Kvindemuseet har altid været aktivistisk, men nu er ‘museum activism’ blevet et voksende internationalt fænomen. Museerne har et stort potentiale i forhold til at adressere, kvalificere og mobilisere handling bag samfundsmæssige problemstillinger, skriver Kvindemuseets nye direktør, Julie Rokkjær Birch, i denne kronik.

Af Julie Rokkjær Birch, direktør, Kvindemuseet

I januar 2017 sendte MoMA i New York en direkte hilsen til USA’s nye præsident, da de fjernede malerier af Matisse og Picasso i museets udstillinger og erstattede dem med værker af kunstnere fra seks lande omfattet af The Muslim Travel Ban.

Den 8. marts 2017 tog Kvindemuseet initiativ til en Equality March i Aarhus. Under #metoo-bevægelsens ulmen forvandledes museet til speaker’s corner, bannerværksted og mobiliseringsplatform for en stor ligestillingsdemonstration. Aarhus Politi vurderede, at 1.500 personer deltog. Arrangementet gentages nu hvert år på museet den 8. marts.

At museer foretager sådanne aktivistiske handlinger, at de arbejder med sprængfarligt stof og skaber debat ved at tage store, politisk ømtålelige og tabubelagte problemstillinger op – og har en holdning til dem – er et nyt og voksende fænomen. Flere og flere museer ønsker at sætte nye dagsordener politisk, kulturelt og socialt, og flere og flere museers eksplicitte mission er at skabe social forandring. Aktivismen, som synes at spire, tager typisk udgangspunkt i en opfattelse af, at det etablerede politiske system ikke kan eller vil adressere væsentlige problemer i samfundet.

Kvindemuseet har altid været aktivistisk – men Kvindemuseet er nu heller ikke et hvilket som helst kulturhistorisk museum. Dog mener jeg, at museer generelt har et potentiale i forhold til at adressere, kvalificere og mobilisere handling bag samfundsmæssige problemstillinger, og at det kan komme både museerne, de besøgende og fællesskabet uden for museerne til gode.

Fra begyndelsen til fremtiden

Kvindemuseet blev født i en tid, hvor museumslandskabet og museologien undergik et paradigmeskifte. Man kan næsten betragte Kvindemuseet op gennem 80’erne som et laboratorium for den museumsforståelse, som i 70’erne og 80’erne blev diskuteret og defineret ift. demokratisk potentiale, brugerinvolvering og inklusion/eksklusion. Mantraet var ’From artefacts to audience’.

Med rod i 70’er-bevægelsens feministiske basisgrupper og forskningsmiljøet på Aarhus Universitet formåede en gruppe viljestærke iværksætterkvinder at skabe et normkritisk museum. På banebrydende vis ville de vise offentligheden et andet blik på vores fælles kulturhistorie og samtidig skabe arbejdspladser til kvinder. Fokus var på den i den grad underbelyste historie om kvinder, magt og bevægelse, og på at sprænge rammerne for museumsformidling. Kvindemuseet var progressivt og arbejdede fra begyndelsen med brugerinddragelse og pop-up-udstillinger, før pop-up overhovedet var et begreb (museet opførte f.eks. en stor teltudstilling ved Haregården i Lønstrup i 1988). Kvindemuseet var og er et museum med alt, hvad det indebærer. Men Kvindemuseet var og er også en sag – en mission om at sætte fokus på og arbejde aktivt for at øge ligestillingen i samfundet.

Det er ikke kun Kvindemuseet, for hvem det er oplagt at tage en aktivistisk rolle på sig, det er oplagt for rigtig mange museer. Alle museer er en del af et fælles nu, og hvis vi vil være relevante (og det vil vi), giver det mening at skabe forbindelser mellem den kulturhistorie, vi bevarer, og den aktuelle politiske debat. F.eks. som man ser det på Danmarks Forsorgsmuseum, som i øvrigt har en glasklart formuleret mission om at skabe social forandring. Her forenes nutidens hjemløse stemmer med fortidens fattiggård. At bruge museets viden, samling og formidling aktivistisk ligger i virkeligheden tæt op ad museers oprindelige ønske om oplysning, dannelse og ja: samfundsmæssig forandring (hvad udad tabes…). Men det indebærer, at man som museum tør tage et standpunkt.

Myten om neutralitet

Idéen om, at museer kan engagere sig i samfundsdebatten ved at reagere direkte på f.eks. ulighed, flygtninge- eller klimakrise, opfattes ofte som uhensigtsmæssigt og som modsætning til museets faglige fundament. Jeg oplever, at mange stadig opfatter museer som neutrale søjler i vores samfund, og museer nyder måske af selvsamme grund stor troværdighed – langt større end f.eks. politikere og medier (måske ikke så overraskende). Men ingen museer er neutrale. Den objektive historiefortælling findes ikke; det er historiebøger, museer og diverse DR-udsendelser levende eksempler på. På Kvindemuseet er vi om nogen dybt bevidste om, at kulturhistorien og fortællingen af den, er noget, der er skabt af nogen. Heldigvis udvikler museernes praksis sig hastigt – i takt med en hastigt forandrende verden – og vores syn på museernes rolle ændrer sig ligeledes. Og det er blevet lettere at stille spørgsmålet: Kan noget overhovedet være neutralt? Har museerne en større demokratisk og forandringsskabende forpligtigelse, der ligger ud over det alment dannende? Og det næste gode spørgsmål bliver da: kan en aktivistisk museumspraksis forenes med faglig troværdighed, offentlig støtte, gode museumsoplevelser og museernes egenindtjening?

Det aktivistiske potentiale ligger for mig at se i museernes erkendelse og udnyttelse af, at vi naturligvis er med til at forme vores samfund. Når vi f.eks. på museerne udvælger genstande eller kunstværker til vores samlinger eller udstillinger, er det i bund og grund en politisk handling. En handling, som kan være mere eller mindre bevidst, men den er ikke neutral.

Klar kommunikation

At spille en kritisk rolle bør være naturligt for et museum. Jo større bevidsthed et museum har om sin eksistensberettigelse, om sit lokalsamfund, sine grundlæggende værdier og mål for social forandring, jo klarere profil vil det enkelte museum have, og jo mere vil det differentiere sig fra andre museer. Og dét bliver vigtigt i fremtiden.

Vi museer bør derfor ikke tøve med at træde i karakter i det offentlige rum og være med til at sætte dagsordenen og kvalificere samfundsdebatten – og i øvrigt vide præcist, hvorfor vi har givet os i kast med et hvilket som helst projekt, hvad vi vil opnå med det, og på hvilken måde resultaterne er relevante og forandringsskabende – lige nu og for hvem.

På Kvindemuseet står høj faglighed og den gode oplevelse centralt i formidlingen af de historiske relationer og bevægelser mellem kønnene. Men lige så vigtigt er det at aktualisere denne viden og gøre den tilgængelig og vedkommende. Også uden for museet. Også i det digitale univers og i den offentlige debat. Det handler om at være inkluderende og samtidig en klar stemme for brugerne såvel som for ikke-brugerne. Politisk – men ikke parti-politisk. Jeg oplever og bider mærke i, at den yngre generation vægter, at museer har holdning og vil gøre en forskel. Og: at tænke aktivistisk skaber i virkeligheden automatisk den bedste forretningsmodel for ethvert projekt. Fordi man hele tiden spørger sig selv: Hvorfor? Det handler om at ville, være og gøre noget – for nogen. Og det tror jeg, kun skaber bedre oplevelser – ikke bare for nogen, men for mange.

Det forpligter at være videnstunge institutioner, der scorer højt på troværdighed.

 

Fakta

  • Kvindemuseet blev grundlagt i 1982. Det startede som en græsrodsbevægelse, en museumsforening, som havde det dobbelte formål at opbygge et kvindemuseum og skabe arbejdspladser for kvinder.
  • Kvindemuseet blev statsanerkendt i 1991 som et landsdækkende specialmuseum med ansvar for kvinders kulturhistorie i nyere tid. I 2016 ønskede og fik museet et nyt, bredere ansvarsområde og beskæftiger sig nu med køn.
  • 8. marts 2019 tiltrådte Julie Rokkjær Birch som ny direktør for Kvindemuseet.

 

Foto: Kvindemuseet

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 3, 2019