Københavns historiske støjinferno

Klaverpest og flødehusarer er blot nogle af de fænomener, der prægede lydbilledet i 1800-tallets København. Men én ting er, hvilke af fortidens lyde, vi kan dokumentere. Noget andet er, hvordan samtidens befolkning oplevede dem. Det er en af kongstankerne i udstillingen Lyden af København og i forskningsprojektet bag den.

I udstillingens første rum overvældes man af en kakofoni af lyde. Lyden af fodtrin, vognhjul og fløjter blander sig med klokkeklang, klaprende hestehove, piskesmæld, maskinstøj, råb og hvislende damp iblandet andre mere vanskeligt dechifrerbare lyde. Indimellem trænger lyden af en brølende ko, et kor af fabriksfløjter eller en sporvognsklokke igennem og hæver sig op over det mere mudrede tæppe af sammenblandede hverdagslyde, der hæver og sænker sig i en rytmisk bevægelse. Tilsammen danner lydene et ’soundscape’, et lydlandskab, defineret som totaliteten af lyde og akustiske fænomener i et givet miljø og på et givet tidspunkt. Nogle af lydene fungerer som grundtoner og baggrundslyde, andre træder frem som signallyde eller ligefrem lydmærker. Det vil sige lyde, der er helt særlige for en bestemt geografi og som er med til at forme stedets eller i dette tilfælde byens identitet. Her for eksempel lyden af Rådhusklokkernes karakteristiske kvarter- og timeslag eller lyden af musik, hvin og fyrværkeri fra Tivoli, der breder sig over byen.

Byen er København, og vi befinder os i udstillingen Lyden af København – støj, stemmer og stilhed, der kunne opleves på Københavns Museum frem til 4. januar i år.  Den er kulminationen på forskningsprojektet Lyden af Hovedstaden, som museet har stået i spidsen for siden 2020. Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem Københavns Museum og forskere fra NORS ved Københavns Universitet, Nationalmuseet, Moesgaard Museum og Center for Dansk Byhistorie med støtte fra Velux Fondens Museumsprogram og Augustinus Fonden. Sammen har vi skabt et projekt, der binder sprogforskning og sansehistorie sammen og udforsker, hvordan lyd, sprog og lyttekulturer historisk har været med til at forme og iscenesætte hovedstadens magtforhold, fællesskaber og byrum.

Lyden af København

Udstillingen er designet og kurateret i samarbejde med designbureauet Yoke og komponisten Rasmus Zwicki og genskaber et historisk lydlandskab, der fører gæsten tilbage til en anden tid på det samme sted. Nærmere bestemt København i det lange 1800-tal, det vil sige fra ca. 1790 til 1920, hvor byen udviklede sig fra voldomkranset fæstningsby til moderne industrialiseret metropol.

Naboskabsinstallation i udstillingen ‘Lyden af København’ på Københavns Museum.
Foto: Lina Ahnoff

Projektet er tværdisciplinært både i sin sammensætning og i sine forskningsspørgsmål, men trækker især på det sansehistoriske forskningsfelt, der kan defineres som undersøgelsen af fortidens sanseerfaringer og deres forankring og forandring i tid og rum. Feltet har gennemgået en markant udvikling siden årtusindskiftet, hvor en strøm af projekter og udgivelser har været med til at nuancere og uddybe vores indsigt i fortidens sanseverden og sansningens historicitet og kulturhistorie. I Lyden af Hovedstaden er arbejdet med at kortlægge og til dels rekonstruere fortidens lyduniverser blevet kombineret med analyser af samtidens fortolkninger af de sanseindtryk, der ramte og formede dem.

Denne dobbelthed har været et gennemgående træk ved projektets undersøgelser og udgivne artikler og bøger. Kildematerialet har strakt sig fra arkivmateriale, erindringer og avisartikler til skønlitteratur og – ikke mindst – optagelser og dokumentation af gaderåb og dialekter på Folkemindesamlingen og hos Center for Dialektforskning på Københavns Universitet.

Med udstillingen har det været vores ambition at udfordre og udvikle brugen af lyd som formidlingsmedium på kulturhistoriske museer ved at gøre lyd og lytning som historisk formede erfaringer til udstillingens hovedgenstand. Sammen med Yoke og Zwicki har vi skabt scenografi og lydoplevelser, der på samme tid gør det muligt at udforske og opleve fortidens bylyd i fællesskab, og samtidig individuelt dykke ned i specialiserede erkendelser fra forskningsprojektet via interaktive installationer. Herigennem kan publikum opleve fortidens lydlandskaber som en anden virkelighed, hvor støjkilder og anvendelser af lyd adskilte sig markant fra forholdene i nutidens by. Via citater i udstillingen og de interaktive lydoplevelser introduceres publikum tillige til den centrale erkendelse, at oplevelsen og betydningen af lyd, støj eller stilhed er historisk, socialt og kulturelt betinget.

Hvad der er støj, vellyd og stilhed afhænger ikke kun af lydens volumen, varighed, kraft eller tonalitet. Det afhænger også af den lyttendes uddannelse, alder, erhverv, personlighed og sociale netværk. Og af de forestillinger og normer, der præger et givet samfund. For eksempel blev industriens larmende maskiner blandt flere af 1800-tallets københavnere forbundet med løfter om bedre tider. De hyldede de hylende fabriksfløjter som en ny tids kirkeklokker, der inddelte dagen i effektive bidder af tid og indvarslede enorme materielle og økonomiske fremskridt.

I Henrik Pontoppidans Lykke-Per fra 1898 oplever den unge hovedperson, Per Sidenius, en tidlig morgen, hvordan fabrikkernes fløjter skaber et slags kor, der binder byens kvarterer og mennesker sammen og minder ham om den katolske morgenmesse: ”Og nu begyndte Fabriksfløjterne at lyde. […] Først hørtes et Par Stykker ude paa Nørrebro, saa en paa Kristianshavn, tilsidst lød de allevegnefra — et hundredstemmigt Hanegal, en ny Tids Ottesang, der engang skulde mane alle Mørkets og Overtroens Spøgelser uigenkaldelig i Jorden!”

Publikum dykker ned i et tema om modmagt i udstillingen ‘Lyden af København’.
Foto: Lina Ahnoff

Byen støjede også for 200 år siden

Udstillingen er opbygget i tre sektioner: Støj, Stemmer og Stilhed. Det første rum har overskriften Støj og kaster gæsten ind i et ukontrollabelt, kurateret sansebombardement. Rummet er inddelt i zoner med forskellige detaljerede lydoplevelser indlejret i det overordnede lyddesign: Havnen med lyde af vognrummel, mågeskrig, tågehorn, losning og lastning. Fabrikken med koret af fabriksfløjter og lyden af maskiner, der larmer med vekslende intensitet og giver en fornemmelse af industrialiseringens homogeniserede og vedvarende larm. Indimellem høres lyden af træskoklædte arbejdere, hvis skridt samler sig og klaprer mod brostenene på vej til og fra fabrikken. Sådan lød myldretid i 1800-tallet.

Andre lydzoner er Hovedbanegården, Tivoli, Rådhuspladsen, Sporvognen, Bilen, Cykler og Nabostøj. Efterhånden som gæstens øre tunes ind på lydlandskaberne, kan hun både forme en mening i galskaben og indse, hvor krævende det faktisk var at færdes i storbyens støj – allerede for 200 år siden.

Hvert tema indeholder tekster, fotos og malerier samt lydorienterede genstande såsom en fabriksfløjte, en hestesporvognsklokke, et metalbeslået vognhjul og et tidligt bilhorn. I rummets sidste afdeling zoomer en sekvens ind på nabostøj. En iscenesat facade med en række animerede figurer i vinduerne udsætter den besøgende for nogle af de – ofte ret underholdende – klager over nabostøj fundet i kilderne. Fx klager over ”klaverpesten”, da stadig flere fik råd til at anskaffe sig et opretstående klaver til deres lejlighed, hvorpå husstandens medlemmer øvede sig til gene for naboerne. Publikum kan ikke selv styre støjen, men rammes af larmen fra en operasanger, en mand, der arbejder i sit værksted, børn, der spiller bold indendørs, et voldeligt, ægteskabeligt sammenstød, fuglefløjt og så videre. Og installationen får uvægerligt gæsterne til at tale om deres egne erfaringer med nabostøj.

Bernhard Olsen, ‘Fyrværkeri i Tivoli set fra Vesterbros Passage ved Varietéen Kisten’, 1870. Københavns Museum.

Stemmer og stilhed

Det følgende rum Stemmer er ligeledes præget af en rumlig, immersiv lydoplevelse med vægt på gadehandlendes, demonstranters og magthaveres råb og iscenesættelse af byrummet gennem lydsignaler, demonstrationer, kroningsceremonier og valghandlinger. Det er disse ’stemmer’ i bogstavelig og overført forstand, der er rummets hovedmateriale. Gennem en række interaktive skærme med lyttebøffer kan gæsterne dykke ned i udvalgte eksempler på den orale kommunikation, der var så udbredt i 1800-tallets by. I første halvdel af 1800-tallet er omtalerne af de gadehandlendes skrål og ubehagelige stemmer en vedvarende anledning til klager, men også til lokalpatriotisk stolthed.

I oktober 1817 blev hjørnet af Antonistræde og Christen Bernikowsstræde (i dag Kristen Bernikows Gade) for eksempel beskrevet som hårdt plaget af råb, skrål og skrig, hvor ”2 a 3, ja undertiden 5 Frugtsælgerinder” havde ”valgt sig Stader, hvorfra de med uendelige Raab og Skriig” faldbød ”Æbler, Pærrer, Blommer o.s.v.” De var ”allerslemmest” om ”Eftermiddagen og til langt ude paa Aftenen”, skrev klageren i avisen Politivennen, for ”deres Røst synes at forstærkes ligesom Mørket tiltager”. I Aftenposten fra 1772 stod der omvendt, at ægte københavnere foretrak gadesælgernes skrål fremfor ”alle Lærkers og Nattergalens Sang”. Rummet åbner publikums ører for lyden af fx amagerkoner, skovserkoner, vægtere, avissælgere og sælgere af mælkeprodukter (kaldet flødehusarer), men giver også en fornemmelse af gadesalgets forandring over tid.

Det samme udstillingsrum udfolder også byens akustiske kvaliteter og de forandringer af lyden, som forårsages af gadebredder, bygningsmaterialer og vejbelægning. Og en sektion udfolder, hvordan magthavere og demonstranter gennem tiden har brugt lyd (og stilhed) som vægtige midler til at iscenesætte, regulere og gøre modstand mod magtudøvelse.

Det sidste rum Stilhed fungerer både som en ’ørerenser’, hvor publikum et øjeblik kan trække sig væk fra støjen i de øvrige rum, og som en introduktion til de forskellige former for eftertragtet og påtvunget stilhed, som også er en del af 1800-tallets lydhistorie. Med urbaniseringen og industrialiseringen skete en voldsom forøgelse af byens sanseindtryk, der førte til såkaldt ”nervesvækkelse” eller ”neurastheni” og til en øget lovprisning af landlivets og naturens ro og vellyde overfor storbyens larm. De hårdest ramte blandt borgerskabet blev anbefalet at tage på kurophold uden for byen, mens andre kunne søge midlertidig tilflugt fra larmen i byens nye bælte af parker på det tidligere voldterræn.

Lydhistorien på museum

Hvorfor skal et museum overhovedet beskæftige sig med lydens historie? På Københavns Museum har byens multisensoriske kvaliteter været en del af museets kernestof igennem årtier. Når vores arkæologer arbejder i felten, og fx udgraver fortidens latriner, er nysgerrigheden på byens lugt et tilbagevendende tema, der vækker stor opmærksomhed blandt københavnerne og vores øvrige gæster. Tilsvarende indbyder vi vores besøgende til at røre ved fortiden, når de tager del i workshops og undervisningsforløb i museets arkæologiske værksted eller går med på vores byvandringer. Lyd og andre sanseindtryk er også en vigtig komponent i de permanente udstillinger i det nye Københavns Museum, der åbnede i Stormgade 18 i 2020. Vi tror på, at man ved at inddrage andre sanser end synet kan skabe en mere nærværende og genkaldelig relation til fortiden og museumsoplevelsen.

Med Lyden af København-udstillingen er vi gået skridtet længere og har forsøgt at udvide ambitionen, så vi ikke kun tilføjer flere sanselige lag til udstillingsoplevelsen, men også giver publikum mulighed for at undersøge sanseoplevelsernes historicitet. Ikke kun som en overordnet idé om at fortidens by lugtede, larmede og føltes anderledes end i dag, men også erkendelsen af at selve forståelsen af lyd og lytning var en anden. Publikum har generelt taget godt imod udstillingens radikale greb og har responderet med mange rosende ord. Både om de erkendelser, de har gjort sig i mødet med udstillingen, men også om den velfungerende sociale oplevelse af fortidens lyd, der adskiller sig fra andre lydbaserede udstillingsformater, hvor lydoplevelsen hovedsageligt sker via hovedtelefoner.

Før udstillingen lukkede gennemførte vi en række kvalitative brugerundersøgelser i samarbejde med Sonic College og Forskning UC SYD, der vil uddybe vores viden om publikumsoplevelsen. Resultaterne vil blive delt via Lyden af Hovedstaden-projektets hjemmeside: lydenafhovedstaden.ku.dk

Jakob Ingemann Parby er seniorforsker og museumsinspektør på Københavns Museum, Principal Investigator for forskningsprojektet Lyden af Hovedstaden og hovedkurator for særudstillingen Lyden af København – støj, stemmer og stilhed.

Foto, øverst: Hestesporvogn, Peblingebroen (forgængeren til Dronning Louises Bro), 1884. Ukendt fotograf. Københavns Museum.

Artiklen er udgivet i Museum nr. 1, 2026

Køb bladet

Køb Museum nr. 1, 2026

Bliv abonnent