så længe det var muligt at følge med i den teknologiske og materielle udvikling på samlingssiden, og indtil nye vinde begyndte at blæse over museumslandskabet og medførte refokuseringer gennem både formelle lovgivningsmæssige rammer og ændringer i opfattelser af museernes samfundsmæssige funktioner og opgaver.
Det Grønne Museum arbejder i dag med fokus på menneskets direkte interaktion med naturen gennem brug og forvaltning af naturressourcer. Samtiden er en præmis og ramme for udviklingen af museet. Det vi foretager os skal være meningsgivende i samtiden og i stand til at bidrage til historisk bevidstgørelse og perspektivering af aktuelle problemstillinger. Det kan fx være klima- og biodiversitetskrise, bæredygtighedsdiskussioner eller den stigende afstand, som flertallet af danskerne oplever til land- og skovbrug.
Hvor(når) står du?
En af faghistorikernes gamle bekymringer er, at nutiden er for tæt på, og derved ikke kan behandles objektivt og tilstrækkeligt distanceret, og den bekymring er ikke svær at få øje på. Det skorter ikke på kontroversielle emner fra de sidste 70 år: Dyrevelfærd i husdyrproduktion, kvælstofudvaskning til vandmiljøet, CO2-lagring i skovene. Eller spørgsmål som: Hvordan ser du egentlig på naturen og hvordan den bliver brugt? Hvorfor hører ulven naturligt til i Danmark, mens vildsvinet ikke gør?
Udstillingen arbejder med problemfelter og emner, som til en vis grad kun teoretisk set er historie, fordi de gæster vi taler til har oplevet og levet den samme tid; det er deres liv. Den tid som den enkelte har levet, danner baggrunden for vedkommendes forståelse og prioritering i dag. Den samtidshistoriske samtale tager derfor nødvendigvis sit udgangspunkt i nutiden. Fra brugerinddragelse i udstillingsprocessen ved vi, at gæster gerne vil bidrage med både viden, erindringer og debat, men der er en klar efterspørgsel på fakta før holdninger. Med andre ord er det vigtigt, at vi som vidensinstitutioner lever op til vores ansvar og ry som troværdige og faktabaserede.
I udstillingen bliver man derfor stillet over for dilemmaer, hvor konkret viden og input fra eksperter og debattører giver mulighed for at gæster konkret kan tage stilling. Eksempelvis spørgsmålet om alternativ energi, som allerede dukker op i forbindelse med 70’ernes energikriser, men som i allerhøjeste grad også spiller en rolle i nutiden. Som modsvar til oliekrisens bilfri søndag spørger vi fx gæsten: ”Kunne du undvære internettet for en dag?” Det kan også være spørgsmål, som fremhæver selvmodsigelser. Fx den ivrige bekæmpelse af dræbersnegle og myrer med kemi hjemme bag hækken versus det voksende og offentlige pres på landbrugets brug af kemi og udledninger af næringsstoffer. Gæsternes feedback vil løbende blive samlet op og formidlet, og vil således være med til at danne narrativet om de sidste 70 års historie.
Samtiden af i går
Der er ikke noget nyt i, at museernes indsamling til hver en tid er styret af samtidens syn på fortiden. Vi arbejder med det som en præmis; det er indskrevet i strategier og politikker. På flere måder ligger metoderne for indsamling og formidling af samtidshistorie øverst i værktøjskassen, for samlinger afspejler den (for)tid de blev indsamlet i. Derfor kan det blive en udfordring, når vi i nutiden afkræver museumssamlinger svar på aktuelle spørgsmål. Fx hvad betød erstatningen af heste med maskiner for vores forhold til dyr i landbruget? Eftersom museets genstande ikke er indsamlet med det spørgsmål for øje, kan samlingen kun svare indirekte på det.
Indsamling af de medlevendes historie, oplevelser og genstande sender museumsarbejdere på opdagelse i et komplekst, etisk landskab. Det er præget af en stadigt hastigere udvikling, flygtige og svært tilgængelige digitale fællesskaber og en materiel virkelighed, der både har stor økonomisk og brugsmæssig værdi i nutiden og omfatter fysisk store og komplekse genstande. Derfor skal vi være opfindsomme og kreative, når det kommer til medier for indsamling og dokumentation.
Samlingsstrategien er, når det kommer til samtidshistorien, et stadigt vigtigere styrende redskab, og velbegrundede, dokumenterede kuratoriske valg er afgørende. Velvidende at vi lige så lidt som digteren kan indfange det flygtige nu, eller på den anden side undgå at være en del af det, må vi stille os tilfredse med det næsten nye på genstandssiden – og til en vis grad væbne os med tålmodighed indtil nuet bliver gammelt nok til at komme på museum, og så i øvrigt slippe de faglige tøjler en smule, og lade museumsgæsterne komme til orde og være med til at skrive deres egen historie.
Tre nedslag i den nye basisudstilling på Det Grønne Museum
- Aktiv indsamling – Specifik Patogen Fri gris
SPF-skilt til stalddøren, SPF Danmark.
Foto: Rune Clausen, Det Grønne Museum.
I 1971 kom SPF-grisen til dansk svineproduktion. SPF er en forkortelse for Specific Pathogen Free – det vil sige, dyr der er fri for specifikke smittestoffer. SPF-teknikken er udviklet til laboratoriedyr, og går ud på at reducere en vifte af såkaldt tabsvoldende sygdomme i produktionen af slagtegrise. Grisene tages ved kejsersnit i særlige anlæg og overføres til en ammeso i en kontrolleret besætning, for at undgå efterfølgende overførsel af forskellige sygdomme mellem moderdyret og smågrisene. I dag har alle danske avlsdyr SPF-status ligesom 78% af de 43 millioner smågrise, der fødes i Danmark (tal fra 2022). Metoden sætter os i stand til at producere dyr i mængder, det er svært at forestille sig – bag lukkede døre, som kun få og specialiserede medarbejdere har adgang til.
Museets udfordring var, at denne udvikling og optimering af landbrugsproduktionen kun i ringe grad er repræsenteret i samlingen. Her blev fremgangsmåden den klassiske aktive indsamling, og museet henvendte sig direkte til SPF Danmark, som viste sig at have bevaret relevant udstyr og materiel, som museet fik mulighed for at indlemme i samlingen.
2. Vinkel på eksisterende samling – Uønsket og invasiv
Ikke alle dyr er lige ønskværdige i et tæt befolket, opdyrket og højt specialiseret samfund. Fx har rotten aldrig været populær, og ræve, ulve, høge og andre rovpattedyr og -fugle har historisk været betragtet som skadevoldende ud fra både landbrugets og jagtens synsvinkel. Hertil kommer de såkaldt invasive arter, som fx mårhunden, der ved menneskelig mellemkomst får udvidet deres leveområder, og dermed konkurrerer om føde og levesteder med de arter, der allerede bor her. Det er også her jagtens del i samfundskontrakten for alvor kommer til udtryk. Det er en del af jagtens raison d’etre – også i nutiden – at jægere bekæmper uønskede dyr.
Rævesaksen sender et gys gennem de fleste. Den er brutal at se på, udfærdiget af råt jern, forsynet med grove tænder på de to bueformede metaldele, der smækker sammen om rævens ben, hvis den træder på trædepladen i midten. Problemet er, at fælden ikke skelner mellem sine ofre. Først ved jagtloven af 1967 blev fældetypen endeligt forbudt.
Museet har en del forskellige eksemplarer, som har fundet vej til samlingen som eksempler på den historiske, teknologiske udvikling af jagt- og fangstredskaber. Men i udstillingen skal fælderne belyse den tidløse menneskelige iver for at regulere og indrette naturen med udgangspunkt i menneskets egne behov og (begrænsede) forståelse af den. Der er altså tale om en forskydning og nyvinkling i forhold til de oprindelige indsamlingsformål. Teknologihistorien træder i baggrunden til fordel for den mere symbolladede fortolkning af genstandene.
3. Rapid response – Minkens storhed og fald
I 1960’erne voksede velstanden i Danmark over en bred kam. Dansk mink var blevet en markør for høj status og et symbol på velstand. Dansk pelsdyravl var vokset fra iværksætterniveau til en verdensomspændende industri med et skær af glitter og succes. 50 år senere ramtes verden af en galoperende pandemi og i efteråret 2020 besluttede den danske regering at slå 17 millioner mink ned af frygt for folkesundheden. Pelsdyravl i Danmark var pludselig en saga blot.
I udstillingen optræder minken i to roller: som statusmarkør i de glade 60’ere og som eksempel på hvordan menneskets tætte forbindelser til dyr potentielt kan have store helbredsmæssige konsekvenser. Museet gennemførte under pandemien i 2020 en undersøgelse og indsamling med fokus på såvel rapid-response-indsamling og dokumentation af begivenhederne. Indsamlingen omfattede et kriseforløb, som ud over dyret og produktionsforholdene også bestod af en række menneskeskæbner fanget i begivenhederne. Museet foretog interviewundersøgelser suppleret af fotos og film, ligesom en række genstande af både samtidig og historisk karakter blev indsamlet. Denne indsamling balancerede på en etisk knivsæg, for hvor tæt kan vi egentlig tillade os at komme på et menneske i krise, og i hvilken detaljeringsgrad kan og skal museerne indsamle en begivenhed?
Rune Clausen er museumsinspektør på Det Grønne Museum.
Foto, øverst: Rendering af udstillingskonceptet for den kommende udstilling på Det Grønne Museum fra JAC Studios og Hijmerink Wagemakers.
Illustration: JAC Studios.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 1, 2025.
Køb bladet
Køb de seneste numre eller abonnement
Læs ældre numre
Find gamle numre i vores arkiv
Arkivet fungerer ikke optimalt i Safari, så vi anbefaler at bruge en anden browser.
