Hvordan sikrer museer sig vidnesbyrd, genstande og dokumentation til samlingen, når uventede historiske begivenheder pludselig opstår? Belært af erfaringerne fra to af de seneste flygtningestrømme har Immigrantmuseet søsat et beredskab med netop det formål.
De fleste husker nok de kaotiske billeder, da Taleban for tre år siden tog magten i Afghanistan. Eller da Putin, et halvt år senere annoncerede sin ”særlige militære operation” i Ukraine. Men det var nok de færreste, der havde gættet, at disse begivenheder kort tid efter ville føre til nye og vigtige kapitler i den danske migrationshistorie. I løbet af få måneder ankom tusindvis af flygtninge til Danmark. Afghanerne først, i efteråret ’21 hvor de blev evakueret og indkvarteret på asylcentre i Danmark. Senere hen ukrainerne, der selv fandt vej og blev mødt af en massiv folkelig opbakning. Situationer som disse opstår pludseligt og uventet. Men hvordan kan museer sikre sig, at de vigtige historiske begivenheder bliver en del af samlingen? På Immigrantmuseet er et kriseetnografisk beredskab blevet svaret.
Et øje på egen tids historie
På Immigrantmuseet fulgte vi i sommeren ’21 udviklingen i Afghanistan tæt. Da de første meldinger om evakueringer til Danmark indløb, rejste spørgsmålet sig: hvordan kan vi bevare denne historie for eftertiden? Som svar etablerede vi et samarbejde med Røde Kors i Center Sandholm, der udmøntede sig i et filialkontor, hvor museet kunne følge hverdagen i asylcenteret og indsamle vidnesbyrd. Over en tremåneders periode blev Sandholms gule barakker omdannet til musealt værksted, mens historien udfoldede sig for vores øjne.
At arbejde midt i historiens gang er dog sjældent uden udfordringer, særligt når omstændighederne ændrer sig. En martsmorgen i ’22 var stemningen i Sandholm alt andet end opløftet, da meldingen om, at afghanerne skulle flyttes for at gøre plads til ukrainske flygtninge, bredte sig. Afghanernes hverdag i Sandholm var med ét i opløsning. Det samme gjaldt vores indsats. Med nyslåede erfaringer var vi på denne martsmorgen allerede i gang med at dokumentere ukrainernes ankomst. En indsats, der for alvor startede på dagen for den russiske invasion. For os var der ingen tvivl om, at begge indsatser skulle løftes til nationalt plan, hvorfor vi tilknyttede to videnskabelige assistenter. Med tiden skulle det vise sig, at de sideløbende indsatser ikke kun delte metodiske og etiske krydsfelter, men også afslørede en komparativ fortælling om flygtninges oplevelser af Danmark som værtsland. En afsløring, der kun blev muliggjort af kriseetnografien som redskab.
Børnesko syet af afghansk kvinde og efterladt til ukrainske flygtninge, der ankom til Center Sandholm i begyndelsen af ’22. .
Foto: Immigrantmuseet.
Krisetnografi
I de to indsatser forfulgte vi kriseetnografien, hvis undersøgelsesfelt er uventede nyhændelser, der påvirker samfundet og skaber behov for at dokumentere hændelsen og dens konsekvenser. Kriseetnografiens potentiale er særligt relevant for migrationshistorien, men kan for så vidt overføres til enhver uforudset hændelse med samfundsindvirkende følger. Mens eksempler på kriseetnografien som del af museale praksisser vinder frem, er samtalen om dens muligheder og begrænsninger kun lige begyndt – måske fordi mange museer er udfordret organisatorisk og fagligt i at anvende kriseetnografi som metode. Nyhændelser venter ikke på langtidsplaner og fondsmidler. De kræver agile ansatte og hurtig udrykning. De fordrer strategier for akutindsamling og kritiske blikke på konventionelle tilgange til samlingen. Og de kalder på udstrakt tillid på tværs af organisationen. Som resultat af den praksisudvikling, der voksede frem af de to indsatser i Sandholm, samlede vi alle erfaringer i et musealt beredskab, der i dag understøtter kriseetnografiske tilgange i arbejdet med at dokumentere migration i Danmark og hjælper os med at indsamle vidnesbyrd, før de forsvinder eller påvirkes af historiens gang.
Et kig i beredskabet
En forudsætning for de to indsatser var det udstrakte tillidsrum mellem ledelse og medarbejdere, der manifesterede sig i en fælles opbakning til at afprøve forskellige metoder og fremgangsmetoder. Af fagmedarbejderne fordrede det en høj grad af fleksibilitet i forhold til, hvordan arbejdsopgaver og -tid blev fordelt, samt en velvilje til at udfordre traditionelle måder at forstå samlinger og kulturarv. Af ledelsen fordrede det tiltro til, at medarbejderne kunne løse opgaven, og at den sikrede de organisatoriske rammer, herunder at efterlade luft i arbejdsplaner og afsætte frikøbsmidler. Det fælles tredje for ledelse og medarbejdere var troen på, at indsatserne som flagskibe pegede ind i museets vision og mission samt ønsket om, at kriseetnografien skulle tildeles større plads i det faglige arbejde.
For begge indsatser måtte vi først definere målet med indsamlingerne og vores rolle som museum. At de mennesker, vi arbejdede med, ikke nødvendigvis kendte til museer som koncept, lå klart fra starten. Der lå derfor en stor opgave i at oversætte, hvad et museum var, hvorfor vi indsamlede, og at vi ikke var en myndighed med indflydelse på asyl i Danmark. Ikke overraskende viste det sig, at tværfagligt samarbejde var kernen. Belært af tidligere erfaringer kortlagde vi aktørnetværk med potentielle gatekeepere, herunder asylcentre, frivillige organisationer og privatpersoner. Vores fremgangsmåde var klassisk snowball sampling, hvor vi først rekrutterede enkelte deltagere, der med gatekeepernes blåstempling af museet, indvilligede i at tale med os. På baggrund af deltagernes oplevelser med os hjalp de med at identificere andre deltagere, fx venner og familie. Rekrutteringen bar derfor præg af kontinuerlig tillidsopbygning og relationspleje. Her var tolke, der kunne facilitere og oversætte fra dari/pashto eller ukrainsk/russisk af afgørende betydning. At de mennesker, vi arbejdede med, befandt sig i sårbare situationer, emotionelt og juridisk, lå også klart fra starten. Som værktøj udarbejdede vi standardiserede samtykke- og overdragelsesaftaler på flere sprog i henhold til gældende GDPR-regler, hvori informanterne besluttede, hvordan vi måtte opbevare og bruge det indsamlede materiale, herunder til formidling/forskning samt i anonymiseret form. I samme ombæring blev interviewguides og indkomstsedler opdateret med særligt fokus på personlige aspekter af fortællinger og genstande delt med museet. Også her var gatekeeperne afgørende i at opbygge trygge rammer og formidle, at deltagelse var frivilligt og uden forpligtigelser.
Den unge afghanske kvinde, Sima, har med et engangskamera fotograferet den aftensmad, der blev serveret i Center Sandholm. Det var ikke tilladt for de afghanske familier selv at tilberede mad på barakværelserne. Al mad skulle afhentes i asylcenterets fælleskøkken.
Foto: Immigrantmuseet.
Indsamling af fortællinger og genstande
Selve indsamlingerne startede før, vi kom i kontakt med afghanerne og ukrainerne. Vi oprettede studiesamlinger med mediemateriale, der dækkede nyhændelsernes udvikling. Vi deltog i offentlige forsamlinger og indsamlede genstande, fx skilte, lys og flag, der vidnede om nyhændelsernes betydning i den brede offentlighed. Og vi gennemførte samtaler med gatekeepere for at høste viden om den snarlige ankomst af flygtninge. Belært af vores eget museale ansvar for indvandringshistorien på nationalt plan vidste vi, at vi også her ville støde på den kulturarvsudfordring, vi ofte møder i vores arbejde. Nemlig at historien om migration er flygtig, rig på fortællinger og fattig på genstande. Det gælder især flygtninge. Vores fokus var derfor på den immaterielle arv. Afghanerne og ukrainernes personlige fortællinger om mødet med Danmark betragtede vi som genstande indsamlet i interviewform. Fortællingerne understøttede vi af audiovisuelle og samskabende tilgange, fx ved at lade deltagerne materialisere beretninger om flugten i selvtegnede kort, ved at udlevere engangskameraer til afghanere til dokumentation af livet i Sandholm, og ved at dokumentere genstande med affektionsværdi for ukrainere fotografisk. Alt sammen med et sideløbende fokus på at indsamle den materielle kulturarv, vi kunne få adgang til.
I dag tæller de to samlinger ca. 100 interviews, 150 genstande og flere hundrede fotos, videoer og lydoptagelser, der alle tjener som eksempler på, hvordan historien kan dokumenteres, mens den udfolder sig. De faglige tanker bag indsatserne tæller mange flere, end der er mulighed for at udfolde her. Men essensen er, at sporene fra nutidens migrationer skal bevares for eftertiden for at skærpe forståelsen for vores egen samtid, og at museerne har et unikt potentiale til at løfte denne opgave og styrke en fælles forståelse af migration som en uundgåelig del af danmarkshistorien og vores lokalsamfund.
Emma Barnhøj Jeppesen er museumsinspektør på Immigrantmuseet/Furesø Museer.
Artiklen er udgivet i Magasinet MUSEUM, nr. 1, 2025.
Køb bladet
Køb de seneste numre eller abonnement
Læs ældre numre
Find gamle numre i vores arkiv
Arkivet fungerer ikke optimalt i Safari, så vi anbefaler at bruge en anden browser.
