
Mennesker bruger deres ører hele tiden. Alligevel fylder lyd overraskende lidt i danske museumssamlinger. Det viser en kortlægning foretaget af Nationalt Videncenter for Sonisk Kulturarv. Centeret har fire bud på, hvordan lyd kan få mere plads i samlingerne.
Engang var et besøg på et museum kendetegnet af andægtig tavshed i store rungende sale. I dag har lyden fundet vej ind i udstillingsrummene. Lyde af keltere, konger og vikingeskibe møder os, når vi træder ind på de kulturhistoriske museer, og lyd er for længst blevet en faktor i samtidskunsten. Men er vores arbejde med samlings- og vidensudvikling fulgt med i udviklingen hen mod mere sanselige museer? Er vi klar til at arbejde fagligt med kulturhistoriens lyd? Og hvad skal der til, for at det soniske kommer til at fylde lige så meget i samlingerne som i udstillingerne?
Det var spørgsmål som disse, der fødte Nationalt Videncenter for Sonisk Kulturarv (SOKU) i 2024. Med centeret vil vi – sammen med stærke aktører på museer og i forskningsverdenen – lægge grunden til et museumsfagligt arbejde med kulturhistoriens lyd. Det første vi satte os for, var at undersøge, hvordan danske museer i dag håndterer lyd i deres samlinger, og vi igangsatte med støtte fra Kulturministeriets Forskningspulje pilotprojektet Lyd og Samlingsudvikling.

”Ejnar Jensen var Struers sidste bytrommeslager indtil 1930’erne. Blev omtalt persillegartneren. Her ses han på vej op ad Søndergade,” fortæller Struer Museums objektbeskrivelse.
Foto: Daniela Bretes Maciel Elneff
Sonisk kulturarv
Der findes ingen officiel definition af sonisk kulturarv. Vores brug af begrebet tager afsæt i UNESCOs konventioner om materiel og immateriel kulturarv. Det betyder, at vi forstår sonisk kulturarv både som genstande, der knytter sig til dét at lytte eller give lyd, som historiske kilder, der dokumenterer lyd og lytning, og som levende kulturelle praksisser i form af sprog, musik og andre lydgivende aktiviteter. Da vores undersøgelse i denne omgang udelukkende angik statsanerkendte museers samlinger, fokuserede vi altså udelukkende på én del af den samlede overleveringspraksis for sonisk kulturarv: den del der gennem tiden har været omfattet af museernes arbejde med at indsamle, registrere og bevare genstande. Undersøgelsen inkluderede ikke arkiver og levende kulturarv. Hensigten var at afklare, om det er muligt – endsige relevant – at benytte de tilgængelige nationale museumsdata til at identificere sonisk kulturarv på tværs af kunsthistoriske, etnografiske og kulturhistoriske museer, og dernæst på baggrund af det identificere eventuelle behov, muligheder og perspektiver for at styrke museernes faglige greb om lyden.
0,5% lyd på danske museer
I den fælles nationale registreringsplatform SARA findes der flere ordforråd til kategorisering og klassifikation af objekter – hver tilpasset et bestemt fagområde. Hvert klassifikationssystem og dets ordforråd afspejler sin egen faglige tradition, hvilket fører til forskelle i, hvordan de anvendes. Nogle er meget specialiserede og præcise – det gælder fx kategorierne til klassifikation af musikinstrumenter, mens andre som Den Saglige Registrant er mere generelle og fleksible.
En liste med lydhenvisende objekttyper blev udarbejdet på tværs af alle fagområder, baseret på den logik, at hvis et objekt var blevet udpeget som kulturarv på grund af sine lydlige egenskaber, ville det sandsynligvis være kategoriseret med et begreb med lydlige medbetydninger.
Når vi filtrerede de omkring 8,3 millioner poster i SARA gennem listen, endte vi med ca. 40.300 poster, svarende til omkring en halv procent af den samlede mængde. Det resultat skal tages med et gran salt, da nogle af objekttyperne som “Lyd- og billedgengivere” fra Den Saglige Registrant og “Film-/video-/lyd-/computerværk” fra den kunsthistoriske værktype tydeligvis er bredere end det, vi søger efter. Vi må formode, at en del af de godt 40.000 genstande er billedgengivere eller computerværker, hvor lyden spiller en marginal rolle. Samtidig er det også muligt, at der i samlingerne findes relevante genstande, der ikke dukker op i vores søgning, fordi de har en anden objekttype. Resultatet er dog en indikation på lydens rolle i samlingerne, og 0,5% er relativt lavt i forhold til lydens og hørelsens ellers ret væsentlige bidrag til den menneskelige erfaring i det hele taget.

”Struer Bytromme. Højde: 36 cm. Diam.: 38 cm.” Sådan står der i Struer Museums objektbeskrivelse.
Foto: Daniela Bretes Maciel Elneff
Indsamling og registrering af lyd i dag
Efter kortlægningen i SARA blev fire museer udvalgt til opfølgende interviews: Musikmuseet under Nationalmuseet, Louisiana Museum for Moderne Kunst, Arbejdermuseet og Struer Museum. Opfølgningen fokuserede på museernes motivation for at indsamle sonisk kulturarv samt på de praktiske og teoretiske overvejelser, som lå bag. I samtalerne udkrystalliserede der sig fire forklaringer på, hvorfor lyd fylder så relativt lidt i de museale samlinger:
1. Minimumsregistrering
Beskrivelserne i SARA kan være formet af det, man kunne kalde ’museumsfunktionen’. Det betyder, at objekter kun dokumenteres i det omfang, det er nødvendigt for at kunne finde dem igen. Den standardiserede dokumentationspraksis er primært orienteret mod fysiske, visuelle karaktertræk, mens lydlige kvaliteter som decibel eller klangfarver ikke er en naturlig del af standardregistrering. Det er med andre ord nemmere finde genstande med særlige visuelle karaktertræk end auditive.
2. Registreringens perspektiv
Bagved bestemmelsen af kulturarv ud fra dens soniske egenskaber og kvaliteter ligger et valg om at fremhæve noget frem for andet – hvilket også peger på, at ’sonisk kulturarv’ ikke blot er en kategori af kulturarven, men også en måde at tilgå og engagere sig i det historiske materiale. Om det er med øjet eller med øret man primært går til objektet, har helt naturligt indflydelse på, hvordan dokumentationen udformes og karaktertræk vægtes.
3. Registreringens tid
En stor del af kulturarvsgenstandene er indsamlet og dokumenteret længe før UNESCOs konvention fra 2003, hvor fokus blev rettet på relationelle og immaterielle kulturformer. Begrebet kulturarv havde på det tidspunkt en anden betydning med forrang for visuelle og materielle karaktertræk.
4. Samling vs. arkiv
Museernes samlingspraksis er fokuseret på genstande, der er ophørt med at have deres oprindelige funktion. Musikinstrumenter og radioapparater bliver ’stumme’ i de museale samlinger, hvor hensynet til bevaring tit vejer tungere end ønsket om aktivering. Sporene efter fortidens lyd og lytning vil derfor ofte føre til arkiver, hvor nedskrevne registreringer, lydoptagelser, diagrammer og partiturer med mere findes.
Tavse genstande
Lyd er bølger, der rejser gennem materialer og sætter vores trommehinder og kroppe i bevægelse. Lyd er en forskydelse fra stilstand. Det betyder, at nogen eller noget skal aktivere materialet, for at der skabes lyd.
Derfor er det måske ikke overraskende, at museernes samlinger er fyldt med tavse genstande. Den gamle bytromme i Struer Museums samling kan fx ikke tåle at blive taget i brug på samme måde som da trommehvirvlerne for hundrede år siden lød i byens gader. Det er den for skrøbelig til. Paradokset er, at dengang den var i brug var der ganske få mennesker, som interesserede sig for trommens udseende og materialer, mens alle i byen havde et forhold til lyden. Alligevel er det trommens materielle og visuelle karakteristika, der er i fokus i museets beskrivelse af genstanden. Går man til arkiverne er det muligt at finde beskrivelser af trommemanden og hans funktion i Struer og i provinsbyerne i det hele taget: at alarmere, at samle folk og bringe informationer ud. Men lyden af genstanden undslipper os og fortaber sig i gængs kulturarvspraksis.

Fordeling af udvalgte lydrelaterede objekttyper over hele datasættet. Data hentet november 2024.
Nye tilgange til lyden af fortiden
Pilotprojektet har givet indsigt i, hvad der omtrent findes af sonisk kulturarv i danske museers samlinger, og det har peget på nogle strukturelle udfordringer for en mere sammenhængende museumspraksis, når det drejer sig om kulturhistoriens lyd. I jagten på fortidens lyd kan man til tider føle sig som en Don Quixote, der kæmper mod tidens vindmøller: lyden var jo netop knyttet til et bestemt tidspunkt og et bestemt sted. Det var en begivenhed, der per definition er tabt for eftertiden. Jagten på fortidens lyd er derfor på en måde en umulig drøm – som drømmen om en tidsmaskine.
Men at interessere sig for kulturhistoriens lyd er ikke det samme som at ville reproducere fortiden. Opblomstringen af det felt, der internationalt set kaldes ’sound studies’, og den stigende historiske interesse for sansningens og lytningens historie demonstrerer, hvor meget ny viden, der kan skabes, hvis vi begynder at spørge til, hvordan man gennem tiden har lyttet til hinanden og til omgivelserne: hvilke lyde og hvilke lytteformer, der har karakteriseret bestemte perioder, bestemte kulturer og bestemte sociale grupper.
I forlængelse af pilotstudiet kan vi pege på fire veje at gå, hvis lyden skal fylde mere på museet: Først og fremmest er det tydeligt, at der i ’beskrivelsesmåden’ kan lægges mere vægt på bevarede genstandes lydlige karakteristika. Beskrivelseskategorier og konsistent klassificering kan udvikles og dokumenterende lyd- og videooptagelser kan knyttes til objekter. For det andet er der ’perspektivet’ bag indsamlingen og blikket på genstandene: Hvad ville vi samle på, hvis kurateringen havde fokus på lyd og lytning? Hvilke historier kunne vi fortælle, hvis vi lyttede til kulturarven? For det tredje er der ’navigation’ i kulturarven: Hvordan kan vi efterspore lydens og lytningens historie på tværs af samlinger og arkiver? Store lydarkiver som DRs radio- og tv-arkiv bliver tilgængelige, og vi bliver stadigt bedre til at søge i store mængder data. Endelig, for det fjerde, kan en interesse for den soniske kulturarv også handle om at ’identificere, aktiverer og dokumentere’ den levende og immaterielle kulturarv i form af ritualer, vaner og traditioner i samfundet omkring os.
De fleste museer har erfaret, at det ikke længere er nok med genstande i montrer og tekster på en væg, når vi formidler kulturhistorie. Sanserne er tilbage i formidlingen, og dermed er der også god grund til at undersøge, hvordan vi får lyden og de andre sanser mere ind i arbejdet med samlings- og vidensudvikling.
Mads Kullberg er museumsinspektør, Jacob Kreutzfeldt er centerleder og forskningsleder og Daniela Bretes Maciel Elneff er videnskablig assistent og lyddesigner – alle på Struer Museum og Nationalt Videncenter for Sonisk Kulturarv.
Foto, øverst:
Arbejdet med at genskabe lyden af Struers Bytromme, Struer Museum 2025. På grund af trommens skrøbelighed måtte vi arbejde med nænsom berøring i stedet for slag.
Foto: Daniela Bretes Maciel Elneff
Artiklen er udgivet i Museum nr. 1, 2026
Køb bladet
