For 25 år siden blev Arbejdsmarkedets Feriefond (AFF) ’the shit’ inden for tilskud til at udvikle ferieattraktioner. Ambitionen var klar: Danskerne skulle have adgang til gode aktivitetstilbud, når de var på ferie, og de feriepenge, vi alle sammen hvert år glemte eller undlod at hæve, kunne passende gå til det formål. I alt 34 kultur- og formidlingsinstitutioner var med på ambitionen og fik fra 1994 og de næste ca. 20 år frem penge fra AFF.
Men i 2014 valgte AFF at indkræve donationerne. Det kunne lade sig gøre, da de var givet som lån. Forklaringen fra fonden til samtlige bestyrelser, direktører og kommuner, der modtog pengene, var, at denne procedure var nødvendig for at sikre, at de bygninger, man gav penge til, vedblev at være museer eller attraktioner. Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen samt de øvrige støttepartier så en mulighed i at dække finansloven ved at hente 280 mio. kr. fra AFF. Men noget kunne tyde på, at politikerne overså, at dette greb i danskernes uforbrugte feriepenge ville sætte en lang række kultur- og naturattraktioner i en ekstremt dårlig situation. I vores optik var ’lånene’ optaget under en klar aftale om, at de enten ville blive eftergivet efter 25 år eller forlænget uendeligt. Ingen af os havde i vores budgetter kalkuleret med en tilbagebetaling.
Fanget i et politisk spil
Efter fem års uvidenhed, hvor sagen har været drøftet bag så tungt lukkede døre på Christiansborg, at hverken aktindsigt eller personlige netværk har kunnet give os fingerpeg om, hvorvidt vi var købt eller solgt, inviterede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og kulturminister Joy Mogensen så endelig til et møde 20. januar. Her fik vi – ca. 60 fremmødte fra de berørte institutioner – forelagt en ’løsning’ på sagen, der lyder på, at vi i alt 29 museer og attraktioner skal betale 10 % af vores ’gæld’ tilbage, mens fem museer og attraktioner falder for EU’s ’de minimi’ bagatelgrænse og får eftergivet lånet. De museer og attraktioner, der har valgt at tilbagebetale lånet gennem en særskilt aftale med AFF i 2017, har ingen mulighed for at få pengene tilbage, selv om det beløb, man har betalt, er væsentligt større end 10 %.
Vi er blevet fanget i et svært gennemskueligt politisk spil, der omfatter EU-kommissionens regler for statsstøtte. Og der er ingen tvivl om, at man formodentlig har ledt efter en løsning, der anerkendte museernes udsagn om, at lånet skulle betragtes som en donation, men nu har landet en aftale, der gør det muligt at regne os alle over én kam. Dermed undgår man langvarige og tidskrævende redegørelser af hver enkelt institutions økonomi og forretningsgrundlag i forhold til, om man kunne være på grænsen til ikke at være berettiget til statsstøtte. De fleste af os agerer i en verden, hvor vi af og til bliver brikker i det statslige eller kommunale politiske spil – og det er også tilfældet her. Heldigvis er den bitre pille, vi må sluge, i en størrelsesorden, hvor de fleste af os vil kunne finde en løsning uden om fallitten.
Det er imidlertid ikke småpenge, der er tale om, selv om beløbet ’kun’ er 10 % af mareridt-scenariet. I alt 64,3 mio. kr. bliver med denne beslutning trukket ud af udviklingen af danske museer og formidlingsattraktioner, hvoraf mange ligger i ’Vandkantsdanmark’ og andre områder, hvor der er fokus på turisme som en del af erhvervsudviklingen.
Kulturhistorie til salg
Så hvad gør vi nu? Da vi efter mødet i Beskæftigelsesministeriet drøftede sagen, var der ikke stemning for at forsøge at bringe sagen for en domstol. Vi har levet med den så længe, at vi alle higer efter den letteste løsning for igen at kunne få gang i udviklingen af vores museer. På Ringkøbing-Skjern Museum har vi de seneste fem år været stækket af situationen med AFF. I Dejbjerg Jernalder, der blev bygget for penge fra AFF, vokser hylden gennem taget, men vi har ikke kunnet beslutte at lukke museet, fordi vi havde skrevet under på et lånedokument med betingelser om, at stedet ikke måtte ændre formål. I det lys er det en stor lettelse, at vi kan se frem til igen at kunne træffe nødvendige beslutninger om de bygninger, som vi hidtil har haft pantsat til AFF, når vi har fundet en løsning på at betale vores udestående på 1,6 mio. tilbage.
Men på trods af at vi har en god økonomi for et lokalmuseum og ligger i et område, hvor turismen vokser, og væksten er lysegrøn, så er der tale om et stort beløb for os. I samme femårs-periode har vi betalt et par hundrede tusind om året af på et andet lån til kommunen. Beløbet har betydet, at vi i fem år har udsat nødvendigt vedligehold af vores bygningsmasse, der omfatter en fredet gård, hvor det nu regner ind, en stråtækt klitgård, hvor både tag og murværk er ved at falde fra hinanden, og tre huse i Bork Vikingehavn, hvor alle vægge og tagbærende elementer skal skiftes i løbet af de næste tre år for ikke at risikere at blive væltet i den næste storm. Skulle vi vælge at takke ja til tilbuddet fra beskæftigelsesministeren om at betale vores 1,6 mio. af over de næste 25 år (plus 2 % i rente), ville vi fortsætte en situation med manglende midler til vedligehold og udvikling over en uoverskueligt lang periode.
Det mest sandsynlige er derfor, at vores ’løsning’ bliver at sælge et af vores besøgssteder. Men om det bliver den fredede gård, klitgården, vores kontorer eller et smukt Plesner-hus i Ringkøbing, der står for skud, er en beslutning, vi træffer i museets bestyrelse. Under alle omstændigheder gør det næsten lige så ondt som at sælge ud af vores genstande, da museets bygninger gennem de seneste 40 år har været brugt som en aktiv del af samlingen. Hvad kulturministeren mener om, at ’løsningen’ betyder, at der sælges ud af kulturhistorien, ved jeg ikke. Begge ministre forlod nemlig mødet, før vi kunne nå at spørge ind til disse mere politiske sider af sagen.
Kommentaren bringes også i Danske Museer nr. 1, 2020
