Siden januar har de kinesiske museer været under lockdown. Corona-pandemien har holdt gæsterne fra døren – til gengæld tjekker de ind online.
To kinesiske museer var de første offentlige institutioner overhovedet til at annoncere lukning på ubestemt tid. Det skete 23. januar som følge af sporadiske nyheder om en virus, der var begyndt at gøre ondt inde midt i landet. Efter sigende havde en museumsinspektør på Shanghai Museum 700 kilometer øst for Wuhan bemærket en snøftende og hostende gæst. Inspektøren lagde to og to sammen og kontaktede skyndsomt kolleger i Kinas største publikumsinstitution, Paladsmuseet i Den Forbudte By 1200 kilometer mod nord – uden først at henvende sig til Kulturministeriet.
Kinesisk bureaukrati er med rette berygtet, tungt, omstændeligt og for Kulturministeriets vedkommende ikke sjældent krakilsk. Der gik imidlertid ikke mange dage, før ministeriet havde læst situationen og fik etableret en serie digitale portaler for alle statslige museer under overskriften ’Lukkede institutioner, men levende udstillinger’. Med initiativet fulgte en opfordring til, at museerne hver især begyndte at udvikle løsninger til at formidle deres samlinger online, med det erklærede formål at stimulere kulturoplevelserne for de millioner af borgere, der havde fået besked på at holde sig hjemme indtil videre.
Kulturoplevelser for millioner i hjemmekarantæne
De første indspil til portalen var ikke overraskende konventionelle og typisk bygget op som ukuraterede kig ind i museernes billeddatabaser og bagkataloger. Men hurtigt begyndte der at komme originale bud på O2O-løsninger (offline to online) næret af Kinas særlige digitale økosystem, som er karakteriseret ved en udstrakt brug af brugerstyret interface via mobiltelefoner. Et af de første eksempler fra begyndelsen af februar introducerer således muligheden for at gå på opdagelse i historiske tempelanlæg ved hjælp af droner. Andre tiltag, der siden er kommet til, tilbyder individuelt tilrettelagte museumsbesøg ved hjælp af VR eller AR (Virtual Reality eller Augmented Reality).
Selv om portalen er landsdækkende, er den i høj grad forankret i de lokale strukturer. Zhejiang-provinsens museumsstyrelse har for eksempel samlet sine 360 museer under én paraply for at have hånd i hanke med, hvordan og hvornår de enkelte udstillinger går online, mens institutioner i storbyer som Shanghai og Beijing opererer væsentligt mere autonomt. I den vestlige Gansu-provins (26 millioner indbyggere) har man valgt en fælles tematisk tilgang centreret om Silkevejen med deltagelse af 170 museer, institutioner og besøgsmål. De bidrager med 60 sekunders videoklip af mesterværker fra de respektive samlinger bundet sammen af en gennemgående virksomhedssponsoreret guide. Fra 23. februar til 15. marts blev klippene set 249 millioner gange.
Kosmetik og kunst – helt nye samarbejder
Nogle af de mest spændende løsninger er opstået dér, hvor programmører og platforme er gået sammen med institutioner om at udvikle nye formater. Det var for eksempel tilfældet, da et kunstmuseum i Beijing gik sammen med en onlineplatform for kosmetiske produkter og lancerede en udstilling om samtidskunst på deres respektive kanaler. Derved nåede begge ud til et helt nyt publikum.
Andre institutioner har anvendt eksisterende formater, ikke sjældent hentet fra den kommercielle verden som onlinebutikker eller restauranternes digitale menukort. Disse løsninger er i udstrakt grad baseret på mobilteknologi og kan ses som lukkede kredsløb eller programmer med op til seks undersider, der er koblet op på de sociale medier og derfor er ganske uproblematiske at videresende som færdige oplevelsespakker. Gennemslagskraften for disse micro-programmer har vist sig at være imponerende, og de daglige peak-hours kl. 20, cirka to timer før almindelige SoMes bliver læst af flest, vidner om, at læserne allerede har tilpasset deres forbrug til de virtuelle udstillinger og de gennemsnitligt 15-20 minutter, man bruger på de fleste af dem.
Interesse for Danmark
Skulle man forledes til at tro, at kinesernes store interesse for at besøge museer online primært er genereret af interesse for hjemlandets kulturarv, kan man glæde sig over det nyeste initiativ fra videotjenesten Kuaishou. Den har sat sig for over de kommende måneder at lave 60 minutters videogennemgange af verdens førende museer, så man kan kigge indenfor i deres samlinger og virke. Den første i rækken var såmænd dansk og omhandlede H. C. Andersens Hus og blev selvfølgelig sponsoreret af en turismeplatform. Forretningen skal stadig løbe rundt, også når publikum ikke kan være fysisk til stede.
Wu Gaoming, direktør for Zhaojun Museet i Indre Mongoliet, taler formentlig på mange museers vegne, når hun siger: O2O-omstillingen er en langtidsinvestering. De færreste satser på, at 2019-tilstandene kommer tilbage, så vi skal lære at kunne agere i to parallelle universer og udvikle forretningsmodeller, der anbringer kulturarven som omdrejningspunktet i ikke bare oplevelses- og turismeøkonomien, men også i curriculum og kommercielle marketingsstrategier.
Foto: Den Forbudte Bys oversigt over de 4.494 pavilloner i paladsanlægget, som kan besøges enkeltvis sammen med deres respektive samlinger. Man klikker sig ind på ét af de otte markerede områder og derfra længere og længere ind.
