Markante ændringer i danske museers indtægtskilder

Offentlige tilskud udgør kun halvt så meget af museernes indtægter i forhold til for 30 år siden, men der har ikke været fokus på de markante ændringer, der er sket. Det er en fejl, for de tal kan potentielt redde de mindre museer.

For omkring ti år siden fortalte en fondsdirektør mig, at han overvejede et koncept, hvor en fond i en periode på nogle år ’adopterede’ et museum med det mål at forbedre museet markant for afslutningsvis at ’aflevere museet tilbage’ til museumssektoren. Idéen kom aldrig videre, da staten kort efter startede et lovrevisionsarbejde for museerne med fokus på, hvad der skulle være opgaver og finansiering for museerne i fremtiden. Dermed mistede fonden friheden til at gå ind og løfte enkeltmuseer. Lige siden har idéen stået for mig som en fascinerende vision for de museer, der kan, vil og er nødt til at udvikle sig. Teorien var jo, at en tilførsel af ekstern kapital og kompetencer i en periode kunne sikre varig effekt fagligt, formidlingsmæssigt og på museets indtjening.

Så spørgsmålet er: Kan man flytte museer sådan helt grundlæggende? Eller er vi låst i nogle givne rammer? Det optager mig. For at få en indikation på et svar, lavede jeg i vinteren 2022 en lille undersøgelse af de statsanerkendte museers hovedindtægtskilder over en længere periode fra 1993 til 2019.

Museernes egenindtjening er blevet den største indtægtskilde

Resultatet kan ses i figur 1, der viser alle museers indtægter i faste priser (2021 niveau). Figuren viser nogle ret markante udviklingstræk: For det første er museernes såkaldte ’egne indtægter’ blevet omtrent fordoblet i hvert årti og har nu nået et niveau, 1,3 milliarder kr., hvor de udgør en større sum end alle offentlige tilskud fra stat og kommune tilsammen! Egne indtægter er alt andet end offentlige tilskud og fondstilskud. De kommer fra entré, salg i café og butik, arkæologiske regninger, lokaleudlejning, udlejning af udstillinger og meget andet. For det andet er det tydeligt, at først de statslige tilskud fra Kulturministeriet og nu også de kommunale tilskud er stagneret. Det til trods vedbliver museernes omsætning med at stige. For det tredje er fondene blevet langt vigtigere end de var for årtier siden, hvor der slet ikke var de tilskud til nye udstillinger, aktiviteter og meget andet, vi kender i dag.

Manglende indsigt i museernes indtægter gør os ude af stand til at træffe beslutninger om sektorens udvikling fremover

Figuren vil måske overraske. Vi mangler nemlig indsigt i de store forandringer af museernes indtægter, som den viser. Nogle kunne tilføje, at figuren viser, at vi helst skal blive ved med at mangle den indsigt. Den kan jo bruges til at foreslå, at museerne selv finansierer mere og får mindre i tilskud. Hertil vil jeg for det første sige, at politikerne for længst har afkoblet krav fra tilskud. Der er stillet øgede krav til forskning, samlinger med videre i den periode, hvor tilskuddene er stagneret. For det andet vil yderligere studier med stor sikkerhed vise, at der er sammenhæng mellem evnen til at tjene penge selv og det offentlige grundtilskud. Endelig hører det med, at de statsanerkendte museer omfatter en tredjedel, hvor der kommer færre end 30.000 gæster årligt og en tredjedel, hvor der kommer flere end 100.000 gæster årligt. Det afspejler store forskelle i det ’oplevelsesmarked’, det enkelte museum opererer i, alt afhængig af beliggenhed og museets emne. De tal afspejler dog også udstillingernes niveau og dermed ressourcer. Nye museumsbyggerier og markante udstillinger fra det sidste tiår har således øget enkeltmuseers attraktivitet betragteligt. Det er en vigtig forklaring på den samlede vækst i det sidste årti, og derfor bør vi kende disse tal. I al beskedenhed kunne vi for mit eget museums vedkommende fordoble antallet af gæster i 2021 efter åbning af et helt nyt museum på Faaborg havn og firedoble vores egenindtægter fra gæsterne.

Museerne differentierer sig som aldrig før i mission og indtægtsmodel

Museerne har i dag forskellige strategier for at drive museum, og hver strategi fører til forskellige modeller for at skaffe finansiering fra offentlige kasser, fra publikum og fra fonde. Det er et helt andet scenarie end, da jeg fik mit første museumsjob i 2003. Det år var der næsten 150 statsanerkendte museer i Danmark. Langt de fleste var lokalt forankrerede, kulturhistoriske museer med udstillinger om vidt forskellige emner (cirka 80 museer i alt). Der var derudover en lille gruppe på omkring 20 museer, der var nationalt orienterede og specialiserede. Disse fik en betragtelig del af statsstøtten, fordi museumsloven dengang opererede med to niveauer af statsanerkendte museer. De særligt vigtige museer (kaldet ’paragraf-16-museer’ efter den daværende lov) var stort set lig de museer, som havde mange gæster og store egenindtægter fra disse.

Siden 2003 er der sket rigtig meget. Mere end halvdelen af de lokale museer (cirka 50 af de 80 museer) er gået ind i fusioner med andre museer i deres region. Derudover har enkelte af dem haft held til at rejse fondsmidler til nye, typisk nationalt orienterede, attraktioner med et særligt tema, som drives af den samlede ’museumskoncern’. Sådanne museumskoncerner får en mission, som bliver en blanding af en lokal forankring (måske med lokale støtteforeninger), regionale opgaver indenfor blandt andet arkæologi samt en betragtelig indtægtskilde, der er knyttet til en nationalt orienteret oplevelsesøkonomi.

Endelig kan det være, at museet går i tæt samarbejde med den lokale kommune om at løfte politiske opgaver i relation til at profilere byen, afhjælpe ensomhed og andre politiske dagsordener. Eksempler kunne være Tirpitz i Blåvand, Ragnarock i Roskilde eller mit eget museum, der i denne valgperiode har indgået en partnerskabsaftale med vores kommune om dagsordner knyttet til turisme, sundhed og fællesskaber.

Flere af de museer, der hele tiden har været nationalt orienterede, er i samme periode vokset ret betydeligt i indhold, besøgstal og økonomi takket være store fondsdonationer. Eksempler kunne være Den Gamle By eller Moesgaard. De museer har, grundet ændring i indtægtskilder og vækst, fået en helt ny status i den samlede museumssektor, men blev derfor også ramt hårdere under COVID-19 pandemiens første bølge, da museerne blev tvangslukkede. De stod jo med en masse udgifter til lønninger med mere, men uden indtægter fra gæsterne.

Endelig vælger nogle museer at specialisere sig og rette målgruppetænkning og formidlingsformer til, så de kan påvirke nogle af tidens store nationale (internationale) politiske temaer: Køn, etnicitet, sociale og politiske skel med videre. Resultatet er blevet en meget differentieret museumssektor, hvor det er svært overhovedet at få overblik over de forskellige opfattelser af selve definitionen på at drive museum blandt de nuværende cirka 100 statsanerkendte museer. Internt på hvert museum kræver differentieringen langt mere refleksion over de strategiske valg, man tager (og ikke tager) end for 20-30 år siden, hvor museerne var langt mere ens i deres grundlogik (og i medarbejdernes kompetencer).

Hvor nogle museer altså vælger at lægge hovedvægten på øgede indtægter fra gæster, løser andre politiske udfordringer og kan dermed åbne nogle helt nye offentlige kasser.

Jeg tror på en vækstmodel for andre end de helt store museer

Mit eget udgangspunkt som leder var et utrolig lille kulturhistorisk lokalmuseum på Sydfyn, som jeg kom til for 15 år siden. Netop den type museum var og er meget presset af udviklingen i dette årtusind. Fondenes dagsordener og ønsket om at tiltrække mange gæster, der kan give egenindtægter af en vis betydning, kræver, at man orienterer sig mod nationale tendenser og tænker ud over den klassiske museumsfaglige tænkemåde. Vi har forsøgt at nytænke ved at fokusere på forholdet mellem kultur og natur, tage det moderne menneskes forhold til naturen som afsæt for derigennem at flytte såvel vores museums attraktivitet som opfattelsen af Sydfyn og Øhavet for turister og tilflyttere. Vi fik i en periode på tre år bevilget millioner fra vores kommune, fra staten og fra fonde, og kan dermed på en måde afprøve det, som fondsdirektøren foreslog for 10 år siden. Vi er blevet langt mere bæredygtige økonomisk, men vi er slet ikke færdige med udviklingen. Skal jeg være ærlig, er et museum med 20 millioner kroner i omsætning og 14 fastansatte stadig et ’lille’ museum. Mit håb for fremtiden er, at der bliver flere mindre museer ligesom vores, som får mulighed for at løfte deres attraktivitet og betydning. I det forrige årtusind blev mange meget små museer gradvis indlemmet blandt statsanerkendte museer, mens mange af disse nu er presset og frygter at ryge ud i kulden igen. Her kunne viden om modeller for vækst og øget bæredygtighed være dette årtusinds udgave af gamle dages sympatiske museumspolitik.

Data

Statsanerkendte museers indtægter 1993-2019 (mio. kr. i faste priser (2021))

Figuren viser, at de samlede indtægter er næsten tredoblet 1993-2019, men at de offentlige tilskud kun steg en smule fra 1990’erne til starten af det nye årtusind og siden er stagneret bortset fra et midlertidigt løft i de kommunale tilskud i kølvandet på strukturreformen af kommunerne i 2007.

Tallene bag de statsanerkendte museers indtægter 1993-2019

Om artiklens data

Tallene er sammenstykket fra flere forskellige kilder, da der mangler udgivelser, som viser udviklingen over længere tid på tværs af indtægtskilder. 1993 er hentet fra ”Museerne ved årtusindskiftet” (pp. 126-128), Statens Museumsnævn 1996. 2003 er hentet fra bilag 1 i ”Udredning om museernes formidling”, Kulturministeriet 2006. 2010 fra en oversigt over indtægter til alle museer, som indgik i notat af 9. oktober 2012 til Folketinget fra Kulturstyrelsen (KUU alm. Del spm. 151-237). 2014 er fra ”Museer i tal 2013-2017”, Slots- og Kulturstyrelsen. 2019 fra ”Klog på museer”, Slots- og Kulturstyrelsen 2020. Alle tal er pristalsreguleret ud fra Danmarks Statistiks nettoprisindeks

Peter Thor Andersen er direktør for Øhavsmuseet.

Artiklen er bragt i Danske Museer nr. 3, 2022