Montre med filmplakat med Jack Nicholson på. Han har en hvid sømandshat på og ryger en cigar. Han er i bar overkrop og har overskæg. Filmen hedder The Last Detail. I montren er der forskellige cigaret- og tobakpakker.

10 år er gået, siden M/S Museet for Søfart i en gammel tørdok redefinerede sig selv som Danmarks nationale søfartsmuseum. Nu ryster vi posen og udskifter over de kommende år hovedparten af udstillingerne. Klogere på vores bygning, publikum og historien.

Ved åbningen af det nye M/S Museet for Søfart i oktober 2013 var der ikke mange spor efter museets gamle ham, Handels- og Søfartsmuseet, der i næsten 100 år havde levet en stille tilværelse i en af Kronborgs fløje. Museet havde i BIGs underjordiske bygning benyttet sig af en unik chance for at genskabe sig selv som Danmarks nationale søfartsmuseum og folde søfartshistorien ud på nye måder, der appellerede til et bredere publikum end på Kronborg. I de nye udstillinger – designet af det hollandske udstillingsbureau Kossmann.deJong – trådte man ind i en perlerække af gennemscenograferede udstillingsrum, der snoede sig rundt om museets kerne, tørdokken. Æstetik og sanselighed var sat i højsædet sammen med en bred vifte af digitale teknologier, der blev brugt effektfuldt til at understøtte fortællingerne og engagere publikum.

I de nye udstillinger blev en smal branchehistorie bevidst foldet ud til en bredere kulturhistorie. Det åbnede op for nye perspektiver på søfarten, blandt andet en historie, der gav mere plads til mennesker frem for skibe og dermed var lettere at genkende og spejle sig i for de besøgende, der ikke kendte noget til emnet i forvejen. Samtidig glimrede udstillingerne ved at se stort på kronologi og mange af de temaer, man ellers forventer at se på et søfartsmuseum. Museet havde trodsigt forladt den klassiske sondring mellem faste udstillinger og særudstillinger og i stedet bekendt sig til kun en type udstillinger – temaudstillinger, som det var hensigten at udskifte løbende med 2-3 års mellemrum. Frem for at tilbyde den store forkromede fortælling om Danmark som søfartsnation dykkede museet med temaudstillingerne ned i afgrænsede emner som fx globalisering, sømanden som populærkultur og søfolk i krig.

Krav og forventninger

Et modelskab foran en fotostat med en dramatisk himmel og et mørkt hav.

Det største comeback til genstandene er allerede sket i udstillingen ‘Skibe på stribe’, der åbnede på M/S’ 10-års jubilæumsdag den 5. oktober 2023. Her er museets juvelsamling af skibsmodeller foldet ud i al sin rigdom, så ingen skibsentusiast længere går skuffet hjem.
Foto: Maria Dønvang, M/S Museet for Søfart.

Det nye M/S fik en flot modtagelse og tiltrak fra første år et langt større, mere differentieret publikum end før. Udstillingerne fungerede i det store hele godt for voksne og børn, danskere og turister, søfartsinteresserede og forudsætningsløse. Men efter nogle år føltes det, som om udstillingerne blev lidt løse i hængslerne – i overført forstand. Responsen fra de besøgende kredsede år efter år om de samme mangler, og samtidig kom nye til i takt med, at publikum og kulturforbruget ændrede sig. Mens det fx for unge besøgende var uproblematisk at zappe fra temaudstilling til temaudstilling, savnede det voksne publikum, skoler og familier at blive taget mere i hånden. De efterspurgte en rød tråd, en vis form for kronologi og nogle flere kroge at hægte deres nysgerrighed og viden op på. ”Hvorfor er der så få skibsmodeller?” var en anden genganger fra en stor gruppe besøgende, der følte sig snydt for noget af det, de elskede mest ved søfartsmuseerne. Endelig vidnede især brugerundersøgelserne om, at publikums behov og forventninger ændrede sig. De ville vide mere, involveres mere og interagere mere – både med udstillingerne og hinanden.

I stigende grad oplevede vi, at der også blev sat spørgsmålstegn ved udstillingernes formidlingssprog og det historiesyn, de gav udtryk for: Hvorfor fortælles kolonihistorien udelukkende fra kolonimagtens perspektiv? Hvorfor holder vi liv i myten om den sorgløse, drikfældige sømand? Og hvorfor figurerer kvinder kun som stemmeløse koner, mødre, prostituerede og eksotiske stereotyper? Dele af udstillingerne blev ligefrem kaldt ”racistiske” og ”sexistiske”, og det hjalp ikke stort på kritikken, at vi løbende ændrede på udstillingstekster for at nuancere formidlingen.

Så selv om udstillingerne for mange stadig fremstår fremsynede og moderne, er de på afgørende punkter ikke i trit med tiden længere. Samtidig har vi over årene indhentet et indgående kendskab til vores publikum, og gennem en række forskningsprojekter har vi desuden føjet nye kapitler til søfartshistorien, som ikke afspejler sig i udstillingerne. Med vores 10-års jubilæum som pejlemærke besluttede vi derfor i 2020 at ryste posen grundigt og gå i gang med at udvikle nye faste udstillinger, der i højere grad afspejler det museum, M/S er blevet til, og den tid, museet er en del af.

Den røde tråd vender tilbage

En ældre kvinde i et rum med mange ting. Der er kopper, vandflasker og andre ting i baggrunden. Hun ser glad ud.

Når vi gennemgår samlingerne med friske øjne og samtidig bevæger os vidt omkring i vores research, dukker der en mangfoldighed af stemmer op, der kan kaste nyt lys på søfartshistorien. Sømandsdatteren Jane Sorensen dukkede op, da journalist Gregers Møller var på research for os i det tidligere havneområde Klong Toey i Bangkok. Foto: M/S Museet for Søfart og Gregers Møller.

Og hvordan ryster vi så posen? Vi skrotter for det første tematik som styrende greb og vender tilbage til den kronologiske basisfortælling – for at imødekomme efterspørgslen fra publikum for et mere tydeligt, sammenhængende narrativ gennem udstillingerne. Over et langstrakt udstillingsareal på 1000 m2 vil vi folde en bred fortælling ud om, hvordan Danmark er blevet formet som søfartsnation gennem 400 år – men uden at hægte den op på epoker, begivenheder og årstal. I stedet inviterer vi publikum med ombord på en tidsrejse, der undersøger, hvordan havet gennem århundreder har forbundet os med resten af verden, og hvordan det har ændret verden, at vi som landkrabber kastede os ud i noget så halsbrækkende og naturstridigt som at krydse store oceaner. Helt bogstaveligt går vi i udstillingen ombord på skibene, rejser med søfolkene ud i verden, oplever slid og slæb, frihed og eventyr, sygdom og død. Rejsen bringer os langt ud i verden – på handelstogter til Asien, Grønland og Vestindien, på jordomrejse i videnskabens tjeneste, hjem til stuerne i de sydfynske søfartsbyer og senere ud i det myldrende liv på Københavns Frihavn, da dampen tog over. Derfra fortsætter rejsen gennem en traumatiserende Anden Verdenskrig og videre til Bangkok i 1960’erne, hvor sømanden udlever sin heyday, og til Aarhus Containerterminal i dag, hvor skibe anløber fra hele verden. Gennem denne lange fortælling er havet hele tiden nærværende – skiftevis tæt på og langt ud i horisonten. Havet ændrer karakter, gennem storm og blikstille vejr, og det samme gør menneskets forhold til havet, i takt med at vi lærer at tøjle og udnytte det.

Tingene frem i første geled

I de ’gamle’ udstillinger er design og scenografi på godt og ondt styrende for oplevelsen af indholdet. Genstandene er der, men i andet geled og udstyret med så korte tekster, at det kan være svært for formidlere at udnytte tingenes fortællepotentiale og for besøgende at afkode og mærke dem. I de nye udstillinger ændrer vi på balancen mellem form og indhold. Udstillingsdesign og scenografi er stadig helt afgørende for publikumsoplevelsen, men genstandene kommer frem i første geled og får lov at fortælle – gennem digital levendegørelse, lydfortællinger og genstandsnære tekster – og ved at inddrage andre blikke på tingene, fra fageksperter og personer, der har viden og erindring om dem.

I arbejdet med de nye udstillinger har vi sat en midlertidig stopper for passiv indsamling og koncentrerer os i stedet om research og aktiv indsamling. Der er fokus på at indhente ny viden og nye perspektiver på vores egen samling. Og på at indsamle genstande og beretninger ude omkring – i andre samlinger og arkiver, ude på skibene, i havneområderne og hjemme i folks private kommodeskuffer og computerdrev. Fra projektets start har en medarbejder med journalistbaggrund interviewet søfolk og personer fra den maritime branche såvel som familiemedlemmer og andre, der har været direkte eller indirekte påvirket af søfarten.

Nye stemmer, nye narrativer

ogforside. Danmark som søfartsnation af Anders Ravn Sørensen. Billedet er et maleri af to sømænd på fordækket af et skib. Skibet ligger i en havn med mange andre skibe.

Siden åbningen af det ny M/S i 2013 har museets årbog hvert år føjet nye kapitler til museets emneområde. Bag de fleste af bøgerne ligger helt ny forskning, udført af museets egne medarbejdere og samarbejdspartnere i forskningsverdenen.
Foto: M/S Museet for Søfart.

Den aktive indsamling er afgørende for at lykkes med en af projektets vigtigste målsætninger: At skabe rum for flerstemmighed. Flerstemmighed er essentielt, dels for at nuancere fortællingen om dansk søfart, dels for at brede fortællingen så meget ud, at den bliver vedkommende og interessant for de mange besøgende, der ikke allerede har interesse for søfart, når de besøger museet. Da museets daværende direktør Ulla Tofte i 2020 offentligt udtalte, at det var tid til at revidere museets udstillinger og det historiesyn, de gav udtryk for, lod reaktionerne ikke vente på sig. Museet blev anklaget for at ville ændre på fortiden og for at føje sig for kritik. Formålet er dog ikke at ændre fortiden, men at nuancere den, udtalte Ulla Tofte til Berlingske: ”Al historieformidling er en løbende proces, hvor vi udvikler narrativerne i takt med der, hvor vi er på vej hen. […] Fortiden består af flere stemmer. Det er en udbredt misforståelse, at historien er konstant. Hvis man lukker op for andres historie, gør man ikke vores egen historie mindre.” (Berlingske 10.08.20)

Flerstemmighed er i sagens natur et vidt begreb, og på M/S arbejder vi med den på flere måder. For det første ved at inddrage andre fagligheder og blikke på vores eget kildemateriale: Akademikere, kunstnere, maritime fageksperter og lignende. Og for det andet ved at give plads til et langt større kor af historiske stemmer, der kan løfte fortællingen om Danmark som søfartsnation: Besætningsmedlemmer fra høj til lav, lokale borgere i kolonier og søfartssamfund, missionærer og værtshusejere, familiemedlemmer og efterkommere. I de senere år har ny forskning inden for især identitetshistorie, antropologi og økonomisk teori løftet sløret for nye sammenhænge og perspektiver på søfarten. Af den grund er det særligt gennem ny forskning, at vi finder andre indgange til vores emneområde.

Mange nye stemmer lader sig finde, når man leder aktivt. Til gengæld er det en helt anden udfordring at inkludere de ufatteligt mange stemmeløse mennesker, der ikke har sat sig spor i hverken samlinger eller historieskrivningen. Hvordan giver vi stemme til de slavegjorte, der blev frarøvet liv og fremtid, og til søfolkene nederst i hierarkiet, der er forsvundet i de frådende bølger og glemslens tåger? Det og meget andet giver vi et bud på, når de nye kronologiske udstillinger åbner på M/S i foråret 2025.

Marie Ørstedholm er chefkurator på M/S Museet for Søfart.

 

Foto, øverst: Sexisme eller uskyldig underholdning? I udstillingen Vores allesammens sømand tager unge besøgende sig til hovedet, mens de ældre griner vemodigt. Udstillingen ser på sømandens rolle i populærkulturen og gengiver dermed også de stereotyper og myter, der hæfter sig ved sømanden. Foto: Ida Johansen.

 

Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM nr. 1, 2024.

Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.

Forside på Magasinet Museum Forår 2024. Med store tabloid-agtige bogstaver, står der krisetid. Forsidens baggrundsfarve er orange. Med mindre skrift står: Flere og flere kriser rammer os. Måske er museerne en del af løsningen.