Nye begyndelser – MUSEUM taler med museumsfolk, der for nylig har skiftet job
Morten la Cour kommer fra veldefinerede rum i herskabelig arkitektur til Kunstens modernistiske, åbne rammer. Men kollegerne har han kunnet regne med fra starten.
Hvorfor har du sagt ja til jobbet?
Jeg har altid haft en forkærlighed for samlingsarbejde og samlingspleje, og så er Kunsten et helt unikt sted med en fantastisk samling, der rækker ud over landets grænser. Og fordi jeg tidligere har arbejdet sammen med flere fra det kunstfaglige team, så vidste jeg også allerede på forhånd, at jeg kunne forvente et både godt og fagligt, stærkt kollegaskab. Det spillede i høj grad ind, da jeg valgte at søge stillingen.
Hvad bliver din vigtigste opgave?
I forhold til samlingsdelen, så står vi blandt andet foran en optimering af vores magasinplads. Samlingen rummer på papiret kun omkring 4.000 værker, men mange af dem er temmelig pladskrævende. For nylig donerede Ny Carlsbergfondet fx et fantastisk marmorgulv af Morten Søndergaard til museet. Når det ikke er udstillet, fylder det 18 paller, så alene opbevaringen af det kræver en del logistik. Med hensyn til forskningsdelen så er det et strategisk ønske at opgradere forskningsindsatsen både i forhold til frikøb internt, men også fx ved facilitering af post.doc-projekter.
| Blå bog |
|
Morten la Cour, 47 år |
|
Tiltrådte i november 2024 som samlings- og forskningsansvarlig på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg. |
| Uddannet mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet. |
|
Har tidligere været museumsinspektør på Øregaard Museum, Ordrupgaard og Kunstmuseet Brundlund Slot – Museum Sønderjylland. |
Hvilke nye udfordringer skal du prøve kræfter med?
Det er fedt at være i et hus, som i sin arkitektur er så åben, dynamisk og alsidig. Når man hidtil har været vant til fast definerede rum, er det svært ikke at føle en smule horror vacui i begyndelsen. Men så er det virkelig betryggende at mærke, at arkitektur er så grundfæstet i hele organisationen: Kunsten hænger sammen med Utzon Centeret, og min chef er selv uddannet arkitekt, så det ligger implicit, at man ser løsninger fremfor udfordringer.
Hvad er din bedste og sværeste oplevelse med at arbejde på museum?
Det er et privilegie at få lov til at arbejde med sin hobby til daglig – temmelig banalt, men sandt. Med hensyn til det sværeste, så skulle det da lige være, at ledelse i museumsbranchen historisk set ofte har ladt en del tilbage at ønske, men det er forhåbentlig under afvikling.
Hvornår fandt du ud af, at du ville arbejde på museum?
Som helt ung ville jeg gerne læse historie, og som det nørdede barn jeg var, fik jeg derfor i 10. klasse arrangeret erhvervspraktik på Frederiksborg Slot. Her fandt jeg ud af, at jeg ville ’lave museum’, og da jeg sideløbende blev jeg mere og mere optaget af billedsiden i historiebøgerne, endte det med kunsthistorie i stedet for historie.
Hvilket råd vil du give til andre, der drømmer om et job som dit?
Sørg for at få så meget praktisk erfaring som muligt via studiejob og praktikophold – også selvom det måske forlænger studiet. Det er guld værd og giver bedre kort på hånden, når man som færdiguddannet skal søge sit første job.
Hvad kendetegner din egen brug af museer?
Well – det første jeg foretager mig på en ferie, er som regel at finde ud af, hvor det nærmeste kunstmuseum ligger, så det siger vel det hele…
Foto: Niels Fabæk.
Artiklen er udgivet i Magasinet Museum nr. 3, 2025.
Køb Magasinet Museum, nr. 3, 2025

