På mange museer er udstillingsteksten vigtig for udstillingens budskab, men det virker alligevel som en accepteret præmis, at den sjældent læses i sin helhed. Teksten er der for den videbegærlige museumsbrugers skyld, en udstilling kan ikke tilgodese alle og publikum shopper alligevel i udstillingerne, er argumenterne.

”Når jeg bliver bombet med al den information, bliver jeg træt i hovedet. Det er ikke fordi jeg ikke elsker at læse.” (Udstillingsgæst, Forsorgsmuseet)

Vi lægger ikke mærke til de gode museumstekster. Dem læser vi bare og koncentrerer os om udstillingen. Måske standser vi op og snakker eller overvejer betydningen af indholdet. Ikke nødvendigvis fordi teksten har chokeret os eller direkte opfordret til det, men fordi den ramte plet. Jeg har aldrig hørt nogen sige, at de glædede sig til at gå på museum og læse en masse. Men hvorfor have tekster på museer, der ikke bliver læst, når gode udstillingstekster forbedrer oplevelsen?

Mit udgangspunkt er, at det er muligt at skrive museumstekster, der bliver læst af alle, og at det er ønskværdigt både for museet og brugerne, for læsning repræsenterer frihed og lighed. Frihed til selv at bestemme tempo og tilgang, hvor audioguiden fastholder, til fortællingen er forbi. Lighed for brugerne uanset forudsætninger til at få del i samme viden, når den er skrevet med omtanke.

Museumsteksten i brug

Jeg har lavet en undersøgelse på Danmarks Forsorgsmuseums af museumsteksten. Med en baggrund som tidligere læsevejleder, er mit afsæt, at når tekster springes over eller ikke læses til ende, er det ikke fordi vi er dårlige og dovne læsere, eller teksten er skrevet helt forkert. Der er flere forhold at tage i betragtning.

I undersøgelsen havde jeg fokus på, hvordan og hvornår tekstlæsningen lykkedes. Forsorgsmuseet, der arbejder med formidling af sociale problemer, holder til i Svendborgs gamle Fattiggård og er prisme for at forstå forsorgen i dag og historisk. Jeg observerede museumsbrugernes læsepraksis, kombineret med et spørgeskema om læseniveau og læsepræferencer, i en periode på tre måneder. Den indsamlede data viser både vellykket læsning af udstillingstekster, hvor brugerne forstår og finder mening med teksten, og læsning, der ikke ender med forståelse, som dette eksempel:

En udskolingsklasse er i gang i 7 fattige børn. De skal læse udstillingsteksterne og løse opgaver, men eleverne går uroligt til og fra, og der er trangt i rummet. Klassen fordyber sig ikke på egen hånd. ”Det er tungt for alle med så meget læsning, også for mig, stå op og læse… historien i sig selv er ikke spændende nok til at trække dem til,” mener læreren. Jeg noterede på den anden side, ”at når guiden læste højt, lyttede eleverne og spurgte nysgerrigt ind.” fra Observation september, Forsorgsmuseet.

Observationen fortæller, at museumsteksterne ikke var lige tilgængelige for alle, og peger her på højtlæsning og samtale som en del af vellykket brug af udstillingstekster.

I en tid, hvor danskerne læser mindre end nogensinde

For 30 år siden fremhævede Margerata Ekvan i Smaka på orden – om tekster i utställinger (1991) en enkel museumstekst skrevet ud fra læseteoretiske principper. Alene situationen på museer opfordrer ikke til krævende læsning, når de andre gæster ånder en i nakken. Løsningen på teksten, der dengang (heller) ikke blev læst, var mindre tekst, korte sætninger, dagligdagssprog og støttende layout.

Læsning som optimal museumsformidling er paradoksalt, når hver 6. dansker ifølge OECD ikke kan læse simpel tekst, og den digitale udvikling efter sigende forpurrer evnen til længerevarende læsning. Rigtigt eller ej – det er uomgængeligt at læsning kræver særlige skills, når den får selskab af mange udtryk som lyd, lys og bevægelse – i samme rum. Museerne, der i iveren efter at ramme så mange som muligt med deres budskab, og derfor formidler via flere kanaler, gør det ofte sværere for brugeren at læse teksterne. Som her i Arbejdsafdelingen, hvor en ”Familie bestående af to forældre og med voksne børn, går ind i det første udstillingsrum. Der er fyldt. De går videre ud på gangen. Filmene larmer og familien virker rastløs og i tvivl om, hvor de skal starte tekstlæsningen.” fra Observation oktober, Forsorgsmuseet.

Museumsteksten som konstruktion mellem bruger og museum

Udstillingsstrategierne har forandret sig, men der er stadig tekst på museerne, og det er altid relevant at blive klogere på, hvornår og hvordan museumsteksten motiverer. Et andet sted på Forsorgsmuseet står ”to ældre kvinder i udstillingen Efter Børnehjemmet.  En af kvinderne peger på tekstplanchen, der spørger hvem er jeg? ‘Du kan tænke sådan her eller sådan her,’ siger hun til ledsageren. De diskuterer længe fortidens betydning for deres egen barndom.” fra Observation oktober, Forsorgsmuseet.

Folk snakker, når de går på Forsorgsmuseet, og dem der snakker mest, er dem der læser mest. Hvis teksten henvender sig personligt, føler læseren sig anerkendt som et menneske med viden og følelser. Når samtale og fordybelse i udstillingerne ser ud til at hænge sammen, viser det, at tekster, der opfordrer til dialog, kan styrke museets budskab. Ikke al dialogisk tekst, er dog lige god.

“Many institutionally – supplied questions are too leading, or too obvious to spark interest, let alone engagement. Some questions are nagging parents … Others are teachers … ‘what is nanotechnology?’ ”
Nina Simon The Participatory Museum, 2010

Forsorgsmuseets brugere er glade for at læse. Det er vigtigt for et museum med meget tekst. Mange af teksterne springes dog over. Det kan skyldes forskelle i brugernes interesser og læseerfaring eller at teksterne er mere eller mindre inkluderende udformet. Det kan også handle om, at brugerne overvurderer deres læselyst i forhold til teksternes længde og mængde. ”Når man kommer til denne del, er man næsten for træt til at læse mere … puha det er godt nok hårdt at læse det hele,” som en af gæsterne siger. Her glipper lysten til at læse færdig, selvom interessen for temaet er stor. Støtte til at planlægge museumsoplevelsen kunne gøre en forskel, måske i introduktionen til udstillingerne: ”I denne udstilling skal læses meget, for vi har meget at fortælle.”

En demokratisk tekststrategi

Når der tænkes motiverende og inkluderende formidling på museer, fokuseres ofte på den sanselige og kreative vej. Men skriftlig museumsformidling skal ikke nedtones, den skal gen- og nytænkes, for museumstekster er ressourcer til viden, fællesskab og oplevelse.

Der er dygtige historikere som i faglig begejstring ikke sætter sig ind i teksternes motiverende egenskaber eller mangel på samme, men hvad nytter det at formidle vigtig historie, hvis formidlingsteksten ekskluderer de besøgende fra museets budskab? Læsning er en motiverende og inkluderende formidlingsstrategi, når teksten er enkel, personlig, afpasset situationen og giver mulighed for ægte interaktion. Det skaber lighed for brugerne, når museumsteksterne kan læses uden bestemte faglige forudsætninger. Frihed, når en tydelig introduktion, gør det muligt at tilgå og forstå udstillingerne efter egen rytme og interesse.

Tips til at styrke museumsteksten

1. Overvej læsesituationen. Støtter rummet op om lidt eller meget læsning?
Mange lyde i rummet forstyrrer læsekoncentrationen. Længere tekster kræver mulighed for at sidde ned.
Hvis teksten skal læses af flere på samme tid, er skriftstørrelse og plads i rummet central.
2. Tilstræb mange tekster på 150-250 tegn (uden mellemrum) og korte sætninger på 9-13 ord.
Eller forbered museumsbrugeren på ihærdig læsning
3. Hint slutningen i starten af teksten, hvis det er en lang fortælling.
Det støtter forståelsen af ukendte tekster, når læseren ved hvad der venter.
Gør det klart, hvis teksterne skal læses i en bestemt rækkefølge i forhold til udstillingens budskab.
4. Åbner teksten op for flere måder at forstå emnet på?
Museumsbrugerne har forskellige muligheder for identifikation med teksters indhold.
Børn og voksne er ofte interesseret i samme emner, men forstår dem forskelligt. Det skal læsningen støtte.
5. Hvem er teksten henvendt til og hvad er deres sproglige forudsætninger?
Højfrekvente ord indgår hyppigt i vores talesprog. Lavfrekvente ord sjældent. Vi har derfor en overfladisk forståelse af dem. Tuberkulose, ridder eller slumkvarter er eksempler på det. De er svære at læse for nogen.
Forklar lavfrekvente ord. Det letter læsningen og uddybelse gør alle klogere.

Lea Victoria Rugård Jensen er tidligere læsevejleder i i grundskolen, nu specialestuderende på Kultur & Formidling, SDU

 

Fotos: Geir Hauksson

 

Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 2, 2022