At anerkende kvinders rolle i arkæologihistorien handler om at gøre vores fælles historie mere præcis, fagligt holdbar og komplet ved at udfordre fagets kønslige skævvridning og børste glemslens støv af Arkæologiens Glemte Mødre.
Dansk arkæologihistorie begynder i 1800-tallet med Arkæologiens Fædre, der var tæt forbundet til det, vi i dag kalder Nationalmuseet. Mænd som Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865), Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-1885) og Sophus Müller (1846-1934). Deres betydning for faget er meget stor, og de fylder meget i den tidlige, danske arkæologihistorie. Dansk arkæologi opstod i guldalderen, hvor kultur og kunst blomstrede, og grundlaget til det danske demokrati blev lagt. På trods af at de første kvindebevægelser så dagens lys i 1800-tallet, var det ikke kvindernes århundrede, for deres rettigheder og indflydelse var stadig stærkt begrænset. Perioden er en vigtig kontekst til at forstå arkæologi som fag.
Inger Sylvest.
Fotografiet er fundet takket være Mai Britt Sofie Rieper Zeuthen, Horsens Byarkiv.
Foto: Horsens Byarkiv.
Fra Arkæologiens Fædre til Arkæologiens Mødre
I den arkæologiske verden har vi ikke en forventning til, at kvinder bidrog til den tidlige arkæologi, men på Museum Horsens tror vi på, at vi kan finde de kvinder, der spillede en væsentlig rolle for faget. Er kvinderne glemt, gemt eller findes de slet ikke? Er det på tide, at vi lærer deres navne at kende lige så godt, som vi kender Arkæologiens Fædre? Det vil vi undersøge med et nyt forsknings- og formidlingsprojekt kaldet Arkæologiens Glemte Mødre, hvor vi vil tilføje de glemte kvinders viden til arkæologien.
Vi forventer at revidere arkæologihistorien på et stærkt fagligt grundlag. Som arkæologer er vi vant til at grave os ned i fortiden, men vi må ikke glemme den historiske kontekst bag faget, for med den kan vi forstå de ligestillings- og kønsrolleproblemer, der stadig er i arkæologifaget i dag – på trods af at der bliver uddannet flere kvindelige end mandlige arkæologer. Problemerne kan have noget at gøre med, at kvinders roller i fortiden og i den arkæologiske forskning får så lidt plads som den gør. Det har konsekvenser, for historien er kun halv, hvis de ikke er med.
Matilda-effekten i dansk arkæologihistorie
Det er veldokumenteret, at kvinder fylder mindre i historieskrivningen end mænd, og den såkaldte ’Matilda-effekt’ sætter også sine spor i arkæologihistorien. Matilda-effekten er opkaldt efter den amerikanske kvindesagsforkæmper Matilda Joslyn Gage, der allerede i 1800-tallet satte skarpt fokus på usynliggjorte kvinder. I dag kan det stadig være udfordrende for kvinder at opnå anerkendelse for deres akademiske arbejde. Begrebet er velkendt i den akademiske verden, hvor det opstod i 1993. Den spanske genderarkæolog Margarita Díaz-Andreu har beskrevet Matilda-effekten i arkæologifaget, og over hele verden vokser opmærksomheden på kvinders forhold i faget. Projektet om Arkæologiens Glemte Mødre skubber dansk arkæologi et skridt tættere på reel ligestilling til gavn for faget – ikke blot kvinderne, men os allesammen. Der er mange, der fortjener mere anerkendelse, og der er mange tolkninger, der trænger til et kritisk blik med øje på køn.
Et lokalmuseum kan sagtens skabe national forandring
Mange nyere projekter skriver kvinder ind i historien, fordi kvindernes bidrag er væsentlige. Med både Arkæologiens Glemte Mødre og det spirende netværk, kvinARK, er vi inspireret af projekter som engelske Trowel Blazers, spanske ArqueológAs, det globale Women in Archaeology og banebrydende historisk forskning som Birgitte Possings Argumenter imod kvinder, Sara Alforts Kvinder der var for meget og Kvinder der fik nok og Gry Jexens Kvinde kend din historie. Vi samarbejder med og inspireres også af tyske AktArcha og amerikanske New Historia og trækker på et utrolig stærkt netværk i den nordeuropæiske museums- og universitetsverden. Samtidig er vi et lokalmuseum, der skal have en lokal forankring i projektet. Den skaber vi ved at gå på jagt i vores egne arkiver efter kvindelige rollemodeller.
De første pionerer
Museum Horsens tager i sin forskning udgangspunkt i lokalt materiale og perspektiverer det til vores omkringliggende samfund, både regionalt, nationalt og internationalt. I den arkæologiske forskning er en af museets satsninger pionererne – de mennesker, der som de første gik ind i ukendt land. Blandt dem er rensdyrjægerne, der som nogle af de første mennesker i Horsens-området gjorde ophold ved en smeltevandssø ved Tyrsted. En anden gruppe udgøres af lokale strateger, der i den tidligste bondestenalder skabte grundlaget for, at store mængder kobber kunne importeres til området omkring Horsens. Blandt pionererne finder vi også de kvinder, der har spillet en rolle for arkæologien i området omkring Horsens, og som har inspireret andre med deres indsats og engagement. Forskningen i de første pionerer spænder vidt tidsmæssigt, og som noget nyt har vi et særligt fokus på den samtid, som er konteksten for forskningen. Både internationalt, nationalt og regionalt. I artiklen her præsenterer vi derfor tre lokale kvinder, der alle har ydet et væsentligt bidrag til den samlede, arkæologiske viden.
Flere mangfoldige rollemodeller på Wikipedia
Aarhus Universitet udnævnte den første kvindelige professor i arkæologi i 1996, og først i 2024 fulgte Københavns Universitet trop. I dag er den danske museums- og universitetsverden fyldt med kvindelige forskere, feltarkæologer, ledere og formidlere, men deres plads og rolle i arkæologihistorien er endnu ikke udfoldet.
I et pilotprojekt skriver vi derfor om kvinderne på dansk Wikipedia under kategorien Arkæologer fra Danmark. Her har vi ændret det procentvise antal kvindelige arkæologer fra 14% til 32%, men vil gerne nå op på 50%. Der er brug for flere, mere synlige og mangfoldige rollemodeller, hvis vi skal komme Matilda-effekten til livs. Det er forholdsvist enkelt at oprette en side om en kvindelig professor på Wikipedia, men på grund af Wikipedias notabilitetskriterier er det meget vanskeligere med de kvinder, der har haft andre primære ansættelsesforhold, ikke har en fagarkæologisk baggrund eller ikke er blevet anerkendt som arkæologer på anden vis i deres samtid. Der er færre kilder om deres bidrag, og vi mangler en metode til at måle deres betydning med anderledes parametre end titlen på deres ansættelsesforhold.
Signe Gjødesen.
Foto: Lokalhistorisk arkiv Thisted.
MeToo?
I Norge og Sverige er der blevet ryddet op i de problematiske, kønnede strukturer i den arkæologiske verden som følge af MeToo, men Matilda-effekten ses stadig. I dansk arkæologi har MeToo ikke spillet en rolle, og vi er ikke gode til at bruge genderarkæologi som det teoretiske apparat til kritiske undersøgelser af de kønnede forhold i faget eller vores tolkninger af oldtidens mennesker. De få danske artikler, der beskriver kvinders forhold i faget, viser at det er sværere for kvinder end mænd at slå igennem i den arkæologiske branche. Det ønsker vi at lave om på, og vi gør det ved at gå metodisk til værks en bid ad gangen.
Generelt tager mange godt imod vores projekt og visioner. Der er flere kvinder end mænd, der åbent bakker op om projektet. Nogle (mandlige) kollegaer har været skeptiske. De fortæller, at de aldrig har oplevet, at kolleger er blevet diskrimineret på grund af køn, og at de aldrig selv har diskrimineret nogen. Der er heldigvis kun få, der aktivt diskriminerer os og projektet online.
Det er vigtigt for os at pointere følgende: Vi arbejder for at øge ligestillingen i dansk arkæologi til gavn for alle. Vi skriver ikke kvinder ind i arkæologihistorien, fordi de er kvinder. Vi skriver de mennesker ind, der har haft betydning for faget. Arkæologiens Glemte Mødre øger ligestillingen for alle, og sådan gør vi arkæologihistorien mere hel og relevant for alle.
Fremad
Arkæologiens Glemte Mødre og kvinARK-netværket er projekter, der kommer til at tage tid og skabe forandring. Mere ligestilling kræver et større netværk. Vi kalder netværket for kvinARK, og vi ønsker, at alle bliver en del af det. Ikke bare i Danmark, men i hele Norden. Det er stadig vigtigt, hvad vi siger og skriver om køn i den akademiske forskning og den populære og museale formidling. Det markerede vi med et stort genderarkæologisk seminar: Kend din arkæologihistorie – Arkæologiens kvinder fra felt til forskning på Københavns Universitet den 20. november 2025. Alle foredragene udgives også som en bog
I svensk arkæologi sammenligner de jagten på tidlige, kvindelige arkæologer med at jage enhjørninger. Det er heldigvis muligt at finde kvinder, der har spillet en væsentlig rolle i den tidlige, danske arkæologi, men det kræver en målrettet indsats. Amerikanske The New Historia har mottoet “Onwards”. Det motto har vi taget til os med Arkæologiens Glemte Mødre. Der er nemlig kun en vej til at skrive kvindernes bidrag ind i arkæologihistorien, og det er fremad.
Katrine Balsgaard Juul er arkæolog og projektleder af Arkæologiens Glemte Mødre. Signe Helles Olesen er arkæolog og projektdeltager i Arkæologiens Glemte Mødre. Lone Seeberg er leder af arkæologisk afdeling og administrativ projektchef i Arkæologiens Glemte Mødre. Karsten Merrald Sørensen er museumschef og projektejer i Arkæologiens Glemte Mødre. Alle fire på Museum Horsens.
Foto, øverst:
Projektgruppen bag Arkæologiens Glemte Mødre og kvinARK iklædt t-shirts med projektets logo. Fra venstre: Signe Helles Olesen, Karsten Merrald Sørensen, Katrine Balsgaard Juul og Lone Seeberg.
Foto: Nikoline Bræmhøj Grinsted, Museum Horsens.
Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 4, 2025.
Køb Magasinet Museum, nr. 4, 2025
Arkæologiens glemte mødre
Margrethe Hald.
Foto: Margrethe Hald-arkivet/Center for Tekstilforskning.
Margrethe Hald
Margrethe Hald (1897-1982) blev født i Vrigsted sogn, der tidligere var en del af Museum Horsens’ ansvarsområde. I 1950 brød hun gennem glasloftet, da hun som væver uden videre akademisk uddannelse blev den første kvindelige dr.phil. i arkæologi med sin afhandling Olddanske tekstiler. Det skete to år før den første kvinde, Elise Thorvildsen, blev uddannet arkæolog på Københavns Universitet. Margrethe kombinerede, som den første, håndens viden og kunnen fra sin væveruddannelse med den akademiske verden. Hun kastede sig over de oldnordiske tekstiler på Nationalmuseet på anbefaling fra Elna Mygdal, der underviste hende på Tegne- og Kunstindustriskolen for kvinder. Margrethe arbejdede tæt sammen med arkæologen H.C. Broholm, og avancerede fra sin første stilling på Nationalmuseet som assistent i 1939 til inspektør i 1947 og senere inspektør af første grad fra 1962-1967. I de senere år har Center for Tekstilforskning børstet glemslens støv af hendes navn ved at arbejde indgående med hendes tekstilarkæologiske forskning. Hun er og har været en stor inspiration for mange.
Signe Gjødesen
Signe Gjødesen (1910-1973) opvoksede og blev uddannet som lærerinde i Gedved nordvest for Horsens i 1931. I midten af 1920’erne, da Signe var 15 år, blev der nær hendes hjem ved gården Lærkenfeldt udgravet et helt særligt arkæologisk fund – to rige kammergrave fra yngre romersk jernalder (300 e.Kr.) med våben, romersk glas og et helt unikt bronzepragtbælte med rasleblik. Det var Signes far, seminarielærer Th. Gjødesen, der kontaktede Nationalmuseet. Det er ikke svært at forestille sig, at Signe har stået på kanten af Lærkenfeldt-gravene, og her er blevet ramt af arkæologifeber for resten af livet.
Signe blev lærer på Thisted Borgerskole i 1933, men tog i 1946 til USA, hvor hun blev gift. Ægteskabet holdt ikke, så Signe vendte tilbage til sit gamle job. Forstanderen P.L. Hald var også museumsleder af Thisted Museum, og han oplærte Signe i museumsarbejde og feltarkæologi. Signe deltog på udgravninger, og blev i 1954 valgt ind i museets bestyrelse. Da P.L. Hald døde i 1958, blev Signe udnævnt til museumsleder på Thisted Museum. Hun lavede udstillinger og tog initiativ til en række museumsskrifter. Signe brændte for arkæologien og brugte al sin fritid, ved siden af lærerindejobbet, på udgravninger eller på museet. Hun er et eksempel på en af de sidste i en generation, der gjorde en enorm indsats for museerne rundt om i landet for et meget ringe vederlag.
Signe formåede også at bane vejen for de kommende kvindelige ledere af museet. Hun blev efterfulgt af Jette Kjær i 1971, som var museets første akademisk uddannede leder, og senere Jytte Nielsen i 2003.
Inger Sylvest
I Horsensområdet er der en lang tradition for amatørarkæologi, og en af amatørerne hedder Inger Sylvest (1919-1999). Hun blev uddannet konservator fra Forhistorisk Museum i Aarhus i 1957 og flyttede til Horsens med sin familie i 1952. Hun var del af en gruppe amatørarkæologer, der hjalp Horsens Museum på udgravninger, og hun spillede en væsentlig rolle med omorganiseringen af museets samlinger. Inger delte interessen for arkæologien med sin mand, Bent, og er et eksempel på en klassisk kvinderolle, fordi hun bliver set som sin mands medhjælper i stedet for ligeværdige samarbejdspartner udi amatørarkæologien. Sammen indsamlede og bearbejdede de Årupgårdfundet, der er et af de tidligste danske metalfund fra bondestenalderen, og samarbejdede både med Museum Horsens, Forhistorisk Museum i Aarhus og Nationalmuseet. De renoverede også godset Urup, hvor de boede. Her beviste Sylvest, at stueetagen havde været brugt til beboelse allerede på Peder Skrams renæssancegods i 1595.
