Et rektangulært område med vand i en by. Der vokser høje grønne planter langs kanten af bassinet. Omkring bassinet er der nye og ældre byhuse. Bassinet ligner en del af en helt naturlig å.

Stormfloder, skybrud og oversvømmelser er blevet hverdagskost. 10 kulturarvsinstitutioner har samlet kræfterne i et pilotprojekt for at dokumentere, hvordan klimaforandringer og de øgede vandmængder påvirker befolkningen.

2023 slog alle tidligere rekorder, hvad angår nedbør i Danmark, og tendensen er fortsat i 2024. Klimaforandringerne og de øgede vandmængder som medfølger, fx i form af skybrud, stormfloder og oversvømmelser, er en af samtidens helt store udfordringer. Det er relevant for kultur- og bevaringsinstitutioner at dokumentere og formidle, hvordan udfordringerne påvirker det danske samfund på myndighedsniveau såvel som blandt borgere, foreninger og det øvrige civilsamfund. Derfor er en række danske kulturarvsinstitutioner gået sammen om pilotprojektet Mere vand i systemet, hvor befolkningen involveres i at indsamle og dokumentere udviklingen, mens den finder sted.

Pilotprojektet blev igangsat i august 2024 og løber indtil udgangen af juli 2025. Indsamlings- og dokumentationsindsatserne i projektet foregår dels med udgangspunkt i to lokale case-områder – Randers og Djursland samt Korsør- og Skælskøregnen – og dels som tværgående nationale indsatser, hvor Netarkivet høster og arkiverer danske hjemmesider med indhold om klimaforandringer samt arkivindsamling fra klimabevægelser og -organisationer.

I denne artikel præsenterer projektets caseinstitutioner, hvordan de arbejder med samtidsdokumentation på forskellig vis.

Museum Østjylland: Unges reaktioner på klimaforandringer

En brostensbelagt vej langs en havnekant. Vandet står næsten helt op til kanten. En bølge rammer havnekanten og skvulper et godt stykke op i luften. Solen laver genskin i en vandpyt, der ligger oppe på vejen.

Korsør Havn under stormvarslet den 22. december 2023.
Fotograf: Leif P. Jørgensen.
Foto udlånt af Slagelse Arkiverne.

Projektets ene lokale indsamling varetages af Museum Østjylland i samarbejde med Randers Stadsarkiv. Vi valgte at deltage i Mere vand i systemet, da vi allerede i vores arbejde beskæftiger os med mange aspekter af vands kulturhistorie, særligt hvor vandet har afgørende betydning for udviklingen i museets dækningsområde (Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner). Især byerne Randers og Grenaa er truede ved stormflod og forhøjet grundvand, men hele dækningsområdet er udsat på grund af lange kyststrækninger, Randersfjord og et stort drænet landbrugsområde, Kolindsund, som tidligere rummede Jyllands største sø. Vand er derfor en integreret del af museets daglige arbejde med kulturlandskaber, bevaringsværdige bygninger, gravminderegistreringer, lokalhistorisk formidling, indsamling af genstande samt sikring af museets og arkivets egne samlinger og bygninger.

På Museum Østjylland har vi i vores strategi et særligt fokus på miljøhistorie, herunder klima. Vi har derfor allerede erfaringer med et emne, der kan være udfordrende at indfange som objekter. I vores tidligere indsamling har vi indsamlet klimarelaterede genstande, som fx gummistøvler anvendt under oprydningen af Nordic Waste og et spil udviklet til at forstå kompleksiteten omkring den tidligere sø Kolindsund. Disse erfaringer har vi med fordel kunnet dele med de andre institutioner i pilotprojektet.

Med Mere vand i systemet arbejder vi som noget nyt strategisk med unge som målgruppe i vores arbejde med klima og kulturarv ved at fokusere på indsamling af unges reaktioner på klimaforandringerne. Vi har udnyttet vores gode samarbejde med lokale skoler og ungdomsuddannelser til at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse med fokus på unges oplevelser og følelser omkring klimaforandringer og oversvømmelser lokalt, nationalt og internationalt. I alt 108 unge fra Grenaa Gymnasium har besvaret spørgsmålene, hvor de deler deres tanker, følelser og holdninger til udfordringerne med den øgede mængde af vand. Vi håber, at spørgeskemaet og besvarelserne kan danne grundlag for sammenligninger og diskussion med lignende indsamlinger i andre områder af Randers og på Norddjurs samt på sigt i resten af Danmark.

Sideløbende er Randers Stadsarkiv ved at søsætte en indsamling af digitalt skabt materiale som fotografier, video og beretninger fra lokale aktører via indsamlingsplatformen Smartarkivering. Et tæt samarbejde mellem arkiv og museum omkring indsamling er ikke nyt for Randers Stadsarkiv og Museum Østjylland, men pilotprojektet Mere vand i systemet har betydet et øget fokus og dermed en styrket indsats på området.

Slagelse Arkiverne: Borgere interviewer deres lokale kontakter

Institutioner og organisationer i Mere vand i systemet
Museum Østjylland
Randers Stadsarkiv
Slagelse Arkiverne i Korsør, Skælskør og Slagelse
Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA)
Organisationen Danske Arkiver (ODA)
Museum for Forsyning og Bæredygtighed
Det Grønne Museum
Det Kgl. Bibliotek
Nationalmuseet
Rigsarkivet
Pilotprojektet er støttet af Augustinus Fonden.
Læs mere: merevandisystemet.dk

Projektets anden caseinstitution er Slagelse Arkiverne, der deltager med lokalarkiverne i Korsør og Skælskør. På denne del af Vestsjælland fylder vandet på godt og ondt året rundt: der er stigende vandmængder ved vintermånedernes storme, risiko for oversvømmelser ved store nedbørsmængder samt erosion af kysterne. Men vandet bliver også brugt til badning, sejlads, træning og til at nyde livet. Der er aktuelle indsatser for kystsikring og beskyttelse af de lavtliggende byer. Vand – og de øgede mængder af det – er altså et højaktuelt emne, der har borgernes interesse.

Lokalarkivernes force er de personlige beretninger, erindringer og lokale vinkler på nationale udviklinger. Det skyldes især den geografiske nærhed til borgerne, vores gode lokale kendskab og tillidsforholdet mellem borgere og arkiv.

I Korsør, Skælskør og omegn arbejder vi i projektet både med en interviewindsats og indsamling via den digitale platform Connect to Collect. Vi vil gerne udforske og lære mere om, hvordan lokale borgere kan fungere som en slags midlertidige frivillige og bidrage til arkivets samlinger. Interviewindsatsen er derfor primært tilrettelagt som et citizen science-initiativ, hvor borgere inviteres til at interviewe lokale kontakter med udgangspunkt i nogle foruddefinerede spørgsmål. Spørgsmålene er udviklet af projektets arbejdsgruppe med bistand fra forskere med erfaring på området. De frivillige interviewere vælger selv, hvem de har lyst at interviewe til projektet.

Interviewindsatsen blev skudt i gang i december 2024 ved et arrangement i Tårnborg Sogn uden for Korsør i samarbejde med det kommunale projekt Liv i Landsbyerne. Her kom vi helt tæt på lokalsamfundet og fik præsenteret projektet over gløgg og æbleskiver. Vi uddelte også interviewpakker med bland andet interviewguide og vejledning, så de lokale borgere var klædt på til at kaste sig ud i rollen som frivillige interviewere. Interviewpakkerne er desuden distribueret i lokalsamfundet og står også til afhentning på lokalarkiverne. Vi følger op på indsatsen først på foråret 2025 med endnu et borgermøde.

Den anden del af indsamlingsindsatsen foregår via Connect to Collect. I dag orienterer mange borgere sig visuelt og er klar til at dokumentere med smartphonens kamera. I stedet for kun at dele på Facebook, kan de nu let aflevere deres billeder til arkiverne. Med brugen af indsamlingsplatformen håber vi at få nye erfaringer med, hvordan vi kan indsamle digitalt skabt materiale fra nyere tid. Vi ønsker desuden at gøre lokalbefolkningen opmærksom på, at arkiverne også indsamler lokale billeder fra samtiden og den helt nære fortid.

Forskning og kulturhistorisk beredskab

I den sidste del af projektperioden er planen at arbejde med en fælles national digital indsamling. Vi ønsker også at undersøge, om det er muligt at aftale et kulturhistorisk beredskab, så hver institutions rolle i dokumentationen af en landsdækkende klimahændelse på forhånd er klar. Vores erfaringer med samarbejdet, ansvarsfordelingen mellem institutionerne og med de konkrete indsamlingsaktiviteter skal danne afsæt for en ansøgning til et større projekt. Det er planen at involvere relevante udefrakommende aktører, som fx forskere, i evalueringen af pilotprojektet, så vi sikrer, at det fremtidige projekt tilrettelægges, så det bliver værdifuldt både for de deltagende institutioner, borgerne og for forskningen.

Hanne Schaumburg Sørensen er leder af Nyere tid og Rikke Alsbjerg Schøning er museumsinspektør på Museum Østjylland. Maria Mejer er arkivar ved Slagelse Arkiverne. Emilie Paaske Drachmann er projektleder på Mere vand i systemet på Rigsarkivet.

 

Foto, øverst: Bassin til vandopsamling i Randers midtby. Foto: Randers Stadsarkiv

 

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 1, 2025.

 

Køb bladet

Køb de seneste numre eller tegn abonnement

 

Læs ældre numre

Find gamle numre i vores arkiv

Arkivet fungerer ikke optimalt i Safari, så vi anbefaler at bruge en anden browser.

 

Forside Magasinet Museum nr. 1, 2025. Tema: Samtid, nutid, din tid.