Da titusindvis af ukrainere sidste år flygtede til Danmark rykkede Immigrantmuseet ud for at sikre deres plads i Danmarkshistorien. Lignende begivenheder har nemlig lært museet, at flygtninge har vidtrækkende betydning for vores samfund, men at de ofte er sparsomt repræsenteret på landets arkiver og museer.
“– Hvis I søger om opholdstilladelse gennem særloven, kan I også vælge at søge om asyl og så lade den frafalde senere! Og selvom I søger efter særloven nu, har I også mulighed for at søge om asyl senere hen!
En kvinde fra Udlændingestyrelsen og hendes russiske tolk anstrenger sig for at overdøve larmen fra de mange nyankomne ukrainere, der er stimlet sammen i håb om at blive klogere på deres uvisse fremtid. Lokalet, der dagen forinden blev indrettet som en interimistisk opholdsstue, er i dag fyldt med forvirret summen, tvivlsspørgsmål og barnegråd. En kvinde forsøger ihærdigt at udfylde sin ansøgning om opholdstilladelse efter særloven med et uroligt barn på armen. Og i et hjørne småsnakker en mor og hendes datter frustrerede over den engelsksprogede ansøgningsblanket og den larm, der forhindrer dem i at høre oversættelsen. Min ukrainske tolk bemærker deres bekymring og kommer dem til undsætning.”
Denne beskrivelse stammer fra et feltarbejde på det ellers nedlagte asylcenter Holmegaard, som jeg udførte i slutningen af marts 2022. Centret blev genåbnet som akut indkvartering til de mange ukrainske flygtninge, der søgte eksil i Danmark i krigens første uger. Under mit besøg fik jeg mulighed for at være med til Udlændingestyrelsens informationsmøde for ukrainerne om den nye særlov, som var blevet vedtaget i Folketinget blot få dage forinden. Loven gav ukrainerne mulighed for at opnå midlertidig opholdstilladelse udenom asylsystemet og var således et tydeligt billede på, at et nyt kapitel af dansk migrationshistorie var ved at blive skrevet.
Stor betydning, sparsom belysning
En ukrainsk flygtning tegner sin rute fra Ukraine til Danmark. Marts 2022. Foto: Immigrantmuseet.
Feltarbejdet var en del af et bredere dokumentationsprojekt, som Immigrantmuseet søsatte på dagen for Ruslands invasion af Ukraine. Lignende begivenheder havde nemlig lært museet, at flygtninge har vidtrækkende betydning for vores samfund, men at de ofte er sparsomt repræsenteret på landets arkiver og museer. Dér hvor arkivmateriale om flygtninge eksisterer, er det oftest i form af sagsakter og -numre. De menneskelige ansigter, handlinger og historier mangler. Derudover er indsamlingen af museumsgenstande blandt mennesker, der på et øjeblik har måttet forlade hus og hjem, en evig udfordring for museet. Det var derfor nødvendigt med en hurtig indsats, mens begivenhederne udspillede sig, og ukrainernes fortællinger og genstande var inden for rækkevidde.
Da de mange flygtninge vandrede langs de danske motorveje i 2015, havde Immigrantmuseet hverken beredskabet til eller opmærksomheden om vigtigheden af at rykke ud. Begivenhederne står i dag som et centralt symbol på den såkaldte ”flygtningekrise”, der har været definerende for de senere års forståelse af og lovgivning om flygtninge. Men da vi ikke greb øjeblikket, forspildte vi vores chance for at indsamle førstehåndsberetninger blandt de mennesker, hvis skæbner var i centrum af debatten. Vidnesbyrd, som efterfølgende er blevet formet og forandret af mødet med de danske asylcentre, den danske udlændingepolitik og det bredere danske samfund, og som vi derfor aldrig kan dokumentere i deres oprindelige form.
For at dette ikke skulle gentage sig, blev jeg som antropolog ansat i midten af marts 2022 til at varetage dokumentationsarbejdet og sikre ukrainernes plads i Danmarkshistorien. Selvom det lykkedes mig at indsamle nogle genstande, var det i høj grad det immaterielle, som var centrum for indsamlingen.
At indsamle det immaterielle
I foråret 2022 mødte jeg ukrainerne hos deres danske værtsfamilier og i asylcentre rundt omkring i landet. Her interviewede jeg dem om deres liv i Ukraine før krigen, deres turbulente rejse til Danmark og deres møde med de danske hjem, asylcentre og den nye særlov. Derudover talte jeg med værtsfamilier, private chauffører og andre frivillige om deres motivationer bag og oplevelser med at hjælpe. På den måde indsamlede jeg historier om afsavn og afmagt, om usikkerhed og håb, om taknemmelighed og venskab – og om behovet for at gøre noget ved den humanitære katastrofe som på en gang virker så uforståelig og så tæt på.
Som feltnoten i starten viser, er alle de situationer og begivenheder, som har udspillet sig i forbindelse med ukrainernes flugt og ankomst i Danmark et andet væsentligt aspekt af dette kapitel af dansk migrationshistorie. Således har jeg deltaget i alt fra fredsdemonstrationer og mindeceremonier til ukrainske påskefrokoster og julefejringer. Mens disse begivenheder har været oplagte anledninger til at finde museumsgenstande, er de handlinger og interaktioner, som udspiller sig under begivenhederne mindst lige så værdifulde for fremtidens forskere, historikere og museumsgæster. Derfor har jeg skrevet feltnoter, taget fotos og optaget lydlandskaber for at indfange alt fra taler og prædikener til stemninger, følelser og atmosfærer.
At dokumentere de immaterielle aspekter af historiske begivenheder og levede erfaringer, stiller nye metodiske krav til museer. Udover at besidde tekniske færdigheder, må museumsarbejderen være fysisk til stede ved relevante situationer og steder for, at vidnesbyrd ikke går tabt. Det kræver både hurtig handling og hastige valg. Når pludselige og uforudsete historiske begivenheder opstår, er der nemlig hverken tid eller vidensgrundlag til at udvikle en overordnet indsamlingsstrategi. Improvisation og løbende vurdering af, hvad der er historisk betydningsfuldt og praktisk muligt, er uundgåelige arbejdsvilkår.
Samtidsdokumentation ’tingsliggør’
Folkekirken har inviteret en ukrainsk ortodoks præst til at holde julegudstjeneste i Københavns Domkirke. Januar 2023. Foto: Immigrantmuseet.
Selvom vi skelner mellem den materielle og den immaterielle kulturarv, er det i praksis svært at skille disse størrelser ad. Indsamlingen af genstande og de menneskelige historier bag dem er ofte foregået på samme tid. Og når interviews eller begivenheder beskrives, fotograferes, filmes eller optages, får tanker, ytringer og handlinger konkrete, tingslige kvaliteter. Dette er tydeligt med notesbøger, printede fotos, udskrevne transskriptioner og lydoptagelser på en CD, der netop eksisterer som genstande i en bogstavelig forstand. Men selv hvis feltnoten, lydsporet, fotoet eller videooptagelsen kun findes som digitale filer, er de samtidigt produkter som fryser hændelser, holdninger eller historier i tid og sted. Ligesom genstande kan man vende tilbage til dem, studere dem og se på dem med nye briller. Man kan gemme dem, miste dem, lave om på dem eller bevare dem, som de er. Det er netop disse evner til at indfange, konkretisere og ’tingsliggøre’ det levede liv, som gør disse medier til værdifulde redskaber i bevaring af immateriel kulturarv.
Udover selv at være bag kameraet eller lydoptageren har jeg opfordret de mennesker, jeg har mødt, til at deltage i tingsliggørelsen af deres historier. I fraværet af fysiske genstande, har jeg spurgt ukrainerne, om de ville dele fotos, videoer og screenshots af kommunikation med venner og familiemedlemmer. På den måde er ukrainernes fortællinger blevet visualiseret og materialiseret i noget konkret (omend ofte digitalt). I andre tilfælde har jeg arbejdet med tingsliggørelse i en mere direkte forstand. Ved at invitere ukrainerne til at tegne deres flugtrute fra Ukraine til Danmark har immaterielle fortællinger om transportmåder og -tider, om stoppesteder og overnatningssteder, om hektiske oplevelser og kærkommen hjælp, fået en materiel form. Samtidigt har tegningerne bidraget til, at nye detaljer om flugten er dukket op.
Da 30-årige Daryna tegnede sin flugtrute fra Kyiv til Værløse, benyttede hun McDonalds’ gyldne M som symbol for hendes stop ved Dresden. Efterfølgende forklarede hun mig, hvordan et måltid på den velkendte fastfood-restaurant havde givet hende en kortvarig oplevelse af tryghed under den farefulde flugt, hvor alt andet var ukendt og usikkert.
En idealtypisk forståelse af arbejdsdelingen mellem museer og arkiver ser den førstnævnte som beskyttere af primært den materielle kulturarv, mens den sidstnævnte varetager dokumenter, fotos, arkivalier og andre informationsbidder, der kan fortælle noget om situationer, hændelsesforløb, holdninger og andre immaterielle aspekter af vores historie. Arkivalier eksisterer imidlertid stadig som fysiske objekter, og museumsgenstande har sjældent værdi uden, at immaterielle baggrundsoplysninger såsom personlige fortællinger, brugsmåder, ejerforhold eller lignende er registreret om genstanden. Når Immigrantmuseet arbejder indenfor ’genstandsfattige’ felter som flygtningehistorie, må vi udnytte, at der netop ikke er vandtætte skodder mellem mennesker og ting, materialitet og immaterialitet. For det første må vi anse fotos, lydoptagelser, transskriberinger og arkivalier som en slags museumsgenstande. For det andet må vi gøre en aktiv indsats for at notere, tegne, fotografere, optage og altså tingsliggøre alle de fortællinger, følelser og begivenheder som har udspillet sig i forbindelse med ukrainernes ankomst i Danmark. Både fordi der ellers ikke ville være nogle genstande om dette kapitel af dansk migrationshistorie, men også fordi det netop er gennem denne materialisering, at det bliver muligt at gemme, opbevare og arkivere det immaterielle, så det i fremtiden kan få status af kulturarv.
Mathias Dolmer Rasmussen er videnskabelig assistent ved Immigrantmuseet.
Billede øverst, opslag fra artiklen i bladet. Layout: Bjørn Ortmann.
Artiklen er bragt i Magasinet MUSEUM nr. 2, 2023.
