Fremtidens Museer
I denne serie tager vi et kig i krystalkuglen, zoomer ind på en udfordring og ser på, hvordan den kan løses. Hvad skal der til for, at museerne kan gå en lys fremtid i møde?
Denne gang med Mikkel Hammer Elming, direktør på Glas.
I 2018 blussede en debat om kunstneres arbejdsvilkår op i danske medier på foranledning af en sag, hvor et museum betalte for en artist talk med en lysestage. Efter kort og unuanceret mediebevågenhed forsatte samtalerne på nichemedier og i fagligt regi. Debatten var en betydelig medvirkende faktor til, at kunstnerorganisationerne og ODM i 2020 blev enige om en (ikke bindende) aftale om minimumshonorar for udstillinger. Det er min fornemmelse, at debatten og den efterfølgende aftale skabte et stemningsskift, som har gjort, at det ikke længere er god tone at invitere kunstnere til at udstille eller optræde uden honorar – i hvert fald på de større kunstinstitutioner.
Der er dog stadig meget ulønnet eller dårligt lønnet arbejde i hele kulturlivet. Der er mange vigtige samtaler om de økonomiske forhold i samarbejdet mellem kunstner, institution og bidragsyder, som vi stadig mangler at tage hul på. Det kunne for eksempel være gavnligt med en aftale om anbefalinger til håndtering af produktionsmidler i forbindelse med udstillinger, hvor man indregner det forhold, at man i de indledende faser af et projekt ofte ikke kender den tilgængelige økonomi, da de fleste kunstinstitutioners udstillingsprogrammer er 100% finansieret af midler fra eksterne bidragsydere.
Som kunstner må man indstille sig på et arbejdsliv som selvstændig erhvervsdrivende, hvor man betaler for den store frihed i sit arbejdsliv med en portion usikkerhed, men hvor en almindelig selvstændig vurderer en opgave og giver et tilbud til en kunde, så er det ofte kunstinstitutionen, som sætter rammerne for en opgaves omfang og pris. Det kan kunstinstitutionerne gøre, fordi udbuddet af interessante kunstneriske praksisser er langt større end efterspørgslen. Konkurrencen er hård, og det er et ’buyer’s market’. Men den dårlige betaling kan gøre det svært at fokusere på det samfundsgavnende mål om at skabe gode æstetiske oplevelser og erkendelser for de kunstoplevende.
Når det er sagt, så handler de uhensigtsmæssige konventioner om mere end økonomi. Den institutionelle kritik, freelance-kuratorens fremkomst, de socialt engagerede praksisser, institutionernes sociale bevidsthed om deres ansvar for udvikling af lokalmiljøer og lignende tendenser har igennem de seneste årtier opbygget et tankegods, som har potentialet til at etablere en ny praksis, som gør forholdet mellem kunstner og institution mere symbiotisk. Men de nye ideer kæmper med underliggende forestillinger om, hvordan relationen mellem kunstner og institution er og bør være dem. Dem, bør vi undersøge, få frem i lyset og ændre.
En af disse forestillinger er, at kunstneren og institutionen er fjender. At kunstneren skal kæmpe imod den besværlige institution for at få lov at gøre, hvad kunstneren ønsker i sin bestræbelse på at skabe den bedst mulige kunst. Og at institutionen skal tøjle den besværlige kunstner i sin bestræbelse på at få afviklet et projekt mest effektivt. Kunstneren Jens Haaning har med en overtagelse af et begreb fra teoretikeren Chantal Mouffe kaldt forholdet for “friendly enemies”.
Jeg ønsker, at institutionerne er kunstnernes konstruktive medskabere. At vi skaber ordentlighed i de økonomiske forhold, taler åbent om ulige magtforhold, bliver mindre afviklende og mere udviklende, samt at institutionerne inviterer kunstnere tættere ind på kernen af organisationen og udvikler sig i vekselvirkning med de kunstnere, som de samarbejder med. Det er kort fortalt min drøm om fremtidens kunstmuseum, som måske også kan tjene som inspiration for andre museale praksisser og kulturlivet generelt.
Mikkel Hammer Elming er direktør på GLAS.
Foto: Kasper Palsnov.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 3, 2024.
Køb bladet i Magasinet MUSEUMs webshop.
