Tværfaglighed er efterhånden et vigtigt element, når der skal søges fonde til forskningsprojekter. Her kan konservatorers faglighed bane vejen ved at inddrage naturvidenskab i museets forskning – også på mindre museer. Anna Tjelldén og Helle Strehle er konservatorer på Moesgaard Museum, og Anne Marie Eriksen er forsker på Nationalmuseet. På baggrund af deres arbejde inden for bevaringsvidenskab kommer de her med et bud på tre roller, som konservatorer kan indtage i forbindelse med tværfaglige forskningsprojekter: forsknings-feeder, projektansvarlig og medaktør.

Forsknings-feeder

Konservatoren er ofte dén, der kommer helt tæt på museumsgenstanden, eksempelvis under arbejdet i mikroskop. Herved kan der dukke informationer op, der kan medvirke til en større erkendelse og indsigt i for eksempel det yderst nedbrudte materiale i et større gravkompleks. Som forsknings-feeder bidrager konservatoren med mer-viden og information til et forskningsprojekt; og aflønnes via projektet til dette arbejde. Eksempelvis har udgravning af arkæologiske jordpræparater (gips-stabiliserede jordklumper med uafdækket gravgods) under mikroskop vist sig at være yderst informativ og velegnet til at producere banebrydende ny viden til arkæologisk forskning. Det viser specielt to projekter, som Helle og Anna har deltaget i: ’Sværdet fra Kongsted ved Vejle’ og ’Ryttergraven fra Fregerslev’.

Bronzesværd har man mange af, sværd fra gravhøje er også en kendt kategori, mens sværd med bevaring af omgivende organiske materialer er en stor sjældenhed, kun kendt fra de fantastiske egekistebegravelser. Bronzesværdet fra Kongsted-gravhøjen var blandt andet i kraft af kobberets anti-mikrobielle egenskaber stadig omgivet af organisk materiale. Kun tre-fem cm tykt og umuligt at redde ved en almindelig udgravning, men muligt at studere under kontrollerede forhold på et konserveringsværksted. Derfor blev hele blokken; sværd samt nedbrudt organisk materiale, løftet samlet og udgravet på konserveringsværkstedet under mikroskop. Her kunne man identificere den oprindelige lagfølge i den nu bortsmuldrede kiste samt konkludere, at egekisten havde rummet en person med et to-farvet tøjstykke i hovedregionen og en pels(klædning) på overkroppen, som delvis er dækket af kistens foring af pels. Bronzesværdet har haft hornskæfte og en pelsforet, hudbetrukket træskede, der har været viklet i et stykke genbrugt stof eller en kappe, og denne bylt er nedlagt i kisten til sidst. Disse oplysninger ville være gået tabt uden konservatorens bidrag med identifikation af nedbrudte fibre.

Ryttergraven fra Fregerslev (ca. 950 e.v.t.) nær Skanderborg bestod af et gravkompleks, der blev taget op i et større antal jordblokke, for at man kunne udgrave de yderst nedbrudte seletøjsbeslag, våben og smykker med skalpel og pensler under mikroskop. Bevaringstilstanden var så dårlig, at udgravningen måtte foretages med stabilisering undervejs, til tider sandkorn for sandkorn. Under mikro-udgravningen på Moesgaard Museums konserveringsværksted blev der identificeret et tykt lag fytolitter (her mineraliserede aks) i en sandwich af yderst nedbrudt læder. På baggrund af læderposens placering tæt på bidslet konkluderede konservatoren, at det sandsynligvis er en mulepose med foder til den afdøde hest, hvilket har været med til at belyse gravskikken. Denne information ville ikke have været mulig at nå frem til i felten, og konservatoren har dermed fungeret som feeder til forskningsprojektets konklusioner om gravens indhold.

Projektansvarlig

Scanning Elektron Mikroskopi (SEM)-fotos af en knogle begravet i et iltet miljø, hvor tydelige tunneller efter bakterielle angreb kan ses i knoglestrukturen.

Konservatoren kan også indtage rollen som projektansvarlig, eksempelvis i ph.d.-projekter, hvor man i en årrække er tovholder for et større projekts metode, udførelse, konklusioner og budget. Vi har personlig erfaring med to ph.d.-forløb, der begge involverede en tværvidenskabelig tilgang.

Anne Marie H. Eriksen udførte en ph.d. (2015-2019) ved sektion for Evolutionær Genetik på Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet og Nationalmuseets afdeling for Miljøarkæologi og Materialeforskning. Projektet omhandlede sammensætningen af bakterier (figur 3a), som nedbryder knoglestukturen og dernæst sammenholde dette med forskellige typer af miljøer, var et tværfagligt projekt, som inddrog både genetikere, bioinformatikere, jordbundskemikere, arkæologer og konservatorer. Resultaterne viste blandt andet, at den bakterielle sammensætning inde i knoglerne ændres over tid efter deponering og afspejler den bakterielle sammensætning fra deponeringsmiljøet. Desuden viste der sig en sammenhæng mellem den type bakteriel nedbrydning, man visuelt kan observere, og tilstedeværelsen af bakterier, der kan nedbryde collagenet i knoglerne.

Anna K.E. Tjelldén udførte en erhvervs-ph.d. (2013-2016) ved Moesgaard Museum og Institut for Geoscience, Aarhus Universitet. Projektets formål var at bestemme den miljømæssige indflydelse såvel som nedbrydningstype og -grad af en samling humane jernalderknogler fra Alken Enge i Danmark. For at belyse nedbrydningsarten var det nødvendigt at indgå i et bredt, tværvidenskabeligt samarbejde med blandt andet medicinere på osteoporoseklinikken i Aarhus (for at bestemme dekalcificeringen af human knogle), geologer (for at bestemme bevaringsmiljøet omkring knoglerne ude i felten), biologer (for at vurdere risikoen for at planter skulle penetrere knoglerne med rødder) og kemikere (for at vurdere jern-svovludfældninger i knoglen, der stammede fra jorden).

Medaktør

Som medaktør indgår konservatoren i et større forskningsprojekt med et selvstændigt ansvarsområde. Herigennem komplementerer og supplerer man hinandens fagligheder, og i denne synergi opstår ny viden.

Eksempelvis samarbejder Anna Tjelldén med en palynolog, Renée Enevold, i et forskningsprojekt, der udvikler en optimeret og miljømæssigt forbedret bevaring af de informationer, man kan få fra jordsøjler. Anna bidrager med udvikling af en vakuum-frysetørringsmetode for forskellige jordtyper, mens Renée vurderer bevaringsgraden af pollen i de forskellige lag i jordkernerne. Ved at kombinere konservatorens metodekendskab med en anden eksperts viden kan der skabes en ny bevaringsmetode, der kan få afgørende betydning for fremtidens forskning i fortidens klima og miljø.

Fælles for alle tre roller

Konservatoren er ofte en tværvidenskabelig tovholder, der danner bro mellem ren naturvidenskabelig analyse og humanistisk forskning. Man får herigennem et stort indblik i – og formidler forståelse imellem – to meget forskellige videnskabeligheder. De store museer med selvstændige konserveringsafdelinger har mulighed for at integrere konservatorfaglighed på daglig basis, men mindre museer kan også gøre brug af for eksempel tilknyttede bevaringscentre/-værksteder og integrere dem i planlægningen og udførelsen af nye større forskningsprojekter på tværs af museer og videnskaber. Vores erfaring er, at konservatorens kompetencer inden for eksempelvis materialeopbygning og -nedbrydning netop kommer bedst i spil i projekter, der rummer ambitionen om at kombinere forskellige niche-fagligheder og dermed skabe en synergi af innovativ merviden.

Anna K. Tjelldén er konservator ved Afdeling for Konservering og Naturvidenskab, Moesgaard Museum

Helle Strehle er konservator ved Afdeling for Konservering og Naturvidenskab, Moesgaard Museum

Anne Marie H. Eriksen er forsker ved Afdeling for Miljøarkæologi og Materialeforskning, Nationalmuseet

 

Foto: Anna K. Tjelldén udfører in situ pH-målinger: E. Hertz

Foto: Scanning Elektron Mikroskopi-(SEM)-fotos: G. Turner-Walker

Artiklen er bragt i Danske Museer nr.4, 2021