‘Faun og nymfe’ af Edward Weie. Foto: Riccardo Buccarella/SMK

Museer er afhængige af gode lyskilder for at kunne vise deres kultur- og kunstsamlinger frem. Nedbrydning af farver pga. lys er imidlertid problematisk, fordi udblegning af farver er en irreversibel skade – og fordi skaden kommer langsomt ’snigende’, opdager man den ofte for sent.

Statens Museum for Kunst har på mange måder tidligt været opmærksom på vigtigheden af at have et ”godt” lys. I Dahlerups bygning fra 1896 var den primære lyskilde således det naturlige dagslys, der kom fra ovenlys eller vinduer i øst-, vest- og nordvendte sale. Gipsskulpturer, som kan tåle meget lys, blev derimod udstillet i de sydvendte sale, hvor der kommer direkte og kraftigt sollys ind.

Hvor det i de tidlige år drejede sig om at få lys til at se med, er der med tiden kommet et bevaringsmæssigt fokus på ikke at udstille museumsgenstande i for meget eller forkert lys, fordi lys også er en kilde til nedbrydning af bl.a. farver. Gennem tiderne har der været mange forskellige

tiltag for at kontrollere lyset, og som andre institutioner har man også på SMK introduceret retningslinjer for, hvor højt lysniveauet og andelen af UV-stråling i dagslyssale må være.

Faun og nymfe

Imidlertid har man ikke til alle tider været tilstrækkeligt opmærksomme på, at det både er kvaliteten og mængden af lys, som bleger farverne. Maleriet Faun og nymfe er et tydeligt eksempel på dette. Maleriet er udført i 1941 af Edward Weie (1879-1943). Selv om det stadig betragtes som et hovedværk i dansk modernisme, er det nu desværre kun en skygge af det værk, Weie arbejdede med i sine sidste år. Nymfens hår var oprindeligt kraftigt rødbrunt. I dag er det bleget næsten ud, så det mest er det hvide lærred, man ser. På fotografiet fra 1948 (øverst s. 13) kan man se det mørke hår, men i 1961 (se s. 11) kan man se, at nymfens hår allerede er kraftigt bleget.

Værket var udstillet fra 1946 til 1973 i forskellige sale med ovenlys. Ovenlysvinduerne lod store lysmængder komme ind i sommermånederne. Fra gammel tid var det derfor kutyme at kalke vinduerne i taget over ovenlysvinduerne om foråret. Kalken blev langsomt vasket væk i løbet af sommeren, så der igen om vinteren kunne komme fuldt dagslys ind. I de følgende årtier blev bestræbelserne på at dæmpe lyset fulgt op med forskellige tiltag, bl.a. lagde man plader ud oven på ovenlysvinduerne om sommeren, og man opererede både med persienner og gardiner i udstillingssalene.

Fra 1979 flyttede Faun og nymfe til en af de sydvendte sale, som var blevet malerisale, efter at afstøbningssamlingen blev flyttet i 1966. Værket har her ikke fået direkte sollys, men alligevel langt mere lys, end man i dag ville anbefale (se billedet nedenfor). For at kunne kontrollere lysindfaldet blev der derfor i 1980’erne opsat udvendige persienner, der kunne regulere lysindfaldet.

Den nye tilbygning

I 1998 åbnede SMK’s nye tilbygning, og Faun og nymfe flyttede med. Den nye tilbygning afspejler en tid med fokus på lys, åbenhed og transparens. Byggeriet har derfor også store vinduespartier i facaden og endnu større loftsvinduer med dagslys. De bevaringsmæssige tiltag for at styre lysmængden følger på mange måder historikken for den gamle bygning, men nye materialer har også givet nye muligheder. F.eks. har alle udvendige vinduer på hele museet fået monteret en lys-, UV- og varmereducerende solfilm, ligesom facadevinduer har fået lysreducerende transparentgardiner. På trods af alle disse nye tiltag har maleriet alligevel ændret sig. Kemiske analyser af nymfens hår viser da også, at farven er en såkaldt azofarve, og flere af de tidlige azofarver er netop kendt for ikke at være lysstabile.

Faun og nymfe viser således tydeligt, at det ikke er tilstrækkeligt generelt at dæmpe lyset, opsætte

UV-filtre eller fastlåse sig på en lyspolitik med f.eks. et maksimalt lysniveau på 250 lx. Man er også nødt til at vide, hvor lyssensitive farverne er. Undersøgelser af maleriets farvestabilitet med teknikken microfading viste i 2013, at de farver, der nu er tilbage, er ret lysstabile (fig. 4). Dog med undtagelse af de violette farver, som stadig vil bleges selv ved lave lysmængder.

Netop nedbrydning af farve pga. lys er problematisk, fordi skaden er irreversibel. Den eneste måde at forlænge værkernes levetid på er at benytte mindre lys eller forkorte udstillingstiden.

Og selv med disse tiltag må man forvente, at også værker på museer ændrer sig.

Fakta

  • En af de mere generelle politikker omkring lys for kunstværker er ca. 250 lx for malerier og 50 lx for kunst på papir. Solfilm til vinduer er en lys-og UV-reducerende film, der bl.a. fjerner 75% af det synlige lys og 99% af UV-strålingen.
  • Edward Weies maleri Faun og nymfe (KMS4386) blev udstillet første gang i Weie-udstillingen i 1946. Ved at supplere fotografisk arkivmateriale med oplysninger fra kartotekskort og placeringsdatabaser er det muligt at følge værket gennem alle årene. Gennemgangen viser, at museet har valgt at have værket næsten permanent udstillet. Undersøgelsen af nymfens hårfarve er foretaget af forskningscenteret CATS,
    www.cats-cons.dk. Analysen af farven viser, at det er monoazo-β-naphthol.

Niels Borring er 1. konservator, Kunst på papir på Statens Museum for Kunst

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 4, 2018