I Lyngvilds version af Dronning Tove alluderes der både til syndefaldsmyten og Snehvide.

Hvorfor sidder dronning Tove med et rødt æble i sit skød i Jim Lyngvilds vikingeudstilling på Nationalmuseet? Og hvorfor ligner hans vikinger mest af alt noget fra fantasy-litteraturen? Mens debatten om udstillingen har raset om ja eller nej, sandt eller falsk, videnskabeligt belæg eller ej, så synes den helt at have overset et centralt spørgsmål: Hvordan virker udstillingen egentlig som form?

Af Henrik Lübker, museumsinspektør, Odense Bys Museer

Det vakte stor debat inden for og uden for museumsverdenen, da Nationalmuseet i 2018 tog imod designeren Jim Lyngvilds tilbud om at redesigne vikingeafsnittet i museets udstilling om forhistorisk tid. Vikingeudstillingen var benzin på en ulmende diskussion om, i hvor høj grad museer står i oplevelsesøkonomiens eller oplysningens tjeneste (og om disse i det hele taget er modsætninger). Selve måden, hvorpå Lyngvilds udstilling fungerer som form, blev imidlertid glemt i diskussionen. Det er ærgerligt, da det netop er udstillingens formarbejde, der synes at skabe en særlig oplevelse af fortiden.

Rumligt adskiller Lyngvilds udstilling sig ikke i væsentlig grad fra resten af Nationalmuseets oldtidsudstilling, der groft sagt består af en række serielt forbundne mindre rum, hvori fundene mere eller mindre ligger på rad og række – kontinuerligt, kronologisk fremadskridende. Men det virker heller ikke, som om det er det rumlige designarbejde, der har drevet Lyngvild. Med sin baggrund fra modeverdenen synes det snarere, som om hans udstillingsdesign er inspireret af magasinverdenens glatte og glittede papir. Således består udstillingen primært af en serie store plancher, der hver især fotografisk illustrerer en person eller persontype fra vikingetidens persongalleri. Hvor resten af udstillingen fremviser skitsetegninger eller nøgternt beskriver, bliver fremstillingen hyperbolsk i form af hyperrealistiske fotografier hos Lyngvild. Og hvor resten af udstillingens plancher er kontekstskabende i forhold til genstandene, tårner billederne af vikingerne sig op over både gæst og genstande hos Lyngvild.

Huller i historien

At det er stolpehuller, fund og få skriftlige beretninger, der har afstedkommet en sådan lyngvildsk billedrigdom, er i sig selv ret utroligt. For på trods af, at det er imponerende at se alle de mange fund på rad og række på Nationalmuseet, så er fortiden og ikke mindst museumssamlingen karakteriseret meget mere af huller end af fund. Alligevel er disse sorte huller – alt det tiden tog – mærkeligt fraværende hos både den resterende oldtidsudstilling og i Lyngvilds vikingeudstilling. Men de er fraværende på to forskellige måder.

Den resterende oldtidsudstilling tager afsæt i fundene, og der skabes en historie ud fra dem. På rad og række ligger de som en slags vidner om, at den dertilhørende skitseplanche er sand. Men er sådan en ’sober fremstilling’, hvor man ikke går længere, end man har hjemmel til, ikke i sig selv en konstruktion, der fortegner billedet? Skævvrides historien ikke, når det er helt bestemte typer af scenarier og genstande, der er blevet bevaret, uden at formidlingen forholder sig til dette?

Fuldstændig omvendt er det hos Jim Lyngvild. Hvor fageksperten tøver og trækker følehornene til sig, når han eller hun konfronteres med et af historiens mange sorte huller, så tør Lyngvild: Han tager skridtet fuldt ud fra viden til fiktion for derigennem at fremmane vikingetiden.

Fantasy-karakterer

Hvis resten af oldtidsudstillingen sætter genstandene i centrum, så er det Jim Lyngvild selv, der er i centrum i de tre udstillingsrum, han har designet. Fortolkningen – udfyldelsen af alle historiens sorte huller – fylder nemlig så meget, at genstandene nærmest bliver bifigurer i Lyngvilds show. Som var det altertavler og genstandene ofringer, tårner plancherne sig op og stjæler al opmærksomheden. Befriet for kontekst såsom miljø, samfund og tid træder karaktererne frem på den grå fotobaggrund. De bliver ikke blot typer, men stereotyper, der snarere synes hentet fra populærkulturelle fantasyuniverser og eventyr end fra levet liv i slutningen af forhistorisk tid. På denne vis forskubber Jim Lyngvild vikingefremstillingen til et mytologisk univers, en fantasy-verden, som primært består af poler frem for nuancer. Billederne kunne med andre ord lige så vel have været covers på nogle af de mange fantasy-romaner, jeg selv læste som barn. Og ligesom i de fortællinger, er det hos Lyngvild det heroiske, smukke og renskurede, der er omdrejningspunktet. Selv tøjet har forvandlet sig til rober af silke med elegante print.

Mere endnu: Fordi der så tydeligt er tale om en mytologisering af vikingerne, udviskes forskellene mellem fortid og nutid. I stedet indbyder Lyngvilds fremstilling til identifikation: Som fantasy bliver der tale om en form for eskapisme ind i et eksistentielt tolkningsrum, ind i en altid. Det understreges også af nutidigheden i det hele: Tatoveringerne, frisurerne, udseendet er på én gang lyngvildsk vikingetid og nutid. Således gør Lyngvilds fortælling os til vikinger – ædle, smukke og heroiske – som vi altid har været det. Modsætningen er ikke længere at finde mellem nu og da, men mellem os og dem, mellem os som vikinger og modsætningen til det ædle, smukke og heroiske. Alt det der findes uden for udstillingens og Lyngvilds billedverden, alt ’det andet’.

Undringens mulighed

Lyngvilds udstilling er på mange måder for meget. Fortiden idealiseres for meget. Vikingerne bliver gjort for polerede. For noble. For heroiske. For løsrevet fra det historiske og deres kontekst. Som de træder frem på deres anonyme fotobaggrund, bliver de nærmest rollespilskarakterer. Som sådanne glansbilleder peger Lyngvilds fotoarbejde på sig selv som konstruktion. Fotobaggrundens changerende grå får en til at tænke på skolefotos eller måske fotostanden i indkøbscentret ved juletid, hvor ungerne kan fotograferes med nissehue på. På samme vis ligner Lyngvilds vikinger nutidige danskere, der lige er hoppet i rollespilstøjet til et photo shoot. Dermed får det hele et fladt og kunstigt udtryk, der er så meget kitsch, at det er svært ikke at tænke, at det er skjult kamera. Ses udstillingen i dét lys, bliver den en form for verfremdung, der synliggør den historiske fremstilling som konstruktion. Som sådan rummer den potentiale til at åbne samtaler om og refleksion over, hvilken nutid og fremtid vi skaber igennem vores måde at fortælle fortiden. Som sådan åbner den for et spørgende rum, hvor også eksperterne kan komme til orde og redegøre for alt det, de ved, og det endnu mere, som de ikke ved.

I momenter peger både Nationalmuseets oldtidsudstilling og Lyngvilds vikinge-afsnit på muligheden for en mere bæredygtig formidlingspraksis, der levner plads til både historiens huller og gæsternes aktive medtænken og undren. Men skal det ske mere end blot momentvis, kræver det, at vi i museumsverdenen kommer ud af vores refleksionsløse omgang med udstillingssproget og begynder at reflektere over vores egne fortidskonstruktioner og den nutidsvirkelighed og fremtidsmulighed, sådanne er udtryk for. Først da kan vi med åbne øjne gå ind i den fremtid, vi selv er med til at skabe igennem arbejdet med vores fælles kulturarv.

 

Foto: Henrik Lübker

Artiklen blev bragt i Danske Museer nr. 2, 2019

Artiklen er en revideret version af indlægget Formens mytologi på forfatterens egen blog, lubker.net.